↩ Prædikenen begynder traditionelt med en “Ihukommelse af alle dem, der ere hensovne i Kristo” (s. 26-29). Dette afsnit glider over i en ihukommelse af 👤Luther, og Grundtvig ekspliciterer her sit ærinde: “[jeg vil] udlægge for eder Hvorfor kaldes vi Lutheraner?, lutherske Kristne” (s. 30). Herefter følger et kort historisk rids over, hvordan Bibelen var blevet glemt i den katolske middelalder, og hvordan det var 👤Luthers fortjeneste på ny at have gravet skriften frem og gjort den tilgængelig for folk ved at oversætte den til tysk. Grundtvig konkluderer, at det er passende at kalde sig efter 👤Luthers navn pga. den altafgørende betydning, han fik som fornyer af kirken.