Grundtvig, N. F. S. Villemoes De Snekker mødtes i Kveld paa Hav Et Par Ord angaaende Revselsen i Politivennen No. 620 Kommer hid, I Piger smaae!

Modtagelse

Mindesmærker var ret bekostelige og der var mangel på kyndige kunstnere (Kryger 1991). 👤Friberts mindestøtte cementerede dermed hans anseelse i hovedstaden, hvor den blev udført og var færdig i marts 1810. Mindestøtten er tilmed nævnt på 👤Friberts egen gravsten (Helweg & Nielsen 2010, s. 518, Afdeling F, nr. 133).

Før transporten til Odden blev mindestøtten udstillet på Frederikskirkens (Marmorkirkens) byggegrund. Kongen inspicerede støtten den 4. marts (Dagen 1810). Tretten dage efter blev den set af Grundtvig og hans ven, 👤Christian Molbech. I et brev roste han Grundtvigs digt, men tog afstand fra støttens udformning ved at spørge, “om ikke en nordisk Bautasteen af værdig Størrelse og Form, havde været et mere passende Minde over nordiske Helte, end denne romerske Colonne” (Borup 1954, s. 43). I disse år var et nordisk formsprog ved at vinde frem på sådanne gravmæler (Kryger 1985, s. 74 og 228). Mindestøttens sindrige symbolik gennemgås i Danmarks Kirker (Johannsen & Jørgensen 1990).

Mest strid vakte dog stavefejlene i indskriftens personnavne. Bladet Politivennen bragte den 17. marts 1810 en anonym “Revselse til Hr. Grundtvig for hans skødesløse Omsorg for at bevare de Heltes Navne, der faldt paa Skibet Prinds Kristian” (se afskriften i Begtrup 1906, s. 178 f.). Grundtvig afviste ugen efter kritikken. Hans replik “Om Revselsen i Politievennen” klarlagde arbejdsfordelingen ved indgraveringen samt stavefejlene i de tilgængelige kilder.