Grundtvig, N. F. S. Roskilde-Riim

II
III

Til

Dannerkongen

til

👤Kong Frederik den Sjette.

Sig

helliger min Sang

og

vil Ham Held forjætte.

IV

1

VVandret har jeg mellem Kongegrave,
Giennemvandret den forgangne Old;
Sammenbundet har jeg der de Stave,
Som jeg fandt paa Sagas brede Skjold.
Paa de sært høitidelige Stæder
Skjalden gik i sine Præsteklæder,
Med Guds Ord han føied Stav til Stav;
Læsde Messe over Kongegrav.

2

VIIngen Drot, og ingen Mand paa Jorden
Jeg tilegne tør den Kirkesang,
Uden Dig, Kong 👤Frederik i 📌Norden!
Odelsmanden til den 📌Kildevang;
Thi, Kong 👤Fredrik! det er Dine Frænder,
Fra hvis Grave sig nu Staven vender;
Hvad den ristede i Smil og Graad.
Deres Kaar det var, og Deres Daad.

3

Konge! see! jeg stædes for din Throne,
Fløtter frem mit Kvæde, som jeg maa,
Ei det gaaer paa Drapers høie Tone,
Dog, o Drot ! Du Flokken ei forsmaa!
Thi som 👤Eivinds og som 👤Thjodolfs Vise
Saga skal engang dog Flokken prise,
Thi sandfærdig den, paa gammel Sæd,
Viser Vei til Kongers Leiested.

4

VIIKonge mild! lad det dig ei fortryde!
Skjalden har paa Dine Fædres Grav
Deres Dyd men ogsaa Deres Lyde,
Dristig tegnet med sin Præstestav;
Og naar Skygger vilde ham forfærde,
Tænkt paa Gud og 👤Christian den Fjerde,
Tænkt om Kongen over 📌Daneland:
Han er Søn af 👤Fjerde Christian.

5

Ja forvist, 👤Kong Frederik den Sjette!
Sattes du i 👤Fjerde Christjans Sted,
Give Gud! jeg turde Dig forjætte,
Hvad Han lovede Kong 👤Christjans Sæd;
Fredegod og under Blomsterkrone
Fast ved Ham at sidde paa Din Throne,
Og opreise for Hans Navn et Hus,
Høit paa Bjerg, paa Afgudstemplets Grus.

6

VIIIAk! dertil det synes ei at tegne,
Spiret synker jo i Mandeblod,
Fjendesværd jo blinke allevegne,
📌Dovre! det jo giælde skal din Rod,
Herrarne vil lokke eller røve
Hellebarden fra den norske Løve,
Unde Dig forvist, Kong Fredegod!
Kun en Stol foruden Ryg og Fod.

7

Dog, for Stolen vær kun aldrig bange!
Stoel paa Ham som reiste den i 📌Nord!
Stoel paa Ham, som hjalp saamange Gange
Dine Fædre ved sit Almagts Ord!
Fast ved Ham, og ei ved Dine Hære
Skal den staa, og vidne, Gud til Ære:
“Stærk er Herren, og Hans Miskundhed
Sig forherliger i tolvte Led”.

8

IXJa, o Konge! kom ihu Din Navne:
👤Frederik, den 👤Fjerde Christjans Søn!
Kom hans Skib dog ei til Godehavne,
Trods hver Læk og Stormens hule Drøn?
Herren sørger” var hans Svar til Dragen,
Herren sørged for at 📌Trøndelagen,
Meer i Slægt med 📌Dovre end med 📌Kiøl,
Blev hos 👤Fredrik med Halei og Døl.

9

Ja, o Konge! lad kun Herren sørge!
Slaa til Ham kun trøstig al Din Liid!
Tidender Man da fra Dig skal spørge,
Store, som fra gamle 👤Fredriks Tid,
Da jeg tør i Herrens Navn Dig borge
For Din 📌Dannemark og for Dit 📌Norge;
Ja for 📌Skaane, 📌Halland, 📌Bahuslehn,
Brudte Stykker af Din Mark og Steen.

10

XJa, o Konge! Meer end Magt og Vælde
Himlens Gud Dig gav til Arvelehn:
Du opreise skal paa 📌Christjansfjelde
Herrens Huus alt som en Fredrikssteen;
Kongen, som til Himmeltemplets Ære,
Kirken høit paa Hænder monne bære,
Det er Dig, ja Dig, Kong Fredegod!
Rosenskud af 👤Fjerde Christjans Rod.

11

Ja, Dit Spiir skal grønnes som en Palme,
Skyde Blomster som en Aaronstav;
Hamres skal til Dig af ædle Malme
Hæderskronen, som den Rige gav
Til den Drot, der vilde trøstig byde
Rosenbækken som en Laug at flyde,
Luttrende, og kvægende derhos,
Over Stub og Lyng og Klippemos.

12

XI Saa, Hilsæl! Kong 👤Frederik den Sjette!
Sat af Gud i 👤Fjerde Christjans Stæd!
Gud skee Lov! at jeg tør Dig forjætte,
Hvad Han lovede Kong 👤Christjans Sæd;
Fredegod, og under Blomsterkrone,
Fast ved Ham, at klæde 📌Nordens Throne,
Og opreise for Hans Navn et Huus
Høit paa Bjerg, paa Afgudstemplets Grus!

13

Kast da kun, o Drot! paa Gud al Sorgen!
Han har sagt, Han sørge vil for Dig.
Kom ihu, at det er Jul i Morgen!
Sødt da toner det fra Himmerig,
Ja til Hyrderne et Englekvæde
Toner sødt om Frelse, Fred og Glæde.
Gak med Hyrderne til 📌Bethlehem!
Glad da hjem Du vist skal gaae med dem.

14

XIILad da kun den Løve og de Ørne
Have Mod paa 📌Danmarks Hjerteblod!
Vinden snart skal fra et andet Hjørne
Vifte saa, at de faae Bod for Mod,
Naar for Løven paa sin Ørnevinge,
Elveløven maa sig selv forspringe;
Og naar Ørnen med sin Løvetand
Flækker Ørnene, som Kiølen Vand.

15

Dog, o Konge! til Dig taler Præsten,
Ikke sine men sin Herres Ord:
Frelsen ei fra Østen eller Vesten
Vente Du, og ei fra Syd og Nord!
Støt alene Dig ved Bibelstaven!
Hold den trøstig over 📌Trøndelaven!
Giv ei Hunde Helligdommen fiin!
Kast ei Perlerne for Skovens Sviin!

16

XIII Dagen hælder nu, og Timen skrider,
Fra Din Hald jeg gaaer til Juleleeg,
Det skal skues i de sidste Tider,
Om med Løgn jeg Dannerkongen sveeg.
Jeg har sjunget hvad jeg aldrig vidste,
Men jeg saae og Staven maatte riste,
Bævende frembærer jeg min Sang,
Men det leger i mig ved dens Klang.

17

O! foragt ei denne sære Stemme!
Det er underligt at være Skjald,
Røsterne fra Oven vi fornemme
I det hemmelige Tonefald,
Hvad vi sige, selv vi ikke vide,
Men o vee den Skjald som vilde stride!
Herren selv maa sine Ord forstaa,
Han har skabt, hvad Skjaldeøiet saae.

18

XIVGak, o Drot! til dine Fædres Grave!
Følg min Sang til 📌Rosens Kildevang!
Sødt det aander i den Kirkehave;
Du i Aanden skal forstaa min Sang;
Salvet skal Du under Chorets Bue
Herrens Lignelse og Syner skue;
Til Kong 👤Christian den Fjerdes Aand
Din skal knyttes med et evigt Baand.

allerunderdanigst

N. F. S. Grundtvig,

Capellan.

Juleaften 1813.

1 Hil dig 📌Roskild! ja hilsæl
📌Hellig Korses Kongekilde!
Tidlig sprang du af dit Væld,
Gid du og hentørres silde!

Ind til 📌Leire bugted sig
Fra det gamle Hav en Vig,
Den var kun et Kæmpevad,
Der kun Snekken smal og flad
Under Aaren kunde glide,
Eeg og Bøg kun ved dens Side
Voxte mellem vilde Blommer.

Ind til 📌Roskild Fjorden bred
Bølgede i gamle Dage,
Og ad den saa prud indskred
Under Seilet gyldne Drage.

2Sjelden nu, du gamle Fjord,
Man beseiler dine Vande,
Vi har megen Last ombord,
Kunde let paa Stenen strande.
Heller paa det vilde Hav
Vil vi dristelig omfare,
Ovenpaa den aabne Grav
Svømme Ting saa dyrebare,
Som kan Tunge, Næse, Øie,
Øre, Krop og Sjæl fornøie.
Alt vi kan os for vor Last
Købe, som vi maa, i Hast,
Og forlise vi tilsidst,
Al vor Last vi har opskrevet,
Og der staar i Regnebrevet,
Den skal os betales vist,
Thi Procenten har vi givet,
Hvis vi da kan bjerge Livet,
Har vi vundet, hvad vi fik
Haverert før vi forgik;
Kan vi ikke, nu velan?
Sligt fortryder ingen Mand.

📌Roskild! mig dog ikke lyster
Paa det Brev til fjerne Kyster,
Vovelig at vende Stavn,
3Svælget er en daarlig Havn.
Ei for grund er mig din Fjord,
Vil min Snekke ikke glide,
Af min Last jeg overbord
Kaster hvad jeg kan itide,
Jeg har meer end Nok igen,
Og at gaa tilbunds med den
Om det end var nok saa silde
Det betaler sig kun ilde.
Ej jeg frygter gamle Trold,
Ingen Tiende jeg ham loved,
Jeg har intet Helgenhoved,
Men jeg har et Slangeskjold,
Naar han speiler sig, jeg veed
Hylende han farer ned
Hvor jeg ei har Lyst at komme,
Naar min Seiletid er omme.
For den Steen, Man raaber paa,
Er jeg ei det mindste bange;
Strande vil jeg ei, men staa,
Bedre kan Man ei forlange;
📌Ararat er Stenens Navn,
Der Man sidde kan i Stavn
Rolig, til igen, som før
Jorden vorder reen og tør,
Til vi se i favre Vaar,
4At den Steen, hvorpaa vi staar,
Meer end hele Kloder veier,
Ja, at Alt om den sig dreier,
At den er de Vises Steen,
Som forgæves Mangen Een
Søgte mellem begge Pole,
Søgte i den sorte Skole.
Ja, alt her vi komme efter
Stenens underfulde Kræfter,
Pral er Daarskab, men ifald
Endelig det være skal,
Kan med 👤Bøhme, 👤Theofrast,
👤Dippel og hver ny Bombast
Vi omkap som Karle prale
Og endda kun Sandhed tale.
Kun om Ondt at sige Godt,
Kalde Synden gjort i Gud;
Med hans Ord at drive Spot,
Og det Fjendskab slette ud,
Som er mellem Lys og Mørke,
Kan vi ei med al vor Størke,
Slige Ting vi vil og maa
Lade Satan prøve paa.
Men at have Gud for Øie
I det Dybe og det Høie,
Kalde Blomster op af Muld,
5Gøre Steen og Bly til Guld,
Og med Blomstens Honningsaft
Blande Vandets skjulte Kraft,
Lokke, hvad vi kalde paa
Saa det til os komme maa,
Det er Ting, som vi forstaa.
Saa ieg ogsaa, om jeg vilde,
Kunde, 📌Roskild, af din Kilde
Mane op den skjulte Kraft,
Blande den med Honningsaft;
Lade den i Bægret bruse,
Og med mig en Skok beruse.
Hvis jeg vilde, men o nei,
Maner, Troldmand er jeg ei;
Sagtelig, som det sig sømmer,
Jeg paa Stenen til dig svømmer,
Barnlig jeg til Gud vil sukke:
At Han vil dit Væld oplukke,
At Han vil i Bægret skænke
Baade mig og Mænd paa Bænke,
Naadelig en Lædskedrik;
At paa deres gamle Stade,
Blomsterne med favre Blade
Kneise maa og dufte sødt,
Som en Krands sig flette sammen
Til Hans Pris og Ære! Amen!
6📌Galilæas Bæk skal gaa”
(Saa lod Gud Profeten spaa)
Over Sletten ud i Strand,
Da skal læges Havets Vand;
Rundtomkring de lægte Vande
Skulle favre Træer stande,
Visne skal ei noget Blad,
Frugten være skal til Mad,
Bladene til Lægedom,
Thi den klare Bæk udkom
Fra min høie Helligdom;
Ogsaa hid til høie 📌Nord
Ind fra Havet kom en Fjord,
Og omkring de lægte Vande
Saaes favre Træer stande;
📌Roes Kilde! Lægedom
Og i dig fra Havet kom.
Det var spaaet: den Tid skal komme,
Da, som favre Rosenblomme,
Ørken skal i Blomster staa;
Ogsaa her det Syn Man saae,
Rosen blomstrede i 📌Nord
Purpurskøn ved 📌Isefjord,
Duften blev til Aandens Føde,
Bladene til Lægedom,
Thi det Vand som gav den Grøde,
7Udaf Guddomsvældet kom.
📌Roes Kilde! du er døbt,
👤Krist paa Korset dig har købt,
Hedningnavnet klæder ilde;
Du er døbt til 📌Rosenkilde.

Hil dig 📌Roskild! ja hilsæl!
📌Hellig Korses Rosenkilde!
Herlig sprang du af dit Væld,
Gid du maa udtørres silde,
Gid din Bølge sig maa velte
Kvægsom over ganske 📌Nord,
Til, naar Elementer smelte,
Som en Damp du med din Fjord
Stiger did, hvorfra du kom,
Synker i Guds Helligdom!

Dog, din Tid den er vel omme,
Kildens Kræfter ei sig te,
Intet Øie io kan se
Nu i 📌Nord din Rosenblomme.
Bispegaard og Kongeborg
Har din Datter dig jo røvet,
Som en Enke du i Sorg
Grædende kun kysser Støvet.
Støvet af dit Rosenblad,
8Og af lange Kongerad:
Bladene, som fulde af
I din store Rosengrav.
Skal da nu dit Navn du miste,
Maa du nu som Lig i Kiste
Skifte Rosen om med Ro?
Nei, de Træer, som opgro
Paa det helliggjorte Stade
Miste aldrig deres Blade;
Naar de kolde Vande isne,
Kan det lade, som de visne;
Man i Gravens Ormekule
Kan dem sænke, kan dem skjule;
Men som Helgenbeen de sove,
Ingen Orme sig tør vove
Til de friske, favre Løv,
Som ei smuldre kan til Støv,
Som i Graven end beholde
Lægedommens skjulte Kraft.
Ikke altid skal du græde,
Lad kun Støvet være Støv;
Stundom risle du med Glæde
Over dine Rosenløv,
Synge Ham en Aftensang
Af hvis Helligdom du sprang!
9📌Roskild! kom engang ihu
Sære Sagn til Fryd og Gru,
Som en gammel Sagastav
Risted paa din 👤Villums Grav!
Der de vantro Præstemænd
Grove Liget op igjen,
Duftede hans Kaabe fin
Alt som Rosen og Jasmin;
Men for vantro Præstemænd
Kun af Svovel lugted den,
De den kasted med Foragt,
Gnede Duften af med Magt,
Mente at med Lud og Vand
Slukkes kunde Helveds Brand.
Dog det Haab, som Boblen brast,
Og de arme vantro Klerke
Andet fik med Sorg at mærke;
👤Herman sad i Præstemøde
👤Biskop Absalon saa nær,
Onde Ild tog til at gløde
Pinlig i hver Næsebor,
Mæle kunde han ei Ord
Og opbrændt af Helvedflammer,
Sank han ned i Grav med Jammer;
👤Arnfast paa Sotteseng
10Ynkelig sig maatte klage,
At han i de sunde Dage
Drev med Himmelduften Spot.
👤Isak saae de Andres Plage
Gjorde Bod for Naadens Stol,
Dog hans Legem maatte bøde,
Det hensvandt som Dug for Soel.
📌Roskild, kom du kun ihu
Gamle Sagn til Fryd og Gru!
Om din Rose er det sagt,
Den er og i Graven lagt;
Men sin Duft den himmelsøde
Sender den os end imøde;
Duften kan de Matte kvæge,
Kan de syge Hjerter læge;
Selv de Vantro maa fornemme
Hvor den søde Duft har hjemme;
Ak, men dufter den omsonst,
Lugte de kun Svoveldunst,
De i Lud og Vand sig tvætte,
Intet Bad og ingen Konst
Dog imod den Svoveldunst
Mægte Noget at udrette,
Og tilsidst de maa med Jammer
Bade sig i Svovelflammer.
11Vi, o Kristne, ville glade
Hjertet for den Duft oplade,
Men hvor er den bedst at mærke?
Mellem Konger? mellem Klerke?
Hvor mon ligger, hvor mon staar
Kildens rette Rosengaard?

Kongeborg! du sank i Støvet,
Al din Glands og Pragt berøvet;
Hvis end Duft fra Gruset kommer,
Er den ei af Rosenblommer.
Tit af Horne og af Lur
Røstet blev din stærke Mur,
Meer dog af letfærdig Sang
Over Hofmænds Drikkebord,
Og af Ederne som klang
Mellem løs og raadden Tale;
Allermest i hule Sale
Dønned onde Kongeord,
Skøndt de hviskedes saa stille,
Røsted de dog Mur og Pille,
Og en myrdet Konges Rallen
Styrtede omsider Hallen.

Ja, du sjunkne Kongeborg!
Saga taler end med Sorg
12Om de fire Gæstebud,
Som de fire Hjørnestene
Skøde under Borgen ud,
Og det femte som allene
Dømme maatte beste Hald,
Spaa den Undergang og Fald.

👤Tveskæg! i det første Gilde
Du en Fader myrde vilde.
Palnatoke! Gud kun veed
Om for dig Kong 👤Harald segned
Om for venlig jeg dig tegned,
Hvad du var, for Hvad du streed;
Men af 👤Svend, din Fostersøn,
Du fortjente bedre Løn,
End det Malm han dig lod veie;
Ingen turde dig det faae,
Men paa Spydes skarpe Leie
Dog en myrdet Gæst man saae.

Ogsaa du hin rige 👤Knud
Gjorde her et Julebud.
Siig mig, var ei Vinen god,
Siden du dig vilde lædske
Med saa dyrekøbt en Vædske:
Med din Svogers Hjerteblod?
13Søn af 👤Ulf! da du blev vred,
Nok en Hjørnesteen udskreed.

👤Magnus! i de fire Dage
Der du lurede paa 👤Knud,
Da skød du den fjerde ud,
Som end ene var tilbage;
Her den Djævel blev undfangen
Som blev født ved 📌Haraldstad,
Rosen da i Kildevangen
Sammenrullede sit Blad,
Brat nedfaldt din Søn i Hallen,
Og dens Mure ved hans Rallen.
Ja, ved Frændesvig, o 👤Knud!
Faldt du i de samme Sale
Hvor din Fader 👤Hellig Knud
Skuffede ved Slangetale,
Hvor han listig Brynjen skød
Fra det Bryst han vilde saare.
Dog, 👤Svend Grathe! tifold Død
For din Daad jeg vilde kaare,
Thing med Bondemænd at holde.
Holdt din Ære du for nær,
Men at myrde Frænder bolde,
Det var dig en Herrefærd.
Opad Bakken tog du Flugten
14For at slippe Bondelugten,
Lugter Frændeblod da bedre
End lidt Dunst af Køer og Vædre?
Høit du krøb i Velmagts Tider,
Lavere du krøb omsider,
Der du krøb paa Haand og Fod
Over Hængedyndets Gynge,
Drot, da fikst du Bod for Mod,
Da blev Kronen dig til Tynge,
Ydmyg som din egen Svend,
Med de ringe Bondemænd
Gierne da du tale vilde,
Men da var det alt forsilde,
Bondeøxen svared dig,
Og dit røde Kongelig
Fik, hvad Kongemord er værd,
Fik et Asens Jordefærd.

Borg, for Intet ei i Støvet
Sank du, al din Pragt berøvet,
Uglen tuder paa dit Grus,
Sorte Gienfærd holde Hus
I de faldne Kongesale,
Rosen dufter ei fra Dig
Kun en Dunst af Blod og Lig
Stiger op ved Midnatsvale.
15Bispegaard! har du i Eie
Den begravne Roses Leie?
Mangengang den yndig rød
Blomstred i din Haves Skød,
👤Villum, 👤Eskild, 👤Absalon
Pleied den med venlig Haand;
Søn af 👤Jakob, Søn af 👤Stygge!
I saae Brodersværdets Skygge
Svæve over 📌Lunde-Kor,
Der det rasede i Nord,
Gru jer drev fra Stol og By,
Hyrder, som for Ulven flye
Tør og vil jeg ei berømme,
Men en Anden maa jer dømme.

Mindes maa jeg dig, 👤Niels Skave!
Hvad du planted i din Have
Var vel neppe Talen værd,
Siden Saga tier kvær;
Men du har en Bautasteen
Som ei mange Kongebeen,
Du en Kirke bød den være
Til en hellig 👤Sofrens Ære;
(Kære! hvorfor ei til Guds?)
Som en Skygge af St. Luds
End i 📌Holmistorp den staar,
16Som den stod trehundred Aar,
Gudelig var vel din Hu,
Siden Stenen staar endnu.

👤Lave Urne! Rigens Handel
Var dig meer end Bispevandel,
Blomsterne jeg saae dig ryste
For en faver Dronnings Fod,
Ei med Duft mig kan forlyste,
Ei de randt af Rosenrod.
Nei du verdenskloge Mand,
Du kun havde lidt Forstand,
Eller og du fik den silde,
Paa Guds Blommer, thi du vilde
Som et Ukrud luge op
Hvad just var en Rosenknop.
Plukked du de sidste Blade
Af det gamle Rosentræ,
Var de som din Kaabberplade
Ei til Duft men kun til Læ,
Eller hvis en Duft heel svag
End de gemme til din Ære,
Maa den søges, maa den være
Under Kirkens Kaabbertag,
Det du lagde, og derinde
Skrev du ham et lille Minde,
17 Hvem et stort, med gæve 👤Kristen,
Du lod prænte i 📌Paris;
Tør jeg tro dit Ord paa Kisten,
Døde du paa luthersk Viis:
Som en Synder du Guds Naade
Bad din Salighed at raade.

Ja, du Kirke, høi og prud!
Gemmer vist de Rosenskud
Som ved 📌Hellig Korses Kilde
Blomstred aarle eller silde,
Du, ja du er Rosengraven,
Skræpper ødte Bispehaven.
👤Jochum Rønnov! fy dig an!
Egner det en Riddersmand?
Haven leied du for Guld,
Plantede i viet Muld
Urter kun som kildred Ganen;
Hørte du da ei hvad Svanen
Sang om Rosen purpurrød?
Jo, du hørte det forhærdet
Taalte den selv ei ved Gærdet,
Der du saae den livlig skød;
Ønsked før, jeg veed ei hvilke
Torneskud end Rosenstilke.
Du foragted Rosens Blad,
18Men saa høit dog voxte Stilken
At den naaed dig paa Bjelken
Hvor du feig storagtig sad.

Bispegaard! ei dine Vægge
Smuldrede i røde Bække,
Derfor ingen Ugler tude
Over dig, som hisset ude;
Hvad i Grunden du attraade,
Hvad engang din Reisning spaade,
Blev du; end i denne Stund
Kneiser paa din gamle Grund
Høit et kongeligt Palads.
Rosen dufter ei fra dig,
Men til sandru Mindetegn
At du gavst den Ly og Hegn,
Mens den blomstrede i Haven,
Hænger end i Luft en Bro
Fra din Sal til Klippegraven,
Ikkun halvt I ere to.

Kirke! ja kun du bestaar,
Gennem syvgang hundred Aar.
Dine Buer maatte gløde,
Der din Urtegaard blev øde.
Gud dog saae i stor Miskund
Til din Dressel og din Grund,
19Dølgede de vilde Luer,
Løftede de stolte Buer,
Lagde Aar til dine Dage;
Og der Solen kom tilbage,
Og da Kildens Rosengaard
Atter blomstrede i Vaar,
Sendte Han fra 📌Axelstad,
Og fra Daners vide Vange,
Mangt et løsnet Rosenblad,
Som i dine Altergange
Dufter end fra Marmelskrin,
Ja, hvis Duft fra kolde Senge,
Steen og Bly kan gennemtrænge.
Ak! den svandt, din favre Vaar,
Og i Høstens kolde Dage
Roser faa der er tilbage
I forgroede Urtegaard.
Vorder den nu atter øde,
Maa vel dine Buer gløde,
Da vi ei tør vente Naade,
Fyldt er vore Synders Maal,
Herren byder Luen raade,
Tænde sig et helligt Baal,
Og fra brændte Helgenbeen
Svæver da i Flamme reen
Sidste søde Offerrøg
20Over 📌Sjølunds visne Bøg.
Aldrig meer med favre Blade
Skal da Rosen have Stade
Paa din Bred, du 📌Isefjord!
Aldrig meer skal Duften kvæge,
Syge Sind og Hjerter læge,
Kirke, om dit Alterbord!
Ile vil jeg da paa Stand,
Før de værste Dage komme,
Mens endnu paa Fjordens Rand
Vifter Duft af Rosensblomme.
Naar da sidste Offerrøg
Svæver over 📌Sjølunds Bøg,
Da mit Suk, min Afskedssang
Og skal over Bøgen svæve;
Og fra golde Kildevang
Sig derop med Støtten hæve,
Hvor ei Rosen fælder Blade,
Hvor fra helligt Alterstade
Offerskaalen, aldrig tom,
Dufter i Guds Helligdom.
Rosengrav! det vil jeg haabe
Jeg dem gemmer i dit Skød,
Bittre Kalk! den Honningdraabe
Ændrer dig til Vinen sød.
Duften alt jeg kan fornemme,
21Den begravne Rose boer
Hvor sig under Buen stemme
Pillerne i høie Kor.

Skolehus! hvad vil du mig?
Ingen Tid jeg har at spilde,
Jeg det veed, at og i dig
Sprudlede en hellig Kilde;
Mangen Rose spired vist
Ved dens Kraft paa dine Bænke,
Men ei har jeg Sind ei Frist
Til dem nu at eftertænke.
Litler, I, 👤Mathis og 👤Peder,
👤Hemming, 👤Syv og hvad I heder!
I som over gamle 👤Laale
Skøde Knoppe eller Naale;
Slipper mig i Hast! thi nu
Kun til Kirken staar min Hu;
Bleve I til Roser røde,
Fandt I vel en Rosengrav,
Naar jeg fløtter rundt min Stav,
Eders Duft mig og skal møde.

Dog, det nytter lidt at stride,
Kold jeg mig dog ei kan slide
Fra mit eget Kjød og Blod;
22Stærke Baand mit Hjerte lænke
Til de gamle Skolebænke,
Som det havde der sin Rod.

Gamle 👤Otto! høit i Haven
Skinned ei dit Rosenblad,
Dog det dufter sødt fra Graven,
Sødt fra Bænken, hvor du sad.
📌Seierø! du Rosen favned
I din snævre Urtegaard,
Og din Olding end ved Navnet
Blotter sine hvide Haar:
Rosens Duft i unge Dage
Lod ham Herrens Godhed smage,
Den ham Mod og Størke gav.
Naar saa tit paa vilden Hav
Bølgerne om Byttet sloges,
Naar med Veir og Død han droges.
Den ham aanded Fred i Sind
Der han saae med Graad paa Kind,
Røveren med Kirkeran
Stævne trodsig over Strand;
Thi den hvisked: græd kun ikke!
Sølv og Guld det er jo Muld,
Brat du skal i Riget drikke
Nye Vin af bedre Guld.

23Gamle 👤Otto! tung og trang
Var dig vist din Skolegang,
Moderløs og uden Fader
Vandred du paa disse Gader;
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt.
Mægtede da Skolebogen
End at føde Skolepogen?
Arme Pebling! med din Spand
Aarle seer jeg dig og silde
Klart af 📌Hellig Korses Kilde
Kummerlig at øse Vand;
Korsets Kilde maa dig nære
Vand du maa for Brødet bære.
Underligt, at under Aag
Ei du glemte brat din Bog,
Stundom vel fra Bog og Kilde
Vandred du til lystigt Gilde,
Mens dit Rum var tomt i Skolen,
Sørgede for dig Fiolen,
Men med Strængeleg du drog
Altid hjem til Spand og Bog.
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt,
Men paa Hans, som rig til Alle
Hjelper dem, der Ham paakalde.
24Han dig hjalp, Hans Navn ske Ære!
Tornet maatte Veien være,
Kun paa Torne Roser gro.
Himmelrosen i sin Glands
Blomstred under Tornekrands.
Kun naar Jordens Torne saare,
Kan dens Tant os ei bedaare;
Da det ømme Hjerte maa
Hige did med stor Attraa,
Hvor ei længer Torne stikke,
Hvor det veed, der blødes ikke.
Denne Higen hellig klang,
👤Otto, i din Orgelsang.
Hørlig var den at fornemme,
Naar du med din Tordenstemme
Dundrede mod Folkets Synd,
Naar med Salvelse du tolked
Evangelium for Folket;
Ja, naar Tungen hørtes hige
Efter Tonen at udsige
Som din Aand undrykt fra Jord
Lytted til i Englekor.
I dit Blik den var tilskue,
Der du vendte nøgne Barm
Kæk mod den forvovne Arm
Som med Staal dig turde true;
25Der du higed sidstegang,
Paa din Længsels Vinge svang
Løste Aand sig op til Tronen,
Og istemte Engletonen.
Nu, Udsprungne! hvid du staar
I Gud Faders Rosengaard,
Som paa Jord du længtes efter;
Men af Rosen purpurrød
Gik en Duft med store Kræfter,
Gik en Kraft saa liflig sød.
📌Seierø og 📌Vallekilde
Visselig I det fornam,
Ja, om I det glemme vilde
Er der dog en Æt af ham,
Ve den, om den kunde glemme,
Hvad den haver end i Gemme!
Bjergmand af 👤Lutheri Lag!
Flink du grov i rige Aarer,
Førte frem til Lys og Dag
Guld som blinker men ei daarer,
Gemte det saa vist i Skrin,
Gemte det i Rosenblade,
Og en Duft saa liflig fin
Stiger fra den blanke Plade.
Mens min Fader, nu han staar
Hos dig i Guds Rosengaard,
26Mens han stod i Rosenskolen,
Naar i Aanden han fornam
Hvad saa tit fra Prækestolen
Aanded Fryd og Fred i ham,
Oldingen med hvide Haar
Stod ærbødig op fra Sæde
Atter som i Ungdoms Aar
Øiet tindrede af Glæde
Mere sanddru blev hans Blik,
Og høitidelig hans Tale,
Hvem det ei til Hjertet gik
Ham kan intet Syn husvale;
Talen faldt saa jævn og vægtig,
Ja i Skrifterne var han
Tro mig, en 👤Apollos mægtig,
Ja han var en stor Guds Mand.
Det skal vidnes paa hans Grav,
Ak, jeg selv det føler bedst,
Hvad er jeg mod ham som Præst.
Sukkende den Gamle tav
Satte Haanden under Kind
Indtil Ordet faldt ham ind
Som kan hver 👤Johannes trøste:
Grib ei efter det forvoven
Som ei givet blev fra Oven!
Ja 👤Apollos! naar jeg saae
27Udi Skrinet hvor det laae
Nyt og Gammelt som du drog
Af din Forraad frem saa klog,
Som en Skriftklog Man kan sige
Var optugtet til Guds Rige,
O! da følte jeg beskæmmet
Gud mig gav et Nemme godt
Men hvor er det Lidt og Smaat,
Imod Dit, hvad jeg har nemmet,
Dog, vil Herren med mig staa,
Skal jeg se jeg dig kan naa.
Gud i mig din Æt velsigne!
Give Gud, jeg dig maa ligne!
Saa jeg Aandens Sværd, Guds Ord,
Bære maa i Sandheds Gjord,
Saa Retfærdighedens Pandser
Mod al Verdens skarpe Landser
Dække maa mit nøgne Bryst,
Saa min Gud er al min Trøst.
Gid jeg under Kirkens Bue
I din Aand maa Alt beskue,
Gid jeg tale maa, som den,
Om den var her, talte end!

Kommer Kristne, store, smaa!
Nu vil vi til Kirke gaa
28Nu da Mørke Jorden blinder,
Medens Dagen tager af
Mærkelig os Tiden minder
Alt om Død og mørke Grav;
Selv vi til det mørke Sted
Gange hen med hvert et Fjed.
Lader da os mellem Grave,
Til vor Jordefærd os lave,
Se om vi af gammelt Dødt
Lære kan at sove sødt.
Gamle Veie er de bedste
Prøvet Mand er god at gæste.
Ei for Skygger lad os flygte,
Thi med Gud maa Ingen frygte,
Mørke skjuler Jorderige,
Lysets sidste Straaler vige,
Nattely vi ei kan finde
Bedre end det er herinde
Hvor det glimrer, hvor det damper
Under Loft fra skøre Lamper,
Men det være bedre der?
Er det Loft en Himmelbue?
Er det Lys en Stjernelue?
Er det Blink et Rosenskær?
Nei, det er kun Lys, som støbes,
Det er Gibs og Glas, som købes
29 Det er kolde Farveskær,
Støv det var og Støv det er
Og naar Støvets Øie brister,
Lys og Skær og Glands det mister.
O saa er dog her langt bedre
Mellem de hensovne Fædre,
Er det ogsaa dunkelt her,
Dog et lifligt Rosenskær
Glimter mod os fra det Fjerne.
Hvidlig mild en Morgenstjerne
Skinner over hver en Grav
Hvor en Kristen sig til Hvile
Lagde med sin Vandringsstav,
Ad os sødt den monne smile,
Hvisker med en Englestemme,
Som kun Aanden kan fornemme:
Jeg har fulgt din Broder hjem.

Her, ja her er godt at være,
Alt sig løfted til Guds Ære,
Alt opløfter os fra Jord.
Se engang det høie Kor!
Det er Helligdommens Billed
Fromme Fædre her opstilled.
Glæd dig, Kristen, at ei længer
Skjul for Helligdommen hænger,
30Briste maatte det saa brat
I den store Dagens Nat,
Held os at en Præst vi fik
Som da Han med Blod indgik
Bød fra Oven Teppet revne
Gav os Lov og bød os Evne
Til i sine Fjed at stævne
Did hvor udi høie Kor
Over Herrens Alterbord
Gyldne Kerubimer svæve.
Kun som gjennem Rifter blinker
Mod os Helligdommens Glands
Men hvert Blink os til sig vinker
Som en hellig Straalekrands,
Gennem Gangene saa dunkle
Skride vi med Gud i Sind,
Klarere ved hvert et Trin
Straalerne imod os funkle,
Naar ved Korets Dør vi staa
Sukke vi til Gud om Vinge,
Støvet synker, som det maa,
Aanderne til Gud sig svinge.

Tavle, som i gylden Skrift
Tegner Frelserens Bedrift,
Stivt paa dig maa Øiet stirre;
31Maa det sig end tit forvirre
Medens Stjernelyset mat
Glimter i den mørke Nat,
Synlig er dog overalt
Han i Menneskegestalt;
Om Hans Hoved Straalekrandsen,
I Hans Aasyn Guddomsglandsen;
Naar da med sit favre Skin
Morgenrøden straaler ind
Og til os i Ordets Bolig,
Med din Skrift det er fortrolig.
Ak! men hvad er det jeg seer?
Tavle! est du her ei meer?
Jo, du er her, dog maa Sukket
Bryde frem thi du er lukket,
Eller skal jeg kvæle Sukket
Tænke, Gud har Tavlen lukket,
For at ei en vantro Flok
Skal nyfigen den betitte
Og dens gyldne Skrift besmitte?
Sukke vil jeg, som jeg maa,
Dog min Gud jeg og vil love,
Skulde Tavlen aaben staa,
Naar de spotte, naar de sove,
Nej, naar Præsten træder hen
From i Sind for Alterbord,
32Brat oplader sig igjen
Tavlen bred i Kirkekor.
Tavle som i gylden Skrift
Tegner Frelserens Bedrift,
Du os skal for Øie staa
Mens vi vandre om herinde,
Alt da skal, som Alt jo maa,
Os om Hans Bedrifter minde.

Sødt bevæget stod jeg stille,
Hvor min Fader stod og sad,
Stundom sorgfuld, stundom glad,
Medens han var ung og lille;
Ogsaa her han mangengang
Fordum gik og stod og sang,
Gik her i sin Faders Spor
Sang som han i høie Kor,
Ei saa liflig, ei saa dygtig,
Dog andægtig og gudfrygtig.
Kirken med de prude Gavle,
Kirken med den gyldne Tavle
End forlysted den Guds Mand
Der han sad paa Gravens Rand.

Sødt bevæges Mand og Kvinde
Med et kærligt Barnesind,
33 Naar Forældres Hus de finde,
Naar de sætte Fod derind;
Kristne Søster, kristne Broder!
Siig mig, hvem er vores Moder?
Heder hun ei Kristendom!
Fødte hun os ei med Smerte,
Var det ei ved hendes Hjerte
At vor Aand tillive kom?
Ty vi ei til hendes Bryst
Naar vi savne Raad og Trøst?
Glemme vi ei Sorg og Nød
Over hendes Stemme sød,
Naar hun taler, naar hun kvæder
Om de favre, hvide Klæder,
Som os skal til Guds Behag,
Smykke paa den Høitidsdag,
Naar Guldbrylluppet den Bolde
Med sin Brud vil festligholde!
Jo, o Søster, jo, o Broder!
Hun er 👤Eva, hun er Moder
Til os alle, som tør sige:
Vi gienfødtes til Guds Rige.
Hvor nu denne Kirkebue
Hvælver høi sig over Kor,
Der var hendes Ammestue,
Der fra Syd hun drog til Nord.
34Den var lav og den var liden,
Tømret op i Hast af Træ,
Gav dog Rosen bedre Læ
End de høie Mure siden.
I en Stald til Verden kom,
Han som hele Verden købte;
Vuggen var et Krybberum
Og i Klude de ham svøbte;
Dog vi Konger see at neie
For ham paa hans ringe Leie.
Ud i Verden Ordet gik,
Og hvorhen paa Jord det kom,
Altid det en Hytte fik
Til sin første Helligdom;
Hver en Hytte skulde sige:
Verdsligt er ei Ordets Rige.
Dog vi Konger se nedknæle
Ydmygt mellem ringe Fiæle,
Over Hyttens Tag de saae
Herrens Stjerne klar at staa.

👤Harald Blatan! ikkun Een
Trætten om dig kan adskille;
Tør vi tro din Bautasteen,
Det er denne hvide Pille,
Selv en Pille, hvid og stor
35Var du i Guds Kirkekor,
Rødmede kun i en Flod
Af dit eget Martyrblod,
Der din Søn med skarpe Vaaben
Skrev paa dig sin Tak for Daaben.
Skal vi tro de sorte Mærker
Trykte fast af Sagamænd
Om dit Navn med skarpe Pen,
Kun en Rad af Nidingsværker:
Frændesvig og onde Raad
Var dit Levnet og din Daad.

Han som ene veed det, tier,
Han kun raaber til os: bier!
Dømmer ei før Tiden Nogen
Jeg vil selv oplade Bogen,
Da er Mørkets Timer omme,
Da skal Alt for Dagen komme,
Lyset aabenbarer Alt.
Da skal vi det ogsaa lære,
👤Harald! hvad du vilde være;
Hvad i Mørket du bedrev.
Hvad i Herrens Haand du blev
Det har Saga os fortalt:
Der dit Sværd af Haand dig faldt
Om dit Spir sig Rosen vandt
36Ly og Læ i Ørk den fandt
Under Kronen og i Skygge
Af det Hus, du her lod bygge.
Havde du ei Rosen kær
Som dog blomstred dig saa nær,
Fik du ei ved Duft og Saft,
Ro og Gammen, Liv og Kraft,
Din var Skammen, din var Skaden.
Vi dig hilse som den første
Kristne Mand i Kongeraden,
Gud dit Støv har skænket Ære,
Os Ærværdigt maa det være.
Ingen veed hvor 👤Tveskægs Lig
Sank i Jorden eller Havet;
👤Knud, saa vældig og saa rig,
Blev i fremmed Land begravet,
Skammelig hans Kongemuld
Strøet blev som Sand paa Gulv,
Medens 👤Haralds Been saa stille
Smuldred i den hvide Pille;
Var det ei hans Fromheds Løn
Nu, saa var han 👤Thyras Søn.

Er slet Ingen da herinde,
👤Harald! af din Æt at finde?
Hist jo paa den høire Pille
37Staar en Kongeskygge stille,
Hvis er det? hvad hviler der?
Støvet af 👤Svend Danekær.
I, som efter Troner hige,
I, hvem Guld og Glands forblinde
Lægger Støvets Ord paa Sinde:
Tragter efter Himlens Rige,
Jordens Vælde varer kort,
Driver brat som Røgen bort.
Søn af 👤Estrid, kloge Drot,
Visselig dit Raad er godt,
Dødes Lærdom er den bedste,
Prøvet Mand er god at gæste.
Længe før du sank i Grav,
Gud det samme Raad dig gav:
Du det fik paa Land og Sø
I saamangen blodig Leeg,
Der din Konge, som du sveeg,
Drev dig om fra Ø til Ø;
Dog ved 📌Nisaa 👤Haarderaade
Ryddede din ganske Flaade,
Da i Baaden under Hætten
Du bad Naaden gaa for Retten,
Da du Konge ræd og halt
Blev af Kærlingtunge kaldt.
Samme Raad i faste Stave
38Sendte dig hin store Pave,
Han som raabte: kom ihu
Støv er jeg og Støv er du!

Søn af 👤Estrid! tør jeg sige,
Hvad paa Tungen længe laa:
Efter Himlens Kongerige
Du tilsidst fik mest Attraa?
Sagas Vidnesbyrd maa gælde,
Maa dig reise eller fælde.
Konge, bliv kun ikke vreed!
Du er død og vel du veed
At i døde Kongers Sale,
Tør Man frit til Smaafolk tale.
I, som leve, gid I vilde
Huske, før det er forsilde:
Smaafolk maa Man spørge ad
Hvordan I paa Tronen sad.

Se god Aften, gamle Ven!
Her vi mødes da igien,
Som vi mødes allevegne
I det gamle 📌Danmarks Egne.
Ak! her mødes vi saa silde,
Sukkende med Sagastav,
Ved den danske Rosengrav!
39Gid vi dog ved Rosens Kilde
Og hinanden glad engang
Møde maa med Jubelsang!
Her jeg i dit Hjem dig gæster,
Sig nu frem du vise Mester!
Hvad har gamle 👤Skjalm hin hvide,
Som var med ved 📌Hallands Side,
Sagt til 👤Asser Ryg om 👤Svend,
👤Absalon til dig igien?
Grumme knap er du paa Ord,
Peger paa en Grav i Kor,
Hvis er det? hvad siger den?
Kan den vidne bedst om 👤Svend?
👤Saxo! hvad? din gamle Tunge
Laver sig jo til at siunge!
Det var ret, det maa jeg lide,
Sang af dig ved Nattetide
Om en Grav i Kirkekor
Siger meer end mange Ord.


At nær ved Kirke stander Slot
Det sagtens kan sig føie,
Men Haand i Haand Man Bisp og Drot
Kun sjelden seer for Øie;
40Dog 📌Danmark saae som Ven hos Ven
👤Vilhelmus Bisp og Konning 👤Svend.
De Venner ene lignes kan
Ved 👤David og hans 👤Jonatan.

Alt med de Venner Verden saae
Saa underlig en Handel,
Hvad Verden aldrig kan forstaa,
Det er de Frommes Vandel:
De tugte mest hvem de har kær,
Det kalder Verden Daarefærd;
De følges ad i Død og Grav,
Det kalder Verden Galenskab.

Det var en hellig Julefest,
Og Kongen gjorde Gilde,
Velbaaren var hver Julegæst
Men Mangen døde ilde,
Hver Gæst blev heed af Mjød og Vin,
Det bøded mangen Ridder fin.
For Vin og Vrede vogte sig
Hver kristen Drot paa Jorderig!

Det ringed efter hellig Skik,
Det var en Nytaarsmorgen,
Og Bispen ind i Kirken gik,
41Han gik derind med Sorgen;
O vee! en Tidende saa ond
Ham bar den aarle Morgenstund.
Og 👤Villum elskede Kong 👤Svend,
Som 👤Jonatan sin Hjertensven.

Der var en Plet paa Korets Gulv,
Den var saa rød at skue,
Den kom, da 👤Knud lod myrde 👤Ulv
Alt i den Kirkestue;
Nu lavet var der rundtomkring
Af Ulvens Søn saa rød en Ring,
Vel sørge maatte Kongens Ven,
Thi Ulvens Søn det var Kong 👤Svend.

Kong 👤Svend han axlede sit Skind
Han lod sig Sværd omspænde,
Han agted sig i Kirken ind
Med Riddere og Svende;
Derinde lød en Nytaarssang,
Men huult og mat fra Kor det klang.
Om mørken Bisp og røden Flod
De sorte Klerke blege stod.

Sig føie Stunder Kongen gav,
Han vilde brat indgange,
42 Men der stod Bispen med sin Stav
I Messeklæder lange,
Han løfted Stav og stødte Pig
Mod Kongens Bryst saa dristelig.
De Frommes Kærlighed er sær,
De tugte mest hvem de har kær.

Hvad vil du Ulv i Faareflok?
Saa mæled 👤Kristi Hyrde,
Fikst du endnu af Blod ei nok,
Har end du Lyst at myrde?
Nei gak herfra, du Ildværksmand,
Og viid, du est i Kirkens Band!
Men 👤Villum elsked dog Kong 👤Svend
Som 👤Jonatan sin Hjertensven.

De Hirdmænd gik paa Bispen ind
Alt med de dragne Sværde,
Men Herrens Præst ei veeg et Trin
Han var ei at forfærde,
Guds Engle stod ham bi og nær
Og døvede de hvasse Sværd,
Han tænkte kun paa Gud og 👤Svend
Sin kære, faldne Hjertensven.

43Alt som en Støtte stiv og kold,
Og bleg som Lig i Jorde,
Saa stod enstund den Konning bold,
Dernæst han tog til Orde:
O rør ham ei, han staar i Gud,
Han staar paa Vagt for 👤Kristi Brud.
Saa maatte mod den Herre bold
Fra Kirke gaa før Messehold.

Bisp 👤Villum staar for Alterbord
Sit Kyrie han kvæder,
Kong 👤Svend han kysser sorten Jord
I Pønitenseklæder,
Der ligger han med nøgen Fod,
Hans Pude er en Taareflod,
Men hvo den meste Pine leed
Det Gud i Himmerig kun veed.

Sit Kyrie eleison kvad
Den Bisp med Graad og Smerte:
Miskund dig Herre og forlad,
Bevæg din Tjeners Hjerte!
Med Amen lød i Kirkekor:
Kong 👤Svend han kysser sorten Jord!
Fra Altret brat den Biskop gik
Med Graad paa Kind og Fryd i Blik.

44 For Kirkedør Bisp 👤Villum stod
I Messeklæder lange,
Og Kongen laa i Taareflod
Saa angerfuld og bange;
Han skjalv for Gud som hevner Blod,
Han skrifted for den Herre god,
Og naar der skriftes saa paa Jord
Da vorder Fryd i Englekor.

Du Angerstaarer har udøst,
Saa monne Bispen tale,
Af Kirkens Band er du udløst
Og Gud dit Sind husvale!
Saa tog han Kongen i sin Favn,
Velsigned ham i 👤Jesu Navn,
Og 👤Villum elskedes af 👤Svend
Som 👤David af sin Hjertensven.

Kong 👤Svend han stod i Guld og Staal
Med sørgelig Gebærde,
Saa gjorde han sit Skriftemaal
For læge Mænd og Lærde
Han Kirken gav saa rig en Bod
Og Taarer i hvert Øie stod,
Men ved det Skriftemaal i 📌Nord
Guds Engle sang et Gammenskor.

45Nu frygted 👤Svend af Hjertensgrund
Sin Gud og tog sig vare,
Og der nu kom hans Tid og Stund
Fra Verden at bortfare,
Et Tegn Man paa de Venner saae
Som Verden aldrig kan forstaa:
At følges ad i Død og Grav
Det kalder Verden Galenskab.

Bisp 👤Villum stod i Kirkekor!
Nu graver flink I Svende!
Og graver bredt, thi brat i Jord
Skal sænkes Kister tvende,
Og være vil jeg hos Kong 👤Svend
I Graven end, som Ven hos Ven.
De Venner ene lignes kan
Ved 👤David og hans 👤Jonatan.

Det klang saa hult i Koret hen
Alt fra det dybe Stade:
Vi bygge Hus til døde Mænd
Med Hakke og med Spade!
Er du deroppe død, saa tie!
Men est du levende, da bie!
De vidste ei, Man elske kan
Som 👤Villum og som 👤Jonatan.

46 👤Vilhelmus svang sin Bispestav,
Da bævede de Svende;
I grave skal i Hast en Grav
Der rummer Kister tvende!
Har Ormene kanske Jer lært,
At Alt er Tant, som tykkes sært;
Min Kiste skal i Jorden staa,
Naar de med 👤Svend til Graven gaa.

Og det var Rigens gode Mænd
De ginge med den Døde,
Den Bisp uddrog med Klerk og Svend
Det Kongeliig at møde;
Det blev saa underlig en Færd,
Han mødtes med den Herre kær,
Alt som hos Gud Man tænke kan
At 👤David mødte 👤Jonatan.

Den Bisp uddrog til Jordefærd
Med lærde Mænd og Klerke,
At Kongens Lig var brat heel nær
Han paa sig kunde mærke:
Hold stille nu, du Køresvend!
Tilfods jeg møde vil min Ven.
De mødtes, som Man vide kan
At 👤David mødte 👤Jonatan.

47Han bredte ud sit Klædebon
Og knælede med Smerte,
Mod Himlen løfted han sin Haand
Til Himlens Gud sit Hjerte;
Han bad saa inderlig og tyst,
At Engle hørte det med Lyst,
De Sjælen bar saa sagte hen;
Hos Gud den fandt sin Hjertensven!

Han hviler blødt og sover sødt,
Saa hviskede de Klerke,
At Legemet var koldt og dødt,
Tilsidst de fik at mærke,
Og med sin Kaabe med sin Stav
Hans Lig, før Kongens, kom i Grav.
De Venner ene lignes kan
Ved 👤David og hans 👤Jonatan.

At nær ved Kirke stander Slot
Det sagtens kan sig føie,
Men Haand i Haand Man Bisp og Drot
Kun sjelden seer for Øie.
Dog 📌Danmark saae som Ven hos Ven
👤Vilhelmus Bisp og Konning 👤Svend;
Det end har seet et andet Par
I 👤Absalon og 👤Valdemar!


48Hvil da sødelig, Kong 👤Svend!
Hvil dig hos din Hjertens Ven!
Søge Lige altid Lige,
Hviler du i Himmerige.
Priset var du vidt om Land,
Som din Olds den vise Mand,
👤Adam drog fra 📌Bremen ind
Dig at hilse, dig at høre,
Du forlystede hans Sind,
Du fortryllede hans Øre;
Du paa verdslig Dont var klog,
Kyndig som en Sagabog.
Skal en saadan Drot sig vride
Angerfuld for Ordets Tolk,
Skal en saadan Konge lide
At udskammes for sit Folk;
Skal han, naar han staar omgærdet
Trindt af vaabenklædte Mænd,
Dog for Staven bøie Sværdet,
Skal han, som sin Hjertensven,
Saa sin Tugtemester favne,
At i Træk Man deres Navne
Skrive maa paa Sagas Ord,
At den Synd maa nævnes stor
Naar Man river selv i Graven
Kongesværd fra Bispestaven?
49Da er vist hos Drotten inde
Frygt for Meer end Kirkens Band,
Ivrig Lyst til Spir og Land
Over Stjernerne at vinde.

👤Villum, gæve, kristne Klerk!
Denne Kirke er dit Værk;
Du har ladet Grunden fure,
Du har grundet disse Mure;
Andre bygged ovenpaa,
Malm og Træ og Steen og Straa.
Ilden eders Gierning prøvet
Hædren den fra Somme røvet,
Men din Grundvold lod den staa,
Om dit Værk har Gud forkyndt
At i Ham det blev begyndt.
Tidens Bølger saae du bryde
Paa det møre Kirkeskur
Du dem tænkte Trods at byde
Med den stærke Kirkemur.
Koret pletted 👤Svend med Blod
Og med 📌Stevns, hans Kirkebod,
Vilde Koret du indhegne
Saa hver Bærsærk maatte blegne,
Dæmme for den onde Flod
Før den kom til Alterfod.
50Ja, du vilde 📌Stevens Klint
Fløtte med sit Kridt og Flindt
Hen mod Bølgen rød at staa
Som den stod mod Bølgen blaa,
At dens Bryst det immerhvide
Skulde kækt mod Staalet stride,
Som mod Storm og Hav det stred
Mens Aartusinder forleed.
End du tænkte, ved at skue
Denne favre, hvalvte Bue,
Maatte i opladte Sind
Fromme Tanker gange ind,
Om den Bue, der saa dyb
Hvælver over Jordens Kryb,
Om forborgne Lys, som luer
Over Stjerners Himmelbuer,
Om den Drot paa høien Stol
Som har Jordens Kreds til Skammel,
Skifter Tider ved sin Soel,
Evig Ung og evig Gammel,
Hvem ei Himles Himle rumme,
Som dog kærlig ei forsmaar
Hjertehytten fra i Gaar,
Han som gør Serafer stumme,
Naar de vil Hans Navn udsjunge,
Og som dog af Barnetunge
51Venlig sig bereder Pris.
Ak! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster,
Ak naar Ilden først er slukt,
Hjelper det kun lidt Man puster.
👤Villum, gæve kristne Klerk
Vented du et Underværk?
Saae du ei, da Guds Paulun
Man til Tempel maatte giøre,
Da, trods Harpe og Basun,
Døvere blev Folkets Øre,
Øiet selv fra Tempeltop
Rakte ei til Himlen op.
Tabernaklet Gud lod bygge,
Til sit Himmeltempels Skygge
Vandrende det skulde være,
Skulde Jordens Slægter lære
At paa Jord de kun er Gæster,
At hvad Rod i Verden fæster,
Planted ei Gud Faders Haand,
At den gudhengivne Aand
I sit Støv, som i en Hytte
Gennem Ørken vanker om,
Altid villig til at flytte
Hjem i Herrens Helligdom.
Ei det skrevet staar omsonst
52At 👤Bazalael sin Konst
Havde lært af samme Mester
Som optugter Herrens Præster
Templet bygged 👤Salamon
Ved vanhellig Konstnerhaand.

Dog hvad sagde Herrens Helt?
Et Palads har jeg til Bolig,
Kan vel der jeg sove rolig,
Naar Guds Ark kun har en Telt!
Ja, Profeten end Guds Vee
Raaber over hver en Alder,
Som fra Højeloft kan see
Smilende at Kirken falder.
Hør du det, oplyste Alder!
Hører du din Herrens Vee?
Nært det er, thi høit det gjalder,
Længe ei du har at le,
Som i dine Høielofte
End du leer og loe saa ofte.
Sale tømrer du til Heste,
Stalde til Guds Ord og Præste;
Vogt dig! nær ved Krybberum
Fødtes Han som fældte Dom
Over de paneelte Sale,
Over Skaren, der saa klog
53Var paa Verden og paa Bog,
Ja nedslog dem med sin Tale.
Hvad om nu med kristen Dom
Udaf Stald han atter kom?
Mener du da Sæbeboblen
Som saa stolt du stirrer paa,
Kunde for Hans Aande staa,
Naar Han kom med Kasteskovlen?
Vil du tro at dit Palads
Med sin Kløgt og al sin Stads
Kom til Veirs, men viid, hvorledes -
Som naar Avnerne adspredes.
Dog, du veed der skrevet staar:
Herrens Dag og Verdens Dommer
Som en Tyv om Natten kommer;
Derfor du paa Altret slukker
Gnisten, som end ulmer mat,
Dine Døre klog du lukker,
Lukker som for Tyv om Nat;
Herrens Lys, det vil du slukke,
Du din Gud vil udelukke.
“Alting staar og Alting gaar
Nu i mange tusend Aar
Efter samme Lov og Skik
Som i Skabelsen de fik;
Se om Han i Skyen kom,
54Som der staar, at holde Dom?
Saa i dine høie Sale
Klinger din forvovne Tale
Alt som Guds Apostel skrev
Til dig i sit Varselsbrev.
Trods kun du, og luk kun i
Hjertets Dør og Herrens Tavle
Lad ei Overtro dem avle;
Tro paa Det som er foroven,
Over dig og over Ploven
Tæt du lukke! klog du lamme
Sidste Tunger, som end stamme
Høitidssang om din Forsoner,
Som hos Kraftens Høire troner
Saa han, kommende, hernede
Maa omsonst om Troen lede!
Men, naar Himlen briste maa,
Naar det gungrer under Jorden,
Mener du da Laas og Slaa,
Trodse kan Basunens Torden?
Naar hvert Øie skal Ham se,
Det som har sig fra ham svoret,
Det som Ham har giennemboret,
Mon da ei Hans Vredes Lyn
Splitte vil den Troldomstaage
Som forkortede dit Syn,
55 Som din Fyrste, Verdens Aand
Over dine Øielaage
Kaagled frem med kløgtig Haand?
Eller, naar da Taagen glipper,
Mener du de brustne Klipper,
Mener du at Kløft og Hule
Vil dig værge, kan dig skjule,
For den Glands som mørkner Solen,
For din Gud paa Dommerstolen?

Dog, hvi bruser du, min Aand?
Bølgerne kan bryde Mure,
Elvene kan Klipper fure;
Ja, naar Tidens Skjalde lege,
Faae dens Stene Liv og Sands,
De som Trolde sig bevæge
I en rædsom Dødningdands;
Men naar 👤Jesu Navn mon klinge,
Flux i Flint de atter springe.
Brus da ei, min Aand, vær stille!
Stene kan du ikke røre!
Øie! lad en Taare trille,
Thi de veed ei hvad de gøre;
👤Jesu Blod i Hjertet ei
Vil de eie sig til Fromme,
56Rasende de raabe: nei,
Lad det paa vort Hoved komme!
Brus da ei min Aand, vær stille
Øie lad din Taare trille!
Læs saa om forgangne Old
Runerne paa Sagas Skjold
Dvæl ved hver, hvis fromme Tanke
Var at puste og at banke!
Sku ærbødig Herrens Finger!
Se hvor Tiderne den tvinger,
Saa, at naar de vildest gære,
De forkynde maa Hans Ære.
Se, og tro det Ord saa stort:
Intet, som i Gud er gjort,
Kan omsonst sig aabenbare!

👤Moses! der din Lov var glemt,
Hvor blev da dens Rolde gemt,
Mon ei under Templets Buer?
👤Salamon! de sank i Luer,
Men blev ei det andet Hus
Bygget paa det Førstes Grus?
Stod ei Herrens Herlighed
Som en Mand paa samme Sted,
Hvor den som en Sky neddalet?
57Mon ei Kirkens Brædeskur
Faldet var for Staal og Lur,
Da selv i de stærke Mure
Sværdet skar saamangen Skure!
👤Jesus! der dit Ord var glemt,
Hvor blev da dit Minde giemt?
Mon ei under Kirkens Bue,
Hvor i Guld og Farveglands
Hjerterne med Aandens Sands
Af din Rose purpurrød
Kunde end et Blad beskue;
Hvor du levende og død,
Og paa Tronen i det Høie
Stod afskildret for hvert Øie;
Hvor blev Herrens Ord bevaret,
Hvorfra blev det aabenbaret?
Maa ei Saga os fortælle
At det laa i Klosterselle,
At fra dunkle Munkevraa
Maatte Lyset klart udgaa?
Støtted sig ei Munkebur
Til den stærke Kirkemur?
Kirkegrund og Klostergrus!
Var det ei paa jer Man saae
Reist og fast i Tider staa
Præstegaard og Skolehus?
58👤Villum, gæve, kristne Klerk!
Vær velsignet for dit Værk!
Vist din Kirke var en Klint
Imod Verdens Bølgegang,
Under Staalet af dens Flint
Mangen herlig Gnist udsprang;
Luften under hvalvte Bue
Livnede den matte Lue,
Og et Blus Man end enstund
Saae i 📌Roskild og i 📌Lund.
Dog ved dem sig ei lod tænde
Hellig, stadig Alterild,
Ak! i Blæst de maatte brænde,
Luen blev saa rød og vild.
👤Eiegod og 👤hellig Knud
Var kun favre Stjerneskud,
Det kun lod som om igien
Kom 👤Vilhelmus og Kong 👤Svend
I det stolte Vennepar:
👤Absalon og 👤Valdemar.
Nu var Enden kommet nær,
Bispestav var blevet Sværd;
Ved en Stav og af Guds Ord
Ei fra Kirke, ei til Bod
Konger meer sig drive lod,
Hyrden spændte Sværd i Gjord,
59 Tog den haarde Brynje paa;
Han ei længer turde slaa
Ulven med sin skøre Stav;
Ræd han under Kaaben dirred,
Naar de hvasse Sværde klirred,
Kun i Spydet sad hans Mod,
Thi ei meer i Gud han stod.
Brat han glemte Gud og Hjorde;
Først for Landet, saa paa Vagt
For sit Rov og for sin Magt
Blottede den Biskop Kaarden.
Ak! naar Kirken drager Sværd
Staar i Tvivl den Svælget nær.
Klippe! du et Speil er vorden,
👤Peder! du i Urtegaarden
Drog for Gud dit Sværd saa brat
Nægted Ham den samme Nat.
👤Eiegod i 📌Griklandshavet
Under Korset er begravet;
Hist i 📌Ringsted over Frænder
👤Hellig Knud maa folde Hænder.
👤Valdemar og 👤Absalon!
Eders Lig er ei herinde,
Skørt var eders Vennebaand,
Brast, da ret det skulde binde;
En i 📌Ringsted, en i 📌Soer
60Enlig sænkedes i Jord,
Gud kun veed om hist i Gammen
Eders Sjæle bleve sammen.

Sært dog var det, om herinde
Ei et Vidne var at finde,
Om det Skin, som her fra Kor
Udgik over ganske 📌Nord.
Jo, et Vidne maa her findes,
Ei om enkelt Mand og Id,
Men et Vidne, som kan mindes
📌Danmarks hele Kildetid.
Dog, kanske har Tiden glemt
Hvor sin Tunge den har gemt?
Rigtig, Ingen veed at finde
Gamle 👤Saxos Støv herinde,
Det er ret, som det var blandet
Med hver Ædlings Støv i Landet,
Om hans Støv og hans Bedrift,
Sees kun Mindet her i Skrift.
Som det gik i dette Stykke
Dig, vort 📌Danmarks Kongesmykke!
Gik det dig i alle Dele,
Du tilhører kun det Hele!
Ingen Mand kan tale ret
Om din Alder By og Æt,
61Og for os din Sagaskrift
Er din eneste Bedrift.
Stor er den, det man vel sande
📌Leiregaard og 📌Roskildstad
Hælvden af den Kongerad
Som har sidt i 📌Nørrelande,
Ja, det sande maa enhver
Som har Moder 📌Danmark kiær.
Uden dig vi maatte skue
📌Danmark som en Myretue
Under 📌Norrigs Kæmpefjeld,
Uden dig Man skulde mene,
At i 📌Nord kun mellem Stene
Sprudled Aandens Kildevæld,
Uden dig Man skulde tro,
At i 📌Sjællands favre Lunde
Ingen Blomster trives kunde,
Men kun Eeg hos Bøgen gro,
Ja at aldrig Nattergale
Slog i 📌Sølunds Sommersvale.

Søde Slag fra Bøgelund
I den svale Aftenstund!
Sødt og vaandelig i klinge
Som naar Fugl med sænket Vinge
Synger sorgfuld paa sin Kvist
62Om sin ødelagde Rede,
Om hvordan med Vold og List
Fienderne den sønderslede,
Om hvert Kuld som høit fra Bøg
Svang sig over Mark og Enge
Blev et Rov for Falk og Høg
Og for spændte Buestrænge.
Aldrig dig, du gamle Fugl
Fandt vi i dit Bøgeskjul,
At den gamle Fugl paa Kviste
Var vor Moder vi ei vidste,
Hvis vi ei paa Sagas Tavle
Hende saae de Kuld at avle
Om hvis Flugt og Undergang
Vaandefuld paa Kvist hun sang.
👤Saxo! i din Sagabog
Har du Fuglen tegnet af,
Som ved sine Ungers Grav
Søde Sørgetriller slog,
Ved din Kæmpegrav vist klang
📌Dannemark, din Kæmpesang.

Hav da Tak, du gamle Klerk
For dit gæve Billedværk!
Dog, hvor Sang fra Hedenold
Klang om Hading, Gro og Skjold
63Frode med hans Gyldenringe
Fridleift med sin Snekkevinge,
I de Lunde, paa de Marke
Hvor Stærkodder, Hjalte, Bjarke,
Stod og faldt som Egeblokke,
Men som Bjørne slog og foer,
Brummede i store Flokke
Om hvad de bedrev paa Jord.
Der, hvor 📌Nordens Primas sad,
Der hvor Knuder og hvor Svender,
Hviderne, de mange Frænder,
Færdedes og stred og bad,
Hvor Man efter tusind Aar
Under Ploven end om Vaar
Bjelken fandt som kunde ligne
Den som bar hin lille Signe: -
Der det sig vel maatte føie
At en Mand fik Haand og Øie,
Til slig Færd med Sagastav
Bredere at ridse af,
Til paa Tavlen at forsamle
Mandelignelser i Rad
Som alt hver for sig de Gamle
Tegned paa det løse Blad.

Men, o 👤Saxo! hvorfor vilde
Tid og Flid og Kløgt du spilde
64 Paa at grave 📌Danmarks Guld
Ned i stenet Romermuld?
Lad dets Gravskrift paa Latin
Klinge kostelig og fin,
Den kun Daarer kan erstatte
De i Grav forlorne Skatte.
Kunde du da ei fornemme
Det var Synd at indeklemme,
Rimene som gik i Flok,
I den snevre Romerstok?
Kunde ei den danske Tunge
Tale, da den kunde sjunge?
Havde Saga vel behov
Ved sin Tunge sig at skamme,
Hvis hun havde end den samme
Som hin kvemmelige Lov?
Skænde maa jeg, gamle Klerk
Paa dig selv og paa dit Værk,
Som paa Valdemarers Alder
Gylden er den Tid jeg kalder,
Da sig lagde selv i Grav
📌Dannemark med Sværd og Stav,
Da for Klerke, ei for Folket
Landsens Krønike Man skrev,
Da til Stads Man fint udtolked
Paa Latin hvad Danske drev:
65Meen ei, 👤Saxo, det er Had;
Venlig vi jo allevegne
Mødtes rundt i 📌Danmarks Egne,
Venlig vil vi skilles ad.
I dit Hjem, og over Støvet
Som tilhyller Rosenløvet,
Dansk og trofast Broderhaand
Rækker jeg med Vennetaarer
Dig og bolde 👤Absalon!
Tidens Aand os alle daarer,
Og din Alders Aand i 📌Rom
Havde jo sit Fyrstendom.
Hvis, naar jeg er sovet hen,
Saga drages vil til Minde,
Meget hun hos mig kan finde,
Som et Sværd ved Bispelænd,
Som paa gamle 📌Danmarks Grav
Blomsterjagt og Romerstav.
Gud tilgive os, du Gamle,
Det og Alt i 👤Jesu Navn
Og i Lyset os forsamle
Naar sig vendte did vor Stavn!
Gud din kløgtige Latin
Gjorde til en Salve fin
Som bevared 📌Danmarks Lig,
Derfor Ære være Ham,
66Som veed Alt til Godt at vende!
Gierne ville vi bekiende
Os tilhører ikkun Skam.
Sov nu vel, du gamle Klerk!
Jeg maa fløtte Sagastaven,
Men naar jeg har endt mit Værk,
Kommer jeg til dig i Graven;
Som 👤Vilhelmus skrifted 👤Svend,
Skrifted jeg nu dig igien;
Ak, maaske skal vore Navne
Og engang hinanden favne.
Da i Hast med Sagastav
📌Danmarks Dagværk, du aftegned,
Solen stod i Vest saa lav,
Og i Hav den brat nedsegned.
Paa den svundne Dag tilbage
Stirred du med Suk og Klage,
Thi du saae det klart i Aanden,
Mørke Nat var nær forhaanden.
Dybt paa Held stod Kirkeklinten
Overmalet, sløv var Flinten,
Kridt du kun i Kirken fandt
Til at male hvad der svandt.
Da i Støv det med Guds Ord
Sank hos Brødrene i 📌Soer.
Ak, naar Ordets Lys er slukt,
67Løses Dragen af sit Fængsel,
Ak, naar Himlens Dør er lukt
Da fordobles Jordens Trængsel;
Ak! naar Hjertets Dør er lukt
For den søde Himmellængsel
Ak, da raadner Træ og Frugt
I det kvalme, lumre Fængsel,
Hoer og Mord og Svig og Vold
Det er Daad i vantro Old.

Her staar jeg med Sagastav,
Sukkende jeg med den tegner;
Solen staar igien saa lav,
Ak i Hav den brat vel segner.
Kirken som var sidst hernede
Var ei Klint, men Svanerede.
Den tilsyne var kun ringe,
Laa saa lavt ved Hav og Bæk,
Svanen dog med stærke Vinge
Værgede sin Rede kæk,
Dristig den paa Bølgen svam,
Men paa Landet var den tam,
Sanked nøisom op paa Jord
Smuler af de Riges Bord;
I sin Rede, paa sin Vei
Sølv og Guld den brugte ei,
68Staal og Baal den agted ringe
Imod Størken i sin Vinge;
Høit den sig mod Himlen svang,
Lokked med sin søde Sang
Folket op og Engle ned.
Ak, det er saa tungt at sige,
Hvor den blev, slet ingen veed,
Sagtens hjem til Himmerige
Favre Himmelfugl sig svang;
Da ei længer Sind og Øre
Folket havde til at høre,
Da forgæves blev dens Sang.

Anden Fugl kom nu i Rede,
Svane den og skulde hede,
Til paa Svaneviis at sjunge
Savned den dog Ild og Tunge,
Savned Kraften i sin Vinge
Til sig høit fra Jord at svinge,
Til i Strid mod stærken Fjende
Kæk at staa og Seier vinde.
Slangen flux sin Hjelp tilbød,
Fuglen fandt dens Tale sød,
Tog mod Hjelpen, gav sig fangen,
Og for Reden raadte Slangen.
69Snart det vidt om Land blev Vane
Slangen selv at kalde Svane;
Giftig Braad fik Vingerang,
Hvislen kaldtes yndig Sang;
Kogledunst paa Slangens Ord,
Kaldtes Himmerig paa Jord.

Ensom gik en liden Hob
Løftede det vaade Øie,
Lytted i det glade Haab
Sang at høre fra det Høie.
Til den lille Hob og jeg
Blev af 👤Jesu Kristi Fader
Ført paa underfulde Vei,
Sangen hørte jeg saa grant,
Saae i Reden lede Slange,
Blev dog mere vred end bange;
Slangen med Guds Ord jeg bandt
Og en Svanefjer jeg vandt,
Fjeren er min Sagastav
Og med den i Hast jeg tegner.
Solen staar i Vest saa lav,
Den vel brat i Havet segner.
Ak naar Ordets Lys er slukt
Løses Dragen af sit Fængsel,
Ak, naar Himlens Dør er lukt,
70Stor da vorder Jordens Trængsel.
Skal omsonst da Saga tale,
Skal omsonst hun Natten male?
Kommer hun omsonst ihu
Al dens Skændsel, al dens Gru?
Skal igien paa Purpurkaaben
Hjerterne i 📌Danmarks Vaaben
Rødme fult af Broderblod?
Skal igien en 👤Abel stige
Op at styre 📌Danmarks Rige?
Skal igien da Ret og Lov
Trædes under Hestehov,
Skal da Vindebro og Volde
Atter være Voldsmænds Værn,
Skal igien kun Bolt og Jern
Hænderne fra Udaad holde?
Skal da komme nu tilbage
👤Glippings og hans Sønners Dage?
Skal igien, med Haand og Fod,
Man for Sjælen giøre Bod,
Købe sig paa Sottesenge
Himmerig for rede Penge?
Eller, skal paa Kirkens Grus
Bedre Lys kanske sig tænde,
Skal kanske i Skolehus
Klart Fornuftens Lampe brænde?
71Daarer, Daarer! hvorfor vil
Øiet saa I knuge til?
Falder Kirken, maa den knuse
Alle eders Skolehuse,
Og af sine egne Dampe
Slukkes brat Fornuftens Lampe.
Mellem Spøgelser igjen
Skal I sukke Natten hen,
Thi naar Sandhed agtes ikke,
Løgnene vil Gud udskikke,
Giøre Daarerne tilskamme,
Som tør 👤Jesu Kristi Tro
Kalde Overtroens Amme.

Hvad er det, som midt i Nat
Skinner hist saa hvidt og mat?
Det er 📌Nordens Amazone
Med sin brede Trillingkrone,
Det er hendes Gienfærdsdragt,
Thi i saadan Dødningspragt
Hun i 📌Nord ved Midnatstide,
Syntes i sin Borg at skride.
Hvad vil du i 📌Roskild Kor?
Hvorfor blev du ei i 📌Soer?
Vil i Skumringen du skride
Os forbi med Varselsord,
72Melde os, hvordan i 📌Nord
Det seer ud ved Midnatstide?
Ja, gid end du kunde røre
Frit din Alabastertunge,
Gid din Røst i Døgnets Øre
Kunde som en Torden runge,
Male Timen da Guds Ord
Og Han selv var glemt i 📌Nord!
Hvilken Gru og hvilken Vee
Maatte da hver Aand fornemme!
Hærgende vi skulde see
Bækken som du vilde stemme.
Se den Abild som du rysted,
Hvor den sig med Blommer brystet,
Som den stjal fra Landets Marv;
Bægret, som du vilde bryde,
Høit at skumme, vildt at syde
Med en Drik saa heed og fiin,
Bondesveed og Kirkeviin.
Se i 📌Nordens Styrishavne
Ikkun Steen og Røverstavne.
Se dig rødmende gjengjælde
Hvad din Fader tog med Vold,
Se dig i din drømte Vælde,
Bruge Rævebælg til Skjold.
Se hvor Rigens Mænd tør drive
73Aabenbar med Loven Spot,
Se dem paa din Bøn at skrive,
At de finde nu forgodt
Nu herefter at adlyde
Hvad dem Landets Love byde.
Se vi skulde Ridderfærd,
Som er Djævlelovsang værd,
Høre Nonnerne sig jamre
Høit i 📌Dalums Klosterkamre.
Se hvor sig i Klosterkrog
Bøgerne til Biblen klynge,
Hvor selv 📌Danmarks Sagabog
Synker ned i Støvets Dynge.
Se den jydske 👤Ivar Lykke
Enlig gaae ad Kæmpevei,
Og den rustne Hjelm udsmykke
Med en liden Glemmigei!

Dog, 👤Margrete, tie kun du!
Avles ei den samme Gru,
Naar vi sanddru Saga høre
Om det Samme Tungen røre;
Naar hun vidner, at din Tid
Skammer ud din Efterkommers
At din Alder synes hvid
Mellem 👤Atterdags og 👤Pommers;
74At du mellem Paddehatte
Som en Perle er at skatte:
Da kan Intet os forfærde,
Ak, da vil vi os forhærde.
Hvo som ei vil laane Øre
Til Profeterne at høre,
Vil ei tro, om og han saae
Dødninger af Grav opstaa.

Sov da sødt bag Alterbord,
Til for Stolen du skal træde!
Gud dig i sit høie Kor
Skænke bedre Æresæde,
End du under Trillingkrone
Havde her paa 📌Nordens Trone!
Gid du maa opstaa til Dom
Med hin Sydens Dronning from,
Vidne mod den Slægt i 📌Nord,
Som foragter Herrens Ord!
Hvad du skal i 📌Roskild Kor,
Hvorfor ei du blev i 📌Soer,
Derom jeg en Røst har hørt
Som mig aldrig har forført:
Lignelsen, saa favr og fin,
Som endnu paa Kisten smiler,
Dronning! den er meer end din,
75📌Danmark der afsjælet hviler.
Rosen blomstred purpurrød
Her ved 📌Hellig Korses Kilde
Her den og, for Verden død,
Maatte bleg sig selv afbilde.
Kun omsonst i 📌Nidarosen
📌Nordens Bække sammenflød,
Luften var for kold for Rosen,
Som i 👤Olaf sig opskjød,
Den sig krymped i sin Vugge,
Den sig turde ei oplukke
For den barske Nordenvind.
Herren saae den Spædes Jammer,
Fløtted Vuggen sagte ind
I det lune Sovekammer;
Under 📌Sorøs Kirkebue
Dufter den, og hos vor Gud,
Hvor den sprang saa faver ud
Skal engang vi den beskue.
Ak, men det er tunge Dage
Naar fra Verden Herren maa
Roserne i Svøbet tage,
👤Pommer, 👤Bayer! ja vi saae
Vinteren var haard og kold,
📌Nordens Vang var blevet gold,
76Roser maatte gaa tilgrunde
Hvor kun Tidsler trives kunde.

Hvad er nu at bie efter?
📌Hellig Korses Kildevæld!
Har du mistet dine Kræfter?
Stille! fra et Gravkapel,
Giennem Sprinkelværkets Rifter
Rosenduft igien jo vifter.
Rose, duft kun sødt i Fred!
Siig os kun hvad Kilden heed
Som igien har Sneen smeltet,
Som det giennemfrosne 📌Nord
Med en faver Rosengjord
Har saa underfuld ombeltet!
Tør du Drot fra 📌Kiøbenhavn
Pege paa dit eget Navn?
Ja, det tør du, 👤Christian!
Saa heed du og saa heed den.
Syng med Fryd, du 👤Christi Ven!
Her er meer at bie efter.
Syng med dette Gravkapel:
📌Galilæas Kildevæld
Misted aldrig sine Kræfter!
Gud igien har aabenbaret,
At det under Englesang
77Af Hans Helligdom udsprang,
Atter er Guds Søn forklaret.
Kommer I, som sværge paa
Han paa Havet ei kan gaae!
Seer engang! paa Tidens Hav,
Her, paa Slægtens aabne Grav,
Her kan 👤Jesus Kristus vandre,
Han kan Havets Skik forandre.
Hvilken Tro nedsank i Havet
Og stod op som Morgenrøde,
Uden Hans, der selv begravet
Seierrig stod op af Døde?
Levende af Hvalens Strube
Herren 👤Jonas lod udgaa,
Levende af Jordens Grube
Frelseren Han lod opstaa.
Andet Tegn vil Herren ikke,
For den vantro Slægt beskikke.
👤Kristus vel ei Døden leed
Uden eengang for os Alle;
Dog Man død Ham maatte kalde
I hans egen Menighed,
Da Han død paa Korset hængte
Rundt i Kirkens Helligdom,
Da det lod, som om Han trængte
Til Statholderen i 📌Rom;
78Da Man udi Verden trindt
Ledte, tiggede og stred
Om en Nagle, om en Splint
Af det Kors, hvorpaa Han leed.
Giemte udi gylden Skrin
Traade af Hans Jordelin.
Saa Man kun med Vemodstanker
Visnede Kiærminder sanker,
Om en elsket, jordet Ven,
Ei om Ham, som over Solen
Straaler klar paa Guddomsstolen.
Som en Martyr, laa Han end
Under Mulde uopstanden
Hans udfarne Helgensjæl
Var i Himlen som en anden,
Derfor Man med Sværd og Stav
Søgte Ham i tomme Grav
Som dog er hos sine egne
Alle Dage, allevegne;
Derfor skulde alle Dage
Han sin Offerdød gjentage,
Herrens Blod ei syntes Nok,
Men den hele Helgenflok
Skulde hjelpe Ham at sone;
Herrens Bøn ei syntes Nok,
Men den hele Helgenflok
79Skulde bede for Guds Trone;
Derfor Alt end ei forslog,
Men til Hjelp de Arme tog
Eget Værk og Legemsbod,
Munkebøn og eget Blod;
Alt dog kunde ei oplukke,
Himlens Dør, og Skærsild slukke
Og til Satan Paven skrev -
Venligt Anbefalingsbrev.

Ak, da maatte vel, som før,
Jordens fromme Kvinder sørge,
Sukke dybt til Gud og spørge:
Hvo skal velte Stenen af,
Som tillukker 👤Jesu Grav?
Maa hver Kristen ei med dem
Stirre, studse, undres, bæve,
Taarefulde Øie hæve
Takkende til Lysets Gud,
Naar han hen til Graven træder
Finder der kun Jordeklæder:
Kors af Farve, Træ og Steen,
Billeder og Helgenbeen
Med det fule Kistelaag:
Afladsbrev og Messebog;
Naar han for sig skue maa
Frelseren forklaret staa!
80Hvem har væltet Stenen af
Som tillukte 👤Jesu Grav?
👤Luther - hvem? o, kig dog ind
I det dunkle Klosterkammer,
Se den Mand, saa syg i Sind,
Hvor han vrider sig med Jammer.
Verden med sin Kløgt og Pragt
Han et tungt Farvel har sagt,
Kun til Graven staar hans Hu,
Men ham Døden er en Gru,
Dag og Nat han vrider Hænder,
Taareløst hans Øie brænder,
Dag og Nat han klage maa:
Ak, naar Regnskabsdagen kommer,
Hvilket Støv kan da bestaa
For den strænge Jordens Dommer?
Det er 👤Luther, var det ham,
Denne Krøbling, ræd og lam
Der som Helten over Helte,
Kunde Kæmpestenen velte?
Han, som mægted ei at rokke
Stenen i sin egen Barm,
Skulde mellem Vogterflokke
Løfte hin med vældig Arm;
Han som skjalv for Lovens Torden,
Skulde han bevæge Jorden?
81Nei, kun Han, som over Solen
Straaler klar paa Kongestolen,
Han som skabte Jordens Helte
Mægtede den Steen at velte.
Kun den Rose der opskød
Af Hans Blod saa purpurrød,
Ikkun den i Grav var lagt,
Kristendommen kun var jordet;
👤Kristus sad med Kraft omgjordet
Paa sin Stol i Guddomspragt,
Med sit Spir han rørte Jorden
Bød den i sin Grundvold bæve,
Stenen maatte selv sig hæve;
Kilder af forborgent Væld
Sprunge ud paa Eng og Fjeld,
Rosen op af Gravens Skød
Løfted sig saa purpurrød,
Duften som et Skaberbliv
Gav igjen det Døde Liv.

📌Danmark! det var dig vi saae
Hvor du hist bag Altret laa,
Som en bleg og livløs Skygge
Med et falmet Dronningsmykke.
Hvem har siden givet Enken
82Hendes vakkre Børneflok?
👤Kristjan, mon fra Hertugbænken
Du opkrøb paa Steen og Stok?
Hvad har fæstet Kongestolen,
Saa den staar som Eeg i Skov?
Hvad har drevet hen til Skolen,
Pogene fra Læst og Plov?
Hvad har i saa stakket Tid
Avlet Sang og Kløgt og Vid?
Adelsmænd! hvad Nøgel fiin
Lukked op jert Sind og Skrin,
Svælget er jo blevet Væld,
I betale 📌Danmarks Gield.
Hvad har hvæsset eders Landser,
Hvad har hærdet eders Pandser?
Haren er jo vorden Hund,
Beder Dyr paa fremmed Grund.
Drotter bolde! kan I svare,
Og de Særsyn os forklare?
👤Kristjan! du med høien Røst
Svarer: Gud var al min Trøst;
Og din Søn gientager: viid
Kun til Gud jeg slog min Lid;
Derfor 👤Kristjan kunde du
Døende istemme: Nu -
Lader os hans Lig begrave!
83Gladelig du heden foer,
Thi du vandede paa Jord
Himmelrosen i din Have,
Gud gav Vext og herlig skød
Den fra 📌Danmarks Eng sig op
Over 📌Norrigs Fjeldetop;
Ja den blomstred purpurrød
I dit eget Hjertebeed,
Edderurterne den kvalte,
Over Svagheds Ukrud hvalte
Den sin Krone kiærlig breed,
Og din Aand sig gjennem Luften
Svang til Gud paa Rosenduften.

Er her ellers Ingen inde
Der os lægge kan paa Sinde,
Hvad i 📌Nordens Landemærker
Virkede de Underværker,
📌Danmarks favre Rosenskud:
👤Tavsen, 👤Heglund, Litler, Plader
👤Fris og 👤Trolle, 👤Skram og 👤Rud!
👤Oxe, Rantzau, Søn og Fader!
Ikke her I sank i Grav;
Hvis jeg fløtter rundt min Stav,
Jeg dog vist skal eder finde,
Paa mit Ja I sikkert ei
84Svare skal fra Graven: Nei.
Flinke Mester 👤Anders Veile,
Du som grov vor Moders Guld
Op igien af Romermuld
Saa hun der sig kunde speile;
Du som paa det hvide Blad,
Hvad hun paa det brune kvad
Eftersang, saa vi kan vide
Hendes Nød og hendes Kvide;
📌Veile, hvem din Roes du gav,
Dig sin bedste Kirkegrav
Til dit Støv igien forærte.
Men 👤Niels Hemming, du er her!
Hvad der fulgte dig herind,
Hvad der bøiede dit Sind
Til din Vittenbergerfærd,
Hvad der fostred Mænd paa Stole
I den høie tomme Skole,
Hvad der drev fra Mark og Gade
Svende til dens Bænkerade,
Hvad der størked danske Helte
Til paa Val at spænde Belte,
Til at lægge under Ø
Vakkre Kuld paa 📌Østersø;
Paa hvis Regning Man skal skrive,
At det Døde kom tillive,
85Det kan du vel sige bedst.
Du kom ind, da 👤Hans uddrog,
Før din rette Jubelfest
👤Fjerde Kristjan Spiret tog,
Over tredve Aar i Rad
Du paa Lærestolen sad,
Selv du Skolens Førstegrøde
Bar paa Herrens Alter frem,
Selv du i dit gamle Hjem
Blev tilovers, før du døde.
Du det vidned uden Svig
Over 👤Ruds og 👤Trolles Lig,
Du det sikkerlig ei dulgte,
Der du Ungersvende fulgte
Rundt i Biblens Urtegaard;
Smuldret er dit Læsestade,
Dog endnu paa bundne Blade
Glemt, men fast det præntet staar:
Det var Rosen purpurrød,
Med sin Duft saa himmelsød,
Som de Jertegn kunde virke,
Blomstrende i 📌Danmarks Kirke.

Hvis her kun en Ridder laa,
Som var med ved 📌Svarteraa,
Som beskued Manddomsværket
86Drevet under Drengemærket,
Han da vist til Rosens Ære
Skulde samme Vidne bære.
👤Daniel! hvis det er sandt
At ved Rosens Kraft du vandt,
Kunde du derom da ikke
Bud til Rosengraven skikke?
Du ei kunde det, men Gud,
👤Valkendorf er Sendebud.
Gamle 👤Axel! med dit Blod
👤Hemmings Brev du har beseiglet
Selv du saae i Bølgespeilet
At det var af Rosenrod;
Laurbærgrenen grøn og bold
Groed paa den Hede gold,
Nei, at det var Rosenkrandse,
Der sig vandt om 📌Danmarks Landse.
👤Norby, 👤Urne, 👤Skeel og 👤Lunge!
👤Skinkel, Kaas og Munk og Falk,
👤Rosensparre, Rosengaard,
Med de dybe Ulivssaard,
Ja du ganske Ridderbalk
Skulde, hvis du havde Tunge
Vel med 👤Valkendorf istemme,
Hvad først vi har lært at glemme,
Da ei meer vi det forstod:
87Tro og Bøn og Heltemod
Ere Sødskende saa kære,
Sammen vil de altid være,
Døer den ældste, snart de andre,
Efter den i Graven vandre.

Ak! men Rosens Himmelrod
Krymper sig i Mandeblod,
Kiærlighed er Rodens Navn,
Røde Krands af Rosenblade!
Ak! erstatter du dens Savn?
Nei, o nei, I Riddersmænd!
I afrevne Rosenblade!
Aldrig blomstrede igien
Sligt et Beed i Adelhave.
📌Danmark stod ved eders Grave
Enken lig i Sørgedragt,
For sin favre Adelsblomme
Kiøbte hun i dyre Domme
Bladekrandsens golde Pragt.
📌Danmark! kan din malte Krone,
Som dit Kongevaaben vandt,
Giælde som en billig Sone
For det Broderblod der randt?
👤Fredrik, vil min Sagastav
Da de Runer overskære
88Som saalænge paa din Grav
Holdt dit Kongenavn i Ære?
Nei, o Drot! din Bautasteen
Skal sit Ærevers beholde.
👤Tyge risted det paa 📌Hveen,
Og det staar paa Sagas Rolde,
Fattig Fugl ved Klosterbord
Sang det liflig tit i Kor,
Tungt det er, om Klerke glemme
End det Samme at istemme.
👤Fredrik, ja du higed vist
Efter bedre Kongesmykke,
End den tomme Kroneskygge:
Efter Palmekronen hist.
Hvad en Præst med Sagastav
Under Verset riste maa,
Er hvad 👤Anders lod forstaa,
Der han præked ved din Grav,
Er hvad 👤Salomon saa klog
Satte mellem Kongesprog:
Drot! om du min Søn vil hede
Vogt dig vel for Vin og Vrede!
Saa du Gæve! Gud i Giem!
Herrens Sandhed maatte frem.
Sønnerne af gamle 👤Gøste
Over dig sig ei skal bryste,
89Fik de Skam, saa fik de jo
Hvad dem egned begge to.
📌Danmark vil dig ei anklage,
Mangen Blomme sank i Blod
Ingen dog til den var Mage
Som opskødes fra din Rod;
Slige Fædre, slige Sønner,
Drot du laa i stille Bønner
Der 👤Sophie sendte Bud
At en Søn var født med Smerte,
Og med Tak til Kongers Gud
Trykte du ham ømt til Hjerte.

Kæmpeblomst! i mange Aar
Syntes 📌Danmarks Rosengaard
Blomstrende, fordi du bred
Pranged i dets Kongebeed.
👤Fjerde Kristjan! tør jeg riste
Sagaruner paa din Kiste?
Raaber ei dit Kæmpesværd:
Vogt dig! kom mig ei for nær!
Nu, saa faaer jeg vel at prøve
Om jeg mindes kan den Sang,
Saga lærte mig engang,
Til dit Kæmpesværd at døve:

90 Hvor Mure stande nu i Grus
I 📌Axelstad saa lave,
Der stod engang Vor Frues Huus
Alt over Bispegrave,
Der klang saamangt et helligt Ord,
Der viedes i høie Kor
Saamange Guds Udvalgte.

Og det var Mester 👤Ole Vind
Alt med den skarpe Tunge,
Med Aandens Sværd han trængte ind
Paa Gamle og paa Unge;
Det trængte ind til Marv og Been,
Og ramte det en Hjertesteen,
Da maatte Øren klinge.

De Hofmænd ginge spodske ind
Alt paa de høie Stole,
Og dobbelt ivrig udi Sind
Da prækede Hr. 👤Ole,
Han præked om de bløde Skind
Hvori sig Daarer svøbe ind,
Om Mænd i Kongers Gaarde.

Jo der, saa faldt hans hvasse Ord,
Der skal Man Christne finde
91Ja, christen Folk om Drikkebord
Med Kande, Krus og Kvinde,
Og saa Guds Ord i Hyldekrog,
Hvor, bundet hardt i Spændebog
Det ligger som en Fange.

For 👤Felix vel 👤Sanct Povel kom
At stande mange Gange,
Men heed det: Kydskhed, Lov og Dom
Saa blev vor 👤Felix bange,
Saa heed det: gaa du kun dit Skud,
Jeg har saa travlt, du skal faae Bud
Naar jeg faaer bedre Stunder.

Ja vist, Guds Ord skal nok faae Bud,
Naar høflig det vil være,
Og strege ind det sjette Bud,
Det er saa tungt at lære:
Ja, derfor blev 👤Herodes vred
Paa 👤Døberen, den Høflighed
Guds Ord kan aldrig lære.

Og der kom Bud fra Kongens Gaard.
(Nu giælder det Hr. 👤Ole!
Et dygtigt Tak for Sidst I faaer
Nok fra de høie Stole)
92Og der han kom for Kongen ind,
Da heed det: Mester 👤Ole Vind!
Hvorom er det I præker?

“Om hvad der i min Bibel staar,
Om hvad der skeer paa Jorden.
Hvad præked I da om i Gaar?
I slog jo ned som Torden.
“Om hvad der i min Bibel staar
Om Synderne i Kongens Gaard.
Den Præken gad vi høre”.

Hr. 👤Ole holdt sin Præken om,
Saa brændende i Aanden,
Og der han hardt ved Amen kom,
Han slog til Lyd med Haanden:
“Det var, Guds Død! de samme Ord
Om Løgn og Leflen, Drik og Hoer,
Som i 📌Vor Frue Kirke”.

Og der kom Bud fra Kongens Gaard.
(Nu giælder det Hr. 👤Ole!
Et dygtigt Tak for Sidst I faaer
Nok fra de høie Stole).
Og der han kom for Kongen ind:
93God Dag Vor Præst! nu Mester 👤Vind!
Nu skal Guds Ord til Hove.

“Nei, ellers Tak, høibaarne Drot!
Det giør slet ingen gode,
Jeg siger Sandt, og har Kalot,
Men ingen Hofmandsnode;
Man har for Ordsprog hertillands:
Hvad vilde Spurv i Tranedands,
Og Ugle mellem Krager?

Men det var 👤fjerde Kristian,
Og nu tog han til Orde:
I er en dygtig Præstemand,
Og præked som I burde,
De Hofmændsnoder le Vi ad,
Tag tre Kalotter, om I gad,
Og Sandhed vil Vi høre.


👤Kristjan! nu jeg frit tør riste
Sagaruner paa din Kiste,
Jeg er Dværg mod dig i Vexten
Jeg er Dreng mod dig i Aar,
Men jeg læser dig kun Texten,
Som den for os skrevet staar.
Skal jeg dig ved Habor ligne,
94Som ei ændsed Reeb og Bast,
Men lod sig dog holde fast
I et Haar af lille Signe?
Trækkene vel er de samme
Hos al 📌Nordens Heltestamme,
Men da Stammen skifted Aand,
Skiftede den ogsaa Baand;
Og saalidt som Reeb og Bast
Holdt Fru 👤Kirstens Haar dig fast.
Nei en anden kristen Frænde
Tykkes mig i dig at kiende,
Kæmpen, der, som du, en Kryster
Var i Kamp med Kiødets Lyster;
Der paa verdslig Dont var klog,
Kyndig, som en Sagabog,
Kiendt og nævnet vidt om Land
Som sin Olds den kloge Mand,
Men dog bøied sig til Jord,
Naar han sloges med Guds Ord,
Og som han, med Helterygte
Du fra Valen maatte flygte,
Men i høie Orlogsstavn
Værged du dit Flag og Navn,
Ei, som han, du under Hætten
Naade bad at gaae for Retten
Dog, ei heller 👤Haarderaade
95Stred mod dig med 📌Norrigs Flaade,
Stavnen havde Tvillings Mærke,
Derfor var dens Bord saa stærke.
Ja, hvad Hedningskjalde sang
Digtende om Ledas Sønner,
Sandt i 📌Nord med liflig Klang
Fra de sjunkne Grave dønner.
📌Tvillingrige! ihukom:
Det er dig der sjunges om,
Holdt dog op dig selv at daare
Føl, at i din Vinterold
Kærlighedens Saft blev kold
I saamangen Hjerteaare!
Vil du dig din Sot fordølge,
Brat da i den aabne Bølge
Synker knust den høie Stavn
Hvor Man saae dit Tvillingnavn.
Kom ihu, at 👤Haarderaade
Kunde øde 📌Danmarks Flaade,
Frit Man saae den stolte Hanse
Fange Sild i 📌Øresund,
Saae Man ham ei samme Stund
Stolt paa 📌Bergens 📌Brygge svandse.

📌Norge! sig hvor tit du saae
👤Kristjan under Fjeld at staa?
96Tæl hans Jubelaar kun frit!
Tallet siger dig hvor tit,
Søg i Krøniken med Flid
Om den Drot af dine egne
Som fra gamle 👤Hokons Tid
Tør i Lag med ham sig regne.
Kun forgæves gav han Læ
Til dit syge Adelstræ;
Poded i de sidste Skud,
Det af Aarekræft gik ud;
Men engang du skal det lære
At saamangen vakker Gran,
Som nu Loft og Tag kan bære,
Saaedes ved 👤Kristian.
Gamle, gæve Klippedrenge!
Norske Elve! jeg alt længe
Havde Lyst med jer at tale,
I har ei for Skik at prale!
Sprang I ud paa Klippetind,
I dog med et ydmygt Sind
Hasted til de lave Dale;
Elven er jo ikke Fjeld
Floden er jo ikke Væld,
Det er eders Visdomstale.
Muntre I fra Nord til Syd
Strømme ned, som Gud det vilde
97Kun jer Lovsangs høie Lyd
Driver Tanken til jer Kilde
Gierne vil I hjemme buldre
Gamle Mø'r til Lyst og Gavn;
Bære i den vaade Favn,
Bære paa de brede Skuldre,
Hvad I kan paa Veien sanke,
Hvad den Gamle har behov;
Saa fra Bruget skaarne Planke,
Saa lidt Ved fra Nordenskov,
Ja den store Købingsslæde
Pakket fuld af tunge Malm,
Gamle Mo'r til Gavn og Glæde,
Bære I som det var Halm.
I som flinke Gutter række
Haand alt efter jer Formue
Til at tømre Hus og Snekke
Og den lange Kirkestue.
Gierne vil tilsidst jer Bølge
I den stille Sø sig dølge;
Eller og, som hist ved 📌Drammen,
Strømme ud i Fjord med Gammen,
Saa den svulmende kan bære
Kølen høit fra Grund med Ære.
Dog, hvor Gud det saa har lavet,
Bære I og Vand til Havet,
98Bære Bord i vaade Favn,
Spørge ikke hvem til Gavn,
Vil den Gamle jer formene,
Hendes Magt I byde Trods,
Eders Bølger I forene,
Styrte frem som 📌Sarpefos.

Du som i Naturens Favn
Falder smægtende i Staver,
Stjæler Gud sit høie Navn
Og forguder Værk og Gaver:
Lær at se og lær at sanke,
From, enfoldig Syn og Tanke,
Lær Naturen at forstaa,
Se dens Vei og følg den saa!
Kast ei Kys til blege Maane!
Bøi dig ei for Solens Glød!
Lad ei som du skulde daane
Naar den synker liflig rød;
Se ei paa Guds Blomsteregn
Som det var en Skøgeseng;
Se! der gaar en Oxeflok
Æder favre Blomster nok,
Soler sig paa dem i Mag,
Tykker Drøv med stor Behag;
Er vor Skændsel da vor Ære?
99Skal af Oxerne vi lære?
Stir ei paa de Klippeblokke
Som om det var Djævleflokke,
Rede til i Strid at gaa
Mod den Gud, som bød dem staa!
Stir ei med hovmodig Trods
Paa det stærke Elvefos!
Hvad er der at stirre efter?
Vil du finde vilde Kræfter,
Leed da i dit eget Indre!
Kræfterne som dig forhindre
Fra med lys og ydmyg Aand
Overalt at se Guds Haand.
Kræfterne, som du vil spilde
Paa usalig Flugt fra Gud,
De er onde, de er vilde,
Thi de føre vild fra Gud.

Norske Elve! give Gud!
At vi eder følge vilde,
Gaae i Herrens Navn vort Skud!
Ei I frygte, at jer Kilde
Nogentid skal tørres ud.
Bære i jer vaade Favn
Fyr og Gran til fremmed Stavn,
Og hvor Gud det saa har lavet;
100Bære I jert Vand til Havet,
Frygte ei, at Moders Spand
Skulde derfor fattes Vand,
Frygte ei at der skal gaa
Frost i hendes store Taa;
Mene ei, at derfor Skuret
Knuser Krukken i Staburet,
I kanske ved Guds Stabur
Lønlig stod engang paa Lur
Kiged I fra høie Hamre
Ind i Sneens Forraadskamre,
I vor Herres Regnebog,
Saa I veed hvordan Han klog
Veed det altid saa at mage
At Hans Børn har Nok tilbage,
Dog de sprede dristig ud!

Nei jer hele Kløgt og Konst
Er kun den at lyde Gud
Og I lød Ham ei omsonst:
Millioner, mere snilde,
Men som Tro ei fæste vilde
Til det Ord, at Herrens Frygt
Er Begyndelsen til Kløgt,
Lære maa i Helveds Skole
Hvad det er paa Kiød at stole;
101Medens I fra rige Væld
Rulle over Dal og Fjeld
Som I rulled førend Gothen
Elvehjemmet tog fra Jothen.
Elve, I som Herren lød
Jeg vil spørge, I mig svare!
Lidt af hvad forbi I flød,
Venlig I mig aabenbare!

📌Glommen! 📌Norrigs Elvekæmpe!
Siig mig naar du først fornam
📌Røraas Buldre, som dit Glam
Gamle Klippe vilde dæmpe;
Meente du kanske en Dværg
Atter i det hule Bjerg
Havde vundet sig et Stade
Havde travlt med Spyd at hvæsse,
Svedte ved den hede Esse
Over Sværd og Pandserplade
Til den danske Kæmpedrot?

📌Laugen! siig mig! naar du saae
Luen først i Veiret slaae,
Hvor sig Kongebjergets Kløfte,
Mens du falder, høit opløfte,
Tænkte du med Ved i Favn
102At den Lue var en Bavn,
Som en 👤Adelsteen paa Ny
Blusse bød i høien Sky;
Eller mærked du i Hast,
Hvor det hamrede saa fast,
Hvor saa rolig Luen brændte,
Var et andet Værk i Vente?
At Man Bjergets Adelsteen
Luttrede saa blank og reen,
Hamred med saa klar en Tone
Stenen til en Sølverkrone
For den Drot med breden Hærde,
For Kong 👤Kristian den Fjerde?

Siig mig 📌Glommen! hvi forstod
Man ei før i 📌Røraas Grube
Glammet fra din Kobberstrube?
Siig mig 📌Laugen! hvi saa fage
Man, i samme Konges Dage
Fandt at ei dit Navn du stjal,
At naar knapt Man vilde regne
Dig det bedre kunde egne
End ham selv i 📌Guldbrandsdal,
At, hvad han nok være gad
Var kun du et Sølverbad.
103Var det Lykkens blinde Spil?
Nei det var et godt Tilfælde,
Denne Lod faldt 👤Kristjan til:
Nøglerne til 📌Norrigs Fjelde
Han som raader, falde bød
Pludselig i 👤Kristjans Skød.

Norske Elv, som fra sit Væld
Herren over Dal og Fjeld
Bød igjennem 👤Fredriks Hænder
Rulle did, hvor Han dig sender,
Hvor imellem 📌Norrigs Fjelde
Bød din Herre dig fremkvælde?
Der blev talt om 📌Røraas Grube,
Der blev talt om 📌Glommens Rand,
Sandt er det af Kaabberstrube
Skal du raabe over Land;
Hvor Gud vil, der skal du flyde,
Og om 📌Norrig bød dig Trods
Hendes Klipper giennembryde,
Styrte ned som 📌Sarpefos,
Tage Veien ud i Havet,
Hvor din Gud har Stier lavet,
Han som før fra Bjergeland
Sendte Havet Lægevand:
104Did hvor Sølvermalmen klinger
Pegede selv 👤Fredriks Finger;
Sandt er det, du springe maa
Udaf Fjeld, hvor ædle Malme,
Trindt og tæt i Aarer gaa,
Klinge som en hellig Psalme,
At der hamres skal en Krone
Med saa klar en Sølvertone
Til den Drot som dig vil byde
Som en Laug i 📌Nord at flyde.

Dog du Elv kan jo ei kvælde
Op af Muld, af 📌Norrigs Fjelde,
Springvand est du, har paa Jord
Kun et Bækken hvor du boer;
Staar det Bækken høit paa Hald
Er det dybt i Dal at skue,
Lige høit gaaer Vandets Bue,
Lige herligt er dets Fald.
Lad da Elv! dit Bækken staa,
Hvor det skal og hvor det maa;
Naar kun Fjeldet følger med,
Fra hvis Aarer paa hvert Sted
Lige stærke Vande springe;
Fra hvis Malme, naar derpaa
105Ikkun Troens Hamre slaa,
Lige søde Toner klinge!

Dog, heel sært det tykkes maa,
Om det Bækken skulde finde
Noget Sted hvor det vil staa
Heller end ved 👤Kristjans Minde.
Bækken! stiler du din Kaas
Bort fra 👤Kristjans Kaaberaas,
Bliv dog her paa Sølverbjerget,
📌Kongsberg jo hans Kongenavn,
Har med sine Kroner værget.
Dog, omsonst, du vil derfra,
Vil til — 📌Kristiania.

Vredes ei, du Rosengrav!
Tykkes dig at alt for længe
Jeg omfløttede min Stav
Mellem 📌Norrigs Elvesenge;
Det som drev til høien Hald
👤Kristjan, mens han var ilive,
Maa tilfjelds endnu hver Skjald,
Fra hans Kaabberkiste drive.
Var min Gang en Smule seen,
Nu, saa gik jeg for at finde
Hvad jo ikke er herinde:
106 Fjerde 👤Kristjans Bautasteen.
Om jeg fandt den, skal engang
📌Norrigs Fjelde aabenbare,
Thi da maa med hellig Sang
Stenene hinanden svare.
📌Danmark! skæld ei paa din Søn!
Rette ere Herrens Domme,
Hvad han har betænkt i Løn,
Tak og Amen! lad det komme!
Paa din Mark og paa din Vove
Efter Stenen vil jeg lede
Kan jeg finde den hernede,
Barneglad jeg Gud skal love!
Er det dig, du Borg saa prud,
Hvor først Verdens Lys han saae,
Som han løftede med Gud,
Som i Søen kunde staa,
Mens de mange stolte Buer
Sank i Grus og Dynd og Luer?
Staar du som en Stad paa Land?
Staar du paa den vilde Strand,
Hvor med Øiet paa sin Kind,
Sværd i Haand og Gud i Sind,
Oldingen som Kæmpe stod,
Skrev sit Ligvers med sit Blod?
Staar du paa den stille Sø,
107 Hvor paa Baadens lille Ø,
Han undfangede en Flaade,
Til paa vilden Hav at raade?
📌Danmark! mangen Orlogsstavn
Til din Skam forgik i Havn,
Under mangen vakker Svend
👤Kristjans Baad dog gynger end.
Men et værdigt 👤Kristjansminde,
Jeg i dem dog ei kan finde.
Som et Træ det maatte staa
Ved et helligt Kildevæld;
Og til Rigets Grændseskiel
Sine Rødder trindt udslaa,
Thi hvis han ei havde været
Havde Orm og Ulv fortæret:
Rødt paa Val og blaat i Grav
📌Danmarks Lig for længe siden,
Frist, og gid vi se med Tiden
Frelse, Gud ved 👤Kristian gav.
Sjunkne vare 📌Danmarks Volde,
Hullede dets Herreskjolde,
Gamle 👤Arild maatte slænge
Dem tilhobe i en Hast;
Mægtede dem ei at hænge,
Sømmelig paa Knage fast;
👤Holger brugte al sin Konst
108Til en Rosenkrands at binde,
Konsten hartad var omsonst,
Roser faa der var at finde;
Til at dufte slet kun trives
Blomster som i Huse drives;
Vel i Grav en Rosenkrands
Fik han med, men det var hans.

Ja, du 👤fjerde Kristian!
Store kristne Kongemand!
Havde du ei Grændsen værget
Med dit brede Kæmpesværd,
Havde du ei Skibet bjerget,
Der det stod paa blinde Skær,
Havde du ei midt i Daad
Kunnet være Rigens Raad:
Visselig den røde Løve,
Som alt da paa Springet stod,
Havde, uden saa at tøve,
Drukket 📌Danmarks Hjerteblod.
Havde du med Tordenrøst,
Ei det vilde Bulder døvet,
Som forkyndte Kirkens Brøst,
Laa den nu vel under Støvet.
Hvor i 📌Norden skal jeg finde
For den Drot et værdigt Minde?
109Er det dig, du 📌Rosenborg?
Du som i hver Sal og Kammer
Taler om fra hvem du stammer,
Om din Faders Fryd og Sorg,
Hvor han blanded Daad og Brøde,
Hvor han sov og hvor han døde.
Som han var, du ham fremstiller!
Spiret med den spidste Top
Løfter sig mod Himlen op,
Men ved Gulvet staa hans Friller.
Ja hvor er til 👤Kristjans Minde
Vel et bedre Navn at finde?
Navn vel ei, men Steen dog vist
Som ei om hans Brøde minder,
Hvor vi kun Guds Kæmpe finder
Som gav 📌Tvillingriget Frist.
Er det dig Studenterbolig,
Som blev ved at staa saa rolig
Der det brændte trindt og tæt;
Selv den gamle Studigaard
Syntes halv at være træt,
Mest vel af de sidste Aar,
Eller Grundvold at begære,
Som den bedre kunde bære?
Ei du staaet har omsonst,
Herrens Ord og boglig Konst
110Dølgede de vilde Flammer
Vogted dig, du Læsekammer
I Kong 👤Kristjans 📌Rosenborg.
Mangen Drot, saa stolt og riig
Maatte sine Laurbærkrandse,
Bundne under Dødningdandse,
Bytte for en Steen som dig;
Men til 👤Kristjans hele Minde
Maa jeg dig for snæver finde.

Er det dig, du 📌Rundetaarn!
Med din sære Nattevagt,
Kirkeloft med Bøger takt!
Du bag Frue Spir tilforn
Maatte underkuet sukke,
Ranke Spir med Knap og Guld
Maatte sig i sorte Muld
Dog omsider for dig bukke,
Trods om det igien sin Top
Over dig tør løfte op.
Spørg engang din Stjernekiger
Hvad han om din Stierne siger!
Skal herefter du med Ære
📌Danmarks Hovedkirke være?
Skal engang Basunen vække
Op i dig en Bisperække?
111Skal en Skare favr og stor
Vies i dit høie Kor
Til Guds rene Ord at lære
Og til hist ved Tronens Fod
Hvide Klædebon at bære,
Tvættede i Lammets Blod?
Skal om 📌Nord med Rette siges:
Der fra Kirken Stjerner kiges?
Herlig vist det tynde Spir
Peged op mod Himles Himle,
Let dog der Man kunde svimle,
Det tilsidst kun stod til Sir;
Men naar Fødderne staa visse
Paa din faste brede Isse,
Da kan Øie, da kan Tanke
Frit i Himmelrummet vanke;
Synerne sig ei forvirre,
Rolig kan til Jord Man stirre,
Se, dens Kæmper er kun Dverge,
Naar de sees fra Guds Bjerge.
Ei omsonst den Hvælving bar
Bøgerne i tætte Hylder,
Ei omsonst Man speidet har
Her de Lys som Luften fylder,
Ja du billig Leie maa
Selv af Steen og Urner faa.
112👤Kristi Vidner, der sig skjule
Dybt endnu i Verdens Kugle,
Halvt endnu i Tidens Hav,
Skal som Helgene af Grav
Stande op og gange frem,
Vidne i 📌Jerusalem.
Hellige Treenighed!
For dig reistes Kirkens Bue,
For Sanct 👤Lud og for vor Frue
Sank dit Navn i Glemsel ned,
Men det Navn igien med Ære
Skal vist Hovedkirken bære.

Dog, hvorhen? forvovne Aand!
Vil du trodse Støvets Baand?
Stil din Flugt og vend tilbage
Fra uvordne, dunkle Dage!
Tag igien din Sagastav!
Rist med den paa 👤Kristjans Grav,
Om hans rette Æreminde
Er i 📌Axelstad at finde?
Sorrigfuld paa Kaabberkiste
Maa jeg da med Staven riste:
End det rette 👤Kristjansminde
Er i 📌Norden ei at finde;
Ikkun Tegningen jeg saae
113Hvor den overstøvet laae
Mellem gamle Pergamenter,
Over 📌Trinitatis Hus.
Tegning favr og Tegning kiær!
Skal af Møl du ædes der,
Eller skal i 📌Nord Man skue
Under Himlens aabne Bue,
Virkeligt i Glands at staa,
Hvad som Tegn i dig kun laa?
Det Uvordne veed kun Een,
Men naar det ei vorde kan,
Aldrig 👤fjerde Kristian
Faaer i 📌Nord sin Bautasteen.
Vorder det, som Herren unde!
Hvo kan da med Kløgt udgrunde,
Hvilket Stade Gud til Ære
Skal det Mindesmærke bære?
Her anspænder sig omsonst
Mandevid og Trolddomskonst.
Kun naar Saga sidder from
Med de sammenlagde Hænder,
Stirrer paa Guds Helligdom.
Hvor den klare Lampe brænder,
Underlig i 📌Nord det glimter
Dunkle Lignelser hun skimter,
Hvor med Mørket kæmper mat
114Glimtet som i Nytaarsnat,
Ei forvoven tør hun spaa
Men ærbødig tør hun gætte
Hvad de Lignelser hun saae
Synes dunkelt at forsætte.
Fromme Hænder Steen udhule
Til det Hellige at skjule
Men at byde Klipper revne
Dertil fik ei Støvet Evne,
Og kun da den tunge Steen
Løfter sig fra Helgenbeen,
Og Han Selv maa først opstaa
Før de kan af Grav udgaa.
Som et Stjerneskud i Haven
Først Han sees tæt ved Graven;
Men de Fleste vil dog mene
Det er Drøm af 👤Magdalene.
Øren lytte, Hjerter brænde,
Naar Han Skrifterne udtyder,
Og Han giver sig tilkiende
Naar Han venlig Brødet bryder.
Mærker det, Disiple to!
Brødrene kun halvt jer tro,
Tro kun halvt i Aftenstund
Freden af hans egen Mund.
Naar af Graven jeg opstaar,
115Jeg til 📌Galilæa gaaer
Det var Herrens egen Tale;
Engelen med samme Ord,
Peger altid op mod Nord,
Fromme Kvinder at husvale:
Mellem 📌Galilæas Bjerge,
Vil Han for den ganske Skare
Sig om Dagen aabenbare.

Endt er Synet, kom tilbage,
Saga, fra de dunkle Dage,
Tag i Herrens Navn din Stav!
Rist med den paa 👤Kristjans Grav:
Udi Stenen rund og huul
Over hvalvte Kirkebue
Ligger Tegningen i Skjul,
Som dit Støv i Kielderstue.
Under Taarnet dybt i Jord
En udkaaret Giemmer boer,
Stærk og sød ved Midnat klang,
Til din Pris hans Mindesang,
Om hvordan ved høien Mast
Du paa Gothen med dit Værge
Hamrede saa hardt og fast,
At hans Pandserringe brast
Saa han knap i Hui og Hast
116Kunde Liv og Lemmer bjerge.
Nok saa høi en anden Sang
Fra den Giemmers Harpe klang;
Som et Stjerneskud i Haven
Saae han Frelseren ved Graven,
Om det Syn ved Midnat klang
Mærkelig hans høie Sang;
Men de Fleste vilde mene,
Det var Drøm af 👤Magdalene.
Og Disiplene jeg hørte,
Der de sanddru Budskab førte,
Om hvorledes Hjertet brændte
Der Han Skriften dem udtød,
Om hvordan de Herren kiendte
Der Han Brødet for dem brød;
Men jeg hørte og de To
Sukke: Herre! hvo vil tro
Tidenden vi sanddru førte,
Hvad vi saae og hvad vi hørte!
Vantro 👤Thomas end jeg seer
Hvor han ad det Budskab leer.
Gid han og med Tro i Hænde
Maa engang sin Herre kiende!
Du Discipel under Muld!
Naar dit Navn jeg hører klinge,
Vil tilfjelds min Aand sig svinge,
117Se i Morgenrødens Guld
Bjergene til Dalen smile?
Ja tilfjelds maa Øiet ile
Naar Discipel, som endnu
Vidner om dit Syn, naar Du
Synger som din Aand engang
Rørt i Herrens Forgaard sang;
Mine Øine høit jeg løfter
Venter Hjelp fra Bjergets Kløfter,
Hjelpen dog maa springe ud
Fra det høie Væld, fra Gud.

Ja tilfjelds mit Øie drives
Sælsomt der min Aand oplives,
Og som vakt ved Harpeklang,
Den istemmer 👤Davids Sang:

Herren opstaar, og Hans Fjender adspredes,
Ei for Hans Ansigt de mægte at stædes,
Alt som en drivende Røg under Sky
Du dem henveirer og fage de fly;
Ja for dit Aasyn henflyde de Helte,
Alt som naar Voxet for Ild monne smelte.

Men de Retfærdige, de skulle glædes,
Og for Hans Ansigt med Gammen indstædes
118Synger for Herren: lovsynger Hans Navn,
Baner! thi Han paa det Jævne skal træde
Gaar for Hans Ansigt at stande med Glæde
For Ham, Jehovah, thi det er Hans Navn!
Gud! da for Folket som Høvding du gik,
Der du det frem gjennem Ørkener førte
Jorderig bæved, o Gud! for dit Blik,
Himlene med for dit Ansigt sig rørte,
📌Sinai selv sig bevæged for Gud:
📌Israels Gud.
Rundelig Regn over Landet du skænked,
Træt var Paulunet, men fast du det lænked,
Du dine Levende gav det til Arv;
Laved det mild efter Fattiges Tarv.
Herren udsender sit Ord,
Budenes Vælde er stor:
Flygte skal Hærenes Drotter, ja flygte
Byttet er Hendes hvem Huset Han bygde,
Om mellem Stene I murede laa,
Her er en Vinge med Sølvdække paa
Vinge som Duens, ja ægte forgyldt;
Naar den Almægtige Vingen udbreder
Skinner som Sneen paa 📌Salmon dens Fjeder.

Favert Guds Bierg i Hans Odel mon staa
Deiligt er Bjerget med Høiene paa,
119Bjerge med Høie! hvi springe I saa?
Gud sit Paulun vil paa dette udslaa,
Saaes et Frø udi Bierget paa Top,
Planten som 📌Libanon skyder sig op,
Spiren opvoxer til Jorderigs Blomst.

O, vil 👤Kristus som af Døde
Staae i 📌Nord forklaret op,
Skal en hellig Morgenrøde
Stærk forgylde Bjergets Top?
Skal den Mørket overraske
👤Kristjan, fra den Kongeby,
Som du bygde op af ny
Da den gamle sank i Aske.
Skal i 📌Nord det Jertegn skee,
Som vi der afbildet se,
Kan til Fjendens Harm det lykkes
At Guds nye Stad opbygges,
Mens den Gamles Levning staar;
Saa det kan for Alvor giælde,
Hvad om 📌Opsloe er at melde:
Forstad er den gamle By
End med Ære for den ny!
Da, naar det i 📌Norden dages,
Da skal og dit Støv optages
Fra den mørke Kielderstue
120Dufte under Korets Bue.
Lad saalænge kun med Fred
Støvet under Kirken hvile!
Styrte da dens Buer ned,
Kan det der vemodig smile,
Gjennem Aske, gjennem Grus,
Vist det finder Herrens Hus,
Om ei før, saa i den Stund,
Da udsovet er hvert Blund,
Da selv dybt i Gravens Giemme
Støvet skal Hans Røst fornemme,
Som, imens det havde Øre
Det undslog sig for at høre.
Gudsfrygt styrker Land og Rige,
Det var 👤Kristjans Kongeord,
Støvet størker den tillige,
Fører det til høie Kor;
Ja den er et Arvegods,
Som ei Tyve kan bortliste,
Som ei Fjender kan udvriste,
Som til Størkelse og Roes
Kan i mange Snese Led,
Giennem Slægten vandre ned.
👤Fredrik! det kan du beseigle,
Til din Faders Krone var,
Der jo Nok som vilde beile;
121👤Korfits, 👤Karl og 👤Valdemar
Beilede med Guld og Skjolde,
Og med Kløgt til væne Brud,
Men din Faders Haab til Gud
Lod de gierne dig beholde.
Se! hvad hjalp dem Guld og Kløgt?
Se! hvad hjalp de Herreskjolde?
Kronen fulgte Herrens Frygt,
Begge Gud dig lod beholde.
Ære være Ham og Pris!
Ved sin Tjener, 📌Sjællands Hyrde,
Han dig paa saamangen Viis
Skænked, letted gyldne Byrde.
👤Kristjan mærkede heel silde
At der nok var dem som vilde
Med Guldæblet spille Bold,
Dog betids han det i Skrin,
Rakte til sin Biskop fin,
Gav det dermed Gud i Vold.
👤Korfits! derfor var omsonst
Al din Rævekløgt og Konst;
👤Brochmand fik du listet ud
Klogelig af Kaarestue,
Men at udelukke Gud,
Det var over din Formue,
Ihvor fint du trak dit Straa
122Maatte du det korte faae.
Saaest du det, du kloge Daare!
Kom ei 👤Jesper med at kaare,
Kronen satte dog hans Haand
Hvor den 👤Kristian det loved,
Og med Salvelse i Aand,
Salvede han 👤Fredriks Hoved.
Herren nok for mig vil sørge,
👤Fredrik, saa dit Valgsprog lød,
Saga knap sig lader spørge
Om Du siden det fortrød.
Du til Biskop var optugtet,
Tugten havde synlig frugtet;
Helst du var i Klerkes Lav,
Gud ved dem dig Ære gav.
Staar det under 📌Danmarks Krone?
Griffen vogter Guld i 📌Nord,
Fuglen du paa Fjer og Tone;
Kiendte jo ved Bispebord.
Gud med Svanefjeren skrev
Dig et bedre Kongebrev
End de kloge Rigens Raade,
Kun til liden Lyst og Baade
For de arme Rigens Faar,
Ridsede med Ulvehaar.
123Hedningskjalde digtet har:
Gefion med Troldeplov
Pløjede, og Jernet skar
📌Sølund bort fra Sveaskov;
👤Gøste nu med Troldeplov
Pløiede i 📌Øresund,
Og fra gamle 📌Daneskov
Skar han bort en faver Lund.
Dog han ei med al sin Møie
Kunde 📌Sølund til sig pløie,
Thi paa Kanten stod et Træ,
Dybt laa Rødderne og brede,
Kongefuglen i dets Læ
Havde bygget sig en Rede;
👤Gøste brugte Ild og Staal,
Huggede saa hvast forneden.
Vilde med sit Svovelbaal
Ryge Fuglen ud af Reden;
Kongefuglen frygted Gud,
Vilde ei af Reden ud,
Tænkte: det som fløtter Bjerge,
Kunde og hans Rede værge.
👤Gøste svor, at om den Rede
Under høie Himmelblaa
Hængte i en Stjernekiæde,
Var han Karl for den at naa.
124Grævlinger krøb ud af Roden
Og med hvasse Tand de beed
Svenske Drot saa hardt i Foden,
At han glemte brat sin Eed;
Fattig Fugl fra Klosterbord
Sang saa skingrende et Kor,
Slog saa kiækt med Klo og Vinge,
At hans Øren maatte klinge.
👤Gøste foer fra 📌Axelstad,
👤Fredrik i sin Rede sad,
👤Gøstes Æt er lagt i Jorden,
👤Fredriks troner end i 📌Norden.
Hovmod slutter af sin Svimlen
At den staar saa høit som Himlen,
Englekloge Dumrian!
Faa engang dog den Forstand,
Det er Svælget som giør svimmel,
Var det Høiden, mener du
Da vor Herre sad endnu
Rolig i sin høie Himmel?
Se dog hist, hvor Lag paa Lag
Ligge Jordens stolte Daarer
Knuste ved et Tordenslag,
Badede i salte Taarer!
Hvor de under Ormetand
Tygge Tungerne i Pine.
125Hør dem i det mørke Land,
Hvor de gnidsle, hvor de hvine,
Hvor evindelig fortabte
De med Hyl og Djævleglam
Trodsende bespotte Ham,
Som dem i sit Billed skabte!
Se, og hør, og tag dig vare!
Trodsende forvovne Skare!
Kald det Heltemod og Daad,
Kald det Dyd og vise Raad,
Hvormed sig til Gud din Aand
Svinge vil paa egen Haand,
Helved er den visse Havn,
Hvor tilsidst din høie Stavn
Ankre maa i Evigheden.
Han som steeg fra Himlen ned
Ydmyg til de lave Dale,
Svang sig kun ved Ydmyghed
Atter op til høie Sale:
Døgnets Gubbe! Støvets Kæmpe!
Kan ei det din Hovmod dæmpe,
Se dog hvor det staar med Prent
Rundt paa Sagas Pergament:
Han som Alting har at raade,
Staar Hoffærdighed imod,
Giver Ydmyghed sin Naade.
126👤Kristjan træt og mat sig sleed
Paa den Lænke tyk og tung,
Som ham bandt ved Borgeled;
Mens han end var stærk og ung,
Syntes Krampen svart at skride,
Løsnes ved den ene Side,
Lænkebunden dog han blev,
Krampen blev i Stolpen inde,
Der han sank, Man den inddrev,
Fastere end nogensinde.
👤Fredrik, du var ingen Kæmpe
Men paa Gud du leed saa fast,
Han forstod det saa at læmpe,
Lænken for dit Øie brast;
Herrens Vaaben synes ringe,
Intet kan dog for dem staa,
Lænken som det skøre Straa
Knustes ved en Svanevinge.

👤Fredrik! du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot,
Kun med Kæmpestav og Sene
Kan man i de haarde Stene
Riste Runer dybt og godt;
Derfor dine Kongebeen
Har ei slig en Runesteen
127Som din Faders, der jo godt
Bruges kan til Hus og Slot
Og til Kirke med det Samme,
Derfor ei du staar tilskamme,
Kom en 👤fjerde Kristian
Tit i Daners snævre Land.
Det af Stæder og af Slotte
Og Grevinder ødes maatte.
👤Fredrik, det maa aldrig glemmes,
I det Gravsted hvor end giemmes
Tegningen til 👤Kristjans Pris,
Har du Deel paa dobbelt Viis.
Kirken med de Stjerneglugge,
Der sig skulde vidt oplukke
For Gud Fader, Søn og Aand,
Blev fuldkommet ved din Haand.
Det var ret som atter Gud
Sendte til sin Tjener Bud:
Grandt dit Hjertelav Jeg kiender
Tanken selv Jeg komme lod,
Men jeg seer af Mandeblod
Røde ere dine Hænder.
Men en Kvist skal af din Rod
Blomstre under 📌Danmarks Krone,
Han skal sidde Fredegod,
Fast ved Mig paa Fædres Trone,
128Han skal for Mit Navn opbygge
Huset, som du tænker paa,
Som Mit Himmeltempels Skygge
Skal i Nord det herligst staae,
Thi Min Glands skal det opfylde
Og dets Cherubim forgylde.

👤Fredrik! ved din Rosengrav
Faldt min Sagastav af Haanden,
Rørt jeg blev med anden Stav,
Og et Syn jeg saae i Aanden;
Kirken som du skulde bygge,
Blev kun Tempelskyggens Skygge.
Men naar Gud med vældig Arm
Splitter Mørkets tætte Skygger;
Og Sit Hus til Fjendens Harm,
Høit paa 📌Zions Bjerg opbygger;
Da skal Mænd det vel forstaa,
At din Aand var og derinde,
At som 👤Kristians det maa
Ogsaa kaldes 👤Fredriksminde.
Kirkeloft med Bøger takt!
Siig engang, hvem du det skylder,
At du fik de tunge Hylder?
Sidefløi ved 📌Kristjansborg!
Vidtberømte Læsekammer!
129Æret selv af Borgens Flammer,
Var det ikke 👤Fredriks Sorg,
Her at reise, her at fylde
Ivrig Hylde efter Hylde?
Var det ei hans Hjertens Glæde
Mellem dem at tage Sæde,
Bøgerne at tage frem,
Tabe sig i Gud og dem?
👤Fredrik, du var holdt til Bogen
Den holdt sig til dig igien,
Dog du sad ei fast i Krogen,
Nei, til dine Tømmermænd
Flink, som Far for dig, du saae;
Han paa 📌Holmen havde sine,
Du paa 📌Studigaarden dine,
Ja paa Fingre du dem saae,
Og du stak i deres Tanker
Som din Fa'r i sine Planker.
Naar din Fa'r kom mellem Klerke;
Var han Konge for at mærke
Naar de snakked uden om,
Kæmpe for at slaa en Bom.
Saa de stod, som 👤Ole Kok,
Da det heed: I primer nok,
Snak I med jer Søvren Tolder
Om hvad Humle Øllet holder!
130Tro mig, det er fede Karle,
Til om Bog og Bisp at tale.
Til at slaa en saadan Bom
Knap hans Mage jeg har funden,
Hvem der havde Ret i Grunden.
Det lod han de Andre om.
👤Fredrik, du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot
Alt du redte op med Læmpe,
Bogen selv du kiendte godt,
Ingen Bomme selv du slog
Som den gamle Kongepave,
Grændseskiellet du kun drog,
Hvor du saae de rette Stave.
Kun med Kæmpestav og Sene
Kan Man i de haarde Stene
Riste Runer dybt og godt,
👤Fredrik, du var ingen Kæmpe,
Du var kun en Klerkedrot,
Dine Runer du med Læmpe
Ridsede som Skrift og Prent
Paa Papir og Pergament.
Man kan se, at ei omsonst
Du engang blev holdt til Bogen,
Thi saagodt som ellers Nogen,
Du forstod din Ridsekonst:
131Med en Rune har du lænket
Ham, som heder uindskrænket.
👤Fredrik, du var holdt til Bogen,
Derfor 📌Danmarks løse Drot
Bandt din Rune fast ved Laagen
Til det gyldne Runeslot.

Ak, en Kristen maa vel klage,
Maa vel vente tunge Dage,
Naar sig Drotter skal forskrive
Til ved Herrens Ord at blive,
Som maa deres Trone bære,
Naar den stande skal med Ære;
Som, naar i den aabne Grav
Purpurkaaben falder af,
Ene kan de nøgne Skuldre
Dække med en evig Glands,
Og naar deres Kroner smuldre,
Række dem en Rosenkrands.
Mon den Rune da behov
Gjordes udi Kongelov!
Ak! se hist, se ham i 📌Polen!
📌Sachsens Drot, der sig forsvor
Fra sin Guds og 👤Luthers Ord,
For at vinde Kongestolen!
Han er 👤Fredriks Dattersøn:
132Se engang de Engellænder,
Som vil sadle Kirkens Hest,
Til den gamle Romerpræst!
De er ogsaa 👤Fredriks Frænder;
👤Hunnius! da Faareskind
Du af Ulve drog saa dygtig,
Du i Aanden saae gudfrygtig,
De i Stien sneg sig ind;
Du af Struben skreg: paa Vagt!
Hertug 👤Ernst, der det var silde,
Paa dit Varselsord gav Agt,
Vogte han alvorlig vilde,
Med ham sank din Røst i Jord;
Pietister, Hernhutter,
Philosopher drev, med 👤Luther,
Udaf Kirken Herrens Ord.
👤Fredrik! ak, din Kongelov
Gjordes alt for haardt behov;
Vær for Runen signet du!
Takket Han, som Alt mon raade!
Den det vidned at endnu
Herren saae paa 📌Nord med Naade,
Den har voldt at end Guds Ord
Ei med 👤Luther drog fra 📌Nord.
Med et andet Runebaand
Bandt du den forvovne Haand,
133Som fra Præster vilde stjæle
Brød og Hæder, Fred og Mæle.
Ak, en Kristen maa vel klage,
Maa vel vente tunge Dage,
Naar en saadan Skærmelov
Giøres i et Land behov,
Naar Man Brødet dem misunder
Som paa Ordets Løndom grunder,
Naar Man vover Fred og Mæle
Fra Guds Tjenere at stjæle.
Gjordes og en saadan Lov
Da i 📌Dannemark behov?

Og det var 👤fjerde Kristian
Han sad paa 📌Danmarks Trone,
Og det var 👤Holger Herremand
Han bygged udi 📌Skone,
Det var Hr. 👤Mads i samme Stund
Paa Bispestol sad han i 📌Lund,
Og tænk kun ei at 👤Fredrik skrev
For ingenting sit Skærmebrev!

Og det var 👤Holger Rosenkrands
Han gik i Bispestue
Med Spillemænd og bød til Dands
Den alderstegne Frue,
134Det mærkes maa, hvor Marked staar
At der er Spil i Bispegaard,
Og mene I at 👤Fredrik skrev
For ingenting sit Skiærmebrev?

Den Jomfru under hvide Lin
Saa høvisk sad derinde,
Men svinget blev den Jomfru fiin,
Alt som en Skøgekvinde;
Hun blussed under hvide Lin,
Hun hulkede, den Jomfru fiin,
For Skærmebrevet Gud ske Lov!
Det gjordes alt for haardt behov.

Hr. 👤Mads han talte skarpe Ord,
Han var en Ordets Kæmpe,
Men 👤Holger Herremand til Jord
Ham kasted ei med Læmpe,
Med knytte Næver, som han laa,
Han slog ham blodig, slog ham blaa,
Og mener I, at 👤Fredrik skrev
For ingenting sit Skiærmebrev!

“Den Præst som jeg gav Kald ifjor,
Han lovede min Terne,
Men han, den Hund, gik fra sit Ord,
135Og det saae du saa gierne;
Jeg lære skal din gamle Skielm
At narre Mænd med Skjold og Hjelm”;
Og Gud skee Lov! du Konge bold!
At Præstemænd fik og et Skjold!

Og det var 👤fjerde Kristian,
Han sad paa 📌Danmarks Trone,
Og det var 👤Holger Herremand,
Sin Id han skulde sone;
For Rigens Raad med Grin han stod
Og talte op sin Pengebod,
Og Gud skee Lov det Adelsblod
Fik under 👤Fredrik Bod for Mod!

Og det var 👤Holger Rosenkrands
Og han tog til at prale!
“Saameget jeg for nok en Dands
Med Bispen gad betale”.
Og det var 👤fjerde Kristian,
Og det var skaanske Herremand,
For Skiærmebrevet Gud skee Lov!
Det gjordes kun for haardt behov.

Kong 👤Kristjan ei, men kun hans Braad,
Sin Sag da kunde vinde!
136“Jo havde Vi i Rigens Raad,
Saa mange Svogre inde
Som 👤Holger havt, da skulde 👤Mads
Vel faa't en Dom lidt meer tilpas”
Mon Gud for ingenting da skrev
Hans Søn et andet Kongebrev!

Tak! 👤Fredrik! for de Runebaand!
Et tredie med kløgtig Haand
Du agted trindt i Land at sno
Om Ulvemund og Ravneklo,
Om Rævebælg og Slangebraad;
Men fra den priselige Daad
Din Gud dig til en bedre kaldte:
Til med de hellige Udvalgte
At sjunge der i Englechor,
Hvor Ingen glemmer Herrens Ord,
Hvor Ingen hader Herrens Præste,
Hvor Ingen stjæler fra sin Næste,
Hvor Ulv og Orm med Tand og Braad
Staa udelukt i evig Graad,
Hvor Ravn og Ræv med Klo og Bælg
Ei vinde op fra dybe Svælg.

Nu sover sødt, I Kongebeen!
Og har I ingen Runesteen,
137Saa har I dog paa Pergament
Et fint og lovligt Eftermæle,
Som, mens i 📌Nord Man læser Prent,
Slet ingen Tyv formaaer at stjæle.
Du, 👤Fredrik, var en Klerkedrot,
Du ridsed dine Runer godt,
Om Griffen eller Svanen bar
De Fjer, hvoraf din Pen du skar;
De Fugle sig vel ei omsonst,
Til Ro paa Kongespiret satte,
Er det ei Drotters Skrivekonst,
At kunne slige Fjere skatte?

👤Frederik! du var en 👤Eiegod
👤Adzer hos dig, som en 👤Svane stod,
Ikke tomt var Erkebispenavnet,
Skiærmebrevet var hans Pallium,
End Man savnede ei Staven krum,
Biblen ei var end lagt under Bænken,
Den paa Tronen laa i Runelænken.
Bibel! ja du laa ei der omsonst,
Ei omsonst du raadte i Guds Kirke,
Hvad ei Lov og Herredag kan virke,
Det er din den allermindste Konst,
Du har virket, at ei kom igjen,
👤Niels og 👤Magnus, 👤Emund, 👤Lam og 👤Svend,
138Du har virket at hos 👤Eiegod
Flux en 👤Valdemar tilrede stod.

👤Femte Kristjan, mon du ogsaa var
Nær i Frændskab med Kong 👤Valdemar?
Uopløselig din Hæderskrands
Knyttet er i Lovens Bog til hans,
Solen rødmede i Vest saa lav,
Speilede sig glimrende i Hav,
Og forgyldte eders Kongenavn
Paa den seierrige Orlogsstavn.
Ja, Kong 👤Kristjan! begge Valdemare
I din Kongedaad sig aabenbare,
📌Norrig og sin 👤Lagabæter saae
Med sin 👤Adelsteen i den opstaa.
Du med Loven vilde Landet bygge,
Som ei meer opholdtes af sin Aand,
Du til Hjertet vilde Korsets Skygge
Se at fæste med et Ridderbaand.
Ak! kun Tro, ei Lov kan Lande bygge,
Magtesløs er Korsets tomme Skygge;
Dog, naar Lov er Troens ægte Søn,
Kan enstund sin Moder han beskytte,
Hun ham laaner af sin Kraft til Løn,
Og enstund han staar som Husets Støtte.
Ak! men Stunden varer kun saa kort,
139Voxne Søn sig til en Kæmpe drømmer
Moderværget kaster han da bort,
Daarlig han sin egen Kraft berømmer,
Støtte vil han ei det gamle Hus,
Men et nyt opbygge paa dets Grus;
Gamle Mo'r nedsørger sig i Graven,
Stolte Søn det seer foruden Graad,
Til han mærker paa sin Hyttes Raven,
At Forfængelighed var hans Daad.
Da han mærker, til et dygtigt Hus
Skal der meer end Træ og Leer og Grus,
Der skal Grundvold, som kan ligge fast,
Der skal Kalk, som Stenene kan binde,
Ellers falder ved det første Kast
Hytten ned med alle sine Pinde.
Dog, naar Huset vi paa Hæld mon skue,
Naar det vidt gaar over vor Formue
Det med Kløgt og Størke op at rette
Maa vi under det jo Støtter sætte,
Om vi end med Sorg det forud veed,
De tilsidst vil rive Huset ned,
Derfor signet være, 👤Kristjan du!
Du hjalp til, at ei det faldt endnu,
Du hjalp til, at end dog Korsets Skygge
Gjælde kan i 📌Nord for Riddersmykke;
Under Skyggen staar du som du var,
140Som en Broder til Kong 👤Valdemar,
Og en 👤Absalon stod ved din Side,
Gav sin Kirkeskraa saagodt som han,
Og med Hedninger han maatte stride,
Tykt de flokkedes mod 📌Daneland;
Dennegang heed 👤Absalon 👤Hans Bager
👤Masius var Heltens Vaabendrager.
Dog igien, jeg, Bibel, dig maa love
Ei paa Valen eller salte Vove,
Blinkede det blanke Bispesværd,
Hvor du raader, kan Man ei behøve
Kirkens Kiæmper udi Ledingsfærd,
Dertil bruger Man en 👤Gyldenløve,
Naar en 👤Adelaer og sover hen,
Tvende Juler har Man flux igien.
Ja, o Bibel! naar kun du maa raade,
Trænger Kirken ei til haarde Staal,
Du den frelse kan af al sin Vaade,
Hvast er Intet som dit Tungemaal.
Dette Sværd kun blottede 👤Hans 👤Bager,
Det kun svang hans djærve Vaabendrager,
Der en vantro Flok af Lin og Silke
Med forgyldte Blomsterstilke
Vævede et Tryllebind,
Vilde det om Kongetinde
Snoe saa fast, at Syn og Sind
141Det var mægtigt at forblinde
Siig os 📌Preusen, hvad du vandt
Der du snild dig selv ombandt
Med det Bind, som vore Præster
Sønderhug med Aandens Sværd!
Var de fine, franske Gjæster
Ogsaa al den Høitid værd?
Sandt er det i Kalken fin
Skiænked de en herlig Vin,
Man det mærked paa dens Brusen,
Du var Dronning under Rusen,
Men din Dronningrus var kort,
Slige Vine dampe bort,
Og hvad syntes dig om Bærmen!
Bibel, nei du er et Sværd
Meer end Guld og Ære værd,
Selv du størke kan de Arme
Som dig løfte vil i Tro,
Du kan Hjertets Jord opvarme,
Saa derinde maa opgro,
Mens du hugger Saar i Saar,
Kiærlighedens favre Blomme;
Trods al Vind af Verdens Domme,
Duftende den evig staar.
Gud kun veed, om du, 👤Hans 👤Bager,
142Om din djærve Vaabendrager,
Der I løfted stærken Arm,
Havde Rosen udi Barm;
👤Masius, for sygelig
Var den udentvivl hos dig,
Det var din, ei Sværdets Brøde,
Og den kom sig, før du døde.
Bibel, ja du er et Sværd,
Meer end Pris og Ære værd,
Lyftes du med ærlig Arm,
Skiøndt sig knytte Hjertets Aarer,
Du din egen Kiæmpes Barm,
Tit og dybt men kiærlig saarer,
Saa at Rosens tørre Rod
Vandes med det varme Blod,
Saa den dog tilsidst maa skyde,
Knoppen Svøbet giennembryde.
Bibel, ja du er et Sværd,
Som er Pris og Ære værd;
Med dig hugged 👤Absalon,
Men, o se! i 👤Kingos Haand
Til et Træ du dig forvandler,
Alt som gamle 👤Aarons Stav,
Blomster du og modne Mandler
Bærer nær ved 👤Luthers Grav.
143👤Thomas Kingo! o du Giæve!
Lærte dig din Farfar saa
Tepperne med Konst at væve
Som vel seent skal Mage faae,
Tepperne, som nu Man vrager,
Men dog skinne skal i Kor,
Naar hver Modens Teppemager
Smuldrer med sit Væv i Jord.
Nei, kun Han, som uden Hænder
Himmelteppet bredt udspender
Sort og hvidt og rødt og blaat,
Sprængte det med Blommer klare,
Som Hans Konst os aabenbare,
Som os minde om Hans Slot;
Han var selv din Læremester,
Lærte dig med Konst at virke
Tepperne, som i Hans Kirke
Skinned paa de høie Fester,
Rundt at strø de Blommer klare,
Som Hans Finger aabenbare.

👤Villum, 👤Thomas! I er Brødre,
Thi kun een er eders Mødre;
Eder maatte 📌Bretland avle,
Til at reise her i 📌Nord
Kirken med de høie Gavle,
144Til at smykke saa dens Kor,
At fra det hver Kristenøie
Glad opsvang sig mod det Høie.
Saa hvert Frø som under Fod
Hjemme blev i Støv begravet,
Fører Herren over Havet,
Did hvor det kan fæste Rod,
Blomstre yndig til Hans Ære,
Frugt for Evigheden bære.

👤Villum, 👤Thomas! eders Navne
Broderlig hinanden favne,
Begge under Kirkebue
Livned I den sjunkne Lue.
Ak! naar Hjertets Dør er lukt,
Nøglen fast i Laasen ruster,
Ak! naar Luen først er slukt,
Hjelper det saa lidt Man puster;
Da Man fordum Guds Paulun
Maatte til et Tempel giøre,
Da, trods Harpe og Basun
Døvere blev Folkets Øre
Mens i Hjertet Luen brænder,
Blusser længselsfuld fra Jord,
Mens opladt sig Øret vender
Op mod Himlens Englekor,
145O, da kan til Barnestammen
Hjertet synge høit sit Amen,
O da toner Barnelallen
Som en Englesang i Hallen.
Tabte Aanden sine Vingefjer,
Stort det ikke nytter mer,
Om end Davidsharper klinge;
Tonerne til Gud sig svinge,
Lokke sødt: kom med du kiære!
Kun hos Gud er godt at være;
Men den vingeslagne Aand,
Vikler sig i Støvets Baand,
Vil ei op fra Jord sig hæve,
Spotter Tonerne, som svæve
Lette op til Englekor,
Raaber efter dem: I sværme,
Naar de sig Guds Throne nærme,
Stopper Fingrene i Øre
For ei Klangen meer at høre.
Moder! 📌Danmark! ihukom!
Det er dig der tales om!
Dine gamle, halte Psalmer
Neppe kunde gaa paa Jord,
Dog paa dem du lystig foer
Op at plukke 📌Edens Palmer;
👤Kingos Kvad med store Kræfter
146Over Jord sig høit opsvang,
Ei forsagt, fløi dygtig efter,
👤Søren Jonøsen, din Sang;
Ak! hvad hjalp det: hør engang!
📌Danmark vrager 👤Kingos Sang,
👤Søren! hist dit Støv er gjemt,
Selv dit Navn i 📌Nord er glemt.
📌Dannemark! hvor er nu Vingen?
I dit Hjerte er der ingen,
Du forlanger glatte Been,
Skaarne ud af Træ og Steen,
Psalmerne skal, som din Tanke,
Rundt med dig i Støvet vanke.
👤Kingo! da din Harpe klang,
Var det Svanens Afskedssang?
Ak, dens Sang er jo kun sød,
Naar den synger for sin Død;
Ja, dens Støv det faldt til Jord,
Aanden til sin Gud opfoer.

Dog, hvi bruser du min Aand?
Hør hvor sødt dog 👤Kingo leger!
Naar hans Harpeslag dig kvæger,
Naar sig løsne Støvets Baand,
Naar du reiser høit af By
Paa den klare Tonesky,
147Tænk da paa, hvormange Sjæle,
Som nu for Guds Throne knæle,
Kvægedes saamangengang,
Ved den samme Harpeklang;
Vænned sig med Barnestammen
Til engang at synge Amen!
Pris Enhver, hvis fromme Tanke,
Var at puste og at banke!
Dunkle ere Herrens Raad,
Men omsonst er ingen Daad,
Som i 👤Jesu Navn begyndes.
👤Kingo! ak! men mon din Sang
Til dig selv forgiæves klang?
Saga vidner det med Smerte,
At ved Jordens Støv og Muld,
At ved Vrede, Sølv og Guld
Hængte længe fast dit Hjerte.
Ak! hvor det er tungt at tænke,
Slig en Aand i Verdens Lænke!
Ak! hvad Under! at saamange
Hørte kolde dine Sange,
Naar o Skjald! ei du engang
Vilde tro din egen Sang!
Dog, fra Aanden, vil jeg tænke,
Faldt omsider Verdens Lænke,
Herren med sin stærke Hammer
148Mægted den at sønderslaa,
Han indslog dig stærk Attraa
Efter stille Sovekammer;
Der Man sænked Støvet ned,
Klang det: græd o Menighed!
Herrens Overpræst i Livet,
👤Aaron har sin Aand opgivet.

Konge udi høien Hald!
Ligned du din Kongeskjald?
Ja, o 👤Kristjan, tit du Øre
Vendte til hans Harpeklang,
Men dig lysted og at høre
Fristende Sirenesang.
Naar du med din brede Skulder
Stod saa fast i Slagets Bulder,
Naar de stærke Pandserringe
Maatte for dig sønderspringe,
Da man aabenbarlig saae,
Du din Farfar slægted paa:
Naar Man saae, hvor let en Kvinde
Kæmpen kunde overvinde,
Kjendte Slægten Man igien,
Men naar Man saae Friller raade,
Og 👤Charlottes Øine vaade,
Naar Man saae dig blandt de Vilde,
149Naar Man saae dig blandt de Snilde,
Saa dig stampe udi Jord
Der du sloges med Guds Ord,
Da 👤Hans Baggers stærke Arm
Saarede din Kongebarm;
Naar Man hører Griffen sukke
I det snevre Indelukke;
Man bedrøvet spørge maa:
Lærte dig din Farfar saa?
Du med Griffens Fjeder skrev
Lovens Bog for Menigmand,
Sendebreve vidt om Land.
Brev til 👤Kingo og 👤Hans Bagger
Til 👤Peer Jespersen, ja til
Mangen Mand saa giæv og gild,
Skal Man slige Fjeder bytte
Med den Hanefjer, som skrev
Vist til meer end til Unytte
Unødvendigt Feidebrev?
Skal Man slige Fugle mure
Ind i mørke Munkebure?
Var i tyve Aar du vred,
Kunde du da ei fornemme
Eget Valgsprogs stærke Stemme:
Gudsfrygt og Retfærdighed.
150Konge! jeg dig ei vil dømme,
Men Guds Ord din Id har dømt,
Hvad du har forseet, forsømt,
Maa en Smigermund berømme.
Vel du trodsede med Sværdet,
Vilde knust 👤Hans Baggers Arm,
Men dog var din Kiæmpebarm
Kun lidt haard og ei forhærdet,
Fik du Tid dig at besinde,
Lod du Ordet Seiren vinde.
Derfor sov 👤Hans Bagger hen
Paa sin Stol, som Kongens Ven,
Derfor du til dine Præste,
Tiest kaarede de bedste,
Skøndt du stundom maatte skifte
Naar Grevinden skulde skrifte.
👤Peder Jespersen Halei
Sværdet bar i Skeden ei,
Tit du vist og har fornummet,
At det hugged dybe Saar
Aldrig af hans Hovedhaar,
Har dog et din Finger krummet.
Hvo som slige Præster ynder
Han fordømmer sine Synder;
Udentvivl og før din Død
Dine Synder du fortrød.
151Herren med sin stærke Hammer
Maatte Hjertet sønderslaa,
Da undfik det vel Attraa
Efter stille Sovekammer,
Da fornam Du 👤Lottes Taarer
Som en Ild i dine Aarer,
Griffens Suk og store Smerte
Klemte haardt dit Kongehjerte,
Da din Søn du Raadet gav,
Som Hr. 👤Peder ved din Grav
Gav hver kristen Drot paa Jord,
Giennem 👤Davids sidste Ord:
Giv paa Herrens Veie Agt,
Ær Hans Skikke, hold Hans Pagt,
Mærk paa Ordet i Hans Bog,
Lær af den at vorde klog!
Da skal Herren og stadfæste
Sine Løfter dig til Bedste,
Af din Æt da aldrig skal
Fattes Mand i Kongetal.
👤Fjerde Fredrik! tog til Hjerte
Du, hvad 👤Kristian med Smerte
Til dig mæled i sin Død?
Med dit Kongeord du svarer:
Herren var min Hjelp i Nød.
Sanddru Saga aabenbarer,
152Det var meer end Læbers Ord,
Thi det gandske Tvillingnord
Maa det samme Vidne bære:
Herren hjalp, og Ham skee Ære!
👤Frederik! med dig begyndte
Et usaligt Hundredaar,
Alt til Undergang sig skyndte,
Sært, at end en Levning staar.
👤Frederik! du er berømt
For en dygtig Regnemester
Lidt vel hurtig har Man dømt,
Saga det kun halvt stadfæster,
Tidt du regnede for smaat,
Gud allene regner godt.

Tænk ei 👤Fredrik! jeg vil stjæle
Prisen fra dit Eftermæle,
Nei, o Drot, din Kongefærd
Pen og Griffel, Skjold og Sværd
Skal for mig det Kryds beholde,
Som jeg saae paa Sagas Rolde.
Kunde du, hvor nu du boer,
Skue vores Færd paa Jord,
Vist du mine Ord gav Magt:
Give Gud! at Ingen vilde
📌Danmarks Drotter mere ilde!
153Men med Gud jeg gjorde Pagt
At ei Vild og Glands og Guld
Skulde mine Øine blinde,
At ei noget Baand af Muld
Maatte mine Læber binde,
Der dig myndig din 👤Georg
Standsed i din Kongeborg
Raabte til dig: Konge, staa!
Bud fra Gud jeg har at bære;
Vredt du ei til Præsten saae,
Kaldte ham endnu din kiære,
Thi du vidste det saa godt,
Ja du troed det, o Drot,
Præstelæber, trods al Fare,
Altid Sandhed skal bevare.
Præst er jeg, din Skygge maa
Jeg i Natten byde: staa!
Bære maa jeg Herrens Ord:
(Gid det klang fra Syd til Nord!)
At ei hundredtusind Daler
Selv en Draabe Blod betaler,
At Enhver, som uden Nød
Farver Landsen blodig rød,
Var det og en Helgen from,
Glemmer da sin Kristendom;
At hver uretfærdig Feide,
154Som hvert Brud paa givet Leide
Hevner sig saa mangefold,
Og at Svig er Svigens Sold.

Sige maa jeg da, o Drot!
At du regnede for smaat,
Regningen ei holder Stik,
Aldrig kan den Pengeleie
Du for dine Jyder fik
Selv kun 👤Ranzaus Blod opveie.
Vilde Man det efterspeide,
Hvad dig kostede den Feide
Som du selv dig havde voldt,
Mon da Summen sig til den
Du for Jyder fik igjen,
Ei som Mark til Hvid forholdt?
Dog, paa Sligt maa Andre regne
Taler Man paa Herrens Vegne,
Blæser Man ad Sølv og Guld;
Men mon ikke taarefuld
📌Danmark stod ved 📌Stralsunds Volde,
Og begræd i Blod de Bolde?
Sank ei rundt paa Land og Sø
Blomsterne med deres Frø?
Hør du mig, du svenske Kugle!
Hvem traf du i 📌Pronevig?
155Kiste! du kan ikke skjule
Kæmpens Navn, som Kæmpens Lig;
Staver jeg i Mørket ret:
Billedet af Julers Æt?
Saa har den vel endt sin Færd,
👤Absalon! det var dit Sværd,
Det din Vimpel var tillige
Som i Julers Haand og Stavn
Atter sank i 📌Rygens Havn.
Banneret fra Estlandstog
Vimpelløse Danebraag
Kun den Herre kiæk og bold
👤Peder Vessel Tordenskjold
Fra sin lave Vikingsstavn
Veie lod i 📌Marstrands Havn.

Dog, hvorledes? hvil dig, Aand,
Hvil dig, Hoved, lidt paa Haand,
Synerne sig let forvirre,
Øiet blændes ved at stirre;
Stir kun ei saa stivt paa 📌Rygen
Se dog vist paa 📌Kiøge Bugt;
Under Dækket seer du Sygen,
Og i Luften Fanens Flugt.
Sygen, ja da den sig sneeg
Graadig fra Palads til Hytte,
156Medens udi Hildurs Leeg
👤Fredrik søgte Roes og Bytte,
Hvisked den ei: Danedrot!
Kornet voxte nok for godt,
Det skal ikke gaae i Leie,
Jeg vil hjelpe dig at meie!
Der den røde Hane sad
Vingebred i 📌Axelstad,
Mon da ikke høit den goel
Over 👤Fredriks Kongestol:
Spar kun Krudt og Steen og Staal!
Jeg omsonst skal tænde Baal?

Danebraag! med høie Stavn
Ei du sank i 📌Rygens Havn
Høi og herlig var din Flugt,
Du fløi op fra 📌Kiøge Bugt,
Hvor din Stavn sig modig brysted,
Hvor 👤Niels Jul dig blodig krysted
Hvor du vaied stolt og vild,
Der du af din egen Ild
Tændtes an, og udi Luen
Svang du dig mod Himmelbuen,
Ovenned du faldt til 📌Nord,
Did igien du heden foer,
Hjem dig fulgte Skjoldmænd skiønne,
157Det var 👤Ivar og hans Tønne,
Deres Mærke var som dit;
Bunden rød og Baandet hvidt.
Mester Svenske laa paa Vagt
Gav saa nøie paa dig Agt,
Tænkte nu tilsidst at fange
Hvad ham jog saamange Gange,
Hvad han vandt, var kun at Luen
Braged i hans Mast og Dæk,
Da i den mod Himmelbuen
Blussende du svang dig kæk.
Vel fra 📌Dragø han opsendte
Tvende Blus dig at nedhente,
Men to folkeløse Skraag
Flygtende fra 👤Gyldenløve,
Fandt vist aldrig Danebraag,
Blev vist fri for den at røve.
Danefolk og Danedrot!
Herrens Raad er altid godt,
End I med Kong 👤David bad:
Lad os, naar du Tugten sender,
Falde, Gud! i dine Hænder!
Derfor brændte 📌Axelstad,
Men ei tændt af Svovelflammen,
Skarerne I maatte se
Synke ned som Ax for Le,
158Men dog ei til Fiendens Gammen.
Fjenden vandt ei Danebraag
Herren selv den til sig drog,
Den opfløi fra 📌Kiøge Bugt,
Æred 📌Danmark i sin Flugt.
👤Hvitfeld! ja, der du fra Jord
Med det hvide Kors opfoer,
Med et eenligt Luetræk,
Bedre end med Pen og Blæk
Gamle 👤Arild, du en Sage
Skrev om fromme Heltedage;
📌Dannemark