↩
30►Saa hvile sig da under denne Sten
Nu 👤Absalons de trætte Helgenben,
Det er da ham, hvis Billed her man ►præged,
Det er da dig, hvis Daad mig ►saa bevæged.
127
(VU)
►Saa staar jeg nu da ►for den ►Ædlings Grav,
Som tidlig mig den Følelse indgav,
At det er stolt, at være født i 📌Norden,
Ja, klart jeg dig ►i Lignelsen kan skue,
Som om din Aand til Kroppens Hvilested,
En ►føie Stund i Dæmring, svæved ned.
I Øiet seer jeg Kraft og Fromhed lue;
Thi Søn du er af 👤Krist og gamle 📌Nord,
En ►Gjord er spændt om dine stærke Lænder,
Og ►tunge Sværd nedhænger fra den ►Gjord;
280
(PS)
Med det du slog til Jord de grumme Vender;
For dette Sværd fra Tempelbænk nedfaldt
Hver Stok og Sten som var en Guddom kaldt;
Det samme høit du op i Luften bar
Dengang du slog til Konge 👤Valdemar.
Din Stav – o se, den er jo søndersprungen,
Da Bisper stred mod Fædreland og 👤Kongen,
Da 📌Danmarks Hæder sank i mørke Grav,
Da knuged du saa haardt din Bispestav,
At Stenen selv isønder maatte springe.
Med Kraft den Stav du som et Septer førte,
Da Lov du gav mod Synd og ►Overvold,
31Med den det var, du 👤Saxos Øie rørte,
Med den opmaned du den svundne ►Old.
Ja, ►Ædling, naar ved Valdemarers Minder,
Og naar ved dit opblusse mine Kinder,
Naar Øiet funkler ved en stor Bedrift,
Som du lod præge i den faste Skrift;
Og naar i Gru jeg gyse maa og blegne
Ved Tanken om, at var din 👤Saxo ei,
60
(US)
Da maatte jeg, forvildet, uden Vei,
Omvandre her i Fædrelandets Egne,
Da knæler jeg med Tak, for ham som gav,
I Haanden dig en hellig Bispestav.
►Ja laa din Sten ►for ►høien Altar ►end►,
For Gud jeg nu nedknælede paa den,
►Saa er da Alt i haarde Sten indpræget,
Hvorved dit Liv mig har saa dybt bevæget!
128
(VU)
Nei Kaaben ei, hvorpaa i 📌Roskild hviled,
Den svegne faldne 👤Knud, da i dit Venneskød
Han rørt sin Aand opgav, og ►end i Døden smiled,
At præges udi Sten, dertil var den for blød,
Men derfor dog dens Minde ►vist skal vare,
Saalænge gævt og stolt det er i 📌Nord
I Vennenød at glemme egen Fare.
281
(PS)
Saa sov da sødt i hellig Kirkejord!
Du ►Støv af ham, som pryded Land og Kirke:
Det under dig vel dog ►forkeerte ►Old,
32Der stormer mod de Døde blind og kold,
►Som det var dem, der ►Landfarsoten ►virke.