Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra Danne-Virke et Tids-Skrift

At den bibeltro overbevisning er et grundvilkår for Danne-Virke gentages siden hen i de næste bind, hvor Grundtvig fx i fortalen til andet bind vedgår, at indholdet ikke retter sig efter tilhængere af “Mode og Døgnsmag” (Grundtvig 1817a, s. [III]). I samme fortale forklarer Grundtvig, at hans vedholdende kritik af sin samtid ikke havde været mulig uden “eenfoldig, ja hvad man har behaget at skiælde for cras og bogstavelig Christendom” (s. VI f.). I tredje binds fortale understreger Grundtvig endnu en gang sin hensigt, nemlig at levere et “dansk-historisk Tids-Skrift” (Grundtvig 1817d, s. [IX]), hvis fundament er troen, idet ingen “kan lægge nogen anden forsvarlig Grundvold, end den som lagt er: 👤Jesus Christus” (s. X; jf. 1 Kor 3,11).