↩ Det er vel umuligt for Digteren, at hæve sig til et uafbrudt høiere Liv, og han øiner da kun een Havn, som 👤Steffens saare passende kaldte ►Forsoning med Tilværelsen. Han klynger sig fast til den Tanke, at der i Existencen selv slumrer en Evne, hvorved den kan hæve sig til høiere Betydning, og vinde nogen Liighed med den Tilværelse, han før anskuede, som dens Modsatte. At fremlokke denne Evne, at lade ►Friheden udvikle sig af Nødvendigheden selv, sætter han nu som sit høieste Virkemaal, og fatter saaledes Ideen om den høieste Konst. Heraf bliver det atter en nødvendig Følge, at han maa sætte den høieste Nydelse deri, hvor han troer at skue ►sit hele poetiske Livs nødvendige Resultat.