Forlæg, oversættelse og modtagelse
✂ Til sin oversættelse benytter Grundtvig 👤Johan Frederik Peringskiölds ►Sogubrot af Nockorum Fornkongum i Dana oc Svia velldi fra 1719. Dette oplyser han ganske vist ikke direkte, men udgaven omtales i indledningsordene, og i en note nævner han “mit trykte Expl.” (s. 377). Dette underbygges ved et par fejl i 👤Peringskiölds udgave, der går igen hos Grundtvig. (De følgende steder kan sammenlignes med oversættelsen i Lassen 2016, bind 2, s. 142-159). Her ses fx den fejlfulde gengivelse af tekstens begyndelse (Peringskiöld 1719, s. 1 og Grundtvig 1816e, s. 357) eller 👤Peringskiölds brug af den fejlagtige navneform Harekr, som Grundtvig overtager med ‘Harek’, for det korrekte Hrørekr, dvs. ►Rørek (Peringskiöld 1719, s. 13 og Grundtvig 1816e, s. 370).
✂ 👤Flemming Lundgreen-Nielsen bemærker i ►Det handlende ord, at oversættelsens sprogtone i det hele taget falder sammen med den tone, vi finder i fx ►Prøver af Snorros og Saxos Krøniker og “►Kong Knud den Helliges Levnet” (1980, s. 702). I efterskriftet til “Kong Knud den Helliges Levnet” gør Grundtvig det klart, at han ikke sigter efter en filologisk nøjagtig oversættelse (“fordanskes maae jo dog ikke blot de enkelte Ord” 1816d, s. 288), men derimod en formidling af meningen (“den ganske Tale” 1816d, s. 288).
✂ Under sin omtale af “Kong Knud den Helliges Levnet” fremhæver 👤Lundgreen-Nielsen nogle særtræk ved oversættelsen i forhold til originalen, der går igen i denne oversættelse af Søgubrot (1980, s. 698). Det bemærkes fx, at Grundtvig gerne fordansker navne. Mange navne i “Saga om Haldans Sønner” er kun lettere fordansket (eksempelvis ‘Iver’ for Ivar), men særlig når der er tale om tilnavne, går Grundtvig noget videre. Dette ses fx ved ‘Angle-Orm’, ‘Flakke-Odd’ og ‘Lefle-Rolf’ for Ormr enski, Oddr Vidførli og Hrolfr Qvensami, eller stednavnet Maglemark, dannet på baggrund af det islandske Marklond mikil. I den sproglige bearbejdning af teksten findes en fri benyttelse af bl.a. hverdagsudtryk, som da ►Ød siger, “[du har] sagtens et andet [giftermål] bag Øret” (s. 358), der mere tekstnært kunne gengives: “Du har sikkert lagt andre planer for mig” (Lassen 2016, bind 2, s. 142). Eller “Det blev da Enden paa Legen” (s. 361), der nærmere forlægget kunne lyde “De afsluttede sagen med” (Lassen 2016, bind 2, s. 145). Hertil kunne også regnes brugen af “Uglevarsel” (s. 370) for “onde spådomme” (Lassen 2016, bind 2, s. 149). Det er også gennemgående i oversættelsen, at Grundtvig tilføjer forskellige småord, som ‘vel’, ‘da’ og ‘nok’. I det hele taget har teksten en jævnhed og måske ligefrem en folkelighed over sig, uden at den dog virker “overlæsset med lavsproglige effekter” (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 698).
✂ Grundtvig omsætter flere prosapassager til vers. Det drejer sig blandt andet om samtalen mellem Kong ►Ivar Vidfavne og dennes fosterfader, ►Hård, i slutningen af første hovedafsnit. I en note bemærker Grundtvig, at versificeringen er hans egen: “mig synes den Tale maa rimes for at blive ordentlig” (s. 369). Opregningen af krigere i andet hovedafsnit er også opstillet på vers, “thi baade ere de da mere livlige at læse, og man bliver lettere opmærksom paa de Riim-Bogstaver, der her ere hyppige” (s. 385 f.).
*Læs mere om Grundtvigs oversættelsespraksis i indledningen til Prøver af Snorros og Saxos Krøniker og hos ►Rubow 1923, s. 29-57.✂ I fodnoterne til andet hovedafsnit ses det, at Grundtvig er i en stadig dialog med sin egen oversættelse af sagafragmentet og med den tidligere forskning, som her er 👤Peringskiölds oversættelse og 👤Suhms behandling af ►Bråvallaslaget, samt kongerne ►Helge og ►Rørek i første bind af ►Historie af Danmark (1782).
✂ Bortset fra det første hæfte af Danne-Virke, der er anmeldt af 👤Rasmus Rask i ►Dansk Litteratur-Tidende nr. 30 (1816, s. 467-479), er tidsskriftet ikke omtalt i den samtidige litteratur (Lundgreen-Nielsen 1980, s. 695, 699). Det samme gælder “Saga om Haldans Sønner”, der dog findes nævnt blandt de tidligere oversættelser i noten i 👤C.C. Rafns oversættelse af samme tekst (►Rafn 1821, s. 162), ligesom 👤P.E. Müller også nævner den i ►Sagabibliothek (1818). 👤Müller kalder oversættelsen en “aandrig Fordanskning” (1818, s. 492), hvilket imidlertid ikke bevæger ham til at benytte oversættelsen i sin egen parafrase af sagaens indhold.