↩
23Gamle 👤Otto! tung og trang
Var dig ►vist din Skolegang,
Moderløs og uden Fader
Vandred du paa disse Gader;
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt.
Mægtede da Skolebogen
447
(US)
►End at ►føde ►Skolepogen?
Arme Pebling! med din Spand
Aarle seer jeg dig og silde
Klart af 📌Hellig Korses Kilde
Kummerlig at øse Vand;
Korsets Kilde maa dig nære
Vand du maa for Brødet bære.
►Underligt, at under Aag
Ei du glemte brat din Bog,
Stundom ►vel fra Bog og Kilde
Vandred du til lystigt Gilde,
Mens dit Rum var tomt i Skolen,
Sørgede for dig Fiolen,
Men med ►Strængeleg du drog
Altid hjem til Spand og Bog.
184
(PS)
Arven i din Præsteslægt
Tynged ei paa Verdens Vægt,
Men paa Hans, som rig til Alle
Hjelper dem, der Ham paakalde.
24Han dig hjalp, Hans Navn ►ske Ære!
Tornet maatte Veien være,
Kun paa Torne Roser gro.
Himmelrosen i sin Glands
Blomstred under ►Tornekrands.
Kun naar Jordens Torne saare,
Kan dens ►Tant os ei bedaare;
Da det ømme Hjerte maa
Hige did med stor Attraa,
Hvor ei længer Torne stikke,
Hvor det veed, der blødes ikke.
Denne Higen hellig klang,
👤Otto, i din ►Orgelsang.
Hørlig var den at fornemme,
Naar du med din Tordenstemme
Dundrede mod Folkets Synd,
Naar med Salvelse du tolked
Evangelium for Folket;
Ja, naar Tungen hørtes hige
Efter Tonen at udsige
Som din Aand ►undrykt fra Jord
Lytted til i Englekor.
I dit Blik den var tilskue,
448
(US)
►Der du vendte nøgne ►Barm
Kæk mod den forvovne Arm
Som med ►Staal dig turde true;
25►Der du ►higed sidstegang,
Paa din Længsels Vinge svang
►Løste Aand sig op til Tronen,
Og istemte Engletonen.
185
(PS)
Nu, Udsprungne! hvid du staar
I Gud Faders ►Rosengaard,
Som paa Jord du længtes efter;
Men af Rosen purpurrød
►Gik en Duft med store Kræfter,
►Gik en Kraft saa liflig sød.
📌Seierø og 📌Vallekilde
Visselig I det ►fornam,
Ja, om I det glemme vilde
Er der dog en Æt af ham,
Ve den, om den kunde glemme,
Hvad den haver ►end i Gemme!
►Bjergmand af 👤Lutheri ►Lag!
►Flink du ►grov i rige Aarer,
Førte frem til Lys og Dag
Guld som blinker men ei ►daarer,
Gemte det saa ►vist i Skrin,
Gemte det i Rosenblade,
Og en Duft saa liflig fin
Stiger fra den blanke Plade.
Mens min Fader, nu han staar
Hos dig i Guds ►Rosengaard,
26Mens han stod i Rosenskolen,
Naar i Aanden han ►fornam
Hvad saa tit fra Prækestolen
Aanded Fryd og Fred i ham,
Oldingen med hvide Haar
Stod ærbødig op fra Sæde
Atter som i Ungdoms Aar
Øiet tindrede af Glæde
Mere sanddru blev hans Blik,
Og høitidelig hans Tale,
Hvem det ei til Hjertet gik
Ham kan intet Syn husvale;
186
(PS)
Talen faldt saa jævn og vægtig,
449
(US)
Ja i ►Skrifterne var han
Tro mig, en 👤Apollos mægtig,
Ja han var en stor Guds Mand.
Det skal vidnes paa hans Grav,
Ak, jeg selv det føler bedst,
Hvad er jeg mod ham som Præst.
Sukkende den Gamle tav
Satte Haanden under Kind
Indtil Ordet faldt ham ind
Som kan hver 👤Johannes trøste:
►Grib ei efter det forvoven
Som ei givet blev fra Oven►!
Ja 👤Apollos! naar jeg saae
27Udi Skrinet hvor det laae
Nyt og Gammelt som du drog
Af din Forraad frem saa klog,
Som en Skriftklog Man kan sige
Var ►optugtet til Guds Rige,
O! da følte jeg beskæmmet
Gud mig gav et Nemme godt
Men hvor er det Lidt og Smaat,
Imod Dit, hvad jeg har nemmet,
Dog, vil Herren med mig staa,
Skal jeg se jeg dig kan naa.
Gud i mig din Æt ►velsigne!
►Give Gud, jeg dig maa ligne!
Saa jeg ►Aandens Sværd, Guds Ord,
►Bære maa i Sandheds Gjord,
Saa Retfærdighedens Pandser
Mod al Verdens skarpe Landser
Dække maa mit nøgne Bryst►,
Saa min Gud er al min Trøst.
Gid jeg under Kirkens Bue
I din Aand maa Alt beskue,
187
(PS)
Gid jeg tale maa, som den,
Om den var her, talte ►end!