↩ Tilsidst var det engang at Kongen sagde til ►Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte ►raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde ►Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog ►Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, ►Giæst! spurgde Kongen. Nu 59er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde ►Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see at ►Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik som Lyset slukdes døde ogsaa 177 (US3) han. Alle Folk fandt at det var en ►mærkelig Ende han tog, og Kongen ►syndes at hans Død beseiglede hans ►Frasagn, og stadfæstede hvad han om sin Alder havde fortalt.