↩
113
215
(PS)
(Pause)*
Pausen er nødvendig, thi ►Loke kunde ikke
bare sig for Latter af sin egen Vittighed og
de Andre lo med.
.
Den Kælling saae Æblerne hænge,
Og lysten hun var, men dog længe
Hun barede sig, til tilsidst
Hun ei havde Ro eller Rist.
Hun kunde om Dagen ej vaage,
Hun kunde ei sove om Nat
Før hun havde Æblerne fat.
I skulle kun bare ha seet
Hvor hun rakte,
Og strakte
Med Lallen og mimred.
Jeg saae det og grunded og fandt,
Det Ordsprog om Katten og Melken er sandt.
Jeg alle Guders Grin ei kan beskrive,
114Thi Du kan tro, de Herrer var massive,
Ja selv i ►Freias ene Kind
Sig trak en lille bitte Fold,
Men hun den snart igen trak ind
Og tugted ►Loke med sin Parasol.
Men derimod ►Frig
Mod Himlen andægtige Blik
Opsendte, og ►Gefion snød
Sin Næse for Kinden at skjule,
Som gjorde sig skarlagenrød.*
Hvad det var som faldt Gudedronningen
og alle Pebermøers Gudinde saaledes paa
Samvittigheden, har ►Loke godt oplyst i sin
smukke Samtale i ►Lokasenna, men i hvad
for Vers, det gider jeg ikke set efter.
Dog ►Loke, den trædske, den hule,
Han lod, som han Intet forstod,
Og saa han sin Tale vedblev:
216
(PS)
Den ►Kærling hun greb
►Saamangelund,
115Og narret hun blev
Saamangen Stund,
Men hvergang sig narret hun seer,
►Desmer og ►desmer
Paa Æblerne blev hun forhippet,
Og da hun tilsidst staar paa Nippet
At faae dem, hun reiser sig op,
Hun har dem, men rystende Krop,
Som rysted ►end mere af Glæde,
Ei meer kunde finde sit Sæde,
Og plump,
Der dump
Madamen fra Gren og til Gren,
Og ankred tilsidst paa en Sten,
Desværre var Stenen lidt haard,
Og haardere end hendes Laar,
Og da nu dog et maatte briste,
Saa bristed naturlig det Sidste.
Men, kære Læser! fy for en Ulykke!
Du sidder jo og snorker mig et Stykke,
Og om jeg end vil springe over Torten,
116Saa er det jo dog tvertimod ►Akkorten,
Ja, var det endda ►Kærlingsnak jeg førte,
Men det er lutter kuriøse Ting,
Som aldrig Du i dine Dage hørte,
Før nu i denne gode Aftenstund.
Dog, det er sandt, Du hørte dem jo ikke,
Men kan det sig da nu for mig vel skikke,
Som 👤Gert at snakke for et Stykke Træ,
En Stol, et Bord, og for Dig selv dit Fæ?
Jeg skulde maaske gabe, mens Du dovner,
Og gemme paa min Tale, til Du vaagner?
217
(PS)
Nei, mange Tak, jeg er dog ingen Nar,
Nu faaer Du da beholde, hvad Du har,
Men saa: godnat Farlil! god rolig Nat!
Nu kan Du bie, til Du faaer mig fat,
Men naar Du vaagner med: hvad kommer saa?
Saa kan Du selv fortælle Resten.
Jo, det er Takken Man kan faae,
Naar Man engang fornøier Næsten.