↩ Glad i Hu og stolt af sin Id færdedes ►Svafurlam hjem til sin Borg, og efter trende Nætters Frist, ved den Stund, da Solen er dybest i Hav, stævnede han til Dværgebo. Lydelig var i den stille Skov Hamrenes Slag paa det haarde Malm at høre, og ►skyndelig gik Kongen frem at slaa paa Stenen, men før han kom did, stod ►Dvalin hos ham med Sværdet. ►Svafurlam stod forundret i Sind og veiede i Haand det dyre ►Mon, klare Straaler ►ginge trindt fra ►Hjaltet til Øienslyst og han havde sin ►Skemt deraf at se, hvor sælsomt de lyste i Midnattens Mulm; men stakket blev hans fulde Gammen, thi der ►Dvalin var kommen i Klippedør, ►tog han paa at kvæde: