↩
Isabella.
Nei, denne sørgelige Strid med Ord
246Ei endes kan. – Her kan ei Mit og Dit,
Og Hævnen ei fra Brøden mere skilles.
– Hvem vilde søge gamle Leie, ►hveden
Hin Svovelstrøm sig glødende udgiød?
►Naar 📌Ætnas Ild med haarde Fødselssmerte
Sig har fremkiæmpet, hviler Lavaelven
Med Truen over Dødeliges Hoved.►
Og paa ►Forstyrrelse hvert Fodtrin vanker.
– Kun Eet jeg Eder lægge vil paa Hierte:
Det Onde, som en Mand, den myndige,
Tilføier Manden, det, saa vil jeg troe,
Tilgives og forsones neppe, Manden
Han vil sit Had, og ingen Tid forandrer
Beslutninger, han velbetænksom fatted'.
Men Eders Fiendskabs Udspring taber sig
I uforstandig Barndoms aarle Tid,
Og selv dets Alder burde det afvæbne.
Spørg selv! hvad var det, som Jer først adskilte?
I veed det ei, og hvis I det udfandt,
I vilde Jer for Børnekævlen skamme.
Og dog det er den første Barnetvist,
Der, gienfødt i en ulyksalig Kiæde,
Blev Sæden til de sidste Dages Skiændsel;
Thi alle slette ►Handler, som I hidtil dreve,
Kun vare Hævnens og Mistankens Sønner.
– Og denne Drengefeide ville I
Fortsætte end, nu da I ere Mænd?
247(Hun griber Begges Hænder.)
O, mine Sønner! kom, ►beslutter Eder
Til Regningen giensidig at udslette,
Thi Eders Uret er paa begge Sider lige.
►Stormodig, Ædle! ►skiænke I hinanden
Den ubetalelige store Giæld!
Den gudligste blandt Seire er Forsoning.
I Eders Faders Grav ►nedkaster hint
Det gamle Had fra spæde Barndomstid!
Til Enighed og kiærlige Forsoning
►Opofrer Eders nybegyndte Liv !