↩
351Som natlige Spøgelse Nutiden steg
End sortere klædt, for mit sorgfulde Øie.
Den kraftige Oldtid for Svagheden veeg,
Og skiulte sig atter i Fædrenehøie.
Jeg sørged' ved Nat og jeg sørged' ved Dag,
Opfyldt var mit Øre af Vaabnenes Brag,
Jeg stirred saa vildt mod den nordlige Bølge.