Grundtvig, N. F. S. Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816

✂ II
III 127 (PS4) 145 (US3)

Fortale.

---

✂ Meget kunde der i Anledning af disse Smaadigte være at sige, men da Erfaring har lært mig, at Man bedømmer en Bog lige ►skiævt, hvad saa end Fortalen siger, vil jeg heller tie. Vel har jeg besluttet, ►vil Gud! at vænne godt Folk af med den Vane, ofIVfenlig at fatte sig saa kort og godt som hidindtil om mine Bøger, men det skal være paa en anden Maade, end ved at præke for døve Øren, det skal skee ved at lee dem op i deres aabne Øine, en Ting ieg forresten gierne vilde undgaae og har her ikke mindste Lyst til.

✂ Jeg vil derfor ikkun bemærke, at ►Norne-Giæsts Eventyr er oversat ►af ►Olav Trygvesens Saga, i den ►Skalholtske Udgave, at VKvadene om 📌Jylland og 📌Norge ere fra i Fior, men har, som Man let seer, i Aar faaet adskillige Tillæg, og at jeg med Villie ikke har henviist til de mange Stæder hos 👤Saxo og 👤Snorro som maae kiendes, før mine Riim forstaaes, thi uden fortroligt Bekiendtskab med ►Krøniken i Almindelighed og med Fædrenelandets i Særdeleshed forstaaer Man mig dog i Grunden slet. Endelig vil jeg bede de Faa der ►bekymre sig VIom► min Skrift, tilligemed denne lille Bog at læse den om ►Europa, Frankrig og Napoleon, thi de kan oplyse hinanden; og ere, ret forstaaede, et ganske fornøieligt Nyaarsvers til 👤Thyra Dannebod.

✂ 📌Kjøbenhavn, den 16 Decbr. 1815.

✂ VII 127 (PS4) 146 (US3) 218 (VU7)

Til ►Dana.

---

1

✂ Moder! Guld og grønne Skove
Var fra Hedenold din Lyst,
Efter dem paa dybe Vove
Stævned du til ⓘ fiernefierne] GV, sierne A Kyst,
128 (PS4) Guld og ►Grønning har du fundet,
Dog er hardtad nu forsvundet,
Hvad Du fandt paa Verdens Hav.

2

✂ VIIIGuldet gik saa brat til Grunde,
Ligger nu paa Havsens Bund,
►Alt som Aarene henrunde,
►Tyndedes din Bøge-Lund;
Hvem tør dig vel dristig love
Atter Guld og grønne Skove,
I den staalgraa ►Vinter-Old!

3

✂ 219 (VU7) Søgde du paa Havets Strømme
Ikkun Verdens ►Flitter-Guld,
Elsked du i Barne-Drømme
Kun den Bøg med Rod i Muld,
Lad da Verden dig kun love
Atter Guld og grønne Skove,
Du dem venter dog omsonst.

4

✂ Var dig Muldets ►Gylden-Stykke,
►Samfunds-Tegn for ►Klang og Glands,
Elsked du kun som en Skygge
Bøge-Lundens lyse Krands,
Da tør, Moder! dig jeg love
►Røden Guld og grønne Skove,
I den staalgraa ►Vinter-Old.

5

✂ IX 147 (US3) Moder! Moder! ei besmykke
Tør og vil jeg dine ►Brøst,
Længe efter tomme Skygge
Greeb og jaged du med Lyst,
Søgde Guld og grønne Skove
Ved at bryde Troe og Love:
►Dane-Lov og Christen-Dom.

6

✂ 129 (PS4) Men, lod du dig ►end besnære
Til at bryde Troskabs Eed,
►Aldrig kan dog Rust fortære
►Danas gamle Kiærlighed►;
Den er nær med det beslægtet,
Som ►forgiort du har fornægtet:
Med det klare Himmel-Guld!

7

✂ Ja, dig vinked 📌Edens Smykke
I saa mangen hellig Stund,
Da dig glæded kun som Skygge,
►Blanke Muld og grønne Lund,
Vilde da dig Verden love
►Røden Guld og grønne Skove,
Ei til Løftet ►slogst du Lid.

8

✂ XKun naar ►underlig gienføde
Kunde sig for Aandens Sands
Tidens svundne Morgenrøde,
Jorden i sin Morgenglands,
Da kun turde du dig love
►Røden Guld og grønne Skove,
Som du dunkelt kom ihu.

9

✂ Derfor fra din gode ►Vætte
►Toner giennem ►Volas Sang
Sagnet sødt om ►Idas Slette,
Sødt men dog med Vemodsklang,
Der ei saaes Helte-Gierning,
Men kun ►Legen med Guld-Terning
I den grønne ►Gudevang.

10

✂ 220 (VU7) Derfor ►byder høit din ►Vole
Med sit dybe Tonefald,
130 (PS4) ►Aserne paa Gude-Stole
Tavshed midt i ►Odins ►Hald,
148 (US3) Det tør ►Heimdals ►Frænke vove
Thi hun mindes grønne Skove,
Som er siunkne under ⓘ Muld.Muld.] GV, Muld, A

11

✂ XIFlux fra ►Balders ►Bane-Tue
Svinger ►Vola sig med Sorg,
Skimter kun bag ►Surturs Lue
►Røden Guld paa ►Gimle-Borg;
Kun naar ►Valhal gaaer til Grunde,
Seer hun eviggrønne Lunde
Løfte sig af Havets Skiød*At slige dybe, gaadefulde Toner virkelig klinge giennem ►Volas Sang veed enhver, hvem den ►giennemklang..

12

✂ Da er ved en Helte-Gierning
Igienfødt den første Jord,
Atter triller da Guld-Terning
Paa det grønne ►Tavlebord,
Da i Glandsens ►blanke Vove
Svømmer Guld og grønne Skove,
Da er Hiertets Drøm opfyldt.

13

✂ ►Dana! det var dette Hierte
Som blev skabt af Himlens Gud,
Til i Skin af Ordets ►Kierte
At ►forklares til Hans Brud,
Derfor maatte sig derinde
Morgenrødens dunkle Minde
►Fæste som en ►Glemmigei.

14

✂ XII►Dana! det var denne ►Tunge
Som blev skabt til ►Svanesang,
131 (PS4) Til i Chor de Kvad at siunge
Som fra 👤Davids Harpe klang,
221 (VU7) Derfor søde Vemods-Toner
Bøge-Lundens grønne Kroner
►Giennemklang fra ►Old til ►Old.

15

✂ Derfor da i 📌Dane-Vangen
►Hørelse ieg fik som Skiald,
Rørde ►saa mig Gaade-Sangen
Med det dybe Tonefald,
Kiært mig var hvert Kvad af ►Brage,
Men ieg fandt dog aldrig Mage,
Til den dunkle ►Vølu-Spa.

16

✂ 149 (US3) Derfor, som du nu kan høre,
►Der ieg Gud min ►Tunge gav,
Fødtes Toner i mit Øre,
Som ei synke i min Grav,
Men skal ►lege for mit Øre,
Naar jeg mat ei meer kan røre
►Tungen i din Bøgelund.

17

✂ XIIIDerfor, som du ►skalst fornemme,
►Der ieg Gud mit Hierte gav,
►Lignelser af det derhiemme
Sænked sig i gyldne Rav,
Speilede sig i mit Hierte,
►Saa i Skin af Ordets ►Kierte
Der din Søn fik Syn for Sagn.

18

✂ Derfor, maatte ieg ►end kvæde
For dig, Moder! som for Steen,
Maatte uden Sønne-Glæde
►End ieg lægge mine Been,
132 (PS4) Rolig gik jeg dog til Hvile,
Sukkende ieg vilde smile,
Thi ieg veed din Time slaaer.

19

✂ Ja ieg veed, engang dit Hierte
Smelte skal for Herrens Lyn,
222 (VU7) At i Skin af Ordets ►Kierte
Skal for Sagn ►og du faae Syn,
At som jeg ►og du skal ►love
Gud for Guld og grønne Skove,
Midt i verdslig Fattigdom.

20

✂ XIVJa, naar du med Suk maae siunge:
►Fugl har Rede, Ræv har Grav,
Jeg har kun min ►Fugle-Tunge,
Og min tørre ►Ranke-Stav;
►Trøstig ►skalst du ►eftersige:
Fattig Fugl giør mange rige;
Siunge sødt: Halleluja!

---

✂ XV

Indhold.

---

Fædrene-Aaret	Side	1.
►Norne-Giæsts Saga	–	22.
Efterklang	–	60.
Freden	–	72.
Af 📌Jyllands Riimkrønike	–	94.
Høstgildet	–	188.
Til 📌Norges Heltedigt	–	196.

✂ XVI

Rettelser.

---

S. 97 L. 5. end for med.

– 184 – 10. Vendilfkag for Vendilflag.

– 222 – 8. ►Fjølsvins for Fjølseins.

✂ 1 150 (US3) 222 (VU7)

►Fædrene-Aaret.

---

Velkomst i Vaar

til

Danner-Kongen.

2
3

1

✂ Velkommen tilbage
Du Konge saa prud!
Velkommen tilbage!
Velsigne Dig Gud!
Velkommen tilbage
Fra fremmede Land!
Velkommen tilbage
Til Dannemarks Strand,
Til Østersalts Vove,
Til Dannemarks Skove,
Til Skjoldungens Konningebye!

2

✂ 4Med flygtende Sommer
Du foer over Sund,
223 (VU7) Nu hilser Skiærsommer
Dig atter i Lund,
Nu grønnes de Vange,
Du gule forlod,
Og Bygblade prange
Hvor Stubbene stod,
Nu leger Skiærsommer
Med duftende Blommer,
Og Fuglene fløite i Lund.

3

✂ 151 (US3) Som Fader til Vaaren,
Sin Skaber til Spot,
Besynger kun Daaren
En æresyg Drot,
Vi veed, over Solen
Han bygger i Løn,
Som klæder Fiolen
Og Lilien skiøn,
Som Skovene kroner,
Og liflige Toner
Indaander i Fuglenes Bryst.

4

✂ 5Den Herre vi love
For Vaaren saa mild,
Den Herre vi love
For Kongen saa gild,
Den Herre vi love
For Stammen saa prud
I Dannemarks Skove
Med herlige Skud:
For Fredrik hin Milde,
Og Fædrene gilde,
For Ætten af Dan og af Skjold.

5

✂ Den Herre vi prise,
Som vilde i Lund
Et Varsel os vise
For store Miskund,
224 (VU7) Thi blomstrende Dage
Det lover og spaaer,
ⓘ AtAt] GV, Al A Kongen tilbage
Nu kommer i Aar,
Mens Egene skyde,
Og Lundene lyde
Af Sang fra den blommede Bøg.

6

✂ 6Ja, blomstrende Dage
Det ⓘ loverlover] GV, løver A og spaaer,
At end kom tilbage
En Fædrene-Vaar,
Med Kongen den kommer
Tilbage i Aar,
152 (US3) En liflig Skiærsommer
Den lover og spaaer,
Ja Fædrenes Dage
De komme tilbage,
Og Konge! de komme med Dig.

7

✂ Lad Verden kun haane
Vort Fædreneland!
Kiærminderne blaane
For Skjold og for Dan,
Og Skjoldungen finder
Sit Dannemark troe,
Saalænge Kiærminder
I Skovene groe,
Ja, glade vi flette
Kong Fredrik den Sjette
En Krands af Kiærminderne blaa.

8

✂ 7Ja milde Skiærsommer
Fra Fædrenes Old
Udklækker og Blommer
Til Kongen saa bold,
Thi de høre sammen
225 (VU7) I Æt og i Kaar,
Dem Begge med Gammen
Vi hilse i Aar,
Vi maatte undvære
Dem lidt for at lære
At længes derefter igien.

9

✂ Det lød over Vange
Fra Keiserens Stad,
Om Kongerne mange,
Som ginge paa Rad;
Da svared den Frue,
Den Mark under Liin:
Lad glimre og lue!
Lad hver tage sin!
Jeg ingen misunder,
Jeg længes og stunder
Kun efter mit Skioldungeskud.

10

✂ 8 153 (US3) Det, Konge! tillige
Jeg føler paa Stav,
For Keiserens Rige
Ei Marken Du gav;
Ja, for mig det klinger,
Du mangen en Gang
Paa Længselens Vinger,
Til Marken Dig svang,
Og lysted at skue
Dens Høieloftsbue,
At skue det troeste Folk.

11

✂ Som Lykke og Seier,
Som blæsende Vind,
Saa vender og dreier
Sig Daarernes Sind,
I Dag de ophøie
En Herre til Skye,
226 (VU7) I Morgen med Møie
De unde ham Lye;
Men trofast i Nøden,
Ja, troe indtil Døden
Er Danmark denstund det er dansk.

12

✂ 9Lad Ørne sig flokke
Til blodige Dyst,
Hvor Ligene lokke
Paa Field og paa Kyst!
Dog Løven ei bæver
For Ørnenes Kloe,
Hvor Dannebrog svæver,
Er Seier og Roe;
Hvor Bøgen sig maier,
Der Dannebrog vaier
Kong Frederik! over Din Stoel.

13

✂ Ja, flyttes end Bierge,
Og sortner end Soel,
Skal Dannebrog værge
Din Mark og Din Stoel,
Naar Herren os finder
Derunder med Troe,
154 (US3) Saalænge Kiærminder
I Skovene groe,
Og Sønner skal binde
Saamangen Kiærminde
I Krands for det Banner fra Gud.

14

✂ 10Dog, Konge! mig tynger
En eneste Sorg,
Og sukkende synger
Jeg end for Din Borg:
Gud give Dig Naade,
Du Konge saa god!
Med Viisdom at raade
Paa Jammeren Bod!
227 (VU7) Ak! det er vor Jammer,
At troende flammer
Ei Hiertet af Kiærlighed meer.

15

✂ O! hør hvor de raabe
Paa Sølv og paa Guld,
Og stole og haabe
Paa Støv og paa Muld!
O! see det med Smerte,
At Fædrenes Troe
Og Fædrenes Hierte
I Gravene boe!
O see det med Smerte,
At Dannemarks Hierte
Det banker saa døende svagt!

16

✂ 11Ak, derfor vor Moder
Fik Sorrig og Harm,
Ak, derfor vor Broder
Blev slidt fra vor Barm,
Ak, derfor vi savne
Den Kvist af Din Rod,
Kong Christians Navne
Af Christians Blod,
Som skulde indtage
I kommende Dage
Vort Hierte, Din Mark og Din Stoel.

17

✂ 155 (US3) O! vel maae vi sande,
Hvad Fædrene sang,
At tætte ei stande
De Stene i Vang,
Hvis Sønnen ei stander
Ved Faderens Grav,
Hvis Kongen til Grander
Maa række sin Stav;
228 (VU7) Ja dødt er et Rige,
Naar Spiret maae vige
Til Side fra Konningerad.

18

✂ 12Din Stamme er lignet,
O Konge saa prud!
Ved Davids, og signet
Af Fædrenes Gud,
Saa Søn efter Fader
Paa Kongestoel sad,
Og hvis nu aflader
Den Konningerad,
For Synderne mange
Fra Dannemarks Vange
Er veget Guds store Miskund.

19

✂ O gid dog at Sorgen
Derover blev stor
I Hytten og Borgen,
I Fædrenenord,
Saa Unge og Gamle,
Saa Store og Smaa
Sig vilde forsamle
Til Kirke at gaae,
Med Anger og Smerte
Med blødende Hierte,
Og bede om Fædrenes Troe!

20

✂ 13O kommer, ja kommer
Ei Fædrenes Troe,
Da monne vor Dommer
I Fædrene boe,
Da Fædrene svinge
Sig fra deres Børn,
156 (US3) Da spreder sin Vinge
Den graadige Ørn,
Da brister i Smerte
Det døende Hierte,
Og aldrig det banker igien.

21

✂ 229 (VU7) Ja, skulde hensove
Den hellige Troe,
Da aldrig i Skove
Kiærminderne groe,
Da flygter den Fane
Vi finge fra Gud,
Da saares til Bane
Vor Løve saa prud,
Og Skjoldungestammen
Nedsynker i Flammen
Af Dannemarks Dødningebaal.

22

✂ 14Dog, Gud det kan bedre,
Skiøndt Faren er stor,
Kun som Dine Fædre
Du elske Hans Ord!
Da Ordet skal vække
Den slumrende Troe,
Og trindt skal ved Bække
Kiærminderne groe,
Dem Sønner skal flette
For Fredrik den Sjette
Og for Hans Maria i Krands.

23

✂ Ja, fromme Marie,
Du Konningebrud!
Ja, milde Sophie,
Du Dronningeskud!
O, vær Du vor Tunge!
O, vær Du vor Tolk!
Og giennem Dig sjunge
Det troeste Folk:
“Med Fædrenes Sommer
Og Hierte Du kommer,
Velkommen Du Konge saa kiær!”

24

✂ 15 157 (US3) Med Dig vi forene
Da ogsaa vor Bøn,
230 (VU7) At Gud vil forlene
Vor Konge en Søn,
De Døttre en Broder
At tage i Favn!
Saa Konninge-Moder
Maa vorde Dit Navn;
Saa end paa det Sidste
Med hellige Kviste
Maa skinne det Skjoldungetræ!

25

✂ Ja, giver i 📌Norden
Kun Troen et Skud,
Som dristig fra Jorden
Sig hæver til Gud;
O! da tør jeg sige,
Om Hiertet saa let:
Ei Spiret skal vige
Fra Frederiks Æt,
Saalænge i 📌Norden
Sig løfter fra Jorden
En Throne paa Mark og paa Fjeld.

26

✂ 16Ja, hvis Du omvinder,
O Konge saa bold!
Dit Spir med Kiærminder
Fra ⓘ ChristiansChristians] GV, Christians A Old;
Da tør jeg forjætte,
Om Hiertet saa let,
Kong Fredrik den Sjette
En Kongelig Æt,
Og Spiret, forynget,
Med Palmer omslynget,
Skal blomstrende gange i Arv.

27

✂ Vel synes forvoven,
O Konge, min Sang,
Men Toner fra Oven
231 (VU7) I Hierte mig klang,
Jeg saae i det Dunkle
Dit Spir med sin Krands,
158 (US3) Saae Kronerne funkle
Paa Ætten i Glands,
Og glad maae min Tunge
De Syner udsiunge,
Som ei jeg begriber men troer.

28

✂ 17O høibaarne Konning
Af Skjoldungerod!
O frugtbare Dronning
Af Skjoldungeblod!
Sig Tonerne svinge
Til Hallen fra Vang,
O, lader indklinge
I Hiertet min Sang!
Hvis troelig den giemmes,
Den aldrig beskiæmmes,
Thi den er undfanget i Troe.

29

✂ Det klarer, det klarer
Saa høit under Pol,
Og brat aabenbarer
Sig Dannemarks Soel,
O! Konge hin Giæve!
Da vorde kun froe!
Lad Dannebrog svæve
Paa Hallen og troe!
Da Sorgen forsvinder,
Da voxe Kiærminder
I Rosenborg-Have paa nye.

30

✂ 18Paa Christians Kiste
Den dalende Soel
Dig kaldte den Sidste
Paa Konningestoel;
Men over Dit Rige,
232 (VU7) Som over Din Grav
Skal Solen opstige
Saa gylden fra Hav,
Og aldrig neddale,
Før hellige Svale
Forkynder den evige Soel.

31

✂ 159 (US3) Fra Oldtidens Dage,
O Konge saa bold!
Der klinger en Sage
Om Ætten af Skjold,
At gierne den hørde
Paa kvædende Skjald,
Naar Tungen han rørde
I Høielofts Hald,
At Skjaldene ginge
Med Sværde og Ringe
Men aldrig tomhændet af Hald.

32

✂ 19Ei Ring jeg behøver,
Thi Ringen saa bold,
Som Dannemarks Løver
Omringer i Skjold,
Mig idelig minder
Om Skjoldungekuld,
Mig fastere binder
End Ringe af Guld,
Ja, Fædrenes Minde
Og Kiærlighed binde
Mig fast til min Fædrenedrot.

33

✂ Ei Sværd med Guldfæste
Jeg ønsker til Lod,
Et Sværd som det bedste
Med Eg og med Od,
Det haver jeg fundet
I Kiærligheds Ord,
Det har jeg ombundet
233 (VU7) Med Sandhedens Gjord,
Til Sværdet ei Brage
Selv eiede Mage,
I Brageløn vindes det ei.

34

✂ 20Nei, Guldstøv og Ære
Ei kan eller maae
Den Brageløn være,
Mig lysted at faae;
Kun Rum til at tale
Guds hellige Ord
160 (US3) I Kirkelofts Sale
Til Frelse for Nord,
Saa Fædrenes Dage
Maae vende tilbage,
Saa vi maae forsamles til dem!

35

✂ Man tænker at Ordet
Som vandred saa vidt,
Nu gammelt er vordet,
Og sygt og forslidt,
Men salige Fædre
Paa Skjoldungestoel
De kiendte heel bedre
Den Aandernes Soel,
Hvis glødende Tunge
Kan evig indsjunge
Guds Kraft og Guds Fred udi Sind.

36

✂ 21Med Fædrenes Hierte
Du sidder paa Stoel,
Og skuer med Smerte
Den dalende Soel,
O føl! vi behøve
Et Fædrene-Aar!
O lad mig dog prøve
Hvad Ordet formaaer!
234 (VU7) Dog nei, ikkun prøve
Om Dannemarks Løve
Har Løven af Iuda forglemt!

37

✂ Jeg raaber, jeg raaber
Til Kongen saa prud,
Jeg haaber, jeg haaber
Paa Himmelens Gud,
O, lad ikke lyde
Forgiæves min Sang!
Engang skal den fryde
Din Siæl med sin Klang,
Naar Skyerne vige,
Og over Dit Rige
Du seer den opstigende Soel.

---

✂ 22 520 (PS3) 161 (US3)

►Norne-Giæst

(et ►Skiemtesagn).

✂ Det var engang, som Man fortæller, at Kong 👤Olav Tryggesøn ►holdt Huus i 📌Trøndelagen, og som han sad en Dag da det lakkede ad Aften, kom der en fremmed Mand ind i Stuen og hilsede med høviske Ord og Gebærder. Kongen tog ►blidelig imod ham og 521 (PS3) spurgde hvem han var? Jeg heder ►Giæst, svarde han. Ja, sagde Kongen, her er du rigtig nok en Giæst, ►ihvad du saa hedder. Nei, Herre, svarde ►Giæst, det var saamænd' mit ►ordenlige Navn jeg nævnede, men Eders Giæst vilde jeg ogsaa gierne være, om det var tilladt. Det skal ikke komme derpaa an, sagde Kongen og dermed var Samtalen ude for den Gang, thi det var paa de Tide Man gik i ►Aftensang, og da Kongen kom derfra og havde spiist ►Nadvere gik han til Sengs og Hvile uden at tale videre med ►Giæst. Om Natten, da alle Mand sov i ►Herberget, vaagnede Kongen, og som han laae og læsde sine Bøn23ner, ►syndes han der kom En ind i Stuen ►ad lukde Dørre, ligesom en ►Alf eller en Nisse, og gik omkring fra Seng til Seng, men tilsidst blev han staaende ►udenfor een Mands Seng og sagde: hillemænd, hvilken Laas var ikke det for et tomt Huus! Folk siger nok at den Konge er ►saa klog han kan høre Græsset groe, men det kan jeg ikke melde noget om, ►aldenstund han sover nu saa ►hardt. Dermed gik ►Alfen ud som han kom ind, ►ad lukde Dørre, men om Morgenen tidlig sendte Kongen sin ►Smaadreng hen at see efter hvem der havde ligget om Natten i den Seng hvor ►Alfen stod stille, og det viisde sig da, at det var ►Giæst der laae. Derpaa lod Kongen ham kalde og spurgde: hvis Søn han var? Min Fader heed ►Thord, svarde han, men de kaldte ham ellers ►Thingbider, han var en Dansk Mand og boede nede i 📌Dannemark i en Bye som heder ►Grønningen. Du er mig en dygtig Karl, sagde Kongen, thi ►Giæst var anderledes rask i sin Mund end Folk er fleest, og en stor, bredskuldret Karl, for Resten noget ►til 24Aar►. Han bad om Forlov til at opholde sig enstund i Kongens Gaard, men saa spurgde Kongen om han ogsaa var en christen Mand? Dertil svarde ►Giæst at han ►var korset men ikke døbt, og der havde det Ord hiemme som ►Alfen lod falde om Laasen, thi ►Giæst ►korsede sig om Aftenen ligesom andre christne Folk, men var dog i Grunden en Hedning. Kongen vilde nok give ham Lov til at blive, men, ►lagde han til, længe kan du ikke være i Gaarde hos mig uden Daab; men har du ellers lært Noget? Ja, svarde han, at ►lege paa Har 162 (US3) pe og fortælle Sagn saa det er en Lyst at høre. Skam skulde dog ellers 👤Kong Svend faae, sagde Kongen, at han lader udøbte Folk reise ud af Riget og fare ►Lande om! Nei, svarde ►Giæst, det er saamænd ikke Dannekongens Skyld, thi jeg reisde fra 📌Dannemark længe førend Keiser 👤Otto lod 📌Dannevirke brænde, og ►nødte 👤Harald Gormsøn og 👤Haagen Blot-Jarl Christendommen paa►. Saaledes giorde Kongen ►Giæst mange Spørgsmaal og de fleste ►redte han sig godt og snildelig 25fra►, og det skal have været i 👤Kong Olavs tredie Regieringsaar at denne ►Handel gik for sig. Det var altsaa det samme Aar som de saa 522 (PS3) kaldte ►Grimer kom til Kongen med de to ►Grimshorn som ►Godmund i Glæsvol sendte ham til Foræring, tilligemed anden Beskeed som de havde til Kongen og som vi siden skal høre, men for nu at komme til ►Giæst igien, saa blev han da i Kongens Gaard og fik Sæde yderst paa Giæstebænken. Han var en Mand som havde ►Levemaade og tækkelige ►Lader, var godt lidt og høit anseet af de Fleste.

✂ Kort efter, henimod Jul, kom ►Ulf hin Røde med sit Mandskab til Kongens Gaard, thi om Sommeren var han ude i Kongens Ærende og var sat til at holde Kystvagt i 📌Vigen mod de Danske, som vilde hærge der om Høsten, men i den strængeste Vintertid pleiede han at være hos Kongen. ►Ulf havde mange ►rare Klenodier med sig som han havde sanket om Sommeren, og iblandt Andet havde han en Guldring som heed ►Netting, den var ►nettet sammen paa syv Steder og hvert 26Stykke havde fin Farve. Den samme Ring var af meget bedre Guld end andre Ringe, og ►Ulf havde faaet den af ►Lodmund Bonde, men ellers havde den tilhørt Kong ►Half som var Mesteren for de navnkundige ►Halfs-Kiæmper, og de havde faaet den tilligemed andre Klenodier, da de ►kuede Kong ►Haldan Ylfing, og nu havde ►Lodmund givet ►Ulf den, paa det Vilkaar at han skulde gaae i Bøn for ham hos 👤Kong Olav. Da nu Kongen helligholdt Julen med stor Pragt i 📌Trøndelagen, skedte det paa den ottende Høitidsdag at ►Ulf hin Røde gav ham Ringen ►Netting, og Kongen takkede ham saavel for denne ►Skiænk, som for al hans troe Tieneste i den forbigangne Tid. Folk sad ►tykt og drak der i Træhuset, thi ►Steenhaller ►vidste Man dengang ikke af at sige i 📌Norge, Ringen gik rundt fra Haand til Haand og blev ►skaadet og rost, og Mage til Guld som den Ring var af kunde Ingen mindes at have seet nogentid. Endelig gik den ogsaa rundt paa Giæstebænken og kom til den fremmede Giæst, men han saae knap til den, satte 27ei engang ►Stoben han havde i Haanden, men ►flye 163 (US3) de► Ringen skiødesløs tilbage over ►Handleden, lukkede ikke sin Mund op om det Klenodie, men blev ved at snakke og ►gantes med sine Naboer. Nu spurgde ►Skiænkeren som ►gik for Borde nede hos Giæstekarlene, om de ►syndes godt om den Ring? ja, overmaade godt, sagde de, undtagen den nykomne Giæst han huer den ikke, men han har ►sagtens Skade paa Øinene siden han ikke ændser saadant et Stykke. ►Skiænkeren gik op til Kongen og sagde ►lige med de samme Ord hvad han havde hørt, og ►hvorlidt den nykomne Giæst brød sig om det Klenodie da det blev ham viist. Ja, svarede Kongen, den nykomne Giæst ►har mere inde end I veed af, og han skal komme til mig i Morgen og fortælle mig nogen Sagn. Imidlertid sad Giæsterne dernede paa Bænken og ►snakkede op, og 523 (PS3) spurgde den nykomne Giæst om han da havde seet Mage til den Ring eller kanskee en der var bedre endda? Ja, svarede ►Giæst, siden I forundrer Jer saameget over at jeg ►giør saa lidt af den Ring, 28saa skal jeg aldrig nægte, at jeg har seet Guld der ikke var et Gran slettere, men snarere ►Tak til. Nu slog da Kongens ⓘ FolkFolk] GV, Foik A en Skoggerlatter op, og sagde at det ⓘ varvar] GV, var A ►kostelige Løier, og spurgde om han turde ►slaae til Væds med dem om at han havde seet Mage til Guld saa godt, og kunde give Syn for Sagn. Tør du nu vove din Kniv og dit Belte, sagde de, saa sætte vi fire ►Mark Sølvmynt lige imod, og saa skal Kongen dømme os imellem. Ja, sagde ►Giæst, har jeg engang givet mig ►i Lav med Jer, faaer jeg vel at holde Trop, og det er et Ord, jeg indgaaer det Væddemaal som I har sagt, hvem Kongen holder med, skal have vundet. Dermed var den Tale ude. ►Giæst tog sin Harpe og ►slog den med Snilde til langt ud paa Aftenen, saa alle Mand fandt at det var en Lyst at ►lyde derpaa, fremforalt ►der han saa mesterlig spilde ►Gunnars Vise og endte med ►Gudruns Kvide hin gamle som ikke før var hørt i Kongens Gaard. Derpaa gik Man til Sengs, men om Morgenen da Kongen havde været i ►Fromesse og var kommet 29hiem og havde sat sig ved ►Davrebordet med sit Hof, da gik ►Skiænkeren tilligemed ►Giæst for ham at staae, hvor han sad paa sit Høisæde, og fortalde Sagen og sagde hvad Væddemaal de havde giort. Hvad mener I jeg bryder mig om jert Væddemaal, svarde Kongen, I har ►sagtens ►havt en Taar paa Skallen da I fik Lyst til at sætte jeres Penge ►paa Rente, og jeg troer det er bedst at lade det Hele ►gaae overstyr, allerhelst ifald ►Giæst er dermed tilfreds. Nei, svarede ►Giæst, jeg ►paastaaer at det skal gaae efter vor Aftale i alle Maader. Ja, sagde Kongen, kiender jeg dig ret, ►god Karl, saa er det nok ogsaa snarere vores Folk end dig der er løbet i 164 (US3) Fælden, men det vil da snart ►give sig. Nu blev der da spiist og drukket som sædvanlig, men saasnart der var taget af Bordet, lod Kongen ►Giæst kalde for sig og sagde til ham: nu er det da din Pligt at komme frem med noget Guld om du har det, for at jeg kan afgiøre jert Væddemaal. ►I har at befale, Herre! svarde ►Giæst, greb saa i en Pung han havde hos 30sig, og trak et ►Vindsel frem, løfte det op og ►flyede Kongen et Stykke Guld der saae ud til at være ►brukket af en Sadelgjord. Kongen saae strax at det var noget prægtigt Guld og bad dem tage sig Ringen ►Netting, holdt saa Ring og Guld sammen, og sagde derpaa: ja, i mine Øine er det Guld ►Giæst kom med rigtig nok det bedste, og det er der vist Flere end jeg der synes, naar de seer ret til. Der var strax Mange som ►sandede det med Kongen, og han afgiorde da at ►Giæst skulde have vundet, saa nu blev det Giæstekarlene der 524 (PS3) stod til Skamme, Skaden derimod var ikke stor, thi ►Giæst sagde: ►ⓘ beholderbeholder] GV, brholder A► I kun jeres Penge selv, dem har jeg ingen Trang til at tage, men ►barer jer nu en anden Gang for at vædde med hvem I ikke kiender, thi det kan saa let hænde sig I finder en Mand for jer, som har baade hørt og seet lidt Meer end I! Eder, Herre! takker jeg for naadig Dom. Men, sagde Kongen, nu maae du sige os, hvor du har faaet det Guld du farer med: Ja, svarde ►Giæst, det er jeg ikke synderlig for, 31thi der er vel kun Faa der vil troe mig paa mit Ord. Det er det Samme, sagde Kongen, vi maae dog høre det, aldenstund du før har lovet at fortælle os dit Levnetsløb. Men, sagde ►Giæst, fortæller jeg først hvordan det hænger sammen med det Guldstykke, da spaaer jeg at I forlange at høre flere Sagn. Det kan gierne være, sagde Kongen, at du spaaede ret ►dengang.

✂ Saa maae jeg da fortælle, sagde ►Giæst, at jeg drog ►sønderud til 📌Frakland, af ►Nyfigenhed efter at see den ►Sigurd Sigmundsøn, af hvis Kongelighed, Skiønhed og Dyd der gik saa stort et Rye ►om Lande. Reisen er ikke værd at tale om, men da jeg kom til 📌Frakland til Kong Hial 165 (US3) preks Gaard, der saae jeg Mængde med Hofmænd og tillige ►Sigurd som var en Søn af ►Sigmund Volsung og ►Hjordise Eilimsdotter. ►Sigmund var faldet i Kamp med ►Hundings Sønner, og ►Hjordise havde giftet sig igien med Kong ►Hjalpreks Søn ►Half, og hos ham blev ►Sigurd ►født op. 32Alle Kong ►Sigmunds Sønner, baade ►Sinfjotle og ►Helge, som slog Kong ►Hunding og fik derfor Navn af ►Hundingsbane, og ►Hamund var baade større og stærkere end Folk er fleest, men ►Sigurd var dog Mesteren for alle de Brødre, og den ypperste af Hedenolds ►Kiæmper. Paa samme Tid var der kommet en Mand til Kong ►Hjalpreks Gaard ved Navn ►Regin Hreidmarsøn, i Vext var han en Dværg, men ►grum i Sind, ►snild og behændig over al Maade, og en stor Troldmand. Denne ►Regin holdt meget af ►Sigurd, lærde ham mange Ting og fortalde om sine Forældre og de ►sære Hændelser som havde ►begivet sig i hans Slægt. Det varede ikke længe førend jeg gav mig i Tieneste hos ►Sigurd, og det giorde da Saamange, thi han var godt lidt af alle Folk, fordi han var ►blid og ►nedladen og gavmild imod sine Tienere, og saa var det en Dag at vi fulgdes med ►Sigurd hen til ►Regin, han tog overmaade godt imod ham og kvad som saa:

✂ 33I Salen til Sæde
Jeg leder med Glæde
►Det Volsunge-Blod,
525 (PS3) Mit Øie sig fæster
Paa Oldingens Mester
I Kraft og i Mod;
Thi det er en Lyst at begynde
Sin Jagt med saa herlig en ►Mynde.

✂ Og han kvad end ydermere:

✂ Her jeg elsker op med Gammen
Dette vakkre ►Kiæmpeskud
Til en Green paa ►Ynglingstammen,
Til en ►Gram saa djærv og prud;
Mageløs ►alt under Solen,
Skal han høit fra Kongestolen
See sin ►Priis paa Rygtets Vinge
►Trindt om Land med ►Gny sig svinge.

✂ Saaledes kom ►Sigurd jævnlig til ►Regin, og han fortalde ham da meget om ►Fafner og hans ►Jettehøide, og hans Leie paa ►Gnytahede, hvor han laae i ►Ormeham. ►Regin smedede ogsaa ►Sigurd 34et Sværd som heed ►Gram, og var saa hvast at han kunde lægge en Uldtot i 📌Rhinaae og skiære den over ved at holde Sværdet for, naar den drev ned med Strømmen, og det som Mere var, han kløvede ►Regins Ambolt med Sværdet, og nu æggede ►Regin ►Sigurd idelig til at dræbe hans Broder ►Fafner, men han svarede med dette Riim:

✂ Nei, vilde jeg stævne
Til Heden for Guld,
166 (US3) Og glemme at hævne
Min Fader saa huld,
Da skingred paa Bænke
De ►Hundingers Latter,
Som giorde til Enke
Kong ►Eilimes Datter.

✂ Derpaa rustede ►Sigurd sig til Kamp mod ►Hundings Sønner og fik Snekker og Folk i Mængde af Kong ►Hjalprek. Der var da i Følge med ►Sigurd baade hans Broder ►Hamund, og ►Regin Dværg og jeg, de kaldte mig ogsaa ►Norne-Giæst, thi Kong ►Hjalprek havde hørt mit ►Leign, da han 35var i 📌Danmark med ►Sigmund Volsung. Dengang var ►Sigmund gift med ►Borghild, men det blev Enden med dem, at ►Borghild dræbde hans Søn ►Sinfjotle med ►Forgift, og 526 (PS3) saa fik ►Sigmund sig en anden Kone ►sønderude i 📌Frakland, og det var ►Hjordise Eilimsdotter. Den samme ►Eilime var ogsaa ►faldet for ►Hundings Sønner, ►saa at ►Sigurd havde baade sin egen Faders og sin Morfaders Død at hævne. ►Helge Hundingsbane som var Broder til ►Sigurd havde fældet Kong ►Hunding tilligemed tre af hans Sønner: ►Eiulf, ►Herrød og ►Hjorvard, men de andre tre, ►Linge og hans to Brødre ►Alf og ►Hemming, havde reddet sig med Flugten, og de var saa berømde som Nogen kunde være i alle Maader, men dog var ►Linge den allerfornemste. Store Troldmænd vare de, ►kuede Konger og fældte ►Kiæmper i Hobetal, og øvede grueligt ►Hærgværk baade i 📌Frakland og 📌Spanieland, og det var da førend der blev nogen Keiser nordenfor 📌Alpefjeld. Det Rige i 📌Frakland som hørde ►Sigurd til, var nu i ►Hundings Sønners ►Vold og de havde Krigsfolk hos sig i Mængde.

✂ 36Nu skal vi da høre om ►Sigurds Feide med disse ►Hundings Sønner, han havde Folk nok i fuldeste Rustning, og ►Regin var hans ypperste Raadgiver, og han laande ►Sigurd Sværdet ►Ridel, som var hans eget Arbeide, men kun paa det Vilkaar, at han skulde dræbe ►Fafner saasnart han kom hiem igien fra dette ►Tog. Som vi nu seilede ►sønder ►med Landet, fik vi en ►flyvende Storm, og den var der Mange som ►tænkde ►Hundings Sønner til►, men imidlertid som vi seilede forbi en Landtunge, fik vi Syn paa en Mand som stod oppe paa Klinten og var klædt i en grøn Kofte, blaa Buxer og Knappestøvler. Han gik ned ad Klinten med et Spyd i sin Haand, raabde efter os og kvad:

✂ 167 (US3) Hvem rider nu over
De rullende Vover
Paa ►Vikingehest!
Hvor Bølgerne brumme,
Hvor Gangerne skumme
Som Bølgen i Blæst,
De Hopper saa ►bolde
37Med skummende Bove,
Knap Kampen udholde
Med Vind og med Vove.

►Regin ►tog Svaret og kvad:

✂ Her vi os tumle med ►Sigurd paa Hav,
Medbør vi ►finge, ja Medbør til Grav,
Bølgerne bryde saa stærke og steile,
527 (PS3) Lege om ►Top mens med Sorgen vi seile,
Hvem er nu du som adspørger os ►saa?

Koftemanden kvad:

✂ ►Hnikar jeg heed, ►naar jeg aarle og silde
►Kiæmperne ►vog og gav Ravnene Gilde,
►Feing eller ►Fjølner nu ►og du kan nævne
Biergmanden som vil med ►Volsungen stævne*Der er da ►vist giættet ganske rigtig i Glossaret til ►Edda S. 573, hvor ►Odins Tilnavn ►Hnikar er sammenlignet med det græske ►Nikator Seiervinderen. ►Fjølner synes efter dette Sted helst at maatte betyde, hvad det kan betyde: den Formummede (Fjælede) men ►Feings Betydning kiender jeg ikke..

✂ 38Nu dreiede vi da ind imod Land og flux ►faldt Stormen af, ►Sigurd bad Manden gaae om bord, det giorde han, og ►lige paa Timen lagde Veiret sig, og vi fik den bedste ►Leilighed af Verden. Manden satte sig ganske magelig ned ved ►Sigurds Fødder og spurgde om han ikke vilde tage ham paa Raad med sig? og dertil svarde ►Sigurd, han vidste nok at han kunde give Raad som duede, naar han vilde Nogen vel, og kvad saa fremdeles:

✂ Siig mig, ►Hnikar! som jeg beder,
Hvad det bedste Varsel ►heder,
Som foriætter Held og Glæde
Hvor de klingre Sværde kvæde!
Lær mig Varslerne at tyde
Som kan Folk og Guder fryde!

168 (US3)

►Hnikar.

✂ Mange paa Val ere Varslerne gode,
Naar ikkun Folk dem forstode,
Flyver den Sorte kun ►Kiæmpen imod,
Mener jeg han har en ►Fylgie god.

✂ 39Hør ►end et Varsel som ei er at vrage!
Naar du ►est ►færdig i Strid at uddrage,
Da er det ►Held, naar to modige Karle
Stande paa Vei med hinanden i Tale.

✂ 528 (PS3) ►End jeg et tredie ►Mærke vil nævne:
Har du ►alt Fienderne seet hvor de stævne,
Og hører Ulv under Asken at tude,
Det ►monne Seir over Helte bebude.

✂ Ingen maae kæmpe, naar ►Maanelils Frænke
Sysler med klar sig i Hav at nedsænke,
Hun skal den Seirende muntre og fryde,
Hun med sin Straale skal ►Fylkingen bryde.

✂ Slemt er paa ►Valstie med Foden at ►skrænte,
Vogt dig og viid, da er Uheld i Vente,
►Svig-Diser ►trindt dig omringe og følge,
Ønske dig Fald i den blodige Bølge.

✂ Tvættet og redt skal sig ►Kiæmpen iklæde,
Stunder sig give sin ►Davre at æde,
Ikke han veed hvem ham ►Nadveren byder,
►Hastværk er Lastværk, det Uheld betyder.

✂ 40Imidlertid seilede vi da frem søndenfor 📌Holsteen og østenfor 📌Frisland og giorde Landgang der. ►Hundings Sønner fik Nys om vor Færd, sankede Folk i en Hast og mødte os med en talrig Hær. Der stod da et skarpt Slag og ►Linge var altid i Spidsen for de Brødre, ►enddog de gik alle ►mandelig frem, men Ingen foer dog saa drabelig afsted som ►Sigurd, for ham maatte Alle vige, thi Sverdet ►Gram beed Hul hvor det ►fik Hold, og ►Sigurd var Mand for at holde det varmt. Omsider mødtes ►Sigurd og ►Linge og ►skiftede Hug som Sand, og sloges som Karle, og det varede længe før Nogen af dem fik Saar, saa drevne vare de 169 (US3) begge i ►Sværdeleeg, og der blev ►ordenlig et Ophold i Slaget, fordi Alles Øine vogtede paa den Tvekamp. Endelig brød ►Linges Brødre frem igien og dræbde mange Folk, indtil ►Sigurds Broder ►Hamund og jeg vendte os imod dem og standsede dem dog saa nogenlunde, men imidlertid var det blevet Enden paa ►Legen med ►Sigurd og ►Linge, at ►Linge maatte ►give sig til Fange og blev ►sat i Jern, og da Si41gurd saa kom os til Hielp, var Sagen ►snart afgiort, ►Hundings Sønner faldt og alt Folket med dem. Det var allerede den sorte Nat førend Slaget blev endt og da Man om Morgenen skulde til at see sig om, var ►Hnikar borte og Ingen saae ham siden, hvoraf da Folk sluttede at det havde været ►Odin selv. Nu blev det da forhandlet hvad Død ►Linge skulde have, og det var ►Regin som raadte at Man skulde ►riste ham Blodørn paa Ryg, 529 (PS3) jeg gav da ►Regin sit Sværd igien, med det ►ristede han ►Linge, skar Ribbeen fra Ryg og trak Lungen ud, og deraf døde ►Linge med stor ►Manddom.

►Regin kvad:

✂ Ørnen med sin røde Vinge
►Risted nu den skarpe Klinge
Paa Kong ►Sigmunds Banemand.
Rosen han dog ei maae savne
Mellem dem som glæde Ravne
Sielden var en Helt som han,
Mellem dem som Konger arve,
Mellem dem som Valen farve,
►Linge var en Høvedsmand.

✂ 42Der faldt ellers ogsaa en ►svar Hoben Bytte, kostelige Klæder og dyrebare Vaaben, og det deelde ►Sigurds Folk imellem sig ►alt som de kunde bedst, thi selv vilde han ei have ►Traad eller Gran deraf.

✂ Siden slog ►Sigurd ►Fafner og ►Regin med, som vilde forraadt ham, og reed saa bort med ►Fafners Guld, og fik Navn af ►Fafnesbane, han reed op paa ►Hindurfield, der fandt han ►Brynhild og saa videre, som ►Sigurd Fafnebanes Saga ►formelder.

✂ Siden blev ►Sigurd gift med ►Gudrun Gjukesdotter og var enstund hos sine Svogre, ►Gjukungerne, og enstund nordpaa i 📌Dannemark og jeg fulgdes med ham. Jeg var ogsaa hos ham, dengang Kong ►Sigurd Hring skikkede Bud til ►Gjukungerne, ►Gunnar og ►Hogne, med sine Svogre, ►Gand-Alfs Sønner, at enten skulde de give ham Skat eller ogsaa prøve Styrke med ham og værge 170 (US3) deres Land med ►Eg og med Od. ►Gand-Alfs Sønner satte ►Gjukungerne Stævne ved Grændserne og ►Gjukungerne bad ►Sigurd Fafnesbane giø43re sig Følgeskab, som han da ogsaa giorde og havde mig med. Saa seilede vi ►nordop til 📌Holsteen og landede paa et Stæd som heder 📌Jarnmod og der, tæt ved Havnen var Valpladsen ►sat af med ►Hæsselstænger. Nu saae vi da en ►svar Hob Skibe komme seilende nordenfra med ►Gand-Alfs Sønner i Spidsen, og de vare Høvedsmænd for Hæren, thi ►Sigurd Hring var ikke selv med, men maatte blive hiemme og forsvare 📌Sverrig imod ►Kurer og ►Kvæner som feidede paa Landet. Det var paa ►Sigurds gamle Dage dette skedte, Slaget var blodigt, ►Gand-Alfs Sønner gik rask frem, thi de vare baade større og stærkere end Folk er fleest, men dog var der een Mand i deres Hær som vi lagde meest Mærke til, en ►hellende før Karl, ►ligere en ►Jette end et Menneske, som slog ned ►for Fode, baade 530 (PS3) Folk og Fæ, saa Ingen kunde bierge sig for ham. Derfor sagde ogsaa ►Gunnar: nei det gaaer aldrig godt, og bad ►Sigurd gaae imod den Bussemand, som han da ogsaa giorde, og Enkelte fulgdes ogsaa med ham, men ret Mange var der ikke 44som havde Mod paa det Gilde. Jeg var da med og da vi nu fandt den ►Langemand, spurgde ►Sigurd strax hvad han heed og hvor han havde hiemme. Jeg heder ►Stærkodder, ►Storværks Søn, sagde han, og jeg har hiemme i 📌Norge der Nord paa 📌Fenring. Ja saa, sagde ►Sigurd, saa kiender jeg Karlen, dit Rygte er just ikke med det bedste, du er af det Slags Folk som leer naar det gaaer ilde til. Hvad er det for en Karl, sagde ►Stærkodder, der giver mig saadant et Skudsmaal? ►Sigurd sagde hvem han var. Er det dig de kalde ►Fafnesbane? spurgde ►Stærkodder. Jo netop, svarde ►Sigurd, og da ►Stærkodder hørde det, vilde han sneget sig bort, men ►Sigurd foer efter ham, svang ►Gram i Luften og smak ham paa ►Kindbakken med ►Hjaltet saa to af hans Kindtænder fløi ud. Saaledes ►skamskiændte ►Sigurd ham og sagde: løb nu, din ►Hundsvot! med den Beskeed! men den ene af Tænderne tog jeg til mig, den ►vog syv ►Ører og hænger nu i en Klokkestræng i 📌Dannemark, hvor Folk har deres Fornøielse af at see 45paa det Vidunder. Da ►Gand-Alfs Sønner saae, at ►Stærkodder løb, tog de ogsaa Flugten, vi fik Bytte i svære Mængde, og reisde hiem, hver til Sit, og kort efter hørde vi det ►Niddingsværk ►Stærkodder havde begaaet, da han dræbde Kong ►Armod i Badet.

✂ Imidlertid, mens vi enstund sad hiemme i vor gode Roe, var det en Dag, at ►Sigurd skulde ride til ►Herrestævne, og paa Veien reed han i et Morads og i det ►Grane hans Hest vilde springe 171 (US3) op, sprang han saa stærk til, at Buggiorden sprang og Ringen faldt af, men da jeg saae hvor den laae og glimrede i Snavset, tog jeg den op og gik hen med den til ►Sigurd, men saa gav han mig den, og det var netop det Guld I saae for et Øieblik siden. Saa sprang ►Sigurd af, og jeg striglede og pudsede hans Hest, og saa tog jeg en Lok af Halen til Maal af hans Høide, og her skal I see, den Lok er syv Alen lang.

✂ Du kan rigtig nok fortælle Løier, sagde 👤Kong Olav, saa det er en Lyst at høre. De An46dre kunde ikke heller noksom rose hans ►Manddom og ►Frasagn, og Kongen vilde endelig, at han skulde fortælle Meer om sine Frænders Begivenheder. ►Giæst fortalde dem da ogsaa mange morsomme Ting ligetil om Aftenen Folk gik til Sengs, men strax om Morgenen lod Kongen ham kalde igien og vilde tale videre med ham. Hør nu, sagde Kongen, jeg kan ikke ret forstaae mig paa din Alder, hvordan det kan være Noget ►ligt, at du er saa gammel som du maatte være naar du skulde have seet hvad du for 531 (PS3) tæller, du kommer derfor til at fortælle os noget mere, saa vi kan faae den rene Sammenhæng at vide med de Begivenheder. Ja, svarde ►Giæst, sagde jeg det ikke nok, at naar jeg først fik fortalt om Guldet hvor det ►hørte hen, saa vilde I høre flere af mine Sagn. Ja, fortæl nu kun du! sagde Kongen.

✂ Saa vil jeg da nu fortælle jer, sagde ►Giæst, at jeg reisde hiem til 📌Dannemark og boede paa min Faders Gaard, thi han døde tidlig, og kort efter ►spurgde jeg baade ►Gjukes og ►Sigurds Afgang 47som gik mig grumme nær til Hierte. Men hvad Død fik egenlig ►Sigurd? sagde Kongen. Derom er Man ikke ganske enig, svarde ►Giæst, det almindelige Sagn er at ►Guttorm Gjukesøn slog ham med Sværd i ►Gudruns Seng, Tydskerne derimod vil sige at han blev dræbt ude i en Skov, Man har ogsaa hørt en lille Fugl synge om, at ►Gjukungerne dræbde ham paa en ►Thingvei, men det sige Alle med een Mund at han blev skammelig forraadt og myrdet som han laae og tænkde der var Fred og ingen Fare. Men, sagde en Hirdmand, hvordan gik det saa med ►Brynhild? ►Brynhild, svarde ►Giæst, hun dræbde syv af sine Trælle og fem Slavinder, derpaa jog hun et Sværd i sig selv, og bad at man vilde age alle de Liig ud og brænde dem paa Baal. Det skedte da ogsaa, der blev giort to Baal, et til ►Sigurd, han blev først brændt, og et til ►Brynhild og hun blev kiørt ud i en Vogn ►tjældet med ►Purpur og ►Gyldenstykke, og forgyldt fra Øverst til Nederst, og paa den blev hun brændt. Men er det ogsaa sandt, spurgde Man nu, at 48►Brynhild skal have kvædet efter sin Død? 173 (US3) Ja, det er ganske rigtig, svarde ►Giæst. Nu bad man ham kvæde den Vise ifald han kunde den, og han tog da ►saa til Orde: dengang ►Brynhild ►oog til Baals ad ►Helvei, sagde han, og de kom forbi et Bierg med hende, hvor der boede en ►Gyge, da stod hun udenfor sin Dør kulsort i Ansigtet, med en Skindkofte paa og en Green i Haanden, og sagde: den Green vil jeg give dig, ►Brynhild! til Hielp til dit Baal, og jeg vilde ønske du var blevet levende brændt for den Ugierning du bedrev, da du lod myrde saa dyrebar en Mand som ►Sigurd Fafnesbane var. Jeg var ham en tro Veninde, og derfor vil jeg nu give dig saadant et Skudsmaal, at du skal blive dobbelt forhadt af alle hvem det hører. Derpaa begyndte de da at tale hinanden til, ►Gygen og ►Brynhild, og først sagde ►Gygen:

✂ Hvad vil du her
De ►Suler saa nær
Af Stenen saa haard,
Som bære min Gaard?

✂ 49 532 (PS3) Langt heller end age
Til ►Gudruns Mage,
Du skulde opsprette
►Baldyringen fiin,
Som du dig lod flette
Til Kiæreste Din.

✂ Hvad vil du her
Mit Huus saa nær?
Du Landeplage,
Du Frem og Tilbage!
Du blanded paa Bænke
En Skaal saa god,
Lod Giæsterne skiænke
Med Mandeblod.

►Brynhild.

✂ Mig ►kaster i Næsen
Du Steen►vætte Brud
Mit Vikinge-Væsen
Med Hug og med Skud;
Dog vidne de ►fage,
Som kiende vor ►Hu,
At jeg alle Dage
Er bedre end du.

50 173 (US3)

►Gygen.

✂ Her under ►Sule
Siger jeg frit:
Ulykkesfugle
Avledes tit;
Dog ingenlunde
I Syd eller Nord,
Til ►Brynhild den onde
Var Mage paa Jord.

✂ Over dig sukke
Børn af ►Gjuke,
►Budlunge-Brøde
►Brat lagde ►Gjukunger øde,
►Brat deres Huus
Synker i Gruus.

533 (PS3)

►Brynhild.

✂ Talt har du med Daaretunge,
Sande Sagn vil jeg udsiunge,
Hør nu til
Om du vil:

✂ 51Er om Hiertet kold jeg blevet,
Har jeg Troløshed bedrevet,
►Gjukunger det Alt har voldt,
Giort mit Hierte haardt og koldt.

✂ Søstrene otte, vi vare tilsammen
Og under Egen vi ►bygged med Gammen,
Aarene fyldte jeg ti og saa to,
Da gav jeg Helten hin unge min ►Troe.

✂ Ikke ►saa elsked jeg ►Buret og Salen,
►Alt under Brynie gik jeg paa Valen,
Gammen jeg havde af Kamp og af Krig,
►Hildur med Hielmen ►saa kaldte man mig.

✂ ►Hjalmgun og ►Agnar lod Sværdene siunge,
Seier da skiænked jeg ►Agnar hin unge,
►Viisde til ►Hel gammel ►Jette saa ►leed,
Derfor blev ►Odin i ►Huen saa vreed.

✂ 174 (US3) Han mig i ►Skatelund bandt under Skjolde
Røde og hvide, bød Søvnen mig holde,
Løse mig kunde af Søvn og af ►Band
Kun hvem der skyed ei Ild eller Vand.

✂ 52►Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer,
Lyste og leged de gloende Flammer,
Ikkun med ►Fafners ►Gulddyne saa ►gild
Mægted en ►Kiæmpe at dølge den Ild.

✂ Helten saa herlig med Guld og med ►Grane
Reed i mit Land over gloende Bane,
Ingen for mig ►syndes herlig som han,
Helten hin unge fra 📌Dannemarks Land.

✂ 534 (PS3) Kiærlig han sov ved min Side med Ære,
Som han min Broder af ►Byrd kunde være,
Nætterne otte jeg laae som en Brud,
Aldrig dog rørde mig Helten saa ►prud.

✂ Siden lod ►Gudrun mig høre i Harme
At hendes ►Sigurd jeg lod mig ►omarme,
Da jeg med Sorgen det mærked ►forsand,
De havde lumskelig stiaalet min Mand.

✂ Dog stille! sig strækker
Vor Trætte for lang,
De Levende ►skrækker
Min ►Dødninge-Sang.

✂ 53Nedsynk da saa ►fage,
Du Steen►vætte-Brud!
Mens ⓘ fortfort] GV, sort A jeg ►mon age
Til Helten saa prud.
Bestandig vi sammen
Da ►bygge med Gammen
I ►Dødninge-Lund.

✂ Da gav ►Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget

✂ Det var da Løier, sagde Kongens Folk, har du meer af det Slags, saa lad os høre! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at fortælle meer af det Slags, men, sagde Kongen saa, har du ikke været med ►Lodbroks 534 (PS3) Sønner? Jo, sagde ►Giæst, for en kort Tid 175 (US3) var jeg rigtig nok med dem, og jeg kom til dem ►sønderude, da de hærgede paa 📌Munde-Field og brød ind i 📌Vifilsborg. Dentid ►spillede de Brødre Mester over Alt, thi Seieren fulgte dem hvor de saa foer, og dengang agtede de 54sig til 📌Romaborg, men saa var det en Dag, at der kom en Mand til ►Bjørn Jernside og bød meget venlig Goddag. Tak, sagde Kongen, men hvor kommer du fra? Sønden fra kommer jeg, fra 📌Romaborg, svarde han. Hvorlangt har vi dertil sagde Kongen. Ja, sagde han, det kan Kongen bedst see paa mine Skoe, og dermed trak han et Par Jernsko af, ►dygtig tykke foroven men tyndslidte under Saalen, og sagde, nu kan I selv regne jer til paa de Sko hvor langt der er til 📌Rom, thi de har faaet det at føle saa ►det svier til dem nu. Ja hillemænd, sagde ►Bjørn, det blev en lang Reise den, nei, saa er det nok bedst at lade den Fugl flyve og vende Næsen hiem. Han fik da ogsaa Lov at ►raade, ►Lodbroks Sønner hærgede ikke længer ►sønderpaa, men gav sig paa Hiemveien, og det har alle Folk siden forundret sig over, at een Mands Ord kunde saaledes forandre deres Tanker, at de lod den Ting fare som de dog saa ►vist og fast havde sat sig for. Men det er da ►godt at see, sagde Kongen, at det var 55📌Roms Helgene som vilde ikke ►tilstæde deres ►Indfald, og derfor ►lod Gud den Aand komme over dem, saa de forandrede deres Tanker og kom ikke til at ødelægge 📌Romaborg, som er den allerhelligste By i Christenheden.

✂ Siig os nu, ►Giæst, sagde Kongen saa, hvor ►huede du det nu allerbedst af alle de Stæder du har været? Ja, sagde ►Giæst, det morsomste Stæd var hos ►Sigurd og ►Gjukungerne, hos ►Lodbroks Sønner derimod havde Man meest Frihed og kunde giøre Alt hvad Man vilde, hos ►Erik i 📌Upsal levede Man flot, men af alle de gamle Konger var der Ingen der havde saa fiint og fornemt et Væsen som 👤Harald Haarfager. Jeg har ellers ogsaa tient Keiser 👤Hlødver i 📌Saxland, der maatte jeg lade mig ►korse om jeg ellers vilde blive, thi der blev Christendommen holdt stærk i Hævd, og der befandt jeg mig i Grunden allerbedst. Du har seet Noget i dine Dage, sagde Kongen, og er 56Mand for at svare ligesaa fort som vi kan spørge. Derpaa giorde Kongen mange ny Spørgsmaale, og ►Giæst gav ham grangivelig Beskeed paa dem alle, og sagde saa tilsidst: nu maae jeg da ogsaa fortælle Jer hvorfor jeg heder ►Norna-Giæst. Jeg ►lader Øret til, sagde Kongen.

✂ Nu velan! sagde ►Giæst, jeg er da født i ►Grønningen i 📌Dannemark og voxde op hos min Fader, som var en meget riig Mand og holdt et fornemt Huus. Der reisde just dengang nogen Spaakoner ►om i Landet, som de kaldte ►Voler, og spaaede Folk deres 176 (US3) Skiebne, og der blev giort meget af dem, Man bød dem til sig, giorde Gilde for dem, og gav dem Foræringer til Afskeed. Det Samme giorde da min Fader ogsaa, og de kom der med deres hele Tienerskab og skulde spaae mig min Skiebne. Jeg laae dengang i Vuggen endnu, da min ►Lykke ►skulde paa Bane, og der brændte to Lys over mig. Nu tog de da til Orde om mig, og sagde, at jeg skulde blive en ►synderlig ►lykkesom 57Mand, og det fremfor baade alle mine Forfædre og andre Høvdingbørn i Landet, og det skulde blive baade ►vist og sandt. Nu var de ►Voler tre i Tal, men den yngste ►Norne syndes at de andre to regnede hende for ingen Ting, aldenstund de spaaede saadanne særdeles vigtige Ting, uden at spørge hende til Raads, desuden var der en Flok kaade Knegte som reve hende ned af sin Stol, saa hun blev gruelig vred og raabde bister saa høit som hun kunde, at de andre skulde kun biet lidt med deres gode Ønsker, imens hun fik spaaet mig at jeg skulde ikke leve et Øieblik 536 (PS3) længer end til det Lys var brændt ud som nu stod tændt ved min Vugge. Da tog den ældste ►Vole og slukde Lyset og bad min Moder giemme det vel, saa det ikke blev tændt før min Dødsdag kom af sig selv. Derpaa gav min Fader Spaakvinderne deres Foræringer og dermed reisde de og førde den yngste ►Norne bundet med sig. Da jeg nu blev voxen gav min Moder mig Lyset i min egen ►Forvaring, 58og jeg har det hos mig endnu. Hvad vilde du nu her hos os? sagde Kongen. Jo, svarede ►Giæst, det faldt mig nu ►saa ind, og saa, tænkde jeg, at eftersom jeg havde hørt Jer meget rose af ►flinke Folk, kunde I maaskee dog ogsaa giøre mig noget Godt. ►Vilst du annamme den hellige Daab, sagde Kongen. Ja, svarede ►Giæst, paa Jeres Ord. Saa blev han da døbt og Kongen holdt meget af ham og giorde ham til ⓘ HirdmandHirdmand] GV, Hiodmand A, og ►Giæst blev en meget ivrig Christen, han ►artede sig efter Kongen i alle Maader, og var meget godt lidt iblandt Folk.

✂ Tilsidst var det engang at Kongen sagde til ►Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte ►raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde ►Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog ►Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, ►Giæst! spurgde Kongen. Nu 59er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde ►Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see at ►Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik som Lyset slukdes døde ogsaa 177 (US3) han. Alle Folk fandt at det var en ►mærkelig Ende han tog, og Kongen ►syndes at hans Død beseiglede hans ►Frasagn, og stadfæstede hvad han om sin Alder havde fortalt.

---

✂ 60 537 (PS3)

Efterklang.

1

✂ ►Underlig i Skialdens Øre
Klang den Lyd fra Hedenold,
Har det Sagn ei meer at ►føre
End et ►Nul paa ►Sagas Skiold?
Er den Time spildt vi lytte,
Eller dølger her i Mythe
►Saga vel et sanddru Syn?

2

✂ Danske Frænder! ►laaner Øre
Til den unge ►Dane Skiald!
Hvad der Sindet ►saa kan røre
Med saa sødt et Tonefald,
Det har Sandhed ►vist i Giemme,
Ja, det er en ►Aandestemme,
Kunde vi den kun forstaae!

3

✂ Frænder! jeg har havt en Glæde
I den svale Aftenstund,
Liden Fugl jeg hørde kvæde
Om det Sagn i Bøgelund,
Vil I Efterklangen høre,
Gid den eder ►saa maa røre
Som mig rørde Fuglens Sang!

4

✂ 61Liden Fugl sad lavt paa Kviste
I den tynde Bøgelund,
Sang vemodig, sang med ►Liste
I den svale Aftenstund,
Sang om mangen Oldtids ►Handel,
Heltefærd og Riddervandel,
Høit i 📌Syd og dybt i 📌Nord.

5

✂ 538 (PS3) 178 (US3) ►Underlig den Fugl ►mon kvæde
Om hver gammel Færd og Daad,
Som om den var selv tilstæde,
Med i Flok og med paa Raad,
Kalder grønne Lund og Enge,
►Danmark, deiligst Vang og Vænge,
►Grønningen sin Fødebye.

6

✂ Mon den lille Fugletunge
Kviddrer Løgn i Bøgelund,
Eller kan med Sandhed siunge
Fuglen ►saa i Aftenstund?
Frænder! hvo kan vel ►forgiætte
Gamle 📌Danmarks gode ►Vætte:
Nattergal og ►Norna-Giæst!

7

✂ 62►Vætte, ja med Smiil og Sukke
►Saga ►ristede paa Skiold:
Der blev siunget for din Vugge
Underfuldt i Hedenold,
►Saga ►og om dig maae sande:
►Alt da ►Norner drog ►om Lande,
Under Lys i Svøb du laae.

8

✂ Det var ingen ►Lyvetunge
Som dig ►aarle turde spaa
Mellem Frænder gamle, unge,
Lykke som kun times Faa;
Hvem har dig i Lykke lignet,
Hvem har Himlen ►saa velsignet,
Fæstet i sit Fædreland!

9

✂ Det var Ord til Fryd og Smerte
Hvad hin yngste ►Norne sang:
539 (PS3) Brænder ud den tændte ►Kerte
Vorder ei din Alder lang,
Føl og giem det vel i Hierte:
Kiærligheden var den ►Kerte,
Som ved Hovedgiærdet stod.

10

✂ 63►Vætte! du har vidt ►omvanket,
Og du har som ►Norna-Giæst
Paa din Vei den Viisdom sanket,
Du dog havde allerbedst
179 (US3) ►Der din Helteglands sig ►dulgde,
►Der du 📌Saxens 👤Hlødver fulgde*👤Hlødver er den nordiske Udtale af 👤Lothar eller 👤Luther.,
Tog mod Korset i hans Gaard.

11

✂ Kun som Tegn paa gammel Adel
Giemmer du i ►Harpestok
Ringen prud af ►Sigurds Sadel,
Og den lange ►Grane-Lok,
Kun for Kaadheds Spot at tæmme,
Kun for Hovmod at beskiæmme,
►Stundum drager dem du frem.

12

✂ Ei ►mon Bøgehytten prale
Udstaffeert med ►Hærgefang,
Skiøndt din ►Priis i Konge Sale
►Sander, du ►gik Kiæmpegang,
Men som ►Skjold og ►Fafnesbane,
Andre lod du Valen rane
Bar til Lund kun ►Prisen hiem.

13

✂ 64Kun et ►Mon fra Val og Fare
Hiem du bar til Bøgelund,
540 (PS3) Kun ►Stærkodders Tand hin ►svare,
Hun som ►vog saamange Pund,
Hende ►fæsted du i Engen
Under Malm i Klokkestrængen,
Og der hænger hun endnu.

14

✂ Der ►end har din ►Kiæmpefinger
Fæste i hver ►Dværge-Old,
Og naar ►Knebelen du svinger,
Da opvaagner ►Dan og ►Skiold,
Da maae 📌Danmarks Fiender mærke,
►Reeb at drage med den Stærke
Koster Sveed og Blod og Fald.

15

✂ Er da nu udbrændt din ►Kerte?
►Est du lagt i sorten Muld?
Er udbrændt i 📌Danmarks Hierte
Luen klar og ►løndomsfuld?
►Endtes ►alt i Oldtids Dage
📌Danmarks ►Harpeslag og ►Sage
Under Field ved 📌Nidaros?

16

✂ 65 180 (US3) Nei o ►Vætte! store Runer
Raabe høit paa ►Sagas Skjold;
Over ►Grønningens Pauluner
Klokken sang i 👤Christians ►Old,
►Dan og ►Skjold saa kiæmpestærke
Vaagned under Korsets Mærke,
Kroned hvide ►Dannebraag.

17

✂ Siden sad paa 📌Norges Throne
Ingen 👤Olav Tryggvesøn,
Ei i 📌Danmarks ►Harpetone
Sænked ►end sig 📌Norges Aand,
541 (PS3) End ei ►Norna-Giæst! din ►Sage,
Har ►forklaret Oldtids Dage
Under Field ved 📌Nidaros.

18

✂ 👤Olav Trygvesøn ei døde,
Han forsvandt i 📌Svolder-Sund,
Tiderne skal ham gienføde
I en hellig Aftenstund,
Døbt i 📌Danmark skal han stige
Op at styre 📌Norges Rige,
Fæste Skjold paa 📌Smalserhorn.

19

✂ 66Da fra ►Daners Bøge-Hytte
Drager du saa vemodsfuld,
Over Bølgen maae du flytte
Med din ►Kerte og dit Guld,
Harpen al din Rigdom giemmer,
Vemodsfuld du Strængen stemmer,
Til den store ►Svanesang.

20

✂ Naar du da med Fryd og Smerte
Har ►udtalt din Færd paa Jord,
Selv du tænder from din ►Kerte,
Sætter den paa Alterbord,
Salves under Bøn og Psalmer,
Stirrer paa de høie Palmer,
Sover hen i 👤Jesu Navn.

21

✂ Frændefolk paa ►Dane Slette!
Reis dig ved din Rune Stav!
►End ei er vor gode ►Vætte
Veget, flygtet over Hav,
181 (US3) Men som Vind sig brat kan vende,
Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer.

22

✂ 67 542 (PS3) Jeg ham saae i Aftenstunden,
Ved det klare Maaneskin,
Sødt han sang i Bøgelunden,
Og bevæged dybt mit Sind,
Ak, men ei med spinkle Vinge
Klokken mægter han at ringe
I det danske Kirke-Taarn.

23

✂ Frænder! ja, som Fugl med Vinge
Jeg ham saae i Bøgelund,
Hørde ►Svanesangen klinge
I den svale Aftenstund,
►Frygter, ►vaager! Kvad og Vinge
Spaaer at snart han sig vil svinge
Over Hav med Harpen hen.

24

✂ ►Vaager! ►beder at hans Vinge
Vorde maae en ►Kiæmpearm!
Saa han ►end formaaer at ringe,
►Alt med ►Kerten i sin Barm;
Saa han ►end formaaer at vække
📌Danmarks gamle Helterække,
Under hvide ►Dannebraag!

25

✂ 68Klokken i den danske Kirke
Det er ►Sagas ►klingre Skjold,
Til at bygge 📌Dannevirke
Vækker den hver ►Kiæmpe ►bold,
Men den klinger høit i Vangen
Kun i Chor med Kirkesangen
Under 👤Thyra 👤Dannebod.

26

✂ 📌Danmark! ►siung da ►brat din Psalme
Som en 👤Thyra 👤Dannebod!
543 (PS3) Flux da skal de ►klingre ►Malme
Tone, vække ►Magn og ►Mod,
De skal eie Faders Hammer,
Svinge den som Torden Flammer,
Mod hver ►Thurse, med hver ►Trold *►Magn og ►Mode (Kraft og Mod) vare efter en nordisk Mythe ►Thors Sønner, som efter ►Ragnaroke skulde eie hans Hammer..

27

✂ 182 (US3) ►Vel, naar ►Midgards-Ormen ►vinder
Listig sig om Bøgelund,
📌Danmarks Timeglas udrinder
I en bange Aftenstund,
Men vor Aand og Æt da følger
►Vætten over brede Bølger
Under lifligt ►Harpeslag.

28

✂ 69Taarestrøm skal Kinder væde,
►Alt som ►Norna-Giæst i Kveld
►Siunger ►Gudruns gamle Kvæde,
Som ei før er hørt paa Field,
Fieldet skal ærbødig svare
Naar hans Sagn og Sang forklare
Runerne paa ►Sagas Skiold.

29

✂ Naar da lettet er dit Hierte,
📌Danmark! og fuldendt din Gang,
From du tænder selv din ►Kerte
Paa Guds Bord med ►Svanesang,
Alabasten taus sig fryder,
Mens den ►Salven sin udgyder
Over dig i 👤Jesu Navn.

30

✂ Fromt du folder dine Hænder,
Takker Gud for ►Gubbe-Aar,
544 (PS3) Og ►alt som din ►Kerte brænder,
Sagtere dit Hierte slaaer,
Og naar sig de Luer slukke
Du ►alt som er Barn i Vugge
Sover ind i Herrens Fred.

31

✂ 70Sove skal dit ►Støv i Kiste,
Dog ikkun saa kort et Blund,
►►Brat skal Klippegraven briste
I en hellig Morgenstund►,
Glad du under Jubelsange
Skal i ►Helgenrad indgange
I ►det ny Jerusalem.

32

✂ Frændefolk paa ►Daneslette!
Løft dit Hoved høit fra Muld!
Kom ihu din gode ►Vætte
Med hans ►Kerte, med hans Guld!
183 (US3) ►Vættelysene ved Strande
Flugten spaae og Sagnet sande,
►Alt som ►Kerteskygger smaa.

33

✂ Elsk igien de gamle Skrifter
I det danske Tungemaal,
Som om Fædrenes Bedrifter
►Ristedes med ►Sagas Naal!
Da skal Sagaklokken ringe,
Da omskabes ►Vættens Vinge
Til en hellig Heltearm.

34

✂ 71Lyd kun høit i Mark og Skove,
Gamle 📌Danmarks Gilde Sang!
►End ei over salten Vove
Fuglen sig fra Bøgen ►svang;
545 (PS3) Først skal Bøge-Kronen hvælve
Mildt sig over stride Elve,
Skiule Fieldets Naaleskov.

35

✂ Lad os aldrig dog ►forgiætte,
►Grander rundt paa Mark og Øe!
Er ►end ei vor gode ►Vætte
Flyttet, flygtet over Søe,
Ak! som Vind sig ►brat kan vende,
►Snart og let det sig kan hænde,
Han herfra at vandre faaer!

---

✂ 72 122 (PS3) 174 (VU7)

Freden.

(Et Brudstykke 1813).

124 (PS3)

1

✂ Fædreneland!
Da i Barndoms Aar,
Fædreneland!
Da i Ungdommens Vaar
Paa dine Heder og i dine Lunde,
Ved dine Bække og ved dine Sunde
I dine Vange jeg vandrede ►om,
184 (US3) Ikke da hørte jeg Lyd af ►Kartover
Hvirvle sig hen over Vange og Vover;
Kun da den Jomfru saa ►favr og saa fin,
Kun da Fyrstinden 👤Maria blev din,
Studsende førstegang fik jeg at høre
Ned over Bugten det festlige ►Døn,
Og med min Faders velsignende Bøn
Samled det sig i mit lyttende Øre.
Ellers jeg hørte kun Fuglenes Sang,
Ellers jeg hørte kun Klokkernes Klang,
Hørte kun Brølen og ►Bøgen af Kvæg,
Hestenes Vrinsken og Faarenes Bræg,
Glammet af Hunde og Lyden af Horn,
Leernes Sang over segnende Korn,
73 125 (PS3) Bøssernes Bulder til Jagt og til Lyst,
Bølgernes Slag mod den venlige Kyst.

2

✂ Broder og ►Syster paa Field og i Vang!
Følg mig, ja reis paa den tonende Sang
Med mig tilbage
Ind i de ►flygtede Dage,
Did, hvor i Fredens Paulun
Aldrig Trompet og Basun
Kaldte til Kamp,
Hvor det ei tænkdes, at ►Damp
175 (VU7) Kunde i 📌Norden forkynde
Blodbad og svovlede ►Brynde.
O! det var Dage, da glade i Sind
Karle kun hvæssed de klingende ►Segle,
Laded kun Bøsse til Ræv og til Hind,
►Bladebygs Hare og pippende Hjeile!
O! det var Aftner, naar sødt over Vang
Klokkerne sendte den venlige Klang,
Kaldte ad Folket paa Mark og i Enge,
Kaldte til Andagt og ►kaldte til Senge!
Fædreland, ja paa din smilende Kyst
Fordum jeg stod og det sang mig i Bryst,
Naar dine Fugle i kiølige Lund
74Kvidrende sank i et sommerligt Blund,
Naar, som med Lyst, under venlige ►Kiøle
Trillende Vove mig ►tykdes at nøle,
Naar det ►saa hen over Vangen fra By
185 (US3) Klinged fra Taarnet saa liflig i Sky,
►Tonede Fred og hiemkaldte til Hvile,
Lokkede ømt til at sukke og smile.
Da var vel ►Timen i Lund og paa Enge
►Livlig at røre de ►stemmede Strænge?
►Timen kanskee, men ei ►Timen for mig,
126 (PS3) Maalløs jeg var, naar det sang mig i Barm,
►Greb jeg i Strængen da ►toned kun Harm,
Hult som en Storm over Grave det lød,
Brusede vildt: jeg er død.
Først da fra 📌Axelstad Luerne svang
Høit sig i Sky,
Kom under Vaabnenes Gny
Liv i min Sang.
Ja, da for 📌Dannemarks Smerte
Saaret ►oplod sig mit Hierte,
►Der jeg saae ►Dannebraag svømme
Husvild paa elskede Strømme,
►Der jeg saae Fiendernes Snekker
Skride i ►brammende Rækker,
75Fædres vanærede Navne
176 (VU7) Bag paa de røvede Stavne;
Hørte de ►bretske ►Kartover
Buldre paa Bæltenes Vover,
Da ►slog jeg Skialdenes Harpe,
Den haver Strænge af Staal,
Tonerne ere saa skarpe,
►Brage! ja Brag er dit ►Maal:

3

✂ Fædreland! ja jeg har ►leget og siunget
►Alt som naar Sværd ►monne klirre paa Skiold,
Og giennem Buldret en Røst haver runget,
►Alt som en Røst fra din ►Hedningeold.
Altid jeg sang hvad jeg havde i Sinde,
Kamp var min Sang, thi det kiæmped derinde,
Kiæmpe vi maa ►i den løbende Tid
Livet herneden er Strid!
Stride maa Aanden saa saare hernede,
Førend sin Vinge den mægter at brede,
Stride maa Aanden med Vind og med Vinge
Før den til Himlen sig mægter at svinge,
127 (PS3) Kun om den Seirendes saarede ►Tinde
186 (US3) Palmer og Evigheds ►Blommer sig ►vinde,
Længe i Kamp sig maa røre vor ►Tunge
76Før den om Freden kan ►værdelig siunge;
Aldrig et Hierte i Kiærlighed smelted
Førend sig Blodet først brusende ►velted;
Hvo kiender Freden og har ikke stridt?
Hvor er den Frelste, som Intet har lidt?

4

✂ Fædreneland!
Naar jeg ►vanker i Vang,
►Vanker i Lund og ved bølgende Strand,
Naar efter Klokkernes Klang
Ikkun forgiæves jeg lytter,
Naar jeg den ►snehvide Gubbe maa see
Famlende ►stryge den vaklende Lee,
Naar jeg fra Kvinden, som holder paa Ploven,
Hører et Suk til vor Fader foroven;
Naar jeg maa høre ►Kartovernes Brag
177 (VU7) Dundre saa vredt under Fiendernes Flag,
Naar over Vange og ►Belte
Gienlyd jeg hører af ►Lure og Trommer,
Hvor dine Svende med Russer og ►Pommer
Spende paa Valen det blodige Belte;
Naar over Sund, over Field, over Vange,
Røsten jeg hører af hvislende Slange,
Ikke jeg sørger, fordi du maa stride,
77Sørger kun over, at ikke itide
Ret du ►fornam, hvad der hører til Fred,
At du itide ei streed.

5

✂ Hvad var din Fred, da Kanonerne tav,
Da dine tunge dog ilsomme Snekker
Seilede trygt i de ►brammende Rækker
Rundt paa det bølgende Hav:
128 (PS3) Da dine Svende, naar Klokkerne klang
Stævnede hiem fra den kiølige Vang,
Da dine Piger hos Kornet Man saae,
Kun naar de vævre med ►Solhætte paa
►Bunde de ►Nege og reve de Stubbe,
Da Man kun skued den ►snehvide Gubbe
Naar han saae til, om ►og Knøsen var driftig,
Og naar han giætted om ►Sæden var ►giftig,
187 (US3) Talte i Skyggen ved ►Travernes Hob
Venlige Ord med det Gamle i ►Stob,
Da naar det mørkned, paa Hav og paa Kyst
Alting var tyst?

6

✂ Hvad var din Fred i de rolige Dage,
Som du saa ►saare nu ønsker tilbage?
Havde Guds Fred du i Hiertet da inde,
78Stred du i Aanden for Krandsen at vinde,
Takked du Herren i Vang og paa ►Bænk,
Munter og rørt for Hans herlige ►Skiænk?
Bad du om Vagt af Hans hellige Leire,
Bad du om Kraft til at kiæmpe og seire?
178 (VU7) Var dig den udvortes Fred kun en Skygge
Af hvad der er, hvor de Salige ►bygge?
Længdes du sukkende efter at flytte
Over i Fredens den hellige Hytte,
I det Paulun, der har Nagler saa faste
At ingen Storme det mægter at kaste,
Ja, i den Englenes Bolig
Som har det Navn, den er rolig,
Hvor uden Graad vi kan smile,
Hvile, som Gud ►monne hvile,
Hvile som Straaler i Soel,
Hvile i Sang for den Eviges Stol?

7

✂ 129 (PS3) Fædreneland!
Hvad tør med Sandhed jeg svare?
Naar paa den bølgende Strand
Snekker med kostbare Vare
Stævnede hid fra den fremmede Kyst,
Stævnede ►heden og ud i det Fierne,
79Hvad var din Tanke, og hvad var din Lyst?
Naar du beskued de Snekker saa gierne,
Var da din Tanke og var da dit Øie
Vendt imod Ham i det høieste Høie,
Som haver Alting saa underfuldt lavet,
Som giorde Stier for Snekken i Havet,
Som satte Stierner til Tegn i det Høie,
Som lod dem findes af forskende Øie,
Som, medens Steen ►monne synke i Havet,
Haver af Steen dog en Ledsager lavet,
188 (US3) Stenen, der som en urokkelig Tanke
Kan undervise den svømmende Planke?
Spurgde du brat din Ostindiefarer:
Hvad er i 📌Zion *📌Zion er den danske Kirke i 📌Trankebar, og 📌Jerusalem Missionskirken. til ►Tidende nu?
Udskinner Lyset iblandt ►Malebarer,
Vorde de Christne af Navn og i ►Hu?
Sendte du Steen til 📌Jerusalems Mure,
179 (VU7) Sendte til Huset du ►Psalter og ►Lure?
Naar under ►Grøden af Jord og af ⓘ VandVand] GV, Band A
Tyngede ►Byrdinger *►Byrdinger, det er ►Byrdeskibe. styred fra Land?
80Priste du Ham som allene ►opførte
Kornet af Jorden og Fisken i Hav?
Mon det i Hierte dig ►blidelig rørte
At Ham i Haand og ►i Vold du det gav?

8

✂ 130 (PS3) Fædreneland! jeg er træt af at spørge,
Skamme dig maa du, og dybt maa du sørge;
Ak, thi naar Snekkerne ►komme og ►ginge,
Ønskede du dem kun Lykke og ►Vinge,
For at du kunde med Guldet i Skrin
Klædes i dyrebart Lin,
Kunde i smykkede Sale
►Prange og prale,
Kunde dig lystig ei lædske,
Nei kun ⓘ beruseberuse] GV, deruse A i brusende Vædske.
Tænkte du andet, naar Snekkerne ►svam,
Kløved med Kiøle de mægtige Vande?
Ja naar de ►taklede ►foere med ►Bram
Mellem din Kyst og de fremmede Lande,
Fyldte hovmodige Tanker dit Hoved,
►Søguttens Diærvhed og Snilde du ►loved,
Løfted som Menneske stolt dig paa Taa,
Tænkte: hvad Kløgten og Kunsten formaae!
De have tømret det mægtige Roer,
81De ►funde Naalen, som peger mod Nord,
De kunne trodse med ►Knæer og ►Boldte
Bølgerne stolte:
De holdte Skib fra at ►gange til Grunde,
►Der de til Grunden med Anker det ►bunde.
Saaledes sang du til ►Mandevids ►Priis,
189 (US3) Glemte den Herre, som ene er viis,
Ham som bød Egene voxe i Skoven,
Ham som bød Træet at ►svømme paa Voven,
Som lærte ►Støvet at tømre og tænke,
Roret at dreie og Skibet at ►lænke;
180 (VU7) Ham, som kan ►byde den brusende Vove
Bryde de stærke, ►forhudede Bove,
►Henveire Stavne og ►Stænger og ►Rær,
Knuse de Kiøle paa Bølger og Skiær;
131 (PS3) Ja naar det randt dig i Hu
Han var i Stand til at knuse
►Brat dine svømmende Huse,
Gøs du med Gru.

9

✂ Naar dine Karle med blinkende ►Segle,
Naar dine Piger med Rive og ►Leile,
Vandrede hiem fra de meiede Vange,
82Hvad var paa Tale, og hvad var i Sange?
►Giækkeligt Ord og ►letfærdige Skiemt,
Eder og ►Bander, men Herren var glemt.
Naar med sin Stav den ►graahærdede Gubbe
Stod mellem ►Nege i visnende Stubbe,
Hørte da rolig han Røsten:
Graaskiæg! du ►hvidner til Høsten.
Løfted han ►trøstelig ►dummede Øie
Op mod det Høie,
Lagde andægtig han Hænderne sammen,
Sagde han ►blidelig: Amen!
►Saaet jeg haver med Graaden hernede,
Negene staa mig deroppe ►tilrede,
Staven jeg kaster, og reiser mig glad
►Bærer min Neg til Jerusalems Stad.
Ak! det var sieldent, o Fædreneland!
Gubberne sørged paa Gravenes Rand
Ønskede ►daarlig tilbage
Ungdommens flygtige Dage
Vidste mod Døden ei levende Raad
►Ak, thi de saaede ikke med Graad,
Saaed med Latter som Daarer
Og skulde høste med Taarer►.

10

✂ 83Fædreneland! naar om Helligdags Morgen
Klokkerne klang,
190 (US3) Mon du dig ►laved i Hytten og Borgen
181 (VU7) Aarle til Gang?
132 (PS3) Og naar det ringede sammen
Flokkedes da dine Børn med Gammen,
Vrimled fra Stier og Gader
Gamle og Unge i Kirkerne ind?
Fyldte med Andagt i Sind
Skarerne Stole og ►Stader?
►Svunge sig høit udi hellige Psalmer
Hjerterne glade fra Jord?
Stirrede Aanden paa Evigheds Palmer
Sænkede Siælen sig dybt i Guds Ord?

11

✂ Oppe og nede
Kirkerne stande paa Field og paa Hede,
Høit imod Sky,
Taarne sig løfte paa Mark og i By;
Fædreneland!
►Vare de Kirker ►alt øde og tomme,
Raabte du jublende: jeg er i ►Band,
Da var din Tid i et Øieblik omme,
O, da var jeg mellem Skjalde
84Armeste Mand,
Harpen af Haand maatte falde,
Strængene briste ►paa Stand.
Gud være lovet! ►end oppe og nede
Stige fra Field og fra Vang og fra Hede
Sukke og Psalmer
Did, hvor de evige Palmer
Voxe paa Helligdoms Field
Grønnes ved ►Paradisvæld,
Og over Fuglene glade
Brede de venlige Blade,
Kiøle hver 📌Edens Indbygger
I deres liflige Skygger.
Ja, mellem dem, som i Tummel og Vrimmel
Har over Verden ►forgiættet Guds Himmel,
133 (PS3) ►Ganger en Skare endnu,
Skare af Mænd og af Kvinder,
182 (VU7) Som kommer ►stundum ihu
Hellige Minder;
Ønsker med Sukke tilbage
191 (US3) Barndoms Dage,
Tænker paa Fædrenes Tro,
Mindes de Mødre saa fromme,
85Ønsker, naar Timen er omme,
Til dem at samles i salige Ro.
Derfor til Toner saa skarpe
►Slaaer jeg min Harpe,
Derfor det Milde og Strænge
Maae sig i Tonerne ►mænge.
Troende vilde jeg trøste,
►Rørlige vilde jeg ryste,
Sovende vilde jeg vaagne
Vække, som ►Hedin og ►Hogne
Om deres ►Hildur til Strid.

12

✂ Klokke, naar med dine ►Klukke
Sødt du til Hvile indbød,
Hørde du ei giennem ►Glugge
Hvordan det lød:
For mine Agre og for mine Kunder
For mine ►Øxen og for mine Faar
Og for den Kvinde jeg tog mig i Gaar
Fattes til Hvile mig Stunder?
Hørde du ei at med liderlig Sang,
Flokken forhaaned dit ►Kluk og din Klang,
Hørde du ei at de ►ginge paa Raad
Hvordan det bedst kunde ►falde i Traad,
86Saa dine faldende Huse
Kunde dig dæmpe og knuse?

13

✂ 134 (PS3) Fugl! du som haver i Kirken din Rede,
Du som saa vidt ►monne Vingerne brede
For paa de Døbte i Aand at neddale
For dem i ►Lignelse klart at afmale
Hvordan sig Hjertet maa ►skabe og tee
183 (VU7) Naar det sin Frelser vil ►kiende og see!
Hellige Due
Under den hvælvede Bue!
Saae du paa ►Stader og ►Sæder
Ikke saamangent et Sind,
Som uden Helligdagsklæder
Sneg sig derind?
192 (US3) Var ikke ofte det syngende Chor
►Klingende Bieldre og lydende Malme?
Klang under Hvælving ei mangen en Psalme
Som du ei kiendte paa Tone og Ord?
Mærked du ei paa saamangen en Tale,
Præsten forglemte, at over hans Stol
Svævede du med den hellige Sol,
Bad dig ei længer paa sig at neddale
Vilde kun det, som du ei kunde virke
Uddrive Dig af dit Ord og Din Kirke.

14

✂ 87Fædreneland!
Hvad var din Fred i de rolige Dage
Som nu saa ►saare du ønsker tilbage?
Hvad er vor Fred, naar vi glemme
Huset, hvor Freden har hiemme?
Hvad er vor Fred, naar vi grue,
Gyse for ►Kirkegaards Stue?
Havde du Fred, ►der de verdslige Lyster
Tumlede dig mellem Synder og Kyster,
Ja, medens Lyst imod Lyst
Stred i dit Bryst?
135 (PS3) Frænder i 📌Nord! baade unge og gamle,
Vilde engang I dog Tankerne samle
Fred har vi havt, thi saa dybt i vort Bryst
Ligger en Længsel og ►luer en Lyst
Efter den søde, velsignede Fred.
►Aldrig for Guld dog mon græde
Hvo som af Guld ikke veed►,
Dog græder nyfødte Spæde
►Alt efter Fred;
184 (VU7) Dog er det Freden vi søge
►Aarle ved Moderens Bryst,
Søge i Leg og i Lyst,
Mellem de ►tonende Bøge.
88Og paa den ►blommede Eng,
Søge paa Land og paa Vove
Søge den ►og naar vi sove,
Sove i Sind eller Seng.
Fred har vi havt, thi vi ►have dens Minde,
Freden er tabt, ak, hvor er den at finde?

15

✂ 193 (US3) Blinkende Malme fra Gang og fra Leie
Raabe saa høit: vi har Freden i Eie,
Graver og banker med Hakke og Hammer
Løser os ud af det bælmørke Kammer!
Naar I os giemme, og naar I os eie,
Da har I Fred, som vi her i vort Leie.
Fædreneland!
Var ikke Mandtallet stort,
Som blev ►forgiort,
Ja blev fortabt ved de Biergtroldes ►Gand?
ⓘ VarVar] GV, Bar A det dem ⓘ noknok] GV, uok A,
At de i Flok
Stævnede rundt paa det bølgende Hav,
Pløied i bundløse Grav,
136 (PS3) For i dens Furer at sanke
Malmene blanke?
Saae du dem ikke som Diævle ►begrine
89Fattigmands Taarer og Negerens Pine,
Naar kun for Øre dem Biergtrolden sang,
Guldstøvet glimred, og ►Kronerne klang?
Ja udi 📌Nord
Skarer for Guldet fra Gud sig forsvor,
Stolte Paladser opstod,
Murede op i de Fattiges Blod;
Sale sig smykked med røvede Bytte,
Enkerne hyled i plyndrede Hytte;
185 (VU7) Barmen de sloge og Hænder de vreed,
Det var den gyldne ►høilovede Fred.

16

✂ ►Kiødelighed, som en blussende Kvinde
Staaer i de yndige Dale
Staaer i de ►glimrende Sale,
Vinker os som en Veninde,
Rosen er malet paa blussende Kinder,
Roser i Krands sig om Tindingen ►vinder,
Roser hun byder til Belte og Krands
Tryller hver Sands.
Smilende synger den fristende Kvinde:
►Kommer til mig, jeg er Fredens Gudinde,
Springer og spøger, og nyder og higer!
194 (US3) Favner I Svende de blussende Piger!
90Hviler ⓘ II] GV, i A Piger i Svendenes Arm!
Løser kun op for den bankende Barm!
Plukker de Roser som vinke i Vaar
Nyder de flygtige Aar!
►Kommer til mig baade Unge og Gamle!
Jeg vil til Fryd eder samle
Jorderigs ►Fedme, som fryder og styrker,
See, den tilhører min Dyrker,
137 (PS3) Saften af Druer, o see hvor den blinker!
Skummende Bæger, o see hvor det vinker!
Tømmer og klinker!
Klinker og synger!
Saften forynger,
Glæder som Perler i ►Runddelen svømme,
►Gak til dens Bund!
Fred er dit Fund;
Fred under salige Drømme.

17

✂ Fædreneland! mon uændset hun sang
Saa for dit Øre, den fristende Kvinde?
Tumled du ei under Glassenes Klang,
►Vandt du ei Ranker og Roser om ►Tinde?
Stinkede ei dine svovlede Krandse?
186 (VU7) Dundrede ikke naar Dagen blev sval
91Gulv under Fod i din Hytte og Sal?
►Svunge sig ei i løsagtige Dandse
Pige og Svend,
Kvinder og Mænd?
►Dreves ei Synder i Hytter og Sale
Som ikkun ►Helvedes Tunger udtale?
Jo, det var saa, dine ►ravende Helte
Løste af Kvinden Blufærdigheds Belte,
Sielden nu saae Man af ►Blyhed i Sind
Rødme paa Jomfruens Kind;
Nei kun i hvirvlende Valsen og Lyst
Blussed med Kinden det blottede Bryst:
Evne og Lyst til at synde
Det kaldtes kvindeligt Ynde,
►Bolende Smiil
Det kaldtes Kiærligheds Piil.
O! hvilke Syn i de ►glimrende Sale!
195 (US3) O! hvilke Syn i den ensomme Vraa!
138 (PS3) 👤Hogarth forgiæves dem stræbte at male
Tiden ei vilde sin Jammer forstaae,
ⓘ VildeVilde] GV, Bilde A ei see den udskammed sin Skam.
Rystende Yngling i ►Oldingeham,
Skaldet paa Issen med graanende Haar,
Visnende Piger i Ungdommens Vaar.

18

✂ 92See, hvor de ►Arme sig vride i Vaande
Opfylde Luften med giftige Aande,
See hvor de banke den hudløse Pande
Hør hvor de hyle og bande!

19

✂ See hvor de Fædre og Mødre med Kvide
Hænderne folde og Hænderne vride!
Ak, deres Søn, deres Haab, deres Glæde,
Ham den ►forlorne, ham maa de begræde,
Ak, deres Datter, den Alderdoms Trøst,
►Aarle hun visned, som Blomsten i Høst.

20

✂ 187 (VU7) See hvor den Kvinde ►mon sørge i Løn,
Stirre fortvivlet paa Datter og Søn!
Manden han søger sin Fred og sin Glæde
Der hvor sig blander med Pigernes Sang
►Rusendes Bulder og Glassenes Klang,
Derfor den Arme maa hungre og græde.
See hvor de Frække ►det hellige Baand
Som dem i Børnene stander for Øie,
►Slide og skiære med spøgende Haand
►Spotte den Hævner, som boer i det Høie!!

21

✂ See, hvor de ligge paa Silke og Straa!
Hiulene skurre og ►gange i Staa;
93Kold rinder Sveden paa dødblege Kind,
Dog ikkun ⓘ VerdenVerden] GV, Vreden A de have i Sind;
Aldrig de ud over Graven tør skue
Thi de for Gud som et Helvede grue,
139 (PS3) ►Heller med ►Konst de vil Hiernerne sløve,
►Heller med ►Konst de vil Hierterne døve,
►Saa uden Haab eller Trøst de henfare,
Did, hvor Enhver skal for Dommeren svare
Fædreneland! mon du ikke det veed
Det var den søde, livsalige Fred?

22

✂ 196 (US3) Fædreneland!
►Trolden var Brudgom og Hexen var Brud,
Ak, hvilken Yngel der rugedes ud!
O! at jeg kunde med Luer
Male den Æt jeg beskuer!
O! at jeg kunde med Flammer
Male din Skiændsel og Jammer.
O! gid jeg kunde med Kraft fra det Høie
Giøre et Kors for dit Øie,
Saa det med løftede ►Laage
Saae over ►Koglerens Taage,
Saae i den hellige Kilde
Tro sig dit Aasyn afbilde!