↩ ►Hlødur vilde at man skulde tage ►Gissur, men ►Humle vilde det ei, og ►Gissur raabte, alt som han sporede Hesten: vi ræddes ei for eder, I ►Huner; og ei for eders ►Hornbuer. ►Gissur red hjem og sagde Tidende om ►Hunehærens Mangfoldighed, og da sendte ►Angantyr Budstikken alle Veie fra sig, og ►stævnede hver Mand til sig, som mægtede Vaaben at bære, men ►der Folket var sanket af de ►næste Fylker, da uddrog han til ►Dunheden med saamangen god Kæmpe, dog havde ►Hunen Tvende mod Een. De reiste nu Telte og sov om Natten, men om Morgenen dernæst begyndte hin største Kamp, som været haver i 📌Nordenlande, thi det er sagt, at den stod i otte ►samfelde Dage, mange Tusinde faldt, dog mest af 491 (PS) ►Angantyrs Mænd, ►enddog det savnedes lidet, thi hver Dag dreve til ham store Flokke af Landsfolket. Den niende Dag ►hvilde 70sig Hæren og skæftede Spyd og hvæssede Sværd, men ei var derpaa at tænke, at jorde de Faldne, thi den ganske Dal var fuld af Døde, og Blodet gik til Hestebringe. ►End vare alle Høvdinge ilive, og paa den tiende Dag blæstes i Lur, saa det gjaldede milevidt og hver Høvding æggede Sine, som han kunde bedst. Det bød ►Hlødur ►Huner at betænke, at de vare stædte i fremmed ⓘ Land, og ondt var om Frelse at bede, hvis de ei ►vunde Seier; men ei gjordes mere behov til Jyder at sige, end det som de Alle forstode, at her var at stride for Guder og Fædreneland. Hvassest blev Striden i Dag, thi nu ►ginge Høvdinge ud af ►Skjoldborgen og prøvede ►Størke og Sværde, ►Gissur maatte falde for ►Hlødur, og ►Humle for ►Orm, men da det lakkede ad Aften, da begyndte ►Huners ►Fylking at svigte, og ►Angantyr gik derigennem med ►Tirfing, og ►skiftede Hug med sin Broder og ►Hlødur faldt. ►Hunehæren var nu høvdingsløs ►enddog Høvding gjordes nu lidet behov, thi ei vare mer end Trehundred ilive, dem bød ►Angantyr Fred, og de toge den gerne. Den71anden Morgen lod ►Angantyr ►Valstedet ⓘ rydde, og ei blev fundet en levende Mand, thi de som ei selv kunde bære sig derfra, vare druknede i Blod. ►Hlødurs Lig blev fundet paa en ►Holt, og ►der ►Angantyr kom til, stod han der tiende længe og stirrede paa det bevæget i Sind, men ►der han maatte komme til Orde, ►mælde han saa: