Grundtvig, N. F. S. Idunna. En Nytaarsgave for 1811

10Andet Kapitel.

Svafurlams Endeligt.

En Jotun, som Andgrim heed, er til Sagaen nævnet, og boede paa 📌Bolmø, nord ved 📌Halogaland, men om Sommeren var det hans Sæd at fare vidt om Land, avle sig Gods og Penninge og øde Mænd, dog mest af Odins Slægt, som rimeligt var. Saa hændtes det og, at han kom i 📌Gardarige og æskede Svafurlam til Holmgang, og som de Begge vare stærke og vaabendjærve, skiftede de Hug baade mange og store. Andgrim havde sig et mægtigt Skjold, med Jernnalger rundt omsat, det kløvede Svafurlam paa det Sidste, men som Tirfing ei maatte stædes, før det naaede Jord, da kom det saa, at Andgrim vristede ham det af Haand, og nu tyktes Konningen vide, at det vilde vorde ham til Bane, alt efter Dvalins Ord. Det er sagt at han kvad:

Tirfing skal virke
Tre hine største
11 Nidingidrætter.
Jetter skal bøde
Blodig min Død.

Ei maatte han Mere mæle, thi Andgrim kløvede ham endelangs, og hjemførte med sig til 📌Bolm Svafurlams Datter, den fagre Eivora med Tirfing og andet Hærfang, som ham lystede at eie.