↩ Det første digt, “Pillegrimene”, udtrykker den kristnes længsel efter Jerusalem og den hellige grav. Det andet digt, en kunstballade med udgangspunkt i 👤Peter Eremits tale ved kirkemødet i Clermont i 1095, skildrer skændslen over, at Kristi grav er i de vantros besiddelse, og slutter med et kald til vækkelse af de kristne. I “Korstogene” beskrives en forladt “Borgegaard” og en by præget af dødlignende stilhed, kun befolket af tilbageblevne oldinge, kvinder og drenge, efter at mændene er draget på korstog. Det slutter med en gammel mands suk over ikke at kunne deltage i striden for korset og graven.