✂ Kun med Jubel og Stolthed nævner Nordboen ►den første ægte nordiske Digter i næsten et Aartusinde, ►Eivinds Broder og hine ►Navnløses Frænde, fra hvis Læber Eddas hellige Qvad udstrømmede, ►Skialden 👤Oehlenschläger. Hans ►nordiske Digte i Samklang med ►Vaulunders Saga ere det, som hævde ham dette Hædersnavn, og skal ►omværne det giennem Sekler.
✂ Naar jeg nu, efter denne Bekiendelse, det simple Udtryk for mit Kiendskab til ►Digterens Produkter, frimodig med ►Edda i Haand betragter et af disse, Dra 302 maet ►►►Baldur hiin Gode, bør jeg vel ikke frygte en Udlæggelse, som om det var egne eller Andres Meninger jeg vilde forsvare, og ei Sandheden ene jeg søgte.
✂ Da jeg imidlertid veed, at Meningerne ere saare ulige om, hvorvidt det er Ret, at den, der ei selv har Digternavn, paatager sig at dømme om et Digterværk; saa staaer maaskee følgende korte ►Forerindring ei aldeles paa urette Sted.
✂ Poesi, som noget Indvortes, er ►Anskuelse af en ædlere, renere og dybere Tilværelse, end Hverdagslivet byder eller kun byde, og som noget Udvortes, Fremstillingen eller det synlige Præg af hin ►Anskuelse. Poesien tænkt i høieste Potens kan kun være een, da Udtalelsen af den høieste Tilværelse ligesaalidet kan være Forandring undergiven, som Guddommen kan anskue sig selv anderledes. Det er klart, at Poesiens Ideal ei kan fremtræde i nogen Dødelig, og at Menneskepoesien maa, som noget Indvortes, opholde sig mellem den ►lave Beskuelse og den ►høieste Anskuen; som noget Udvortes være Fremstilling af en mellemliggende Punkt. Heraf følger ►vist nok, at et Digt hverken kan eller bør bedømmes efter Begreber, der abstraheredes fra et andet Produkt om dette endog med største ►Føie erkiendtes som poetisk; thi da den høieste Punkt ei kan naaes, maa der ei blot stedse være en høiere, men ved Siden af den høieste op 303 naaede maa endog være en anden ligesaa høi, der bestiges ad en ganske forskiellig Vei. Men heraf følger ►ligesaavist at Digteren, den største som den mindste, maa kunne anvises den Plads, han enten ved sin samlede Produktion, eller ved et enkelt Produkt har hævdet sig, samt at denne Anviisning kan skee ei blot af den, der fremstillede sig som Digter, men af Enhver, der ved Anviisningen selv dokumenterer den Grad af poetisk Anskuelse, som ►udfordres til at ►fatte Ideen om Anskuelsens Maximum, og den Grad af Skarpsind, der behøves for at skiønne, hvorvidt Anskuelsen er værdig udtalt. Skulde det ei være saa, da maatte det kunne bevises, at ►mens divinior stedse var forenet med os ►magna sonaturum.
✂ Poesien lader sig ►endnu betragte som Kunst, og bestaaer da deri, at Digteren fæster Fantasien eller det indre ►Skiønorgan paa en bestemt Punkt, og da bevæger sig med fri Nødvendighed ►inden selvsatte Grændser. Herved motiveres en anden Art af Digterkunst, den nemlig, som bestemmer, hvorvidt Digteren har ►lydt sin egen Lov, bevæget sig med Enshed og Konseqvens. At en saadan Bedømmelse, tænkt isoleret, ei engang udfordrede saa meget som hin første, indsees let.
✂ Er nu den Punkt, som Digteren valgte til Gienstand for sin Anskuelse, ►alt forhen ►beskuet poetisk, og sammenvoxet med denne første Beskuelse, da har han 304 endnu indskrænket sig i et snævrere Rum, og sat Fantasien ganske vilkaarlige Grændser; thi da er det et gammelt Billede, han enten vil efterligne eller opfriske. Det Produkt, der ►end fremstaaer, kan, som saadant, bedømmes af Enhver, som kiender Hint, hvoraf det skal være Afbildning eller Istandsættelse.
✂ Paa denne Maade avles det Særsyn, at ►Anskuelse og Fremstilling kunne være ►sand poetiske, ja at Digteren endog som Konstner kan have ►lydt sin egen Lov, og dog have høieste Uret; thi han kan have overskredet eller ikke udfyldt de gamle Omrids; han kan have feilet i Figurernes Ordning og han kan endelig have forfalsket det Heles eller ►enkelte Partiers Kolorit ved at indblande fremmede Farver.
✂ ►Da 👤Oehlenschläger traadte frem som nordisk Digter►, og navnlig, da han udarbejdede ►►Baldur, indskrænkede han sig til at fremstille ►►Eddas halvudslettede Billede, og om dette er lykkedes ham, skal være Gienstand for min undersøgelse.
✂ Hvad der fordres af mig er, at jeg maa have giort mig deelagtig i den poetiske Anskuelse af ►Asadramet, som ►avlede Eddas Sang *Disse Blades faa Læsere beder jeg at lægge ►hine Bemærkninger – ►►Ny Minerva, Mai 1807 – ved Siden, da adskilligt, som der bevistes, kun staaer her og omvendt.. Mine Bemærkninger om ►Asalæren, saa umodne og ufuldstændige 305 de end i det Enkelte ere, maa vidne, om saa er eller ikke, eller, om man saa vil, Følgende maa selv afgiøre det.
✂ At ►Evalds ►Baldur► var ►eiendommelig hans og ikke ►Odins, har ►👤Ø►. ►forhen sagt os, og den, som ei troede ham, maatte kiende saare lidet til ►►Odins Slægt►; men saa let det var at skiønne, hvem ►Baldur ikke var, saa vanskeligt var det at sige, hvem han var, og fremstille ham saaledes. Det var ikke engang nok at have beskuet Asalæren ►fra en høiere Standpunkt end den sædvanlige, men et grundigt Studium af samme maatte nødvendig gaae foran Fremstillingen af den høieste Vendepunkt – og det er ►►Baldurs Død► – hvis den i det Hele skulde lykkes.
✂ Dersom det ei klang lidt ►synderlig, vilde jeg sige, at ►Baldur var kiendt af ►Digteren, men kun halv af de andre ►Aser; men tydeligere og mere bestemt er det vel at sige: ►Baldur aabenbarede sig for den ►gudyndede Digter, men denne undte ei sig selv Tid til at beskue ham nøie. Troede han maaske, at ►den Gud, fra hvis Borg Troldstavene maatte flye, ei kunde have nogen Hemmelighed skiult hos sig? Men da glemte han, hvad han dog vidste, at ►Baldur var, liig ►Baandet, der knytter Siel til Legeme, en Hem306melighed for sig selv. Af en saadan halv Beskuelse lader denne Vaklen sig forklare som tydelig spores i Forestillingerne.
✂ ►►Vola har sagt, at ►Baldur var ►Valhals Vogter, og naar man læser Slutningen af ►den mageløse Scene mellem ►Loke og ►Svartalfernes Kor, hvor Glæden over det staalbelagte og hærdede ►Mistiltejn udbryder saa betydningsfuldt:
✂
►Snart tuder ►Hejmdal ⓘ
forfærdet i ►Giallarhorn,
Da jeg ned med en susende ⓘ
Gnist-Regn styrter
►Bifrost Bro.
Ha, ►grønspraglede Slange jeg seer!
Hvor Du ►børster den ►æddrede ►Mids-Ryg,
Slyng Dig i slimede,
Knugende, kvælende
Bugter om ►Aukathor!
Opspær fraadende Flab,
Hylende ►Fenris!
Slug ►Valfaudur til ►Utgards Fryd!►
✂ da tillades neppe nogen Tvivl om, at Digteren jo har hørt og forstaaet ►►Vola. Men er da ogsaa ►Baldurs Tab vurderet som Omstyrtelsen af den Hiørnesteen, hvorpaa ►Valhal hvilede, eller er det ikke mere ►Odins og ►Friggas Søn, den af Alle elskede ►As, som falder og beklages ? Seer man hen til enkelte dybe Blik, maa det Første, men beskuer man det Hele, maa det Sidste besvares med: ja.307
✂
►Du est det Baand, som sammenholder ►Valhals Krands!►
✂ og ►Edda kalder ham selv i ►►Vegtams Kvida ►Hapt-Baandet, men mellem hvilke Punkter er dette Baand befæstet? ►Digteren lader det kun omslynge ►Aserne, som Blidhed og Godhed binde den egensindig stolte Kraft, og forkynder, at naar dette Baand brister, da vil Asakraften raa og vild ødelægge sig selv, ja han anseer endog ►►Lokes Straf som en Følge af Baandets Bristen►, ►Godhedens Tab. Her er det første og vigtigste Misgreb, som drog mange flere efter sig, med en vis Nødvendighed. Hiin Forestilling kan ikke være rigtig, thi ►Aserne vare fra Fødselen af alle delagtige i eet Væsen, og kunde altsaa aldrig komme i Strid med sig selv. ►Ogsaa vidner hele Udviklingen af ►Asadramaet ligetil ►Ragnarokr, at Enigheden aldrig forstyrredes, skiøndt ►Baldur var borte.
✂ Nei, ►►Baldur var det Baand, som lænkede Asakraften til sit Udspring►, og da det brast, kunde denne, berøvet al ny Tilstrømmelse, formindskes. ►Valhal havde mistet ►sin uovervindelige Vogter, og maatte nu ved ethvert Angreb rykke sin Undergang nærmere. Hverken ►ⓘ ►Frejs Sværd eller ►Tyrs Arm lode sig mere erstatte, og ►Ragnarokur var uundgaaelig.308
✂ At dette er den sande, høieste Synspunkt, nøder ►►Edda mig til at tro; men derfor nægter jeg ingenlunde, at den ►Digteren valgte, jo med nogen Forandring kun bestaae under hiin; thi man kan sige, at saalænge ►Baldur var hos ►Aserne, maatte ethvert Angreb være stilet paa dem Alle, og allerede derfor mislykkes. Da ►Krandsens Baand derimod brast, kunde hver Blomst anfaldes enkelt og lettere tvinges. Men ogsaa da maa vi ikke glemme, at skiøndt den høiere Enhed gik under i ►Baldur, saa levede dog Sønnen ►Forsete, boende paa ►Glitner, som det svage Efterskin af Faderens Glands, og saalidet han var istand til at bevare ►Asernes Helhed, snarest kunde han dog vedligeholde den indbyrdes Fred. ►Odin siger selv, at han ►dysser alle Trætter *I ►►Grimnis-Mal, hvor det hedder om ham, at han ►svæfer allar saker.►End synes det, som ►Digteren anseer ►Baldur for Menneskenes himmelske Repræsentant, om jeg saa maa sige, og motiverer saaledes Jordens store Sorg over hans Død, der gik saavidt, at ►den ei engang vilde give Slip paa hans Liig. Da denne skiønne Forestilling ei strider mod ►Edda, kunne vi ogsaa derom forenes, naar kun Jordens Tab ei vurderes alt for ⓘ høit, thi huske maa vi, at ►Vanerne ⓘ ►Njord, ►Frej og ►Freja, disse menneskelige Guddomme, endda vare til, og kunde langt be309dre udfylde Jordens, end ►Forsete Himmelens Trang.
✂ Dersom nu Digteren kun halv fattede Hovedsynspunkten, da maatte han nødvendig feile saavel i Valget som Sammenføiningen af det Enkelte.
✂ ►Skiøndt ►Odin tilstaaer, at der er Grund til at frygte for ►Baldur, at hans ►sanddru Ravne ofte herom gave ham dunkle Vink, og at ►Urdur ei meer var giennemsigtig, saa ængstes han dog ikke. Rolig aflægger han Løftet at lade hvert Nattens og Dagens Lys straale ►huldt paa ►Baldur, og synes i øvrigt ubekymret►. Dette passede saare vel paa ►Nordens stærke Gud, naar det blot var hans Søns Liv, der stod i Fare, men indsaae han at hans egen Magt og Existens maatte gaa under i ►Baldur, da kunde han ei tee sig saaledes.
✂
Ogsaa strider dette samt hele ►Løfteaflæggelsen bestemt mod den eneste ægte Kilde: ►►Vegtams Kvide►. Her siges, at ►Aser ►samledes paa Tinge, for at raadslaae om ►►Baldurs Drømme►; at de adspurgte de ►Fremtidskyndige, og ►finge til Svar at ►Baldur var ►feig – ►dødtegnet af ►Norner► – da betog Angest ►Svafner ►Frigga, samt det hele Gudeting, og de sendte Bud til alle ►►Vætter► – Naturtingenes Aander – med Bøn at de vilde skaane ►Baldur. De svore, og ►Frygg modtog Ederne; men ►Valfadur frygtede at ►Edtagelsen var forgieves, og skiønnede at ►Baldurs ►Fylgier vare 310 forsvundne, eller maaskee, at ►►Nornerne► ei havde bekræftet ►Eden
*Saa lyde Ordene i ►►Vegtams Qvide:
✂
►►Valfaudur uggir
Van se tekib
Hamingior ætlar
Horfnar mundo.►
✂ Enhver som forstaaer at vurdere et poetisk Stof, vil udentvivl indrømme, at naar en 👤Oehlenschlägers Pensel have udfyldt disse ægte Omrids, vilde vi nu skuet et Malerie ei blot sandere, men og betydnings311fuldere end det ►vist nok skiønne, der nu henrykker uden at tilfredsstille os.
✂ ►👤Ø►. har deels fulgt ►►Snorres Edda, og deels digtet selv. Saaledes lader han Guderne sværge som Tingenes Herrer, istedenfor at det efter ►begge Eddaer være disses ►►Vætter►, der selv ►raadte for Tilbageholdningen af deres skadende Kraft, hvis Eder ►Frygg modtog. Kun i ►►Mimers Lund► ere Tingene mere selvstændige og sværge paa ►Mimers Vink. ►Ei lettelig skiønner jeg, hvi denne Forandring giordes, uden fordi det maaskee syntes fornedrende for Guderne at bede det dem Underlagte, men her kan Talen ei være om ►Asers større eller mindre Magt, men kun om Oldtidens rene Billeder*Jeg forstaaer Tingen saaledes: da ►Aserne skabte Verden, meddeelte de enhver Ting noget af deres Kraft, men da ►Aserne ei havde Kraften af sig selv, stod ►den meddeelte ved Siden blot som beslægtet, ei som underlagt, kunde derfor let bedes, men ei befales. Eller Guderne gave hver Ting Kraft til at opfylde sin Bestemmelse, Ilden til at brænde, Jernet til at saare o. s. v. Naar de nu vilde ⓘ f. Ex. at Ilden ei skulde brænde, maatte de vel nødes til at bede Ildens ►Vætte tilbageholde sin Kraft. Saaledes troer jeg ogsaa at Fædrene ved det udtryk at ►døve Sværde, forstode, at binde, overtale eller ved ►omvendt Galdren søvndysse Sværdets ►►Vætte►.312.
✂ Dog, seer man ogsaa bort fra alt dette, saa skiønnes dog let: at en Eed, giort af ►Aser om at beskytte den, af hvem deres Tilværelse hængte, er en betydningsløs Ceremoni, der vel, hvilket her ►ustridig er Tilfældet, kan som isoleret Fremstilling have meget poetisk Værd, men aldrig Sandhed.
✂ At en ►Lund tillægges ►Mimer, som Gudernes uafhængige Ven, troer jeg urigtigt►, fordi dertil, saavidt jeg veed, ingen Hiemmel findes i ►►Edda, og fordi det nødvendig maa søndre, ja vel gandske ophæve Ideen om ►Aser og ►Jetter, som de eneste modsatte Størrelser, naar man antager en tredie koordineret. At ►Mimers Existens og Forhold til Guderne er en af ►Asalærens gaadefulde Puncter, nægter kun den, som ei veed, hvorom Talen er, men end mere at indvikle dette Forhold er den Hensigt at skabe Lys ganske modsat*Længe stirrede jeg paa ►Mimer og ►Heimdallur, paa ►Mimers Brønd og ►Urdurs Kilde. End ►gøgler Lyset, men under det mig at skue klart engang, da skal jeg tolke mit Syn..
✂
►Digteren har fulgt ►►Snorres Edda i at lade ►►Frigga foragte det tynde unge ►►Mistetejn med samt dets Eed►; men udentvivl feile de begge; thi, er det sandt, hvad ►Vola siger, at dette vel tynde, men fagert opvoxende Træ syntes Mænd at være til stor Ulykke, saa kunde ►Frigga hverken glemme eller for313agte det*Stedet i ►Voluspa, som her og flere Steder sigtes til, lyder efter ►👤Resens Text saalunde:
✂
Ek sa ►Balldri
blodgum tivas
►Odins barni
ørløg folginn
stod umm vaxinn
vollu hæm
mjør ok mjøg fager
►mistiltein
vard af þeim meidi
er mønnam syndest
harmslog hætteg.►
✂ I ►Drabs-Scenen og den foregaaende mellem ►Hødur og ►Loke, disse efter min Følelse saa mesterlige Sidestykker, er ogsaa ►►den prosaiske Edda for største 314 Delen fulgt; men det glædede mig ved nøie Undersøgelse at finde denne maleriske Stilling i Overeenstemmelse med Forestillingerne i ►den gamle Edda *Kun een Bemærkning har jeg her at gøre, og den vil finde sin rette Plads der hvor Talen bliver om ►Loke..
✂ Med ►Baldurs Død maatte Dramaet endes naar ►Sæmunds Edda blev fulgt, skiøndt en Deel af ►Frygs deilige ►Samtale med Koret ogsaa da kunde været beholdt, da det var høist passende at Himmelens og Jordens samflydende Taarer sluttede det sørgelige Digt; men ►►Hermoders Reise til ►Hæl► og ►►Lokes Straf► vilde aldrig fundet Plads.
✂ Da ►Baldur engang var kommen til ►Hæl, vidste ►Aserne saare vel, at hans Gienkomst var umulig. De vidste, at det ikke blot var ►Hæl, deres ►afsagde Fiende, der først maatte vindes, men at de ubøielige ►►Norner► selv maatte bøies til atter at ►udskrabe Runerne af de hellige Skiolde; bøies til at fornægte den evige Viisdom, hvis Udtryk de vare. Derfor nævnes ei heller ►►Hermods Tog► i nogen af ►de eddiske Sange jeg kiender, og hvad mere er, disse fremstille det som aldeles umuligt. Man erindre sig, hvad ►Hæl siger til ►Odin i Slutningen af ►►Vegtams Kvide►:
✂
►Hiemrid du ►Odin,
og vær stolt (af din Færd)315
saa kommer ingen
meer mig at see,
før ►Loke løs
slippes af Baand,
og ►Ragnamørk
rivende kommer.►
*At 👤►Sandvigs og ►►Eddas latinske Udlægger her have med Rette oversat: ►“saa kommer ⓘ
ingen” &c., synes mig at være klart; men sæt ogsaa, at der bør læses: ►komir for komit i tredie, og ►er for undz i femte Linie, maatte det jo dog oversættes: ►“saa kommer En atter at see mig, naar (men ei før) ►Loke løs slippes af Baand.”► Dog de to første Linier, hvorom ingen Tvist er, bestemme tydelig nok Læsemaaden i de følgende; thi hvoraf skulde ►Odin rose sig, dersom det blev muligt for Andre at efterligne ham.
✂ Da ►►Drupner brændtes med ►Baldur►, og dog efter ►►Skirners Kvæde sees at være efter den Tid i Guders Eie, kunde det ved første Øiekast synes nødvendigt at antaste enten ►►Hermods Tog► eller en anden senere Samfærsel mellem ►Asgard og ►Hæl; men jeg troer ogsaa, at denne tilsyneladende Nødvendighed avlede hele Fortællingen om ►►Hermods Hælrid►. Det Hele lader sig meget simpelt forklare ved at tillægge ►Drupner samme Egenskab som andre ►Asernes ►Mon, f. Ex. ►Mjølner, at den nemlig stedse selv vendte tilbage, hvor langt den end bortkastedes af sin Eier.316
✂ End staaer tilbage at tale om ►Loke. At jeg anskuer ►Loke, hans Forhold til og Adskillelse fra ►Aserne anderledes end ►►Baldurs Digter►, kan ikke komme i Betragtning, ►saalænge min Mening endnu ikke er viist at grunde sig paa ►►Eddas bestemte Udsagn, eller at være nødvendig i den Grad, at det Beviste maatte være usandt, dersom den ikke antoges. ►Hertil trøster jeg mig ikke end saa ganske, og antager derfor i dette Øieblik ►Digterens skiønne Fremstilling for sand; men nødes derimod til at erklære ►►Lokes Straf► umiddelbar efter ►Balders Død, eller – som her er det samme – efter ►Hermods ►Hælreise, for ►at staa paa en urigtig Plads. ►►Ægirs Giestebud maa nødvendig tænkes mellem denne og hiin, ikke blot fordi Beretningen om ►►Lokes Straf► netop findes i den prosaiske Slutning af ►Ægirs Drekke, men især fordi ►Aserne først hos ►Ægir fik at vide, hvem der var Skyld i ►Baldurs Død. Heraf følger da ogsaa, at ►Hødur ei maa vide eller kunne aabenbare, af hvem han fik ►Mistiltein. At ►Digteren ►lader ►Odin kiende ►Loke► i ►Toke giør heri ingen Forandring; thi foruden at en ►►ældre Edda ei veed noget af sligt, saa bliver det jo stedse lige sandt, at ►►Ægirs Giestebud► var – ifølge ►Lokes eget udsagn – *►►Loke sagde til ►Frigga: 317 efter ►Baldurs Død; at ►Loke den Gang var i ►Asers Selskab som Ven, og altsaa ikke da kiendt som ►Baldurs ►Bane *►Loke udjages først efterat have dræbt ►Finnafeingur, og sættes endda siden i ►ⓘ Vidar Plads..
✂ Til Slutning nogle faa Blik paa enkelte mytologiske Yttringer.
✂ ►Af Scenen, hvor Guderne sværge, sees at ►Digteren antager ►Odin som Lysets, ►Njord som Vindens, og ►Ægir som Havets Gud; ligeledes ►Frigga som Jordens og ►Freia som Luftens Gudinde.
✂ Jeg har ►før yttret min, i ►►Edda grundede, Uvillie mod alle Embeds-Uddelinger til ►Aserne ►efter græsk og romersk Skik, og jeg nødes til her at gientage Yttringen af samme, skiøndt ovenstaaende Inddeling, hvad ►Odin, ►Frig og ►Freia angaaer, ►vist nok har langt mere Betydning end den sædvanlige*►►Den gamle Edda deler Guderne i ►Aser og ►Vaner, de stærke og de milde, og anden Inddeling turde jeg ei tillade mig.; gandske anderledes er det derimod med ►Njord og ►Ægir. Den Første styrede efter ►Grimmismal Templer og Ofringer, og den Sidste hverken hørte til ►Aserne eller erkiendtes af dem som Havets Herre, da endog ►den ►prosaiske Edda fremstiller ►Njord som saadan; ►vel siger denne, at ►Ægir var ►Asers Ven►, men ►►Sæmunds Edda vidner derimod, at han var en ►Jette, at ►Aser kun 318 af ondt Sind ►hiembøde sig selv hos ham, og at han satte fiendtlig Prøve paa deres Magt og Kløgt ved at fordre en ►Kiedel, hvori Miød kunde brygges til dem alle*See ►►Hymes Kvida!. Da han ogsaa kaldes ►Gymer, var det vel ikke saa urimeligt at ansee ham for ►►Gerdas Fader►, ►hvem ►Aser vilde tugte for det Tab, ►Frei havde liidt►.
✂ ►►Fenris kan neppe tænkes bundet før ►Baldurs Død►, thi naar ►Aserne først havde øvet denne Gierning, maatte ►Loke traadt op som deres aabenbare Fiende, og desuden kunde ►Tyr ligesaalidet før ►Baldurs Død miste sin Arm, som ►Fenris før kunde være ►Aser farlig. At ►Antagelse af en Tidsfølge i de mytologiske Begivenheder er nødvendig, sees let, og jeg vil ved denne Lejlighed ►hidsætte den af mig antagne, saavidt samme har Hensyn paa Begivenhederne efter Jettekampens Fornyelse. ►►Idunas Bortførelse► *omtales vel ikke i ►►den rytmiske Edda, men modsiges ei heller, og lader sig godt forene dermed.►Hammerens Tab og Gienerobring, ►Lokes Frafald, eller maaskee rettere hans Forhexelse, ►Baldurs Drømme, Raadspørgselen om sammes Betydning*Fortællingen om denne Raadspørgsel indeholder maaskee ►►Hrafnagaldr Odins, thi af flere Grunde har jeg troet mig nød til at frafalde min ►førhen havte Mening om dette underlige Kvæde, og derimod at antage 👤Gunner Poulsens, saavidt denne sætter det i samme Fortalte før ►Baldurs Død., 319 ►Edtagelsen, ►Odins Hælrid, ►Baldurs Død, ►Fænrirs Bindning, ►Skirners Reise, ►Thors Kamp med ►Midgardsormen, ►Ægirs Giestebud, ►Lokes Fængsling, Pandtsættelsen af ►Odins Øie. Nu følger ►Asers fulde Herredom ►til ►Ragnarokr, eller den egentlige Tid. En Følge af det bevislige rigtige i denne Bestemmelse er, at ►►Utgardeloke har Uret, naar han før ►Baldurs Død minder ►Loke om ►►Ægirs Giestebud►, og at ►►Baldur endnu har det i høiere Grad, naar han erindrer ►Bragi om ►►Rolfs Krakes Død►►; thi saa heldig en Ide det var af ►Digteren at indføre ►Menneskene som Kor i sit Drama, maa dog det Hele tænkes i Menneskelivets allerførste Morgenrøde, længe før Sagaen kunde udpege en enkelt eller give ham Navn og Daad. Disse tvende Ting vare da udelukkende Gudernes, og kunde først tilhøre Menneskene, efterat hines daadfulde Kamp var gaaet over til den rolige Modsætning.
✂ Det synes som ►Digteren antager ►Heimdals ►Jomfrumødre for at være Regnbuens Farver, men det gaaer neppe an. I Mangel af andet Oplysende har jeg giort mig megen Umage for at bringe ►Heimdals ►Mødrenenavne tilbage til deres Udspring, og de blandt dem, hvis Betydning er mig nogenlunde klar, tyde forenede hen paa Vandet og Bølgerne, hvilket ogsaa 320 stemmer med hvad jeg troer at maatte antage om ►Heimdals Fødsel og Forhold til ►Aserne.
✂ Nik. Fr. Sev. Grundtvig.
✂ Kandidat i Theologien.