Grundtvig, N. F. S. Gaade-Giætningen

Kiender du Bogen
Bedre end Nogen,
See, at den Gaaden har giættet!
Husk, hvad dens Sphinx har forjættet!
Hvi vil dit Hierte du dele?
Giv den det Hele!”

Det faldt mig ikke ind, at drømme om, at Forfatteren af dette Varselbrev kunde være den samme, som Strøetankernes, uagtet jeg snart fik næsten Vished om, at ovenstaaende var fra Grundtvig. Men hvad er næsten Vished? For det raa Menneske meer end Nok, for det 170modne mindre end Intet. Mig foresvævede imidlertid bestandig i alt dette en i Mørket optrædende besløret Genius – god? eller ond? Ven? eller Fiende? var mig aldeles skiult under den doppelte Maske. Kun enkelte Toner syntes at forraade min Muses Bagtaler og mit Hiertes Fordømmer i Litteraturtidenden og i Verdenskrøniken. Jeg havde nemlig didindtil ikke læst Grundtvigs egentlige Nordiske Digte, og kiendte ham blot af nogle mindre bety delige Sange, som af samtlige hans prosaiske Skrivter, hvis naturlige eller kunstige Virvar lod mig i en bestandig Tvivl om alt andet end hans, selv i Platheder, umiskiendelige Genie. I denne trefold tykke Taage om Strøetænkeren, Gaadegiætteren, og Grundtvig – forunderlig tiltrakt af dem alle tre, trods alle Maskernes Frastøden, nedskrev jeg, Natten efter Modtagelsen af ovenanførte Trudselbrev, d. 24 November 1815, følgende Svar, som jeg forseglet lod ligge paa mit Bord til Afhentning, efterat have givet min ubekiendte Tilskriver et Vink derom i Aviserne.