Til Publikum.
✂ Min Efterskrift viser, at jeg troede de ►Aandsumyndige vilde skrige, fordi de nu engang ei kunne rive sig løs fra personlige Hensyn, eller lære at skelne mellem Manden som Borger og som litterær Person, og Man har fortalt mig, at der virkelig skriges. Sligt ændser jeg naturligvis ikke; thi da jeg helligede Videnskaberne mit Liv, svor jeg, ubekymret om Hobens Bifald eller Skraal, at reise mig frimodig mod alt Usselt og Maadeligt, som jeg troede kunde hindre Sandsen for det virkelig Store og Skønne fra at vaagne.
✂ At ►Knud Lavard kalder sig et Drama uden at eie sand Handling, den poetiske Kamp, der er Dramaets Væsen, var saare let at bevise selv med 👤Aristoteles i Haand; men dette Blad kan ikke være Stedet for en egenlig Kritik, og enkelte Bemærkninger, som jeg først besluttede at gøre, vilde netop ved deres Enkelthed savne den Betydning og overbevisende Kraft enhver Kritik bør 554have*Naar Hr. Professorens samlede Værker udkomme, haaber jeg at finde et passende Sted til en udførlig Vurdering af ham som Digter.. Da det desuden ei kan være min Dom over Stykket, men kun Tonen hvori jeg fremsatte den og Mere, der regnes mig til 132 (PS) Brøde, vil jeg her blot med et Par Ord retfærdiggøre Valget af denne Tone.
✂ Var Hr. Professor 👤Sander blot ►Knud Lavards Forfatter, og jeg da havde tilladt mig samme Tone mod ham, da vilde Man med ligesaa megen Ret, som nu med Uret, kalde mig ►petulant *Jeg skulde ikke have ombyttet det danske Ord med et fremmet, dersom jeg ikke dreves dertil af Ærbødighed for en af vore store Konstdommere, der just skal have brugt dette Udtryk om mine Udfald paa ►Knud Lavard, et Stykke, han med megen Føie troer det sin Pligt at tage i naadigst Beskyttelse.. Da ►Knud Lavards Forfatter derimod er den samme Mand, som nu i en Række af Aar ►bedækkede en uendelig litterær ►Hoffærdighed med Beskedenhedens gennemsigtige Slør, som med Selvtilfreds555hedens yndige Mine vover andengang at byde Publikum til Gæst paa Retter som ►Eropolis og ►Hospitalet, som overalt, men især paa sine deklamatoriske Øvelser, har haanet og ►nedsat en 👤Øehlenschläger, 📌Dannemarks herligste Digter, og, saameget det stod til ham, svækket Sandsen for Alt, hvad der ei vil passe i sammenflikkede ►Falser; da det endelig er den samme Mand, der lod som han ►spilte med 👤Baggesen, skønt han, for at være vis paa at vinde, kun ►spilte med sig selv og sine Venner; saa skulde jeg ikke mene, at den Tone, hvori jeg lykønskede ham med sin ny Triumf og mindede ham om sine store ►Idrætter i den forbigangne Tid, bør kaldes upassende, mindre kaad.
✂ Hvad Hr. Professor 👤Rahbek angaaer, da skal ingen af hans litterære ►Synderligheder og ingen ►Døgnsmag bringe mig til at glemme de uimodsigelige Fortjenester, han har af 📌Dannemarks Litteratur, men det var ogsaa kun som Konstdommer jeg nævnede ham, og at han, som saadan, har utallige Synder paa sit Hoved, der ei bør forties, fordi de kan forplante sig, vil Ingen, der med aabent Øie saa hans Færd, kunne nægte. Jeg vil her blot bede mine Læsere mindes, at det var ham, som ikke allene smykkede saamange af vort Fædrelands ►Rimere med tykke Laurbærkrandse; men som i samme Aandedræt brød Staven over 👤Schillers ►Jomfru fra Orleans og ►Brud fra Messina; ja som endog bespottede Verdens mest kolossale ►Sjeni, ved at kalde et saa ►sjeniløst Produkt, som ►Frederikshalds Beleiring, en shakespearsk Historie.
✂ 556Dog, jeg ser Enkelte fremtræde med vigtig Mine og spørge mig: med hvad Ret jeg, som ei selv er blevet fornærmet, har sagt og siger hine Mænd alt dette? hvorfor jeg ikke overlader det til ►Lærde Efterretninger at dømme litterære Syndere og til de Fornærmede at forsvare sig? Jeg burde ikke svare, men blot beklage 133 (PS) dem, der tro at have nogen Stemme i litterære Handeler, skønt de ei mægte at begribe hvad Forskellen mellem det daglige Liv og Livet i Konstens og Videnskabens Rige monne være. Dog jeg kan jo sagtens tjene dem med et Par Ord. De ►vide da! at enhver uforskyldt Ophøielse eller Nedsættelse af en Forfatter og hans Produkter, enhver Nedkomst med litterære Misfostre er en Brøde, som Enhver der kan, bør paatale, og at jeg, som staar fri og ene, troer mig forpligtet til at tale der, hvor Andre tie, for ei at saare personlige Forholde. Hvad ►Lærde Efterretninger angaaer, da have vi en klassisk Historie af sammes æstetiske Del i 👤Baggesens ►Genganger, – og dette sidste Ord betegner dens Liv siden den Tid.
✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig.