Grundtvig, N. F. S. Et Par Ord i Anledning af den gamle Præsts Skrivelse til Fyens og Ribes kaarede Bispe (i Skilderiet No. 54 og 55) Foreløbigt Svar til Hr. Doctor Larsen i Anledning af hans Par Ord i Skilderiet No. 83-85 f. A.

👤Larsens udfald mod Grundtvig

👤Larsens indlæg imod Grundtvig, “Et Par Ord i Anledning af det inhumane Svar paa den gamle Præstes Skrivelse til vore nye Biskopper i Kjøbenhavns Skilderie No. 65 og 66 dette Aar”, er flerleddet (se Larsens indlæg her). Først tilbageviser han ved hjælp af udvalgte 👤Paulus-citater og andre henvisninger til Det nye Testamente Grundtvigs affærdigelse af den gerningsretfærdighed, som den gamle – og efter eget udsagn måske snart døende – præst har givet udtryk for (Larsen 1811, sp. 1312 f.). Dernæst følger han op på de første fire af den gamle præsts seks punkter (Larsen 1811, nr. 84-85). Han er navnlig uenig i Grundtvigs karakteristik af den nye salmebog. Han mener, at “Der er en stor Deel mesterlige, ægte kristelige og sielsopløftende Psalmer deri, meget faa maadelige, og ingen slette. Den har i religiøs Oplysning bragt os saameget fremad, at der ikke er meget tilbage at ønske” (Larsen 1811, sp. 1329).

Tonen er gennemgående meget nedladende over for Grundtvig. Som lidt af en uartighed henviser Larsen Grundtvig til den berygtede pietistiske forfatter og lægprædikant 👤Hans Hauges skrifter og til præsten 👤Gerhard Seebergs Jesu Tidende, der udkom i 40 numre i årene 1806-1810, hvis han ønsker “Olie for et saaret og sønderknuset Hierte” (Larsen 1811, sp. 1329).