↩
331
(PS)
👤Femte Fredrik, du hvis Kiste
Er blandt Kongernes den sidste,
Som ved 📌Hellig Korses Kilde
►Stade fik, ►der det var silde,
Hvilket Mærke, hvilken ►Stav
►Rister ►Saga paa din Grav?
566
(US)
Tankefuld hun stander stille,
Læner sig til ►Kirkepille,
Sukker, grunder, mæler seent:
214Hvidt er ikke altid reent,
Dømmer ei for tidlig Nogen,
Gud vil ⓘ
selv ►oplade Bogen,
👤Salomon er 👤Fredrik kaldt,
Lyset aabenbarer Alt.
Ei med 👤Christjan kom tilbage
👤Glippings eller 👤Menveds Dage,
Mellem Frænder saae Man vel
►Biblen gjorde Rum og Skiel,
👤Fjerde Frederik jo var
📌Danmarks ►👤tredde► 👤Valdemar,
Derfor ei 👤Christoffers Æt
Kom paa Thronen ►dette Sæt,
Riget ►kom ei fuldt i Band,
Blev ►forsat men ei ►adspredt;
Og 👤Christoffer uden Land,
Blev i 📌Dannemark useet.
Riget blev dog Gud skee Lov!
Ikke ►Greveran og Rov,
Ingen 👤Geert jeg mindes kan,
Kun maaske en halv 👤Johan.
►Underlig sig Tiden vender,
►Underlige er dens Spor,
►Klarligen Man dem erkiender,
►Og i Kongers ►Kroneord.
332
(PS)
Gud er al vor Trøst, vort Haab
215►Saa ved 📌Danmarks anden ⓘ
Daab,
Talte 👤Kristjan og Hans Søn,
Det var Kongesuk og Bøn.
Gudsfrygt ►størker Land og Rige,
Hørtes 👤Fjerde Christjan sige,
Er det ei med andre Ord:
Vær dog klog, og lad dig drive
Til ved ►Herrens Frygt at blive,
Gudsfrygt er en ►Vinding stor.
Paa Guds Forsyn maa jeg stole,
Sagde 👤Fjerde Christjans Søn,
📌Dannemark i Modgangs Skole,
Læste paa sin Morgenbøn.
567
(US)
Gudsfrygt og Retfærdighed
Sagde 👤Christian den Femte;
Er det ei som om Man glemte
Gudsfrygt er Retfærdighed,
Og at hvo som ei giør Ret
Frygter Gud kun saare ►slet.
👤Fjerde Fredrik stemte i:
Herren staaer mig kraftig bi.
📌Dannemark i Modgangs Skole
Dreves til paa Gud at stole,
Men som paa en Hjelper stærk,
Der dem hjalp i deres Værk.
Her det halv ►forborgent laa,
216Hvad Man ►øiensynlig saa
Over 👤Sjette Christjans Krone;
Jeg, ►saa er hans Ord ►udtolket,
Virke vil for Gud og Folket
Det var glemt at i Guds Kirke
ⓘ
Vi kun Herrens Værk skal virke,
Det var glemt at Kraft og Ære
Skal som Riget Herrens være,
333
(PS)
Glemt, en Drot ei tale maa,
Ord der klinge som hans egne,
Skal for Gud i Aanden staa,
Tale paa sit Legems Vegne,
Saa hvert Lem, det ganske Rige
Kongens Ord kan eftersige;
Halv forglemt var at fra Gud
Folkets ►Held kun springer ud.
Meer og meer Man Herren glemte
Og Kong 👤Frederik den Femte
Er den første Drot, hvis Ord
Holdtes fængslede paa Jord,
Klogskab og Standhaftighed
Komme de ei ►ovenned?
Hvad kan ►Mandekløgt formaa?
Kan vel ►Kiød for Gud ►bestaa?
👤Fredrik! det er ►Sagas Tale,
Tavshed Drotter kan befale;
Men en Drot, som frygter Gud,
217Aldrig vil med ►Herrebud,
Som med Knebel Tungen binde
568
(US)
Paa den gamle fromme Kvinde,
Der kun siger hvad hun saae,
Der kun haver den Attraa;
Herrens Raad og Verdens Fare
►Klarligen at aabenbare.
👤Didriks Æt ►og har det Rygte
At den Herren vilde frygte,
At endog den stundom foer
Vild fra Herrens Vei, i 📌Nord;
Blev af den dog aldrig Munden
Paa Guds Ord og ►Saga bunden.
👤Frederik! det Eftermæle
334
(PS)
At du var af 👤Didriks Æt,
Skal dig ingen Tyv frastjæle,
Medens ►Saga taler ret;
Vennesæl og øm og mild
Var du selv naar du foer vild
👤Johan Cramer var din Præst,
👤Gottlieb Klopstok var din Giæst
Fra hvis Harpe første Sang
Over disse Grave klang;
Ja hvis Harpe du gav Strænge,
Saa den mægted i sin Klang
Vidt at bære Skjaldens Sang;
218Sangen som skal mindes længe,
Sangen i de høie Toner
Om Guds Søn, om vor Forsoner,
Sangen som dit Kongenavn
Slynget i en Blomsterkrands,
Bære skal i kiærlig Favn,
Hædre, til Man glemmer Hans
Til hvis ►Pris den sig har føiet
I hvis Navn ►og du har bøiet
Vidner Skjalden, dine Knæ.
👤Fredrik! ak! i ►Messiadens Favn
Sjelden skuer Man det Kongenavn,
Ræd Man flygter fra den Himmelglands
Som udgaaer fra 👤Jesu ►Straalekrands:
►Messiaden er et Sidestykke
Til den Kirke, som du vilde bygge,
Ja dens ►Marmelstene lod du ►slinge,
Til en ►Hald hvori den Sang saa fiin
569
(US)
Kunde lystelig for Øren klinge;
►Messiaden er en ►Ligsang ⓘ
fiin
Til et Gravkapel som Kirken din.
Ja den er et Gravkapel i Ord
335
(PS)
►Bygt for Kirken, ►der dens Aand udfoer
Stenen er saa fager og saa klinger,
Øiet frydes ved dens ►Aaregang,
Øret kildres ved den søde Klang,
219Som af ►Understenen glad udspringer;
Men den Steen i Korsets Tegn sig hvælver
Trolden seer det ►Himmeltegn og skiælver;
Men den Steen til Alter sig ►mon bøie
Og dens Klang sig svinger mod det Høie;
Og selv paa den mest forvovne Bue,
Er dog 👤Jesu Christi Navn at skue.
Roses kan den af en Troldehær,
Trolde vorder den dog aldrig kiær.
Og saasnart en utro Mesterhaand
Byggede af Ordets ►Marmelstene,
Buer der forvovne sig forene
Til et Offerhus for Verdens Aand;
Flux de flygted fra den græske Kirke,
Raabte kolde, naar de saae sig om:
Hvad dog Kunsten ei formaaer at ►virke!
Et Pallads endog af Christendom!
Ja, o 👤Frederik! din Skjalds Pallads
Staar som Kirken vilde stande nu,
Hvis den stod, som dig den stod i Hu
Tomt, uændset i en Krog ►paa Stads,
Skal det roses, Rosen kun annammer,
Den oplyste, liberale Tid,
Som opbyggede med ►Konst og Flid,
Christendom et saadant Sovekammer
Som saa fiint ►begrov den usle Kvinde,
220Der, endskiøndt hun Verden slemt bedrog
Hindrede den i at vorde klog,
Dog engang var ►Fædrenes Veninde.