↩ I modsætning til 👤Toldberg og 👤Thomsen understreger 👤Lundgreen-Nielsen, at digtet kun i begrænset omfang beskriver egentlige samtidsforhold. Blot 26 ud af 502 vers indeholder egentlig samtidshistorisk stof (►1980, s. 595). Han afviser dermed 👤Toldberg og 👤Thomsens biografiske læsninger af digtet. Dets realisme og samtidskritik findes i fremstillingen af “typiske hverdagssituationer (...) dramatiske idyller eller til klubtidens fædrelandskærlige puncheviser” (s. 595). Grundtvig kæder sig selv som digter sammen med den historie, han fortæller om Danmark. Af samme grund må han som person eller tegn i digtet ikke forveksles med den biografiske person Grundtvig (s. 908, note 95). 👤Lundgreen-Nielsen tager ikke stilling til om digtet mangler realisme eller poesi, eller om det er et personligt udsagn, men fastholder, at dets skildring og kritik er litterært eller poetisk funderet. Digtets sammenbrud, som han kalder dets afslutning, skyldes dets manglende anvisning på en løsning af den krise, der beskrives (s. 596). Begyndelsen på den afsluttende strofe og beskrivelsen af sammenbruddet lyder: “Trolden var Brudgom og Hexen var Brud, / Ak, hvilken Yngel der rugedes ud! / O! at jeg kunde med Luer / Male den Æt jeg beskuer!” (s. 93, strofe 22).