Grundtvigs hensigt med Danne-Virke
✂ På omslaget af første binds første hæfte introducerer han læseren for den nye udgivelse:
✂ Hermed begynder et Tidsskrift, især, som man seer, bestemt til Stykker der angaae dansk Historie, Sprog og Poesie, uden at dog Planen udelukker noget der stemmer med Skriftets Aand (Grundtvig 1816, på indersiden af omslagets sidste blad).
✂ Denne alsidige tilgang forklarer han nærmere i tidsskriftets første prosatekst, “Om dansk Poesie, Sprog og Historie”, der kan anskues som en indledende programerklæring, hvori den danske særegenhed og sprogets fuldendthed beskrives (se indledningen til “Om dansk Poesie, Sprog og Historie”; se også Lundgreen-Nielsen 1980, s. 690).
Bibelen som grundlag
✂ I fortalen til første bind opsummerer Grundtvig, at “Historien og dens Opkomst” er, hvad han “uafladelig har for Øie” (Grundtvig 1816e, s. XI) og senere, at det er hans agt i Danne-Virke at give “et Omrids af menneskelige Vilkaar saavidt, og saa godt jeg kiender til dem” (s. XIV). At grundlaget for sand historisk erkendelse og for opbygningen af en åndelig fæstning stadig er kristendommen og Bibelen begrunder han bl.a. i fortalen til tidsskriftets bind 3:
✂ thi det var jo umuligt, at en Lærdom der aabenbarer Guds Forhold til Verden og Mennesket, Menneskets Bestemmelse, og Maaden, hvorpaa samme ene kan opnaaes, at den Lærdom kunde være sand, uden at finde sin Stadfæstelse overalt i Verden og Mennesket ͻ: i alt Timeligt (Grundtvig 1817d, s. X).
✂ Det timelige aspekt i menneskets tilværelse, historien, vidner om Guds forsyn og styrelse. Sammenhængen mellem forsyn og historie findes også i tidsskriftets genkommende motto på titelbladet af alle fire bind: “Klokken i den danske Kirke, / Det er ►Sagas klingre Skjold, / Til at bygge Danne-Virke, / Vække den hver Dane bold! / Ret den klinger dog i Vangen, / Kun i Chor med Kirkesangen, / Under 👤Thyra Dannebod”. Mottoet stammer fra strofe 25 af Grundtvigs ►“Efterklang” til “Norne-Giæst” i Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816 (1815). Strofen sammenfatter Grundtvigs forestilling om, at foreningen af den danske kristendom og historie (►Saga) er det eneste, der kan yde landet beskyttelse. I den forgangne tid var det under dronning 👤Thyras ledelse, at voldanlægget ifølge overleveringen blev opført. Ved at navngive sit tidsskrift Danne-Virke placerer Grundtvig sig altså som sidestykke til 👤Thyra, og som sin tids bygmester af det nu åndelige forsvarsværk for Danmark.
✂ At den bibeltro overbevisning er et grundvilkår for Danne-Virke gentages siden hen i de næste bind, hvor Grundtvig fx i fortalen til andet bind vedgår, at indholdet ikke retter sig efter tilhængere af “Mode og Døgnsmag” (Grundtvig 1817a, s. [III]). I samme fortale forklarer Grundtvig, at hans vedholdende kritik af sin samtid ikke havde været mulig uden “eenfoldig, ja hvad man har behaget at skiælde for cras og bogstavelig Christendom” (s. VI f.). I tredje binds fortale understreger Grundtvig endnu en gang sin hensigt, nemlig at levere et “dansk-historisk Tids-Skrift” (Grundtvig 1817d, s. [IX]), hvis fundament er troen, idet ingen “kan lægge nogen anden forsvarlig Grundvold, end den som lagt er: 👤Jesus Christus” (s. X; jf. ►1 Kor 3,11).
Grundtvigs historiesyn
✂ I slutningen af 1817 udkom endnu en verdenshistorie fra Grundtvigs hånd, nemlig ►Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum (herefter Verdenskrøniken 1817). Anledningen var 300-året for reformationens begyndelse. Værket bygger på udgivelsen fra 1812, hvortil dog er føjet et væsentligt udvidet kapitel om tiden efter 👤Luther, og hvor hovedvægten er en kritik af især tysk åndsliv og litteratur. Sin kritiske holdning til trods var tyske historisk-filosofiske forfattere som 👤Lessing, 👤Kant, 👤Herder, 👤Schelling, 👤Fichte og 👤Friedrich Schlegel i denne tid afgørende for Grundtvigs tænkning. Samme forfattere nævnes flere gange i Danne-Virke (se oversigt i Vind 1999, s. 609-612). Artiklerne i Danne-Virke er blevet betragtet som Grundtvigs korrektiv til den filosofi, han kritiserer i ►Verdenskrøniken 1817 (►Michelsen 1986, s. 59). I fortalen til sidstnævnte peger Grundtvig selv på sammenhængen: “Betragtningerne i samme [Danne-Virke] staae i saa nøie et Forhold til nærværende Bog, at hvem der vil have godt af den, gjør vel i at læse dem med” (►Grundtvig 1817b, s. XXIII f.; se indledningen til Verdenskrøniken 1817).
✂ Grundtvigs historiefilosofi, eller det han kalder historisk vidskab, er funderet i tanken om, at al sand filosofi må være historisk, da:
✂ Fornuften finder intet i sig selv uden Maalestokken for timelig Sandhed, og maae udenfor sig søge Vidskabens Indhold, historisk, fordi Mennesket udvikler sig i Tiden og kan kun begribes i den, historisk, fordi den maae være stykkeviis og kan kun sluttes med Tiden (►Grundtvig 1816b, s. 120).
✂ Citatet udtrykker, at erkendelse for Grundtvig er en erfaringssag, der ikke alene kan baseres på fornuften. Grundtvig anerkendte ikke, i modsætning til 👤Kant, nogen form for a priori almen og universel erkendelse, men udelukkende a posteriori erkendelse (Vind 1999, s. 140). Et andet sted i Danne-Virke noterer han, at filosofi er “en stedse ufuldstændig men voxende, ufuldkommen men fortsat Erkiendelse af Mennesket som det er i Sandhed og udvikles i Tiden” (►Grundtvig 1816c, s. 240). Gennem den historiske oplysning kan vi gradvis erkende mere og mere om menneskets tilværelse og grundvilkår. Det er Grundtvigs optimistiske overbevisning, at vi i og med historien kan nå nærmere den sande erkendelse (Vind 1999, s. 138). I tråd hermed påpeger han i fortalen til andet bind, at det han i det foregående bind uforvarende har kaldt afhandlinger, som indikerer “et Arbeide, hvorpaa Forfatteren mener at have lagt den sidste Haand”, i stedet bør anskues som ufærdige betragtninger, “blot foreløbige Blik og Vink og Tilberedelser” (Grundtvig 1817a, s. VIII; jf. Lundgreen-Nielsen 1980, s. 852).