Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af Søgubrot)

Kong Harald selv var til Vogns, fordi han var ikke længere vaabenfør, og nu udskikkede han Bruun og Hede for at see og sige ham hvordan Rings Slagorden var, og om han var færdig til at begynde. Bruun kom igien og sagde: jo, seer jeg ikke feil, da er Ring tilvisse færdig naar det skal være, og han har stillet sine Folk saa forunderlig op, i hvad man kalder Svinfylking, saa at han vil nok ikke være god at nappes med i Dag. Hvad? svarede Kong Harald, hvem i al Verden kan dog have lært ham at giøre Tryne-Fylking, hvem kan det, uden Oden og jeg! Skulde da Oden maaskee nu have skiftet Hjertelag mod mig, og nægte mig Seier! Det har han dog aldrig hidindtil gjort og bede ham vil jeg at han ei heller nu giør det i Dag, men er det hans Villie at jeg skal tabe, og at Dannemænd skal nu ei mere seire som før, da lade han mig falde i Slaget med hele min Hær.