Grundtvig, N. F. S. De hellige tre Konger

Genre og opbygning

Ved at gengive en historisk fortælling fra Bibelen om 👤Jesus og andre bibelske personer i lyrisk-episk form er “Deilig er den Himmel blaa” et eksempel på en historisk-kristelig sang (s. 179). At digtet også kaldes “En Barnesang” (s. 184) adskiller det fra andre historiske sange og salmer.

Digtet består af en ramme (strofe 1-2 og 14-19) omkring en fortælling (strofe 3-13), og fra 2. strofe træder en jegfortæller frem og synger henvendt til børn. En tilsvarende ramme, her med unge piger, havde Grundtvig benyttet sig af i mindedigtet over 👤Peter Willemoes, “Kommer hid, I Piger smaae”, der udkom o. 29. oktober 1810 ( Bibliografien 144). Det at inddrage børnene som tilhørere er et tidligt eksempel i dansk litteratur på at opbygge en fortrolig tone mellem forfatter og barn og at fremme barnets indlevelse i det fortalte. Begge træk er karakteristiske for den børnelitteratur, der begyndte at udvikle sig i 1800-tallet. I samtiden var den almindelige tendens, at børnelitteratur skulle være moralsk opdragende og fremme dyder. Det dengang stadigt populære eksempel inden for fortællingen var 👤Ove Mallings Store og gode Handlinger (1777).