►Bruden fra 📌Messina .
✂ 📌 Messinas Borgere, kiede af ►Fyrsternes Strid, have fordret af ►Moderen, at hun skal forlige dem. Hun har nu samlet ►begge sine Sønner hos sig, og paa Skuepladsen see vi Koret, deelt i tvende Halvkor. Det første bestaaer af Oldinge, det andet af Ynglinge.
✂ Korenes Anførere tale:
✂
Første Kor.
Ærbødig jeg hilser
Dig, ►brammende Halle,
Dig, min Beherskers
Glimrende Vugge,
Taget, som hviler paa Søilernes Pragt.
235Dybt udi Skeden
Hvile mit Sværd!
Bundet ved Porten
►Stridens Uhyre med Slanger i Haaret!
Thi den giæstmilde Vaanings
Hellige ►Dørtræ
Vogtes af ►Eden, ►Erinnernes Søn,
Den rædsomste blandt Underverdnens Guder.
✂
Andet Kor.
Vildt udi Barmen mit Hierte luer,
Og min Haand er til Kampen ►hvalvt,
Thi et ►Medusahoved jeg skuer
Hist i min Fiendes forhadte Gestalt.
►Skal jeg unde ham Ordets Hæder?
Neppe jeg stiller det sydende Blod.►
Skal jeg lyde det brusende Mod?
Da jeg frygter for disse Steder,
Hvor ►Eumeniden er dalet ned,
Fra den ►herskende Gudefred.
✂
Første Kor.
Viisere Fatning
Alderen sømmer.
Jeg, den Fornuftige, hilser da først.
(Til det andet Kor.)
Vær mig velkommen,
Du, som med mig
Broderlig samme
236Følelser deler,
Frygtende ærer
Dette Palladses
Vogtende Guder.
Da vore Fyrster samtale venlig,
Ville ►og vi nu ►harmløse vexle
Fredsomme Ord her med rolige Blod,
Thi og den lægende Tale er god.
Mødes vi atter paa luftige Slette,
►Hæve sig Kampens den blodige ►Jette
!
Staalet da prøve det luende Mod!
✂
Hele Koret.
Mødes vi atter paa luftige Slette,
►Hæve sig Kampens den blodige ►Jette
!
Staalet da prøve det luende Mod!
✂
Første Kor.
►Fiendskab og Had ei opfylder vort Bryst.
Staden, den ene, os begge undfanged',
Hine udsprunge af fremmede Æt;
Men, naar Fyrster hinanden bekrige.
Tienerne skulle da myrde og dræbe;
Saa er det Skikken, og saa er det Ret.
✂
Andet Kor.
Selv maa de vide,
Hvi de saa blodig
Kæmpe tilsammen, ei gaaer det mig an.
237Men vi maa fægte deres Stride,
Ei er han tapper, ei Hædersmand,
Som vil sin Herre haanet vide.
✂
Det hele Kor.
Men vi maa fægte i deres Stride,
Ei er han tapper, ei Hædersmand,
Som vil sin Herre haanet vide.
✂
En af Koret.
Hør! hvad jeg, overladt til Tanken,
►Veiede hos mig paa ledig ►Vanken
Hen ad de ►snevre, de yndige Gange
Hist giennem Kornets gyldne Vange.
✂
Saalænge den grumme Kamp nu stod,
Tankeløse vi vildt fremfore,
Thi os ►bedaared det brusende Blod.
Er da ei disse Sletter vore?
►Er den Sol da ei vores, hvis Lue
Skaber og modner Rankens Drue?►
Kunde vi ikke i Nydelsens Fryd
►Harmløs leve fornøiede Dage,
Lystig see Aarene rulle tilbage?
Hvorfor skulle vi rasende drage
Sværd og Skiold for den fremmede Æt?
Ei den til disse Lande har Ret;
►Thi paa Skibet den hid er draget
Hist fra Solens rødlige Nedgang,►
238Giæstfri have vi den modtaget,
(Vore Fædre, den Tid er lang)
Nu som Trælle vi for den bukke,
Under fremmede Aag vi sukke.
✂
En Anden.
Godt! vi besidde et lykkeligt Land,
Som ►den himmelomvankende ►Solgud
►
Stedse beskuer med venlige Øie.
►Vi dets Blomster med Fryd kunde plukke,
Dersom det kun lod sig spærre og lukke;
Men os Havets trindtbølgende Vove
Røber for de forvovne ►Korsarer,
Der omsværme de Kyster saa nær.
Vi en Velsignelse har at bevare,
Som kun ►vinker Udlændingens Sværd.
Landet kan ei sine Børn beskytte,
Slaver vi ere i Fædrenehytte.
►Ei hvor om Agerens gyldne ►Held
►Pans den fredsomme Fløite toner,►
Hvor Jernet fremvoxer i takkede Field,
Drotterne fødes til Jordens Throner.
✂
Første Kor.
Naturen, den evig retfærdige Moder,
Underlig uddeelte Livets Goder
Til den flygtige Menneskeslægt.
Os den skiænkede Fylde og Marv,
239Der sig skabende stedse fornyer;
Mægtige Vilje fik hine i Arv.
►Før hvert Ønske, der luer i Barmen,
Frygtelig Styrke nedlagdes i Armen,►
Jorden de fylde med tordnende Skrald;
Men hvo Fieldets Tinde bestiger,
Frister det dybe, det dundrende Fald.
Derfor glad i det Lave jeg viger,
Hyllende mig i min Svaghed ind.
✂
►Flokke af Hagelens Kugler blande
Sig med Skyens nedstyrtende Vande,
Og i svulmende Bække sig gyde;
Ned fra Bierget de skummende flyde,
Og giennem Dalen sig brusende skyde,
Broernes Hvælving og Dæmninger følger,
Hvirvlende sig i de rullende Bølger,
Intet kan standse de Vældiges Færd.
Dog kun et Øieblik var deres Skaber,
Og deres Vaner, det rædsomme Spor,
Rindende hen giennem Sandet, sig taber;
►Kun i ►Forstyrrelsen Mindet end boer►.►
De fremmede ►Hærjere komme og gaae,
Vi adlyde, men fast vi staae.
✂ (Bagdørren aabner sig, og Donna Isabella træder ind mellem sine Sønner, Don Manuel, og Don Cæsar.)
✂
Begge Halvkor.
Priser og ærer
240Solen, som hisset
Straalende opstaaer!
Knælende hylder jeg herlige Lys.
✂
Første Kor.
Deilig er Maanens
Mildere Klarhed
Mellem de Stierners blinkende Glands.
Liflig en Moders
Kiærlige Høihed
Mellem de Sønners ►ildige Kraft.
Ikke paa Jorden
Faae vi et lignende Billed at see.
✂
Blomstrende slutter
Denne Gestalt
Skiønheds-Kredsen paa Livets Tinde,
►Vi som Krone den stedse finde,
Pryde det herlig fuldendede Alt.►
✂
Skiønnere Kirken, den hellige, har ei
Stillet paa Thronen i Himmelens Borg,
Høiere danner
Konsten end ikke den ►gudliig undfangne,
End en Moder og hendes Søn.
✂
Andet Kor.
Af sit Skiød hun med Glæde skuer
Sig fremhæve en blomstrende Stamme
Til Gienfødsels evige Liv;
241Thi hun haver en Slægt undfanget,
Som skal stedse vandre med Solen,
Give de rullende Tider sit Navn.
Slægter bortviftes,
Navne henklinge,
Mørke Forglemmelse
Breder de natindhyllede Vinger
Ud over ►Tidens hensovede Æt.
✂
Derimod Fyrsters
Ensomme Isser
Glimre i Lys,
►Aurora dem kysser
Med evige Straaler,
Som Verdens fremragende Tind.
✂
Isabelle
træder frem med sine Sønner.
Sku ned til mig, ►du himmelhøie Dronning!
Og hold paa dette Hierte fast din Haand,
At Overmod med Svulmen det ei hæver.
Thi let forglemmer sig en Moders Glæde,
Naar den sig speiler udi Sønnens Glands.
For første Gang, fra den Tid jeg dem fødte,
Omfatter jeg min Lykkes Fylde heel;
Thi indtil denne Dag, jeg maatte voldsom
Det ømme Hiertes glade Udbrud dele;
Forglemme maatte jeg den ene Søn,
242Naar ved den andens Nærhed jeg mig fryder.
O een, kun een er Moderkiærligheden.
Og mine Sønner vare stedse to!
– Siig! tør jeg uden ►Banghed overgive
Mig i det drukne Hiertes søde Vold?
(Til Don Manuel.)
Naar jeg din Broders Haand saa kiærlig trykker,
Siig! støder jeg ei Dolken i dit Bryst?
(Til Don Cæsar.)
Naar ved hans Syn mit Hierte sig forlyster,
Er det ei Rov fra dig? – O jeg maa frygte,
At Kiærligheden selv, jeg Eder viser,
Kun vil forøge Eders Fiendskabs Lue.
(Efter spørgende at have betragtet dem.)
Hvad tør jeg love mig af Eder? ►Siger,
Med hvilket Hierte I er' komne hid?
Er end det gamle, uforligte Had
Med Eder fulgt herind i Fædreborg,
Og venter Krigen hist ved Slottets Porte,
Og tygger den, kun øiebliklig tæmmet,
End skummende paa jernfaste ►Mile,
For flux, saasnart I Ryggen mig har vendt,
Med Raseri paa ny sig at løsrive?
✂
Koret.
Fred eller Feide! End Lodderne ligge
Hylled' i Fremtid for søgende Blikke.
243Snart vil sig hæve det skiulende Dække,
Vi ere rede og rusted' til begge.
✂
Isabelle.
O hvilket rædsomt Syn af Vaabenklædte!
Hvad skulle disse her? Er det et Slag,
Hvortil man sig i disse Sale ruster?
Hvortil et saadant Vidne, naar en Moder
Sit Hierte vil for sine Børn udgyde?
O frygte I da selv i Moders Skiød
For Trædskheds Snarer, lumsk Forræderi,
Da Eders Ryg I saa forsigtig dække?
– O disse vilde Bander, som Jer følge,
Som rask adlyde Vredens Vink, de ere
Ei Eders Venner. Troer aldrig dog,
At de med kiærlig Hu vil Eder raade?
Hvor kunne de af Hiertet Eder ynde,
Udlændinge? den Æt, der sig indtvang,
Med Magt fordrev dem fra en arvet Throne,
Og svinged' sig paa Herresædet op?
►Tro'r mig! det ønske Alle, for sig selv
At leve frit, kun lyde egen Lov,
Og fremmed Herskab kun af Nød udholdes.
Den Lydighed, som de saa gierne nægted',
De vise kun af Frygt for Eders Magt.
O! ►lærer dog den falske Slægt at kiænde,
Der, ►avindsyg, sig vil ved Skadefryd
Paa Eders Lykke, Eders Storhed hævne!
244Kun Herrens Fald og Fyrstens Undergang
Er Stof til deres Sange, og de Sagn,
Som Oldefædre lære yngre Slægt,
Naar Vintren dem ved Arnestedet samler.
– O, mine Sønner! fiendtlig, falsk i Sind
Er Verden, og Enhver sig selv kun elsker.
Usikkre, skiøre ere alle Baand,
Som Lykken snoede med lette Finger,
Og Lune løser, hvad kun Lune knytted'.
Naturen kun er trofast, ene den
Kan hvile paa en evig ►Ankerbund,
Naar Storme drive Alt omkring paa Livets Bølger,
Kun Følgesvende kiøber man med Guld,
Tilbøielighed ene Vennen skaber.
Vel den, som Fødselen en Broder gav!
Ham Lykken Intet give kan, thi medskabt
Er Vennen ham, og dobbelt strider han
Imod en Verden, fuld af Krig og List.
✂
Koret.
►Ja som de ►glimrende Stierner paa Himmelens Bue►
Jeg min Fyrstinde maa ære, thi blid,
Som de, og med rolige Klarhed hun skuer
Ud over Menneskets Vandel og Id.
Vi, som Forvildede, famle i Mørke,
Drives afsted giennem Livets ►Ørke.
✂
245
Isabella
til Don Cæsar.
Du, som dit Sværd imod din Broder drog,
See dig omkring i hele denne Hob!
Hvor er et Billed', ædelt som din Broders?
(Til Don Manuel.)
Hvem mellem disse, som du kalder Venner,
Tør stille sig ved Siden af din Broder?
Enhver af Eder er sin Alders Mønster,
Ei overgaae, ei vige I hinanden.
O, ►trodser Nids og Avinds Raseri,
Og ►vover dog hinanden at beskue!
Ham vilde du blandt Tusinde udseet,
Til Ven ham kaaret, til dit Hierte
Ham ►sluttet, som den Eneste.
Og nu – da ham den hellige Natur
Dig gav, og alt i Vuggen skiænked', træder
Du, som en Synder mod dit eget Kiød,
Dens ►Skiænk med Stolthed under Fødder,
Dig kaster i en mindre Værdigs Arm,
Til Fiender og til Fremmede dig slutter.
✂
Don Manuel.
Hør mig, min Moder!
✂
Don Cæsar.
Moder, o hør mig!
✂
Isabella.
Nei, denne sørgelige Strid med Ord
246Ei endes kan. – Her kan ei Mit og Dit,
Og Hævnen ei fra Brøden mere skilles.
– Hvem vilde søge gamle Leie, ►hveden
Hin Svovelstrøm sig glødende udgiød?
►Naar 📌Ætnas Ild med haarde Fødselssmerte
Sig har fremkiæmpet, hviler Lavaelven
Med Truen over Dødeliges Hoved.►
Og paa ►Forstyrrelse hvert Fodtrin vanker.
– Kun Eet jeg Eder lægge vil paa Hierte:
Det Onde, som en Mand, den myndige,
Tilføier Manden, det, saa vil jeg troe,
Tilgives og forsones neppe, Manden
Han vil sit Had, og ingen Tid forandrer
Beslutninger, han velbetænksom fatted'.
Men Eders Fiendskabs Udspring taber sig
I uforstandig Barndoms aarle Tid,
Og selv dets Alder burde det afvæbne.
Spørg selv! hvad var det, som Jer først adskilte?
I veed det ei, og hvis I det udfandt,
I vilde Jer for Børnekævlen skamme.
Og dog det er den første Barnetvist,
Der, gienfødt i en ulyksalig Kiæde,
Blev Sæden til de sidste Dages Skiændsel;
Thi alle slette ►Handler, som I hidtil dreve,
Kun vare Hævnens og Mistankens Sønner.
– Og denne Drengefeide ville I
Fortsætte end, nu da I ere Mænd?
247(Hun griber Begges Hænder.)
O, mine Sønner! kom, ►beslutter Eder
Til Regningen giensidig at udslette,
Thi Eders Uret er paa begge Sider lige.
►Stormodig, Ædle! ►skiænke I hinanden
Den ubetalelige store Giæld!
Den gudligste blandt Seire er Forsoning.
I Eders Faders Grav ►nedkaster hint
Det gamle Had fra spæde Barndomstid!
Til Enighed og kiærlige Forsoning
►Opofrer Eders nybegyndte Liv !
✂
Koret.
►Hører en Moders formanende Tale!
Visselig taler hun vægtige Ord.
►Krigen ►ophøre, og Hadet ►sig svale!
Eller ►vedbliver med Feide og Mord!►
Hvad Eder lyster, behager mig vel,
I ere Herrer, og jeg er kun Træl.
✂ ►(Efterat have tiet en Stund, og forgiæves ventet en Yttring af Brødrene, bliver hun ved med undertrykt Smerte.)
✂
Ei veed jeg mere nu, thi Ordets Kogger
Forgiæves jeg udtømte, spildte Bønnens Kraft,
I Graven hviler han, som vældig Eder tæmmed',
Og Moderen staaer kraftløs mellem Eder.
– ►Fuldender! fri er Eders Magt, ►adlyder
Dæmonens Bud i Raseriets Færd!
Husgudens Alter Jer ei helligt ►være,
248Lad denne ►Sol, som skued' Eders Fødsel,
►Og nu beskue Eders ►Vexelmord!
►Udrydder Jer for Eders Moders Øine
Med Eders egen, ei med fremmed Haand!
Bryst imod Bryst, som det ►thebanske Par,
Fast favnende med Jernets Arm hinanden,
►Gaaer paa hinanden ind, og ►kiæmper modig!
►Indborer Dolken i hinandens Bryst,
►Ombytter Liv med Liv, og ►seirer Begge!
Ei Døden da skal Eders ►Tvedragt læge,
Men Flammen selv, hin Ildens røde Støtte,
Tvekløvet skal fra Eders ►skumle Grav
Sig hæve, blusse op i to adskilte Luer,
Som Eders Livs og Døds det ►gyselige Billed!
(Hun gaaer.)
✂ Jeg vil ikke dennesinde bebyrde Publikum med mere, og blot med Hensyn paa Oversættelsen tilføie, at jeg under samme havde det dobbelte Maal, tro at giengive Originalens Ideer, og saalidet som muligt erindre Læseren om, at han havde en Oversættelse for sig. Ogsaa stræbte jeg at beholde Originalens Ord og Versemaal, men dette var i det mindste ikke mig stedse muligt, uden at glemme mit Maal.
✂ Nik. Fred. Sev. Grundtvig,
✂ Kandidat i Theologien.