↩ At fødes til Verden, ►I Elskelige, det er ►vist nok en ►underlig Ting, ►enddog kun Faa betænke det, fordi man daglig kan se Magen. At vi engang skal dø fra Verden, og det kanske i Dag eller i Morgen, det er ogsaa underligt, og det vilde de Fleste helst glemme, thi det er meer end forunderligt, det er forfærdeligt. Det var sørgeligt nok, om vi vidste at det var forbi med vort Liv og vor ►Rørelse, naar de klappe Graven til, og give Legemet i Ormes Vold; dog det fik ►saa være, var der ingen Glæde, var der heller ingen Sorg, og af den Sidste har vi vel alle mest, det kunde da være ret godt at ligge der, hvor Man er kold og stiv, og hører ikke ►Trængerens Røst. Men der er en forunderlig Røst, 12 (VU) som vi kalde Samvittigheden, det er en haard Tugtemester, ►enstund kan vi vel binde Munden paa ham, eller gøre slig en Tummel omkring os, at vi ikke høre, hvad han siger, men naar Han saa engang imellem træffer os ene 31og stille, ved den mørke Midnatstime, paa Sygesengen eller i anden Dødsfare, da er han høirøstet og altid peger han paa Graven, som han vilde sige: tænk ikke du skal ligge der i Ro, da skal du nødes til at giøre Regnskab for Ham deroppe, og da kommer Pinen.