↩ Vi se her en Digter, ►Musernes og sit Lands Yndling, i den tunge Stund, da Mængdens Klap, som engang behagede ham, er blevet en skurrende Lyd i hans Øre, da Dæmonen, som stundom forførte ham, fremtræder som hans Anklager, da han standser sig selv paa ►blommede Vei, og spørger ængstlig: hvor leder den hen? Hvilken Læser med ►Sands, sættes ei her i den alvorligste Stemning, og hvem beder ei dybt bevæget, at det maa undes Digteren for stedse at rive