Freden
✂ Digtet er skrevet i 1813, mest sandsynligt i sommeren (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 596 f.). Det blev oprindeligt skrevet til digtsamlingen ►Kvædlinger udgivet juli 1815, men udeladt på grund af pladsmangel (►Grundtvig 1815, s. XV f.) Det består af 502 vers fordelt over 22 strofer af varierende længde. 👤Lundgreen-Nielsen inddeler digtet i fire afsnit efter deres indhold: Første afsnit dækker vers 1-113, andet afsnit vers 114-340, tredje afsnit vers 341-489 og fjerde afsnit vers 490-502. 👤Lundgreen-Nielsen resumerer digtet således: Det er en skildring af Danmarks lykkelige og fredelige fortid, som nu er afløst af en lige så sørgelig nutid. Det er, hvad digtet bevidner. Grunden er den, at fortidens fred ikke var en ægte Guds fred. Kun kirken og kristendommen kan skabe den ægte fred. Samtidens ønsker om fred dækker blot over materialisme, og den er en gentagelse af den kun tilsyneladende lykkelige fortid (►1980, s. 593 f.).
✂ 👤Toldberg kalder digtet for “en straffetale paa vers” (►1950, s. 11). 👤Lundgreen-Nielsen er enig og kalder digtet for “det store revselsesdigt” (►1980, s. 593). Digtet er kendetegnende for forfatterskabet i perioden 1810-1815. Grundtvig mangler ifølge 👤Toldberg “evne til i digtning at trænge substans, som har sin rette plads i diskursiv fremstilling, tilbage” (s. 11). Der er med andre ord for lidt poesi og humor og for megen moraliseren og realisme (det som 👤Toldberg kalder substans) i digtet. 👤Toldberg mærker “hele tiden den løftede pegefinger” (►1950, s. 11).
✂ 👤Ejnar Thomsen kritiserer 👤Toldbergs opfattelse af digtet, og mener, at han misforstår det. 👤Thomsen mener, at netop realismen er digtets helt afgørende kvalitet. Det er skrevet i 1813, og det skal derfor læses som et udtryk for Grundtvigs “dybe og levende angst for Danmarks politiske og åndelige undergang”. Digtet er “et aldeles adækvat udtryk for hvordan han i sine mørkeste øjeblikke så på tingene”. Derfor skal det hverken have humor eller være poetisk (►Thomsen 1952, s. 83).
✂ I modsætning til 👤Toldberg og 👤Thomsen understreger 👤Lundgreen-Nielsen, at digtet kun i begrænset omfang beskriver egentlige samtidsforhold. Blot 26 ud af 502 vers indeholder egentlig samtidshistorisk stof (►1980, s. 595). Han afviser dermed 👤Toldberg og 👤Thomsens biografiske læsninger af digtet. Dets realisme og samtidskritik findes i fremstillingen af “typiske hverdagssituationer (...) dramatiske idyller eller til klubtidens fædrelandskærlige puncheviser” (s. 595). Grundtvig kæder sig selv som digter sammen med den historie, han fortæller om Danmark. Af samme grund må han som person eller tegn i digtet ikke forveksles med den biografiske person Grundtvig (s. 908, note 95). 👤Lundgreen-Nielsen tager ikke stilling til om digtet mangler realisme eller poesi, eller om det er et personligt udsagn, men fastholder, at dets skildring og kritik er litterært eller poetisk funderet. Digtets sammenbrud, som han kalder dets afslutning, skyldes dets manglende anvisning på en løsning af den krise, der beskrives (s. 596). Begyndelsen på den afsluttende strofe og beskrivelsen af sammenbruddet lyder: “Trolden var Brudgom og Hexen var Brud, / Ak, hvilken Yngel der rugedes ud! / O! at jeg kunde med Luer / Male den Æt jeg beskuer!” (s. 93, strofe 22).