↩ Prædikenen er i lange passager båret af domstale. Ifølge 👤Emil Frederiksen er denne dom over samtiden et hovedmotiv i al Grundtvigs tale og skrift i ungdommen: “Vistnok ingen dansk Aand har hamret saa ihærdigt udholdende løs paa sin Samtid”, skriver han og vurderer, at Grundtvig i Udbyprædikerne ofte er “på Højden af sin dømmende Kraft” (►1948, s. 116). Grundtvigs sprogbrug er tilsvarende militant. Idet han låner nogle militante udtryk fra Paulus, ser han 👤Luther, 👤Reinhard og sig selv som “👤Jesu Kristi Stridsmænd” (jf. ►2 Tim 2,3), og han taler flere gange om nødvendigheden af at anvende ‘Aandens Sværd’, ‘Troens Skjold’ og ‘Saliggørelsens Hjelm’ (►Ef 6,16-17). Gud omtales som “Herre Zebaoth” (hærskarers herre), og det gudsbillede, der tegnes, er således et billede af en militant Gud, der optræder som kriger, hævner og suveræn konge.