Grundtvigs historiesyn
✂ I slutningen af 1817 udkom endnu en verdenshistorie fra Grundtvigs hånd, nemlig ►Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum (herefter Verdenskrøniken 1817). Anledningen var 300-året for reformationens begyndelse. Værket bygger på udgivelsen fra 1812, hvortil dog er føjet et væsentligt udvidet kapitel om tiden efter 👤Luther, og hvor hovedvægten er en kritik af især tysk åndsliv og litteratur. Sin kritiske holdning til trods var tyske historisk-filosofiske forfattere som 👤Lessing, 👤Kant, 👤Herder, 👤Schelling, 👤Fichte og 👤Friedrich Schlegel i denne tid afgørende for Grundtvigs tænkning. Samme forfattere nævnes flere gange i Danne-Virke (se oversigt i Vind 1999, s. 609-612). Artiklerne i Danne-Virke er blevet betragtet som Grundtvigs korrektiv til den filosofi, han kritiserer i ►Verdenskrøniken 1817 (►Michelsen 1986, s. 59). I fortalen til sidstnævnte peger Grundtvig selv på sammenhængen: “Betragtningerne i samme [Danne-Virke] staae i saa nøie et Forhold til nærværende Bog, at hvem der vil have godt af den, gjør vel i at læse dem med” (►Grundtvig 1817b, s. XXIII f.; se indledningen til Verdenskrøniken 1817).
✂ Grundtvigs historiefilosofi, eller det han kalder historisk vidskab, er funderet i tanken om, at al sand filosofi må være historisk, da:
✂ Fornuften finder intet i sig selv uden Maalestokken for timelig Sandhed, og maae udenfor sig søge Vidskabens Indhold, historisk, fordi Mennesket udvikler sig i Tiden og kan kun begribes i den, historisk, fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden (►Grundtvig 1816b, s. 120).
✂ Citatet udtrykker, at erkendelse for Grundtvig er en erfaringssag, der ikke alene kan baseres på fornuften. Grundtvig anerkendte ikke, i modsætning til 👤Kant, nogen form for a priori almen og universel erkendelse, men udelukkende a posteriori erkendelse (Vind 1999, s. 140). Et andet sted i Danne-Virke noterer han, at filosofi er “en stedse ufuldstændig men voxende, ufuldkommen men fortsat Erkiendelse af Mennesket som det er i Sandhed og udvikles i Tiden” (►Grundtvig 1816c, s. 240). Gennem den historiske oplysning kan vi gradvis erkende mere og mere om menneskets tilværelse og grundvilkår. Det er Grundtvigs optimistiske overbevisning, at vi i og med historien kan nå nærmere den sande erkendelse (Vind 1999, s. 138). I tråd hermed påpeger han i fortalen til andet bind, at det han i det foregående bind uforvarende har kaldt afhandlinger, som indikerer “et Arbeide, hvorpaa Forfatteren mener at have lagt den sidste Haand”, i stedet bør anskues som ufærdige betragtninger, “blot foreløbige Blik og Vink og Tilberedelser” (Grundtvig 1817a, s. VIII; jf. Lundgreen-Nielsen 1980, s. 852).