↩
Ved Midnat jeg sad i min enlige Vraa,
Og Nutiden veeg fra mit sorgfulde Øie.
Ved Stiernernes Glimt paa det hvælvede Blaa
Da Oldtiden steg fra de Fædrenehøie.
Jeg holdt mig saa fast ved dens kraftige Arm,
Jeg slynged' mig tæt til dens brændende Barm,
Og pludselig standsed' den rindende Taare.