Karakteristik og referat
✂ “Anholtstoget” følger mange af lejlighedsdigtets konventioner. En konvention var at drage mytologiske paralleller og hentyde til lejlighedens skueplads og hovedpersoner, især deres navne (►Olden-Jørgensen 1996). Hændelsesforløbet træder dermed ofte i baggrunden og forudsættes kendt af læserne.
Landgangen (versafsnit 1-3)
✂ I de første versafsnit nærmer de tolv kanonbåde sig Anholt midt om natten, den 27. marts. Ved det befæstede fyrtårn venter de britiske tropper, der udnævnes til trolde, dvs. beboere i ►Udgård. Storbritannien er ►Angerbode (versafsnit 4, vers 2), jættekvinden, der med ►Loke avlede uhyrerne ►Fenrisulven, ►Hel og, vigtigst af alle, ►Midgårdsormen, som her er den britiske flåde.
✂ “Anholtstoget” har to stemmer: den første stemme spørger i versafsnit 1 og 3 forundret, hvad lynangrebets baggrund er, og hvorledes briterne opdager det. Disse spørgsmål irettesættes af en anden, mere autoritativ stemme i versafsnit 2 og fra versafsnit 4. Dette lyriske jeg er ligesom Grundtvig ikke født, men opvokset i Jylland (versafsnit 7, vers 1-2).
Det moralske forfald (versafsnit 4-6)
✂ Digtet skifter allerede i versafsnit 4 fra en beskrivelse af nederlaget til en moralsk forklaring. ►Asernes modstandere flankeres af djævelske skikkelser fra Johannes' Åbenbaring. ►Midgårdsormen sidestilles med helvedesdragen, der dyrkes af frafaldne (►Åb 13,2-4); dragens stjålne guld kan knyttes til ►Fafners skat. Nutidens nordboer er blandt de frafaldne (versafsnit 5). Mens vikinger med våben aftvang briterne guld og værdifulde genstande, tigger vikingernes efterkommere nu briterne om sådanne goder. Som nævnt florerede smugleriet med kolonialvarer og anden britisk kontrabande (►Rubin 1970, s. 383-402, 496 f.). Som straf herfor hældes vredens skål (►Åb 16) over Norden, hvor der skyder tidsler op. I disse år var Norge ramt af misvækst, og der udbrød hungersnød, da den britiske blokade forhindrede importen af dansk korn.
✂ Forfaldet anskueliggøres i versafsnit 6 med de skiftende syn på regnbuen. Mens sande kristne priser regnbuen som tegnet på Guds pagt med 👤Noa, og nordboerne beskrev den som ►Bifrost, broen til ►Midgård, anser nutiden blot “den tomme Farveglands” for en øjenslyst (s. 277). Denne karakteristik kan være en indirekte kritik af 👤Oehlenschlägers brug af motivet i dramaet ►Correggio fra januar 1811 (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 468 f.). Den nordiske himmelbro forbindes både med den kristnes vandring fra jorden mod Himlen og med Dommedag, hvor 👤Kristus troner i himlen, omgivet af regnbuen (jf. ►Åb 4,3). Anholts ørken og storme kobles til lignelsen om huset, der er bygget på sand og derfor væltes af stormen, modsat den klippefaste kirke (►Matt 7,26).
De stærke jyder (versafsnit 7)
✂ Én landsdel har undgået det moralske forfald. I Jylland findes endnu “Guds og Nordens Aand” (s. 278). Gudsfrygten viser sig i villigheden til at give almisser og kirketiende. Rettroenheden giver jyderne kraft til at modstå de apokalyptiske fristelser fra “den gamle Snog”, “Lysets Engel” (s. 280, jf. ►Åb 12,9 og ►2 Kor 11,14). Det kan være en indirekte støtte til den bevægelse nær Vejle, der senere blev kendt som de stærke jyder. Trods myndighedernes gentagne indgreb holdt de stærke jyder fast i ældre salmebøger og katekismeforklaringer (“dit stolte Arvegods”, ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 899; ►Koch 1904). De nyindførte rationalistiske lære- og salmebøger afskyede Grundtvig ligeledes, men han delte ikke disse jyders pietistiske anskuelser.
✂ De københavnske læsere havde siden slutningen af 1700-tallet interesseret sig for den jyske nøjsomhed og fejrede fra 1787 👤Niels Ebbesen som en nationalhelt (►Frandsen 1996, s. 78-86). Det fjerde vers på side 280 om jydernes stolte march langs de tyske floder Rhinen og Oder kan knyttes til to historiske begivenheder. Den mest oplagte er folkevandringen mod Det Romerske Rige, for den jyske deltagelse havde længe været højt besunget.
* Det er dog uvist, hvilken stamme Grundtvig hentyder til. Cimbrerne var udvandret i det 2. århundrede f.Kr., men regnedes for germanere og altså ikke jydernes direkte forfædre. I sin verdenskrønike fra 1812 beskrev Grundtvig jyderne som efterkommere af de norske joter (►Grundtvig 1812, s. 307; ►Albeck 1968, s. 13 f.). 👤P.F. Suhm anså langobarderne for nordjyder, der udvandrede umiddelbart før Kristi fødsel. Langobarderne nåede at bo “adskillige Steder i Tydskland, Polen og Ungarn”, inden de i 500-tallet erobrede Norditalien (►Suhm 1790, s. 31).✂ Marchen kan også være en mere indforstået henvisning til den nyere historie. Året efter fremhævede Grundtvig de jyske troppers bedrifter i Nordtyskland under den Skånske Krig (1675-1679) og i Pommern under Store Nordiske Krig (1709-1720, se ►Verdenskrøniken 1812, s. 309 og punktkommentaren til “i Marken mod Ludvig og paa Stralsunds Volde”). Kamppladserne kan knyttes til Rhinen og Oder. I ►Verdenskrøniken 1812 sammenligner Grundtvig på side 309, ligesom i “Anholtstoget”, de modige jyder med de feje sjællændere: “Øboerne bleve ved at flygte i Skaane”.
👤Peter Buhl
✂ Lovprisningen af Jylland skyldtes den jyske herkomst af enten den infanterienhed, der angreb Anholt, eller af den søofficer, der vandt mest hæder: løjtnanten 👤Peter Buhl fra Fredericia. 👤Buhl har i alle fald udgydt sit blod i sandet og dermed læsket og fornyet den sejlivede jyske hæderkrans af lyng (versafsnit 8). Versafsnit 9 iklæder en episode fra den danske retræte mytologisk skikkelse. Danskernes små skibe blev forfulgt af tre større britiske fartøjer, men med sin kanonbåd afledte Buhl en britisk brig, tog kampen op og holdt faktisk stand så længe, at de øvrige undslap. Den 8. april blev 👤Buhl løsladt med de øvrige krigsfanger (►Andersen 1912, s. 222). 👤Buhls opofrelse blev 4. maj genstand for et helt digt, hvor han, ene mand, holder stand: “Ved Tofterne ligge hans djerve Mænd / Udstrakte mod Baadens Side — / Han bød det — og stirre paa Faren hen / Som ene han kan bestride” (►Bornemann 1811, sp. 564).
✂ Standhaftigheden skildres ikke helt så heroisk i samtidige rapporter, men digtets beskrivelse er senere overtaget i historieskrivningen (►Krarup 2011, s. 94-96). Grundtvig knyttede også an til lovsangen og sidestillede 👤Buhls offervilje med ►Balders død. Det indforståede versafsnit 9 har flere forstyrrende tekstfejl. Meningen fremgår først af den rettede andenudgave fra 1815. Grundtvig forudser en nær fremtid, hvor den Balder-lignende 👤Buhl er død, og Herrens lyn udsletter de babelsk-britiske jætter. Derpå forlades Norden af den “forladte 👤Krist” (s. 281). “Den rette ►Baldur” hentyder, på konventionel vis, til den genopstandne 👤Kristus. 👤Kristus troner i himlene lige under “Faderen i ►Gimle”, som Grundtvig ellers kalder ►Alfader (►Auken 2005, s. 125 f.). Med ►Loke og ►Hel er de sidste medlemmer af ►Angerbodes familie flettet ind i digtet.
✂ Versafsnit 10 går fra ►Balder til ►Odins anden søn, ►Tyr, og ser tilbage på 👤Buhls indsats under belejringen af København i 1807. I et angreb på de britiske belejrere mistede 👤Buhl venstre arm, og herved minder han Grundtvig om ►Tyr, hvis arm blev slugt af ►Fenrisulven. ►Fenrisulvens bror ►Midgårdsormen repræsenterer den britiske flåde. Briterne beslaglagde i oktober 1807 den dansk-norske flåde, der udnævnes til ►Skidbladner. Hermed afsluttes omtalen af ►Angerbodes afkom.
✂ Versafsnit 11 indledes med at spørge til en anden af angrebets helte: “Hvor fødtes denne Helt?” Det giver anledning til at drøfte det dansk-norske riges tilstand. Island indgik i riget, og herfra stammede major 👤Ketil Jónsson Melsted, der ledede infanteriet og faldt på Anholt. 👤Melsteds mod beskrives gennem hjemstavnens vulkaner og nordlys.
✂ Versafsnit 12 sammenligner 👤Buhls blide hjemland, Danmark, med “stolte Norrig” (vers 5). Norges stolthed beroede på dets sejre i årene 1808-1809 (se indledningen til “Krigssang for Nordmænd”). Modstillingen af den danske og den norske natur var gængs og heraf udledtes ofte de to folkeslags natur. I disse år blev denne modstilling præget af striden om øget norsk selvstyre (►Glenthøj 2012, s. 195 f.). 👤Buhls navn kobles til egebulen, der dels modstilles de norske grantræer, dels har sin baggrund i skovfredningen (1805) og den langsigtede plan om at genskabe “Danmarks stolte Flaade” (versafsnit 14, s. 285) med nyplantede egeskove.
✂ I versafsnit 13 spørger Grundtvig til 👤Buhls motiver. Grundtvigs hensigt fremgår af versafsnit 14. Her beskriver han de danske kanonbådes kapringer af større, britiske skibe på dage med vindstille eller ugunstig vejr. Kapringerne var farefulde, men yderst indbringende, og indtægterne førte til et kapervæsen. Kaperne blev både formuende, feterede og fordømte. Grundtvig vender sig mod “Lykkens Uting” (versafsnit 13, s. 284), “eders lave Baade” (versafsnit 14) og den hovmodige jagt på et “Eftermæle / Og Samtids Pris” (versafsnit 14, s. 285).
✂ 👤Buhl havde som kommandør over en kanonbåd kapret adskillige fartøjer, og da kongen i 1809 begyndte at dekorere borgerlige undersåtter, var 👤Buhl blandt de første, der modtog Dannebrogordenen (se indledning til “Saga om Nord”, afsnittet “Dannebrogordenen”; ►Andersen 1912, s. 217). Grundtvig tog også i andre værker afstand fra fejringen af kanonbådene og ønskede i stedet flåden genopbygget (►Verdenskrøniken 1812, s. 358-361).