Om en Oversættelse af ►den poetiske Edda.
✂ Vi som ►bygge i Nord ere det eneste af 📌Europas nu bestaaende Folkefærd, som eier en ►fremløbende Række af skrevne Mindesmærker, der begynder med Mytologi, forkynder i sit Løb et Ungdomsliv, knyttet til hin, udvikler sig til Historie, viser Livets ►Hendaaning i en alt mere dæmpet Efterklang, og taber sig endelig i Tal og Navne. Vist have hine gamle ►Græker efterladt gyldige Vidnesbyrd om en saadan Alder, end mere skinnende, end den vi have bag os; thi ved dyb ►Grundekløgt lærte den at forstaa sig selv og fængslede med Konstens Tryllebaand, sit herligste Øieblik, saa det ei kunde svinde. Ret maa det nævnes at vi og vore ►Ætmænd stirre med Ærefrygt op paa de hedengangne Store gennem deres kostelige Minder, men Ret var det ei om vi vilde ►vanhædre vore egne gamle Frænder, fordi Aanden ei torde vove sig ud i Sten under kolde Himmel, aldenstund den dog rørte sig ►kraftelig i sit Hjem, og yttrede sig baade stærk og liflig i ►løse og i bundne Stave. ►Saa er det ei heller; thi den, hvis Øie blev ►opladt for det himmelske Lys, han maa ►og forlystes ved Straalen, hvor den saa findes, og det ►forarger ham ei, at den bryder sig nu i færre, nu i flere Farver; thi han veed, at Straalen er den samme. Men, hvi er det dog ►saa, at vi, som ►Stavkarle, ►nævne fremmed ►Nødtørftighed Rigdom, ►enddog vi selv ere de rigeste? Mene vilde jeg, at hin uhæderlige Blindhed for det ►Hjemmebaarnes Værd, som vi ei ar466vede efter Fædre men avlede i os selv, dog ikke ene bærer Skylden, og at hvis alt det ►Forborgne kom for Dagens Lys, vi ei længere misundte Andre deres Smuler, men glædtes ved eget rige Arvegods. Hidtil vare vi for lade til at afstøve og oprulle hine gamle Pergamenter, som i Dynger fylde vore Skabe, medens vore ►Udfrænder stillede selv det til Skue, der ei var Synet værd. Tid var det vel dog nu, at afryste uværdig Dovenskab og endelig engang faae at vide hvad vi eie!
✂ Mellem Alt hvad de lange Tider have baaret til os fra Hedenold, maa vel Intet lignes ved ►hin gamle Edda; thi, uden derom at tale, at den giver os bedst Besked om Fædres Tro og udlægger deres Daad i det den bringer Roden tilsyne, af hvilken den udsprang, saa gemmer den ►og en Flok af ►Sagakvad om ►Volsunger og ►Gjukunger, ►Odins prude ►Ætmænd, som mest ere ældre Sødskende af ►Lied der Niebelungen og ►Rosengarden zu Vormbs. Af denne Bog, som indbefatter, hvad der gennem mange Aldre var Nordboers Helligdom, tilbyder jeg deres ►Ætmænd en Oversættelse, tro og lys, som jeg kan mægte, skrevet vorder den, hvis Liv og Helbred undes mig; thi det er min Lyst at dvæle ved den store, særegne Aand, som taler der, og at sysle med de ►ukonstlede og dog saa klangfulde Vers; men om de ►ville se den, derfor raade de selv.*Da et saadant Værk i Tiden som den er, ei vel kan se Lyset, naar det ei forlanges, udgiver jeg i disse Dage en ►Liste, paa hvilken de som ►ville, ►kunne tegne sig. Naar jeg siger, at Man vil finde, ikke 467blot, hvad Man efter det som kendes, kan med Føie vente, men endog nogle Kvad, som selv de sidste Tiders store Skjalde kunde glædes ved at have digtet, da ►tro mig vel Faa eller Ingen, fordi de ►mene, enten at jeg er hel ukendt med hvad som skreves i andre Tunger, eller at Man ei kan være varm for Noget, uden at være blindt indtaget for det. Ei veed jeg da bedre Raad, end at fremlægge Noget, hvorom jeg har en saadan Tro, og da overlade Kyndige Dommen.
✂ ►Helge, med Tilnavn ► ⓘ Hundingsbane, af hvis ►andet Kvæde Nedenstaaende er Slutning, var Søn af ►Sigmund og hørte til ►Volsungætten. ►Hognes Datter, den fagre ►Sigrun, var fæstet til en Mand, hun ikke vilde eie, og søgte Beskyttelse og Kærlighed hos ►Helge. Villig undte han hende begge Dele; men i Striden, som derover opkom, dræbte han hendes Fader og fleste Brødre. — ►Ylfinger er eet med ►Volsunger, ►Døgling, ►Budlung, ►Lofdung og ►Hilding almene ►Drotnavne.
✂ ►Helge fik ►Sigrun, og Sønner avlede de; men ei blev ►Helge gammel. ►Dag, ►Hognes Søn, blotede til ►Odin for Faderhevn; ►Odin laante ham sit Spyd, og ►der han fandt sin ►Maag i ►Fjederlunden, ►lagde han Spydet igennem ham. Der faldt ►Helge, og ►Dag red til ►Sevafjeld at ►føre ►Sigrun Tidende.
✂
►Sen er jeg, Søster,
Sorgbud at bære,
Nødig jeg haver
►Frænke bedrøvet;
►Budlung hin bedste,
Som var i Verden,
Som kunde træde
►Hildingers Nakke,
Hist udi ►Fjerlund
Faldt denne Morgen.
✂
Dig ►skulle alle
Eder ►bide,
Dem Du ►Helge
Svoret haver
468Hisset ved klare,
Skinnende Floder,
Hisset ved Bølgens
►Ursvale Sten.
✂
Under Dig ►skridende
Skib ikke ►skride,
Om endog Medbør
Blæser i Seilet!
Under Dig rendende
Hest ikke rende,
Om Dig end Fjender
Følge i Hælen!
✂
Sværd, som Du blotter,
►Bide ei Nogen,
Uden det synger
Selv Dig om Hoved!
Paa Dig skal ►Helges
Drab være hevnet.
Naar Du ►i Ulvsham
►Ganger i Skove,
Guldet og Gammen,
Alting berøvet,
Og efter Føde
Springer paa Aadsel.
✂
Gal er Du, Søster,
Og vanvittig,
At Du nedbeder
Ondt over Broder.
►Odin allene
Volder det Onde,
Som mellem Frænder
►Splidruner kasted.
✂
Broder Dig byder
Bod for Harmen,
►Røde Ringe,
►Vandils Bygder,
Stridens Dale.
►Ringprud Kone!
Styr med Sønner
Rigets ►Hælvte!
✂
Aarle og silde
►Usæl paa ►Sevas
Fjelde jeg sidder,
Ynder ei Livet,
Straaler i ►Løfdungs
►Høi ikke Lyset,
Styrer ei Kongen
►Kampdyr med gyldne
Bidsel til ►Høien;
Undes mig ikke
Drotten at favne.
✂
►Saa havde ►Helge
Fjenderne sine,
Og deres Frænder
Alle forskrækket,
Som fra Fjeldet
Gederne springe
►Galne for Ulven,
Slagne med Rædsel.
✂
►Helge sig løfted
►Saa over Konger,
Som over Tornen
Asken hin ranke,
Eller som Hjorten,
Dugomslynget,
Naar han i Dyrflok
►Ganger som Høvding,
Løfter de ►glimrende
Horn mod Himlen.
✂ ►Høi blev gjort efter ►Helge; men ►der han kom til ►Valhal, bød ►Odin ham raade Alt med sig. ►Helge kvad:
✂
Fodbad skal du,
►Hunding! alle
Mænd berede
Ild oppuste,
Hunde binde
Heste vogte
Svin ►og give,
Førend du sover.
✂ ►Sigruns Terne gik om Aften ved ►Helges ►Høi og saae, at han red did med mange Mænd. Ternen kvad:
✂
Er det Blændværk
Hvad mig tykkes
Se, eller ride
►Dødmænd alle
►Ragnaroks Færd,
Siden I spore
Heste med Spyde?
Eller er ►Hjemlov
►Kæmperne givet?
✂
Ei er Blændværk
Hvad du skuer,
►Heel er Tiden,
Dog du ser os,
Dog med Spyde
Hest vi spore,
Ei er ►Hjemlov
►Kæmper givet.
✂ Hjem gik Ternen og sagde til ►Sigrun:
✂
►Gak fra ►Sevas
Fjelde, ►Sigrun,
Om dig lyster
Drot at finde!
Aaben er ►Høien,
Kommet er ►Helge,
►Fjendespor dryppe,
►Døglingen vilde,
Du skulde ►dysse
Saarenes Draaber►.
✂ ►Sigrun gik i ►Høien til ►Helge og kvad:
✂
Glad jeg er nu
Ved vort Møde,
Som naar ►Odins
Graadige Høge
►Brad hin varme
►Vide paa ►Valen,
Som naar ►de Duggede
►Daggløden skue.
✂
Først vil jeg kysse
Livløse Konge,
Førend du kaster
Blodige Brynje.
►Helge! dit Haar er
Filtret af ►Dødsved,
Ganske er Kongen
Sprængt med ►Valdug,
Haanden paa ►Hognes
►Maag er nu iskold,
Hvor kan jeg, ►Budlung!
Bod dig ►raade!
✂
►Sevafjelds ►Sigrun!
Ene du volder
At med ►Harmdug
►Helge sprænges.
►
ⓘ
Guldprud
du græder,
►Solklare ►Søster!
Førend du sover,
Bittre Taarer,
Hver falder blodig
Kongen i Hjerte,
Iskolde Indre
Trænges af Sorgen.
✂
Glade vi drikke
Dyre Vædske,
Dog vi misted
Lyst og Lande,
Ingen Mand skal
►Sorgkvad sjunge,
Dog han Saar mig
Ser i Brystet.
✂
Nu ere ►Brude
Forborgne i ►Høien
►Kongediser
Hos os Døde.
✂ ►Sigrun redte Seng udi ►Høien og kvad:
✂
Her har jeg, ►Helge,
►Ylfingers ►ⓘ
Ætmand!
472Uden al Harme
Redet dig Sengen,
Konge! i Favnen
Vil jeg dig sove,
Saa som jeg sov hos
Levende ►Lofdung.
✂
Intet jeg nævner
Aarle og silde
Underligt mer paa
►Sevas Fjelde,
►Hognes Datter,
Hvid i ►Høien,
Sove vil i
►Dødmands Arme,
Lever ⓘ
du
ogsaa
Konningedatter!
✂
Tid er at ►ride
Røde Veie►,
Blege Hest skal
Luftsti træde.
Vest for
Vindhjelms
Bro jeg skal være
Førend af Hanen
►Seirfolket vækkes.
✂ ►Helge og hans Mænd rede deres ►Kaas; men Kvinderne ►ginge hjem til Huse. Anden Dags Aften lod ►Sigrun Ternen holde Vagt hos ►Høien, men ved Midnat, ►der ►Sigrun kom did, kvad hun:
✂
Kommet var ►Sigmunds
Søn, hvis han agted
Hid fra ►Odins
Sale at komme
Haabet om Drottens
Komme kun grønnes,
Naar sig paa Kviste
Fuglene sætte
Og naar til ►Drømting
►Drotterne drive.
✂ Ternen.
✂
Vær ei saa ►galen,
►Skjoldungers ►Dise!
Ene at søge
►
Draugers Huse!
Stærkere vorde
Fjendtlige Døde
Alle om Natten
End ved Daglys.
✂ Snarlig døde ►Sigrun af Sorrig og Længsel.
✂ N. F. S. Grundtvig.