Reformatordrømme
✂ Fra den 9. oktober til midt i december 1810, mens bl.a. Nytaarsnat blev skrevet, havde Grundtvig en særlig ide om, hvordan han personligt kunne virkeliggøre samspillet mellem kristendom og historie, eller hvilken rolle han selv kunne spille i løsningen af samtidens krise.
✂ Hoveddelen af det manuskript, hvor han beskriver sin erkendelse den 9. oktober, er en udlægning af kapitel 1-3 i ►Johannes Åbenbaring, dvs. de såkaldte menighedsbreve. Englene ved de syv menigheder tolkes af Grundtvig som reformatorer i historiske menigheder. Englen for den femte menighed er således udlagt som 👤Martin Luther, og da der hidtil har været ca. 300 år mellem reformatorerne, kan man vente den sjette reformator i Grundtvigs samtid. I ydmyghed for Gud må Grundtvig bekende: “jeg anseer mig selv som en Forløber for denne Menighedens Engel som 👤Hus var for 👤Luther” (►Michelsen 1956b, s. 73). Det, der er kendetegnende for den sjette menighed i ►Åbenbaringen, udlægger Grundtvig som sammenkædningen af det bibelske skrift om åbenbaringen med kristendommens historie – eller et arbejde som det, han netop sidder og skriver kladden til. Forudsigelsen om den nære fremtid havde Herren givet “mig Øie til at se”, fortæller Grundtvig (►ibid., s. 74). Sammen med efterårets læsning om korstogene (►ibid., s. 66-68) bliver det i Grundtvigs drømmende forestillinger til, at han skal være forbereder af et nyt korstog for kristendommens sag i sin samtid.
✂ Et markant udsagn fra efteråret om korstogsdrømmen findes i den såkaldte ►“Vækker-Sang” (skrevet efteråret 1810; her citeret efter værkets første offentliggørelse i ►Poetiske Skrifter 1 1880, s. 188-190):
✂
At elske og digte, det haver sin Tid
Lyksalig den Tid, det kan bære!
Men nu det kun gjælder om Kamp og om Strid
For Troen og Himmelens Ære:
Et Korstog alene kan frelse af Nød,
Kan Sjælene frelse fra evige Død
Og Rigerne holde ved Live.
✂ I digtet skal nutiden lade sig inspirere af forfædrene (strofe 6-8). Sidste strofe (strofe 9) omtaler to bøger, “Herrens livsalige Ord” og “Saga om Fæderneland”, dvs. ►Bibel og fædrelandshistorie, der skal give tro samt løfte og styrke sindet til heltemodig handling hos hver mand i Norden. Digtet med dets opildnende og vækkende udsagn ville af en reformator kunne bruges som propaganda, når han skulle forberede en reformation af samtiden. Disse og andre slående udtryk for korstogs- og reformatordrømme er i bearbejdet form overført til “Livets Æbler”, strofe 12-16.
✂ Også i et udkast til slutningen af “Sorø Kirke” er reformator- og vækkerdrømmene til stede. I brudstykket af et manuskript antagelig fra november 1810 (►Grundtvig-arkivet, fasc. 386.45) er digtet henlagt til at foregå nytårsnat. Efter rundgangen i kirken omtaler jegfortælleren samtidens fælles smerte og beder tilhørerne tage plads i kirkestolene, hvorefter han selv vil gå på prædikestolen: “Derfra jeg tale vil, thi det er Herrens Ord / Som jeg i denne Nat forkynder hele Nord” (s. 135 verso). Her afbrydes manuskriptet uden den forventede efterfølgende prædiken (se ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 377 f.).
✂ I den trykte udgave af Nytaarsnat antydes korstogs- og reformatordrømmene flere steder, bl.a. i “Livets Æbler”, strofe 13. Det mest tydelige udtryk, der blev offentliggjort i perioden, findes i fortalen (s. 18 f.). Her vil Grundtvig billedligt talt på afgrundens rand med en brændende fakkel i hver hånd advare sin samtid mod at styrte sig ned. Som en gammeltestamentlig profet vil han, så længe Gud giver ham kræfter, “Kalde og varsle i Herrens Navn” (s. 19), hvorefter han belægger udsagnet med lovprisningen fra Fadervor. Grundtvigs tiltænkte rolle skal også ses på baggrund af den romantiske strømnings forestilling om geniets fremtrædende plads (se ►Steffens 1996 [1803], s. 146 f.; ►Albeck 1955, s. 68).
✂ Da Grundtvig som gammel så tilbage på sit liv, fortalte han i det folkelige foredrags muntre og sammentrængte form om begivenhederne i efteråret 1810: Da han læste ►Kotzebues historie og i beskrivelsen af korstoget i Sachsen så omtalen af “det visne Kors”, så “løb det mig koldt ned ad Ryggen, saa at jeg ikke blot smed Bogen fra mig, men sprang op som grebet af en mægtig Aand, der kaldte mig til Reformator. Derpaa fulgde et Par Maaneder af stolt, men stille Sværmeri, hvori jeg første Gang siden min Barndom for Alvor læste ►Bibelen, især Propheterne, 👤Luthers og 👤Kingos Psalmer, bad og grublede over, hvordan en Reformation især med Pen og Blæk i vore Dage lod sig udføre” (►Kirke-Speil, foredrag holdt i 1861-1863, udgivet 1871, s. 370 f.).
✂ Sådan som Nytaarsnat foreligger, rummer den dog også flere tegn på en neddæmpning af reformatordrømmen. I digtet til faderen, der sandsynligvis er det sidst skrevne, ændrede Grundtvig rækkefølgen af stroferne i forhold til kladden. På den fremhævende sidste plads kom således den strofe til at stå, hvor han erklærede ikke at ville stræbe efter egen ære og verdslig vindings skyld, men kun ville digte for at lovprise kristendommen (jf. ►Malling 1962-1978, bind 1, s. 138). Det tydeligste tegn er dog den ændrede slutning af “Sorø Kirke”. Rundgangen i kirken er ikke længere henlagt til nytårsnat med varsler og forudsigelser om det kommende, men slutter ved midnat med at citere fire vers af midnatsstrofen fra de gamle vægtervers og med en formaning.
*Se ►Højskolesangbogen 2006, nr. 532; den ældste kendte opskrift stammer fra 1683. Om slutningen, se afsnittet “Sorø Kirke”.✂ I 1815 i ►Kvædlinger bekendte Grundtvig, at det havde været en svær kamp at skrive den endelige slutning: “i enfoldige Ord at knæle for den lidende Forsoner og sige Verden det i Øinene, at der er ikke Salighed i nogen Anden, det koster Overvindelse, saalænge man endnu har Verden kjær og frygter for dens Had og Spot” (s. 227).
✂ I ►Kirke-Speil fortsatte foredraget: “‘Nytaars-Nat’ er i Læseverdenen det eneste Spor af dette Sværmer-Liv, thi det endtes pludselig, da jeg med eet blev sønderknust ved de Spørgsmaal: Er du selv en Christen? og har du dine Synders Forladelse? – Samvittigheds Spørgsmaal, der faldt mig som Stene, ja, som Klipper paa Hjertet. Da lukkede jeg alle Bøgerne, lod alle stolte Planer fare”, og, som han fortalte, skyndte han sig ud til Udby til sine forældre og ønskede nu at blive kapellan for sin aldrende far (►Kirke-Speil 1871, s. 371).