Til KB.DK
Forside / Tekster / Resultatliste / Idunna. En Nytaarsgave for 1811

Grundtvig, N. F. S. Idunna. En Nytaarsgave for 1811

Grundtvigs Værker

↩ 96

►Idunnas Æbler.

✂ (En komisk Fortælling.)

1

✂ Som en Orcan, der sønderslider
📌Ægyptens store ⓘ Pyramider,
Som Bølgerne, der slaa mod Klippen,
Og hardtad oversprøite Tippen,
Ja som en Hund, der fraader vild
Mens Øiet hardtad ligner Ild,
►Saa fnyser ►Thor,
►Saa ryste hist paa Himlens Jord
►Valhallas stærke Mure,
Gudinders ►Fruerbure,
►Saa bander ►Tyr, ►saa ►Odin mukker,
►Saa græder ►Sif, ►saa ►Frigga sukker.

2

✂ Hvad er der i ►Valhal paa Færde,
Hvi tee sig de ►Aser saa stygt?
97Ja hvis jeg Dig vilde besvare,
Om ►Norner * ►Nornerne ere de samme, som Romernes ►Parcer og kan spinde ligesaagodt som de (►Præf. XXXII.); thi i ►Vaulundurs Kvad siges, vel ikke om dem, men dog om tre Kongedøttre, der ellers vare ►Valkyrier, at de spandt Hør. ⓘ og ►Asernes Frygt,
En Slump jeg Dig kunde indbilde,
Som Du kunde tro om Du vilde;
Men jeg har jo sagt Dig, jeg vil
Nu leve et skikkeligt Levnet,
Thi vil jeg fortælle Dig Grunden,
Saadan som jeg den har udfunden
Ved Grublen om Nat og om Dag
Til Sandhedens Bedste og til
Min Læsers Behag.

3

✂ ►Asthor * ⓘ ►Thor ligner i visse Dele ►Jupiter, men allermest ►Herkules ⓘ (►Præf. XXIX); thi ligesom denne blev slugt og igen udspyet af en Hvalfisk, saa skulde ►og hin dræbe ►Midgardsormen og drukne i dens Gift, end videre: ligesom ►Thor havde ►Mjølner, Staalhandskerne og ►Størkebæltet, saa havde ►og ►Herkules en Kølle, en Løvehud og en Fægterrem. Turde jeg yttre en Formodning, da synes mig, ►Thor ligner allermest ►Vulkan, thi ligesom denne var en ►konstig Smed, saa lod ►og ►Thor en ►konstig Hammer gøre hos ►Dværgene, og desuden var de Hanreier begge to. faldt engang paa den Grille
Lidt Elsker med ►Freia at spille,
98 Og pille,
Hvor han havde ei at bestille.
Nu pleiede ►Freia just ei,
Som os er fortalt af saamange,* ►Lokasenna XXX 162-63 samt ►Skirners Reise i ►Minerva ⓘ Mai 1806, Pag. 213.
For Mandfolk at være saa bange,
Men dennegang løb ⓘ hun sin Vei,
Og skreg, som en Kniv var i Halsen.
99Ei Guden det kunde begribe,
Hvor ►Freia saa knibsk kunde blive;
Thi gik han for Speilet at se,
Om Noget han mangled. O ve!
Forbauset saae Bukkenes Herre,
Han havde for meget, desværre!
Han ligned' ei længer en Gud,
Men snarere Fanden,
I Panden
Et Horn var vokset ham ud.

4

✂ Vel veed jeg, at Somme vil sige,
Det ►ei var et Horn saalige,
Men ikkun en Stump af den Sten,
Som ►Hrungner, den salige ►Jette
Før brugte til Knive at ►hvætte,
Men siden, da Striden blev hed,
I Panden paa ►Asathor smed.
Jeg nødig den Tro vilde ryste,
Som tit kan en Ægtemand trøste,
100At Hornet er ikkun en Sten,
Som Konedyd glatter og ►hvætter,
Saa at den for Rust og for Pletter
Ret bliver som Sølvet saa ren.
Men Alting for Sandhed maa vige,
Og derfor jeg nødes at sige,
At Hornet var Horn desværre,
I Panden paa Bukkenes Herre* ►Thors ⓘ Bukke ere egenlig de samme som 👤Abrahams Væder (► 👤Dalins schwedische Geschichte 1ster Th. 101); thi ligesom 👤Abraham offrede Væderen istedetfor sin Søn, saaledes spiste ogsaa ►Thor sine Bukke istedetfor anden Mad, naar han var sulten. .

5

✂ Tro mig! jeg har
Min ►Mythologiam udgrundet,
Saa at jeg endog har udfundet,
Hvad Aarsagen var
Til at ►Thor blev ►Spektakel,
101Ved sligt et Mirakel.
Sig ►Asathor havde en Kvinde,
Saa kydsk, som Man neppe skal finde
Paa vores fordærvede Jord;
Thi eengang kun i sine Dage
I Favnen hun lysted at tage
En Herre, som ikke var ►Thor.* ►Lokasenna LV.
ⓘ Blandt ►Aserne var der en ►Pokker,
Som ►Loke med Rette blev kaldt,
Ham er det, som lokked og lokker
Hver Kvinde, som falder og faldt,
Ham var det da ►og, som ⓘ forførte
Fru ►Sif * Da jeg ogsaa er Sproggrandsker, maa jeg anmærke, at det ventelig er efter ►Sif, Man kalder knipske Piger Sipper. medens ►Asathor kørte,
I 📌Østerland om som en Nar,* ►Lokasenna i Fortalen, dog er Narren ►af min egen Fabrik.
102Og samme Gang var det, han skar
Af hende de deilige Lokker.
Saaledes udsaaedes det Korn,
Som vokste og blev til det Horn,
Der voldte stor Angest og Sorg
Paa ►Hroptatyrs Borg.
Min Læser, Du nok kan begribe,
At ►Thor nu for Alvor blev vred,
Thi kan Du saa let blive hed,
Som ieg, uden dog mig at skamme,
Saa var Du vist blevet det Samme.* Utallige Steder i smukke komiske Fortællinger.
Han fluks løb til ►Odin og slog
I Stykker hans ►hollandske Pibe.
Far ►Odin blev vred, som han pleier* ►Poesiens ⓘ Oprindelse 95-96, at sige i den ny Udgave.
Og sagde hel bister i Hu:
Din Tølper, Du ved at jeg eier
103Kun een, og at Piber Man nu
Saalidt som Tobak,
Kan faae for det engelske Pak.
Det er ►og ⓘ fordømt med den Krig,
►Naar den dog engang kan faae Ende!
Jeg skal dog ►Hermoder ned sende,
Og bede ham hilse fra mig,
At siden saameget Man priser
De gamle homeriske ⓘ Viser,
Saa skulde Man smukt give Agt
Paa hvad der om Krigen er sagt,* ►Iliad 13-636 Edit. Volfi. Sært nok, at ►Odin kendte 👤Homer, Græsk kunde han dog vist ikke, ► 👤Vosses Oversættelse har han neppe læst, og kun ⓘ de fire første Sange ere paa Dansk, men udentvivl har 👤Stolberg sendt ham et Eksemplar af sin, da han blev Katolik.
►Saa vedblev den Gamle enstund
Paa Sønnen og Krigen at skænde
104Men tabte snart Næse og Mund,
Saasnart han saae Sammes Elende,
Den Pris, som ham skulde erstatte
Hans Pibe, den lod han da dratte.

6

✂ Dog Korthed Man altid bør søge,
Og ei unødvendig forøge
Sit Digt, og derfor vi nu ►ville
See til, hvad de Andre bestille.
Dengang ►Fimbulfambur * ►Fimbulfambur er Rygtets Gud eftersom sagt er i ►Havamal. ►Fimbulfambur kaldes den, som Meget tier og Lidet taler. blev fri
For med Tungen af Halsen at rende
I Himlen fra Ende til Ende,
Og synge det ny Litani,
Thi ►Freia ►i Falkeham alt
Har fløiet omkring og fortalt,
Med Latter og Graad blandt hinanden,
Om Synet og Hornet og Panden.
105 ►Frig sukked et hundrede Sukke* ►Frigga er egenlig Spaakvinden ►Sybille; thi der siges om hende (►Lokasenna XXXI), at hun veed Alles Skebne, men siger det til Ingen.
Og dreiede hurtig sin Rok,
►Tyr bandte en hæsselig Ed:* ►Tyr var udentvivl Ægypternes ►Apis.
Det tænkte jeg, gale mig, nok
Kom ud af det Selskab med Bukke.
Hver ►svarte alt efter sin Skik,
Og Somme kun ►svarte med Nik,
Men alle de Svar vil jeg ikke
Opregne til Punkt og til Prikke,
Skøndt ►fuldvel dem alle jeg veed.

7

✂ ►Alt saae Man ►Hermoder at komme,
For ►Aser til Thinge at ►stævne,
Han slog paa den himmelske Tromme
Saa Skindet var ►færdig at revne,
106 Og fluks sad Gudinder i Ring
Til Sladren, og ►Aser til Thing.* ►Tryms Kvæde. XIV.
►Sif * ►Sif var ►Sibylle (►Edda Resenii) og jeg troer at have fundet et uimodsigeligt Bevis herfor; thi at ►Loke er ►Apol er rimeligt (►Præf. XXIX). At ►Apol var ►Sibylles Galan, sees tydelig af 👤Virgils Beskrivelse (►Aeneid. VI-77) og at ►Loke var ►Sifs, siger han selv [►Lokasenna LV.] mangled allene, et Bud,
Hun sendte at udi sit Hoved,
Hun havde saa ondt, at hun voved
Slet ikke i Dag at gaa ud,
Hvorfor, det veed Du, det veed jeg,
Men det vidste ►Aserne ei.

8

✂ ►Thor kom, blev betragtet, beseet,
Beklaget, besukket, beleet
Af gamle og unge Gudinder,
107Indtil han omsider blev ked
Af Sligt og udtordnede vred:
Hold Mund, I forbandede Kvinder!
Nu ret man begyndte at grunde,
At svede, og slaa sig for Panden,
Men Intet udgrunde de kunde,
Den Ene var dum som den Anden.
Hvorledes det ret hængte sammen
Med Markedsmadamen,* ►Nehallennia, et ægte gammelt nordisk Navn som jeg aldrig har hørt i mine Dage ►enten før eller siden. Den parisiske Antikvar Hr. 👤Pougens udleder det af Ordet: Hal, og Sønymfernes eddiske Navn. I vores ►Edda findes intet lignende Navn, men ventelig staaer det i den Svineskinds Kodex, som er sagt at være bragt til det store Bibliotek i 📌Paris, og i saa Fald findes der vist ogsaa Noget om, hvorfor hun ikke gav et godt Raad.
Som naar hun saa vide omvanked,
Lidt Visdom dog ventelig sanked,
108 Hvad enten nu ikke hun vilde
Sin Visdom paa ►Aserne spilde,
Med hvem kun ►besvogret hun var,
►Hvad heller maaske hun dengang,
Paa ►Viborgesnapsting har staaet,
Derom kan ei tale min Sang;
Thi ikke Besked jeg har faaet
Derom fra 📌Paris,
Hvor ene paa Sligt Man er vis.
Saameget er temmelig vist,
At hvis de ei fat havde faaet,
Paa ►Loke, de vist havde staaet
Der lige til Dagen i Dag.
Vel sandt, han var ►Asers Bajas,
Men ikke desmindre hver ►As
I Klogskab mod ham var en Pog,
Jeg ogsaa har læst i en Bog,* Det er egenlig ikke sandt, jeg har ►læst det over i en Snes ja om jeg sagde to, løi jeg endda ikke, men det er da ►licentia poetica for Rimets Skyld kan jeg tro.
At ►saa gik det til hos de Store.

9

✂ 109Med Il og med Smil
Som en Heks og en Pil,
Nu ►Loke ►fremtreen,
Han lo og han ►green,
Han var nær ved at sprække.
Hvad? ler Du af mig,
Sagde ►Thor, da skal jeg
Dig med Hammeren vække.
Ak nei, ►svarte ►Loke, jeg ler
Mig næsten ihjel, som Du ser,
Og dersom Du var i mit Sted,
Du sikkert lo med.
Hvad mener I vel? hun er drattet
Den gamle, forbandede ►Mær,
Og ligger derhenne i Krattet.
Hvordan? hvad? hvem ligger der?
Fra alle ►Asynier lød,
Nyfigne de var og desuden,
110De alle holdt meget af Guden,
Saa gal men dog ogsaa saa sød.
Kom, fagreste Søn af ►Laufeia!
Kom, sæt Dig hos mig, sagde ►Freia,
Fortæl mig, hvad var det, der drat,
Og husk: efter Dag kommer Nat.
Med Il og med Smil,
Som en Heks og en Pil.
Nu ►Loke hensprang,
Men ►Hærfaders vældige Stop,
Ham stoppede i hans Gallop.

10

✂ Gud ►Odin talte: (og ærbødig
Fluks ►Loke vendte om igen)
Gem Spas til siden, gode Ven!
Og kom til os, vi har Dig nødig.
Min Søn har havt en slem Malør,
Som i hans Pande staar beskrevet,
Den ►Kasus er ej hændtes før,
Saalænge jeg har levet.
111Hjelp os af den Fortred,
Thi selv jeg ej har Stunder,
Jeg tænker, naar Du grunder,
Du kommer nok afsted
Dermed.

11

✂ Den kloge Kanalliegud
Saae ganske bedrøvelig ud,
Han løfted og letted paa Benet,
Som om han var bange for, at
Han reent skulde blive forstenet,
Af Jammer og Gru og af Smerte,
Men ►dygtig han lo i sit Hjerte,
Hvoraf, det veed Du, det veed jeg,
Men det vidste Guderne ei.
Hans ►hykkelske skelmske Blik,
Fru ►Freia dog ikke undgik,
Thi ved en Erfaring saa syndig,
I Sligt hun var ret blevet kyndig.

12

✂ 112 ►Asloke betænkte sig lidt,
Og sagde derpaa, jeg saa tit
Har vist Jer jeg havde for Øie,
At nytte, men ►og at fornøie,
Og naar jeg besinder mig ret,
Saa finder jeg at det er let,
At nytte i Dag og fornøie.
Jeg vil mig hos ►Freia da sætte,
Og eder det Hele berette.
Den ►Kærling, der sad paa en Gren
Af ►Ygdrasils bandsatte Stamme,
I kende jo nok, og I veed
Hvortit jeg har sanket mig Sten,
For Heksen i ►R at ramme,
Men altid vor ►Faer, blev vred
Og undte mig ikke de Løier.
I veed, at ⓘ to Æbler der ►grode,
Paa Kvist over Kællingens ►Hode,
Saa kønne, at aldrig en Tand
Dem saae og løb ikke i Vand.

13

✂ 113 (Pause)* Pausen er nødvendig, thi ►Loke kunde ikke bare sig for Latter af sin egen Vittighed og de Andre lo med. .

Den Kælling saae Æblerne hænge,
Og lysten hun var, men dog længe
Hun barede sig, til tilsidst
Hun ei havde Ro eller Rist.
Hun kunde om Dagen ej vaage,
Hun kunde ei sove om Nat
Før hun havde Æblerne fat.
I skulle kun bare ha seet
Hvor hun rakte,
Og strakte
Med Lallen og mimred.
Jeg saae det og grunded og fandt,
Det Ordsprog om Katten og Melken er sandt.
Jeg alle Guders Grin ei kan beskrive,
114Thi Du kan tro, de Herrer var massive,
Ja selv i ►Freias ene Kind
Sig trak en lille bitte Fold,
Men hun den snart igen trak ind
Og tugted ►Loke med sin Parasol.
Men derimod ►Frig
Mod Himlen andægtige Blik
Opsendte, og ►Gefion snød
Sin Næse for Kinden at skjule,
Som gjorde sig skarlagenrød.* Hvad det var som faldt Gudedronningen og alle Pebermøers Gudinde saaledes paa Samvittigheden, har ►Loke godt oplyst i sin smukke Samtale i ►Lokasenna, men i hvad for Vers, det gider jeg ikke set efter.
Dog ►Loke, den trædske, den hule,
Han lod, som han Intet forstod,
Og saa han sin Tale vedblev:
Den ►Kærling hun greb
►Saamangelund,
115Og narret hun blev
Saamangen Stund,
Men hvergang sig narret hun seer,
►Desmer og ►desmer
Paa Æblerne blev hun forhippet,
Og da hun tilsidst staar paa Nippet
At faae dem, hun reiser sig op,
Hun har dem, men rystende Krop,
Som rysted ►end mere af Glæde,
Ei meer kunde finde sit Sæde,
Og plump,
Der dump
Madamen fra Gren og til Gren,
Og ankred tilsidst paa en Sten,
Desværre var Stenen lidt haard,
Og haardere end hendes Laar,
Og da nu dog et maatte briste,
Saa bristed naturlig det Sidste.
Men, kære Læser! fy for en Ulykke!
Du sidder jo og snorker mig et Stykke,
Og om jeg end vil springe over Torten,
116Saa er det jo dog tvertimod ►Akkorten,
Ja, var det endda ►Kærlingsnak jeg førte,
Men det er lutter kuriøse Ting,
Som aldrig Du i dine Dage hørte,
Før nu i denne gode Aftenstund.
Dog, det er sandt, Du hørte dem jo ikke,
Men kan det sig da nu for mig vel skikke,
Som 👤Gert at snakke for et Stykke Træ,
En Stol, et Bord, og for Dig selv dit Fæ?
Jeg skulde maaske gabe, mens Du dovner,
Og gemme paa min Tale, til Du vaagner?
Nei, mange Tak, jeg er dog ingen Nar,
Nu faaer Du da beholde, hvad Du har,
Men saa: godnat Farlil! god rolig Nat!
Nu kan Du bie, til Du faaer mig fat,
Men naar Du vaagner med: hvad kommer saa?
Saa kan Du selv fortælle Resten.
Jo, det er Takken Man kan faae,
Naar Man engang fornøier Næsten.