↩ Nu stævner ►Heidrek Thing og frembærer ►Høfunds Dom, men dernæst ►gør han efter det Raad, som ham er givet af hans Fader, den listige ►Jotun, dermed at ►øde ►Odins Slægt: det falder mig tungt paa Sinde, siger han, at ►naar som jeg nu er vorden sønneløs, da ville Alle forsage mig og ►gange ham til Haand, som de kunne vente mest Trøst af, baade af ham, mens han lever, og af hans Søn, naar han falder 49fra; thi vil jeg nu byde tvende Kaar, det ene, at jeg vorder blotet med min Søn tillige, men det andet, at de yngste og gæveste Mænd indtil ►Hælvden af alt det Folk, som her er sanket paa Thinge, skal sværge ei at skilles fra mig, al den Stund jeg lever. Da blev Gny udi Flokken, og det sagde Alle, at det var ►tækkeligt Bud, og de ►gjorde efter hans Villie, og lovede at følge ham i Land og uden Land, mod hvem han saa ►og vilde fare. ►Der ►saa var gjort, og det var bundet med hine dyreste Eder, da sagde han: det tykkes mig, at vel betales ►Odin for den ene Svend, naar ham gives ►Harald og Søn med al deres Hær. Dernæst lod han sit Banner reise, og ►søgte ind paa ►Harald, og ►enddog han var uberedt, blev dog Striden skarp, fordi Kongens Mænd æggedes saare ved ►Heidreks Svig; men der han saae ►Fylkingen tyndes, gik han selv frem med ►Tirfing i Haand, og blev baade ►Haralds og ►Haldans Bane. Ei døde ►Harald uforskyldt og ►Odin fik sit ædle Blot, men dog maa dette nævnes hint andet ►Nidingsværk, som virkedes med ►Tirfing efter ►Dvalins Spaadom. ►Heidrek lod Guders Offer50stene bestryge med ►Haralds og ►Haldans Blod, og viede al Valen til ►Odin for god Grøde i ►Angantyrs Sted, men ►der ►Helga Dronning ►spurgte 478 (PS) sin Faders og Broders Fald, da tyktes den Tidende hende saa ond, at hun hængte sig selv i ⓘ ►Disasalen .