Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af Søgubrot)

Med en ganske kort indledning udgav Grundtvig “Saga om Haldans Sønner og Harald Hyldetan. (Af Søgubrot)” (herefter “Saga om Haldans Sønner”) i fjerde hæfte af Danne-Virke 1, der udkom den 29. oktober 1816. Titlen er Grundtvigs egen og angiver tekststykkets indhold. I parentesen oplyser han skriftets almindeligt anvendte korttitel, det første ord i den tidligste oversættelse, 👤Johan Fredrik Peringskiölds: Sogubrot af Nockorum Fornkongum i Dana oc Svia velldi (1719), dvs. ‘Sagafragment om nogle oldkonger i Danmark og Sverige’. Som titlen antyder, udgør tekststykket kun en del af den oprindelige saga. Fragmentet mangler såvel begyndelse som slutning samt et parti midt i teksten. Det består af seks blade, dvs. et læg på oprindelig otte blade, hvoraf de to midterste er gået tabt.