↩ Forbindelsen til Grundtvigs åndelige krise 1810-1811 viser sig kun indirekte i digtet. I Grundtvigs digt er de vise mænd en konge, hans søn og en stjernetyder. Disse tre skikkelser kan via ►Daniels bog føres tilbage til den babyloniske 👤kong Nebukadnesar, hans søn og stjernetydere, der lod sig omvende til den jødiske gud og følgelig tillod det bortførte jødiske folk at slippe fri af det babyloniske fangenskab. Ligesom jøderne vendte hjem til den rette gudsdyrkelse i Jerusalem, skulle Grundtvig og med ham hans rationalistiske samtid vende tilbage til barndommens bibelske tro. Denne kunne de finde i Jesusbarnets og Gudsbarnets “milde Øie” (strofe 12) (►Thodberg 1989, s. 288 f.). Grundtvigs tolkning af de vise mænd som de babyloniske konger er der ikke belæg for i den kristne ikonografi om de hellige tre konger (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 356).