↩
Vredes ei, du Rosengrav!
Tykkes dig at alt for længe
Jeg ►omfløttede min Stav
Mellem 📌Norrigs Elvesenge;
Det som drev til høien ►Hald
👤Kristjan, mens han var ilive,
Maa tilfjelds endnu hver Skjald,
Fra hans ►Kaabberkiste drive.
Var min Gang en Smule ►seen,
►Nu, saa gik jeg for at finde
Hvad jo ikke er herinde:
106
248
(PS)
Fjerde 👤Kristjans ►Bautasteen.
Om jeg fandt den, skal engang
📌Norrigs Fjelde aabenbare,
Thi da maa med hellig Sang
Stenene hinanden svare.
📌Danmark! skæld ei paa din Søn!
Rette ere Herrens Domme,
Hvad han har betænkt ►i Løn,
Tak og Amen! lad det komme!
Paa din Mark og paa din Vove
Efter Stenen vil jeg lede
Kan jeg finde den hernede,
►Barneglad jeg Gud skal ►love!
Er det dig, du Borg saa prud,
Hvor først Verdens Lys han saae,
Som han løftede med Gud,
Som i Søen kunde staa,
Mens de mange stolte Buer
Sank i ►Grus og Dynd og Luer?
Staar du som en Stad paa Land?
Staar du paa den vilde Strand,
Hvor med Øiet paa sin Kind,
Sværd i Haand og Gud i Sind,
Oldingen som ►Kæmpe stod,
Skrev sit Ligvers med sit Blod?
Staar du paa den stille Sø,
107
499
(US)
Hvor paa Baadens lille Ø,
Han undfangede en Flaade,
Til paa vilden Hav at raade?
📌Danmark! mangen ►Orlogsstavn
Til din Skam forgik i Havn,
Under mangen vakker Svend
👤Kristjans Baad dog gynger ►end.
249
(PS)
Men et værdigt 👤Kristjansminde,
Jeg i dem dog ei kan finde.
Som et Træ det maatte staa
Ved et helligt Kildevæld;
Og til Rigets Grændseskiel
Sine Rødder trindt udslaa,
Thi hvis han ei havde været
Havde Orm og Ulv fortæret:
Rødt paa Val og ►blaat i Grav
📌Danmarks Lig for længe siden,
Frist, og gid vi se med Tiden
Frelse, Gud ved 👤Kristian gav.
►Sjunkne vare 📌Danmarks Volde,
Hullede dets ►Herreskjolde,
Gamle 👤Arild maatte slænge
Dem tilhobe i en Hast;
Mægtede dem ei at hænge,
Sømmelig paa Knage fast;
👤Holger brugte al sin ►Konst
108Til en ►Rosenkrands at binde,
►Konsten hartad var omsonst,
Roser faa der var at finde;
Til at dufte slet kun trives
Blomster som i Huse drives;
Vel i Grav en ►Rosenkrands
Fik han med, men det var hans.