Prædikestil
✂ Stilen i prædikenen er først og fremmest karakteriseret af retorisk patos. Grundtvig har ønsket at virke på følelserne, jf. udtryk som “Taarens tause Sprog”, “det beklemte Hierte” og “Angers Taarestrøm“ (s. 21 f.). Ord som “Taare” og “Hierte” er i det hele taget gennemgående i prædikenen og giver den et momentvis sentimentalt udtryk, som står i kontrast til den grundlæggende polemiske tone.
✂ Stilen er desuden deklamatorisk. Prædikenen er flyder over med retoriske spørgsmål, udråb og direkte tiltale i form af fælles opfordringer: “o, da lader os dog ei være forvovne og skamløse nok til at optræde som Kristendommens Tolke og besmitte det hellige Sted!” (s. 22). Ligeledes imperativer: “o saa bæv dog tilbage for den rystende Sandhed” (s. 23). Grundtvig prøver med al magt at virke på tilhørerne.
✂ Med det højstemte og kraftfulde udtryk har Grundtvig formentlig prøvet at ramme tidens prædikeideal, som tilskrev en vis højtidelighed i udformningen. Den dramatiske form med direkte henvendelse til tilhørerne, retoriske spørgsmål og udråb var heller ikke ualmindelig i tiden (👤J.P. Mynster praktiserede også denne stil), men det polemiske, aktualiserende og revsende udtryk er særligt for Grundtvig (►Skautrup 1968, s. 255).