Grundtvig, N. F. S. Til Frigges Recensent

Oversigt over manuskripter og tryk

Manuskripter

Der kendes ingen manuskripter til Grundtvigs “Til Frigges Recensent”.

Førstetrykket

Nummer i Bibliografien: 205.

Grundtvigs indlæg er en reaktion på en anmeldelse af Frigge. Poetisk Nytaarsgave for 1813 og andre nytårsgaver, som efter al sandsynlighed professor 👤Jens Møller havde ladet trykke i Dansk Litteratur-Tidende nr. 2, 1813, s. 17-31. Frigge var omtalt s. 20-25. Grundtvigs reaktion blev trykt på s. 141 f. i samme tidsskrifts nr. 9, 1813. Tidsskriftet blev redigeret af 👤Peter Erasmus Müller og udgivet og trykt hos Andreas Seidelin, Store Kannikestræde 46, København.

Bibliografisk beskrivelse

De anvendte eksemplarer

  • Grundtvig-Bibliotekets eksemplar af Dansk Litteratur-Tidende 1813, opstillingsnr. 1 (indbundet og beskåret).
  • Det Kongelige Biblioteks eksemplar af Dansk Litteratur-Tidende 1813, katalognr. J, 6712 8∘, stregkode: 130014108506 (indbundet og beskåret).
  • Grundtvig-Bibliotekets eksemplar af Dansk Litteratur-Tidende 1813, nr. 9, opstillingsnr. 14948 k, ex 2 (ubeskåret og i gråt papbind).
  • Eksemplar fra Bibliotek for Kirkehistorie, der rummer uddrag af Dansk Litteratur-Tidende 1813, katalognummer V j 5 i Gru (indbundet og beskåret).

Eksemplar 1 har dannet grundlag for tekstetablering og faksimiler. Det uopskårne eksemplar fra Grundtvig-Biblioteket har afgivet mål i formatbeskrivelsen. I øvrigt er tekstbeskrivelsen foretaget ud fra eksemplar 1.

Dansk Litteratur-Tidende

Udgivelsesperiode

Tidsskriftet udkom i perioden 1811-1836.

Redaktører og forhistorie

I kraft af den første udgiver, teologiprofessor 👤Peter Erasmus Müller (redaktør 1811-1830), kan tidsskriftet betragtes som en uafhængig fortsættelse af Kiøbenhavnske lærde Efterretninger, der også blev udgivet af 👤Müller, men som i 1810 måtte gå ind af økonomiske grunde. 👤Müller havde til denne forgænger ved kongelig resolution fået ret til at optage anonyme anmeldelser, mod at han selv stod til ansvar for bladets indhold (Kirchoff-Larsen 1946, bind 2, s. 339). Denne praksis fortsatte han i Dansk Litteratur-Tidende. Begrundelsen var, at Danmark var så lille et land, at alle i de litterære kredse kendte hverandre og kunne støde på hinanden i de københavnske gader, hvilket kunne afholde anmelderne fra at træde offentligt frem med deres kritik.

Trykker og trykkeri

Tidsskriftet blev trykt og forlagt af hof- og universitetsbogtrykker 👤Andreas Seidelin.

Hyppighed

Bladet udkom ca. 1 gang om ugen (47-48 numre pr. årgang). Numrene er ikke daterede.

Omfang og pris

Hvert nummer er på 16 sider. Tidsskriftet er fortløbende pagineret pr. årgang; og ved årgangens slutning udkom der desuden en alfabetisk liste over omtalte forfattere og andre personer samt en omfattende alfabetisk indholdsfortegnelse.

Det er ikke lykkedes at opspore prisen pr. nummer.

Format og papir

Et ubeskåret eksemplar (nr. 3) måler ca. 193 × 110 mm. Papiret er almindeligt, håndgjort papir med kædelinjer og uden vandmærke. Klummen måler ca. 130 × 74 mm.

Grundtvigs bidrag i og forhold til tidsskriftet

Grundtvig har kun bidraget i årgang 1811 og 1813. Det fremgår imidlertid af Grundtvigs anmeldelse af Sangen om Bjovulf i 👤Thorkelins udgave (1815), at han har følt sig dårligt anmeldt og behandlet af tidsskriftet:

Litteratur-Tidendes Udgiver har jeg igjennem flere Aar agtet og æret som jeg burde, ja af Agtelse for ham har jeg end ikke hidtil paatalt den Usømmelighed, at jeg er den eneste Forfatter han tillader grovelig at udskjældes og belyves i sit Blad (Grundtvig 1815, sp. 1046).

Intern varians

Der er ikke konstateret intern varians i de kollationerede eksemplarer, hverken af tekstlig eller materiel art.

Tekstkritik

Anvendt litteratur