↩ End en Indvending maa jeg ►gaa imøde, den nemlig, at maaske dog enhver Tidsalder, saaledes beskuet i sin Aand, maatte være lystelig at skue; og at det kun er Hverdagslivet og de nødvendige Ujævnheder, som vi ►med Føie glemme ved Beskuelsen af de svundne Tider, men som i vor egen Tid tilslører dens Aand for os. Ogsaa dette kunde jeg, ligesom det Forrige, indrømme under samme Be6tingelse, men kan ikke af samme Grund. At den samme ►Straalekrands ei omvinder alle de svundne Tidsalderes Urner skønt vi se dem under samme Betingelser, og at deres Glands ingenlunde vokser og svinder i samme Forhold, som deres Afstand, vil kun den i Historien ganske Ukyndige nægte. At vor Tids Lovtalere stundum synes at have Ret, og at vi undertiden fristes til at tro dem, og anse selv vore lyseste Øieblikkes Syner for optisk Bedrag, reiser sig deraf, at de, og vi med dem forveksle Tidsalderens store Mænd med Tidsalderen selv, da det dog netop er dennes Usselhed, som fra enhver Synspunkt gør Hine store. Vi kalde jo dog ikke den Nat lys, i hvilken enkelte Stierner tindre, om de end ere nok saa klare, men tilstaa villig Navnet til den, hvori utallige Smaalys fylde Himmelrummet, om end ikke eet udmærker sig for de andre i Glands.