Grundtvig, N. F. S. Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816

Baggesen

Heimdall blev anledning til sidste runde i striden mellem 👤Baggesen og Grundtvig, den strid 👤Baggesen gav navnet “Valhalla-Legen” (Baggesen 1816b, s. 128). Runden indledes med digtet “Til Heimdall”, der udkom den 16. januar 1816 i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.

Den 26. december 1815, to dage før udgivelsen af Heimdall, havde Grundtvig med “Om Baggesen og om mig” sagt sit foreløbigt sidste ord i den strid, han havde haft med 👤Baggesen siden november 1815. Digtet “Til Heimdall” brød den korte tavshed, der fulgte “Om Baggesen og om mig”. 👤Baggesen skrev “Til Heimdall” i begejstring over Grundtvigs nytårsgave. Det fremgår tydeligt af digtets første vers: “Beslægtede, som Lys og Varme der, / Hvor Straaler spille, / Er jeg og du i Mørkets Samfund [fællesskab] her, / Min Sangs Broerlille!” (Baggesen 1816a, sp. 63). Trods den forsonende optakt må 👤Baggesen alligevel prikke til uenighederne fra slutningen af 1815. Striden ender ikke før Grundtvigs “Afbrudte Strøtanker ved Brevet til Vali-Magni” fra juni 1816.