Grundtvig, N. F. S. Om Schiller og Bruden fra Messina

Tilblivelse

✂ Afhandlingen er blevet skrevet af to omgange: Den centrale kritik af 👤Schillers filosofiske idealisme (fra s. 229 øverst til s. 234 midtpå) kan findes i en udtogsbog fra den 17. august 1806 (Grundtvig-Arkivet, fasc.nr. Registranten fasc. 499.3a, trykt i ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 385-388). En gennemgang af variansen mellem de to versioner findes i tekstredegørelsens afsnit om Manuskriptbeskrivelse. I den følgende periode har Grundtvig antagelig forsøgt sig med oversættelserne af ►Die Braut von Messina (1803, da. ►Bruden fra Messina, 1896) og fortalen ►“Über den Gebrauch des Chors in der Tragödie” (da. ►“Om Chorets Brug i Tragoedien”, u.å.: 1806), som desværre ikke er bevaret i Grundtvig-Arkivet. Afhandlingens indledende afsnit er højst sandsynligt først skrevet i begyndelsen af 1807, efter at Grundtvig var blevet bekendt med eksistensen af en anden dansk oversættelse. I 👤Peter Foersoms ►Nytaarsgave for Skuespilyndere 1807 er fortalen trykt i en oversættelse af 👤Nicolaj Esmark Øllgaard, der har brugt sit mellemnavn som signatur. Nytårsgaven oplyser ikke sit udgivelsesår, hvilket tyder på, at den blev udgivet i december 1806.

✂ Det må formodes, at det endelige manuskript blev til i første halvår af 1807.

Kulturkritik

✂ I det senest tilkomne, indledende afsnit hylder Grundtvig 👤Schillers forfatterskab og revser danskerne for at mangle sans for 👤Schillers kunst. Kritikken af det litterære miljø i Danmark og af danskerne, som i deres åndelige sløvsind foretrækker “tankeløs Ruus eller bevidstløs Slummer” frem for “Posas høie Ideer” (Posa er en person i 👤Schillers drama ►Don Carlos, 1787), bringer mindelser om Grundtvigs kulturkritiske afhandling ►“Om Videnskabelighed og dens Fremme” (1807b), der var udkommet tre måneder før i martsnummeret af ►Ny Minerva. Her havde Grundtvig beklaget sig over den ringe interesse for dansk litteratur og gjort en række udfald mod vellystighed, dovenskab og verdslig underholdning. I begge afhandlinger argumenterer Grundtvig for, at de mindre ånder, som nok sætter pris på kunst og videnskab, men ikke anser sig for genier, bør bruge deres ledige stunder til at oversætte udenlandsk litteratur. Grundtvig regnede sig beskedent nok til denne gruppe: “Giennemtrængt af Overbeviisning herom, beskiæftigede jeg mig alt længe med en metrisk Oversættelse af ►Bruden fra Messina” (s. 228).

Oversættelsen

✂ Grundtvig erklærer i den afsluttende kommentar til oversættelsen, at han “under samme havde det dobbelte Maal, tro at giengive Originalens Ideer, og saalidet som muligt erindre Læseren om, at han havde en Oversættelse for sig” (s. 248). Som lovet er oversættelsen overvejende loyal mod 👤Schillers tragedie, men enkelte steder afviger Grundtvig fra det oprindelige ordvalg.

✂ Der er oftest tale om forsøg på at skabe velfungerende alternativer til passager, som på dansk ville forekomme kompakte. Fx bliver versene “Diese Ulmen, mit Reben umsponnen / Sind sie nicht Kinder unsrer Sonnen?”, v. 198 f. (“Disse elme, omvundet med vinranker, / er de ikke børn af vor sol?”, overs. GV) oversat til: “Er den Sol da ei vores, hvis Lue / Skaber og modner Rankens Drue?” (s. 237). Enkelte steder kan Grundtvig finde på at erstatte 👤Schillers formuleringer med sine egne metaforer, fx bliver verset “Und wir könnten es fröhlich genießen”, v. 215 (“Og vi kunne det glade nyde”, overs. GV) til: “Vi dets Blomster med Fryd kunde plukke” (s. 238). Andre steder kan man mistænke Grundtvig for at forsøge at forbedre originalens stil, fx bliver de abrupte vers “Laßt es genug sein und endet die Fehde, / Oder gefällts euch, so setzet sie fort”, v. 435 f. (“Lad det være nok og gør en ende på fejden / eller, hvis det passer jer, så fortsæt den”, overs. GV) til den mere patosfyldte: “Krigen ophøre, og Hadet sig svale! Eller vedbliver med Feide og Mord!” (s. 247).

✂ Nogle gange lykkes det dog Grundtvig at gøre oversættelsen mere kryptisk end originalen. 👤Schillers vers “Mit der furchtbaren Stärke gerüstet / führen sie aus, was dem Herzen gelüstet”, v. 235 f. (“Udrustet med frygtelig styrke / udfører de, hvad hjertet lyster”, overs. GV) bliver til den svært forståelige årsagssammenhæng: “Før hvert Ønske, der luer i Barmen, / Frygtelig Styrke nedlagdes i Armen” (s. 239). Den mest iøjnefaldende frihed, som Grundtvig tager sig i forhold til originalen, er hans (uægte) norrøne personificering af krigen som “Kampens den blodige ►Jette”, hvor 👤Schiller har den mere konventionelle beskrivelse “der blutige Kampf”, v. 170 (“den blodige kamp”, overs. GV). Metaforen kan have sit ophav i Grundtvigs store interesse for den nordiske mytologi, som fik udtryk i samtidige værker som ►“Lidet om Sangene i Edda” (1806) og ►“Om Asalæren” (1807c).

✂ I sin afhandling ►Grundtvig som Filolog roser 👤Helge Toldberg oversættelsens loyalitet, men har ellers ingen bemærkninger hverken for eller imod Grundtvigs ældste oversættelse (►1946, s. 93). 👤Frederik Rønning stiller sig mere kritisk, da Grundtvigs oversættelse efter hans mening “ikke [er] ilde, selv om den ikke har ævnet at gengive 👤Schillers ejendommelige rytme” (►1907 1:2, s. 74). Det mest entusiastiske udsagn om Grundtvigs oversættelse kan findes i tidskriftet ►Tilskueren fra 1816, hvor redaktøren 👤Knud Lyne Rahbek – næsten ni år senere – forsøger at imødegå Grundtvigs påstand om, at danskerne ikke interesserer sig for 👤Schillers værker (s. 226 f.). Som modbevis opregner 👤Rahbek de mange oversættelser af 👤Schillers dramaer og komplimenterer i samme forbindelse Grundtvig for hans oversættelse af ►Die Braut von Messina : “intet synes at være tilbage, uden hans ►Brud fra Messina, hvoraf ovennævnte Danneskiald selv har bebudet en Oversættelse, og i en ældre ►Minerva givet en Prøve, som neppe vil friste nogen Anden til at gaae ham i Forkiøbet med at levere det Hele” (►Rahbek 1816, s. 1075). Under titlen ►Bruden fra Messina blev Schillers drama oversat til dansk i 1896 af 👤Johannes Magnussen.

Schiller i Danmark

✂ Som det fremgår af afhandlingens mottodigt (s. 225), var 👤Friedrich Schiller død. Han døde i 1805, to år før Grundtvig fik sin afhandling trykt. I 1791, 26 år før Grundtvig skrev sin afhandling, havde rygter om digterens død sat skub i den proces, der fik 👤Schiller på datidens danske finanslov. 👤Jens Baggesen foranstaltede en stor sørgefest for 👤Schiller på 👤Ernst Schimmelmanns geværfabrik i Hellebæk, men da rygterne kort efter sørgefesten viste sig at have været falske, bestemte man sig i stedet for at understøtte den syge og fattige digter. Med stipendiet fra 👤Ernst Schimmelmann og 👤prins Frederik Christian af Augustenborg, der gav 👤Schiller arbejdsro de næste fem år, blev han i stand til at fordybe sig i studiet af 👤Kants filosofi, hvorefter han forfattede sine store teoretiske skrifter, ►“Über Anmut und Würde” (da. Om ynde og værdighed), ►“Über das Erhabene” (da. “Om det ophøjede”, 1952), begge fra 1793, ►“Über die ästhetische Erziehung des Menschen in einer Reihe von Briefen” (1795, da. ►Menneskets æstetiske opdragelse, 1996), ►“Über naive und sentimentalische Dichtung” (1795-1796, da. ►“Om naiv og sentimental digtning”, 1952). ►“Über die ästhetische Erziehung des Menschen” er den gennemarbejdede udgave af de breve, som 👤Schiller sendte til 👤Frederik Christian af Augustenborg for at bevise den intellektuelle frugtbarhed af det danske stipendium. 👤Schillers æstetiske teorier er centrale for den lille fortale til ►Die Braut von Messina, ►“Über den Gebrauch des Chors in der Tragödie” (da. ►“Om Chorets Brug i Tragoedien”, u.å.: 1806), som primært diskuteres i Grundtvigs afhandling.

✂ Den danske interesse for 👤Schiller var stor, som det også fremgår af 👤Knud Lyne Rahbeks oplysende fodnote om de mange igangværende oversættelser (s. 226). Grundtvigs beklagelser over den manglende interesse for 👤Schiller havde således ikke megen bund i virkeligheden, om end 👤Schillers teaterstykker ikke blev opført på de danske scener. Det Kongelige Teaters direktion var bange for at opføre dramaerne, der blev betragtet som politisk sprængfarlige. Trods mange opfordringer fra 👤Michael Rosing afviste 👤Jørgen Kierulf at opføre 👤Schillers ► Don Carlos med det argument, at markisen af Posa, 👤Don Carlos' ven, var “en Jacobiner, der ved sin glatte Philosophie var farligere end 👤Robespierre eller 👤Marat” (citeret efter ►Overskou 1860, s. 775, der ikke angiver kilden).

Grundtvigs Schiller-reception

✂ I sit tilbageblik på det forgangne år den 30. december 1806 beretter Grundtvig, at han studerede “👤Schillers de herlige Dramer, og dybe Spekulationer” (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 402). Fra udtogsbogen ved vi, at Grundtvig havde læst 👤Schillers antologi af egne skrifter, ►Kleinere prosaische Schriften, især havde han studeret afhandlingen ►“Was heißt und zu welchem Ende studiert man Universalgeschichte?” (da. Hvad er og med hvilket formål studerer man universalhistorie?), som han tog udførlige noter fra (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 275-282). Afhandlingen, der er 👤Schillers tiltrædelsesforelæsning ved universitetet i Jena, spiller en stor rolle for den samtidige afhandling ►“Om Videnskabelighed og dens Fremme” (1807b) (se hertil GV's indledning til afhandlingen, afsnittet om “Friedrich Schiller”). Grundtvig skulle senere fremhæve den som et af sine første møder med forestillingen om universalhistorien (►Grundtvig 1812, s. XXV-XXVI).

✂ ►”Lidet om Sangene i Edda” bærer præg af Grundtvigs læsning af ►“Über naive und sentimentalische Dichtung” (1795-1796, da. ►“Om naiv og sentimental digtning”, 1952), som var blevet genoptrykt i ► Kleinere prosaische Schriften (bind 2, 1800). Grundtvig alluderer også til Schillers afhandling i “Om 👤Schiller og ►Bruden fra Messina” (s. 226). I “Om 👤Schiller” omtaler Grundtvig, ud over ►Die Braut von Messina, 👤Schillers ►Don Carlos (1787, da. ►Don Carlos, Infant af Spanien, 1812), ► Die Räuber (1781, da. ►Røverne, 1801) og ► Die Jungfrau von Orleans (1801, da. ►Johanna d'Arc Orleans Mø, 1813) (s. 229 f.). Sidstnævnte værk figurerer på Grundtvigs Bogfortegnelse fra 1805 som nr. 50.

Bruden fra Messina

✂ Grundtvig knytter ikke mange bemærkninger til selve tragedien i sin præsentation af oversættelsen; hans bemærkninger omhandler primært stykkets overensstemmelse med den græske tragedie som “et sandt Produkt af den gamle Konst” (s. 229). Grundtvigs vurdering af tragedien ligger tæt op ad 👤Schillers eget syn på sit værk, som han selv mente, var udført “nach der strengsten griechischen Form” (da. “efter den strengeste græske form”, citeret efter ►Luserke-Jaqui 2005, s. 195, overs. GV). Som Grundtvig også bemærker, er der tale om skæbnetragedie, hvor personernes grusomme undergang synes forudbestemt og uundgåelig. Ligesom i 👤Sofokles' ► Ødipus er tragedien bygget op omkring afdækningen af incestuøse familieforhold. Tragedien tjener for Grundtvig som eksempel på, hvordan den klassiske tragedies personer fremstår overmenneskeligt rolige i mødet med skæbnen – i modsætning til den moderne tragedies personer.

✂ ►Die Braut von Messina, der har undertitlen oder die feindlichen Brüder (da. eller de fjendtlige brødre), foregår på Sicilien i 1000-tallet, hvor den normanniske fyrstefamilie strides indbyrdes. Brødrene Don Manuel og Don Cæsar kæmper om magten efter deres faders død, og moderen Isabella forsøger, i første omgang forgæves, at slutte fred mellem dem, som det fremgår af det oversatte uddrag af 👤Schillers drama. De forsones dog, og moderen afslører for dem, at de har en ukendt søster, som i al hemmelighed er vokset op i et nonnekloster. Før hendes fødsel havde faderen haft en drøm, der blev tydet som et ondt varsel, og han beordrede derfor sin endnu ufødte datter myrdet. Det spæde barn blev dog bragt i sikkerhed i et kloster af Isabella, der havde haft en drøm om, at lillesøsteren skulle forene familien.

✂ Brødrene har imidlertid forelsket sig i den samme, ukendte kvinde: I al hemmelighed har Don Manuel længe kendt Beatrice, og de planlægger at gifte sig. Don Cæsar har på afstand forelsket sig i Beatrice, og da han overrasker broderen sammen med den udkårne, slår han Don Manuel ihjel. Den ulykkelige situation forværres kun, da Isabella genkender Beatrice som sin datter. Don Cæsar begår selvmord i fortvivlelse over at have slået sin broder ihjel og forelsket sig i sin søster.

Om brugen af koret i tragedien

✂ 👤Schillers hovedformål med fortalen er at redegøre for de poetologiske overvejelser bag hans anvendelse af koret i ►Die Braut von Messina. 👤Schiller forsøgte at genoptage den græske tragedies formsprog ved at gøre brug af et dobbeltkor, der forholder sig abstrakt og lyrisk til handlingen. 👤Schillers ønske var hermed at øge det, man med et af den tidlige romantiks nøglebegreber kan betegne som tragediens mulighed for poetisk refleksion.

✂ Grundtvig beskæftiger sig slet ikke med koret i sin afhandling; men da 👤Schiller i sin afhandling præsenterer koret som sit vigtigste middel til at fremme menneskets frigørelse gennem kunsten, hvilket er omdrejningspunktet for hans æstetiske teori, skal 👤Schillers argumentation rekapituleres her. I sin læsning kritiserer Grundtvig 👤Schillers frihedsbegreb, men han undgår helt at nævne korets betydning herfor.

✂ 👤Schiller retter sin kritik mod den kunst, der alene ser det som sit formål at underholde tilskueren ved at hensætte ham eller hende i en fjern drømmeverden. Kunsten skal derimod danne tilskueren, og det gør den kun ved på éen gang at være ideel og reel. Kunsten skeler, med 👤Schillers formulering; den ser på samme tid i retning af idealerne og af virkeligheden. Som det hedder i Grundtvigs parafrase, skal “den sande Konst i sin høieste Idealisme være reel” (s. 231). Tragediens materiale er hentet fra virkeligheden, men dens repræsentationsform er helt igennem symbolsk og dermed ideel.

✂ I afhandlingen gør 👤Schiller op med den franske klassicisme, der havde bandlyst koret fra tragedien. Netop fordi koret fremstår som et fremmedlegeme i forhold til handlingen, bliver det bærer af tragediens ideale aspekt. Ved genindførelsen af koret bliver tragedien for alvor poetisk, det er et “kunstorgan, det hjælper med at frembringe poesien” (overs. GV, ty. “einem Kunstorgan, er hilft die Poesie hervorzubringen”, ►Schiller 1974b, s. 819). I modsætning til tragediens personer er koret ubundet af handlingen og kan forholde sig abstrakt og lyrisk til tragediens temaer, hvilket 👤Schiller formulerer på følgende vis: “Koret renser således det tragiske digt, idet det afsondrer refleksionen fra handlingen og netop gennem denne afsondring ruster sig selv med poetisk kraft” (overs. GV).

✂ Ved at reflektere over handlingen bliver det korets opgave at skabe ro såvel i handlingen som for tilskueren: Midt i tragediens voldsomme passioner skal koret ifølge 👤Schiller sikre, at tilskueren ikke kun bliver revet med af tragediens passioner, men at han eller hun stadig er i stand til at reflektere over det, der går for sig på scenen. Tragediens handling taler til tilskuerens følelser, mens korets lyriske refleksion taler til fornuften. Herigennem kan koret ifølge 👤Schiller give os “vores frihed tilbage, som ellers ville gå tabt i affekternes storm” (overs. GV, ty. “giebt er uns unsre Freiheit zurück, die im Sturm der Affekte verloren gehen würde”, ►Schiller 1974b, s. 822). Koret minder tilskueren om, at dramaet fremstiller en konstrueret virkelighed.

Grundtvigs nedslag i Schillers fortale

✂ Grundtvig skriver i sin indledning til oversættelsen, at han vil begrænse sig til at “sige et Par Ord om den af Fortalens Ideer, der staaer i det strængeste Forhold til Dramaet, som et Heelt” (s. 228-229). I afhandlingen findes en række, næsten direkte oversatte passager af 👤Schillers fortale, der alle stammer fra den første del af 👤Schillers tekst; passagerne kan findes nederst på side 229 og midt på side 231 af Grundtvigs afhandling. Det er kun en lille del af 👤Schillers komplekse redegørelse for korets rolle i tragedien, som interesserer Grundtvig, nemlig den del, der har med tilskuerens subjektivitet at gøre. 👤Schillers ærinde i disse passager er på kantiansk grund at forklare, hvordan en æstetisk frigørelse af tilskueren kan foregå. Det er så at sige det filosofiske grundlag for 👤Schillers fortale, som er udgangspunktet for Grundtvigs kritik. Det vides ikke, hvorvidt Grundtvig har været bekendt med 👤Kants æstetik, men i hans ► Dag- og Udtogsbøger kan der findes spor af et grundlæggende kendskab til 👤Kants tænkning.

✂ Efter modtagelsen af det danske stipendium havde 👤Schiller nærstuderet 👤Kants ► Kritik der Urteilskraft (1790, da. ► Kritik af dømmekraften, 2007), og 👤Kants filosofi sætter sit tydelige præg på 👤Schillers fortale. Det første eksempel herpå oversætter Grundtvig næsten ordret: “den høieste Nydelse er Gemyttets Frihed under alle Kræfternes levende Spil” (s. 229). 👤Schiller trækker her på 👤Kants beskrivelse af oplevelsen af det æstetisk skønne. Skønhed er for 👤Kant ikke et karakteristikum ved genstanden selv, men den tilstand af lyst, som tilskueren hensættes i ved synet af kunstværket. Lysten opstår ved, at tilskueren mærker erkendelseskræfterne – dvs. forstanden og indbildningskraften – fungere i harmoni, uden at de skal anvendes til et praktisk formål, deraf betegnelsen “interesseløst velbehag”. Nydelsen ved kunstværket opstår ved oplevelsen af, at bevidstheden virker: Subjektet oplever sig selv opleve.

✂ Oplevelsen af erkendelseskræfternes frie spil bliver for 👤Schiller en model for menneskets politiske frigørelse. Det udfolder han især i ►“Über die ästhetische Erziehung des Menschen” (1795, da. ►Menneskets æstetiske opdragelse, 1996), hvor 👤Schiller erklærer, at “man kun gennem skønheden kan vandre til friheden” (►1996, s. 25). Gennem kunsten skal mennesket opøves i fri tænkning og derved myndiggøres. Kunsten skal, som det hedder i fortalen til ►Die Braut von Messina, “ikke blot hensætte mennesket i en kortvarig drøm om frihed, men derimod virkelig og i realiteten gøre ham fri” (overs. GV, ty. “nicht bloß in einen augenblicklichen Traum von Freiheit zu versetzen, sondern ihn wirklich und in der Tat frei zu machen”, ►Schiller 1974b, s. 816).

✂ 👤Schiller kritiserer derfor den teaterkunst, der alene ser det som sin opgave at underholde tilskueren. Efter beskuelsen af et sådant drama føler tilskueren sig, som det hedder i Grundtvigs parafrase “dobbelt trykket af Virkeligheden” (s. 231). 👤Schiller har som nævnt større ambitioner på tilskuerens vegne. Den æstetiske opdragelses endemål parafraserer Grundtvig på følgende vis: Kunsten skal “lære Mennesket at bevæge sig frit under den tunge Vægt, som om han selv havde lagt den paa sine Skuldre” (s. 231). Grundtvigs gengivelse yder ikke helt 👤Schillers tankegang retfærdighed. For 👤Schiller handler det om, at tilskueren skal blive i stand til at hæve sig over virkelighedens tvingende magt; han skal ikke blot udholde den, men beherske den.

✂ Netop dette aspekt af 👤Schiller tænkning danner udgangspunktet for Grundtvigs centrale angreb på idealismens frihedsbegreb, som jeg vender tilbage til i afsnittet “Kritik af den æstetiske frihed”. Grundtvig stiller sig skeptisk over for menneskets frigørelse som kunstens formål, og hans foretrukne våben mod 👤Schillers idealisme er fætteren 👤Henrich Steffens' ideer om forholdet mellem det antikke og det moderne samt hans syn på forholdet mellem kunst og poesi.

Antikt og moderne, subjekt og objekt

✂ I sine filosofiske forelæsninger diskuterede 👤Steffens et af tidens varmeste emner, nemlig modsætningen mellem det antikke og det moderne (8. forelæsning, ►1996, s. 136 f.). Man kan formode, at 👤Steffens også har været inde på emnet i de litterære forelæsninger. Diskussionen, der rækker tilbage til den franske klassiks Querelle des anciens et des modernes (da. Kampen mellem de antikke og de moderne), kan litteraturhistorisk betragtes som fødslen af forestillingen om en særlig moderne litteratur, der grundet den historiske forskel må adskille sig fra antikkens litteratur. Hvor diskussionen i den franske klassik endte som en kamp om, hvorvidt den antikke eller den moderne litteratur var bedst, videreudviklede 👤Schiller problemstillingen i ►“Über naive und sentimentalische Dichtung” (1795-1796, da. ►“Om naiv og sentimental digtning”, 1952) til en kombineret litteraturhistoriefilosofi og litterær typologi, der konkluderer, at det antikke – naive – ideal i sin rene form er utilgængeligt for den moderne forfatter, med undtagelse af 👤Goethe. 👤Steffens' beskrivelser af forholdet mellem det antikke og det moderne er stærkt præget af 👤Schillers tænkning. En anden kilde kan have været 👤Friedrich Schlegels afhandling ► Über das Studium der griechischen Poesie (1797, da. Om studiet af den græske poesi).

✂ I indledningsforelæsningernes historiefilosofiske del beskriver 👤Steffens modsætningen mellem det antikke og det moderne som en modsætning mellem den antikke poesi, der harmonisk hviler i sig selv, over for den moderne poesi, der er præget af en grundlæggende splittelse. Den antikke poesi er frugten af en guldalder, dens værker er “fuldendte, organiske, med et Livsprincip i sig selv, der sikrer dem Udødelighed. Alt hvad Subjectet vilde, det udtrykkede sig aldeles i et Object” (►Steffens 1996, s. 136). I den moderne poesi er subjekt og objekt derimod faldet fra hinanden: “dette subjective, som gaaer ud over Gjenstanden, selv tilstaaer at den ikke tilfredsstilles, characteriserer den moderne Poesie, giver den mindre grad af Fuldendelse” (►Steffens 1996, s. 137). Den splittede, moderne poesi længes efter den antikke enhed, og denne indre ubalance gør, at den ikke har den klassiske kunsts fuldendelse. Med denne komprimerede historisering griber 👤Steffens fat i to centrale kulturteoretiske begreber i samtiden, nemlig forestillingen om antikkens objektivitet og modernitetens subjektivitet, som kan findes hos både 👤Schiller og 👤Schlegel.

✂ 👤Steffens' beskrivelse er som taget ud af 👤Schillers ►“Über naive und sentimentalische Dichtung” (1795-1796, da. “Om naiv og sentimental digtning”, 1952). 👤Schiller sætter det sentimentale – og dermed moderniteten – som udgangspunktet: Den tidligere litteraturs naivitet kom først til syne gennem den sentimentale digters blik. Hvor den sentimentale poesi kendetegnes ved en overvægt af forfatterens subjektivitet over det fremstillede, forsøger den naive at tilnærme sig tingene og naturen, idet den retter sig mod objekterne. Den naive digter hviler i sig selv og i naturen, mens den sentimentale længes tilbage til naturen som noget altid allerede tabt. Denne modsætning skaber to modsatrettede læseroplevelser, som svarer nøje til den modsætning, som findes hos 👤Steffens (og Grundtvig):

✂ “Derfor er gemyttet i bevægelse her [ved læsningen af det sentimentale værk], det er anspændt, det vakler mellem stridende følelser; dér [ved læsningen af det naive] er det roligt, uanspændt, i overensstemmelse med sig selv og fuldkommen tilfredsstillet” (overs. GV).

✂ I sin første afhandling ► Über das Studium der griechischen Poesie (1797, da. Om studiet af den græske poesi) forsøgte 👤Friedrich Schlegel at definere en særlig, moderne litteratur på baggrund af antikkens. Parallelt med 👤Schiller udviklede han en tilsvarende modsætning mellem den antikke poesi som “objektiv” og den moderne poesi som “den totale overvægt af det karakteristiske, individuelle og interessante” (overs. GV, ty. “das totale Übergewicht des Charakteristischen, Individuellen und Interessanten”, ►Schlegel 1947, s. 58), dvs. subjektiv.

✂ Grundtvig giver dog tidens begreber sin egen drejning, idet det antikke og det moderne for ham giver sig udtryk i de fiktive personers karakter. Han beskriver 👤Schillers ► Die Braut von Messina som “et sandt Produkt af den gamle Konst” (s. 229), og de kvaliteter, som han tillægger tragediens personer, svarer til 👤Steffens', 👤Schillers og 👤Schlegels karakteristik af den antikke litteratur. 👤Schillers tragedieskikkelser er så ophøjede og rolige, at de afviser tilskuerens medfølelse, trods deres vanskæbne; de hviler harmonisk i sig selv. Den moderne litteraturs personer karakteriseres ved en splittelse, som de har til fælles med det moderne menneske: “Hos dem finde vi samme dunkle Ahnelse, samme Misforhold mellem Ønske og Væren, samme uvilkaarlige Stræben fremad, som boer i vort eget Bryst” (s. 230). Splittelsen mellem “Ønske og Væren”, dvs. mellem det ideelle og det reelle, karakteriserer de moderne tragediefigurer – de er præget af den tidlige modernitetstænknings splittelse og individualitet.

✂ For Grundtvig bliver splittelsen et argument for at føle større empati med de moderne tragediefigurer: “Med dem ønske og haabe, klage og kiæmpe, blegne og falde vi” (s. 230). Alternativet til den ophøjede kunst er for Grundtvig en engageret, følelsesmæssig indlevelse i tragedien, se herom afsnittet “‘Sluttelse’ og tårestrøm”.

Poesi kontra kunst

✂ Efter diskussionen af den antikke og den moderne tragedie introducerer Grundtvig en begrebsmodsætning, som er fremmed for 👤Schillers univers. Han stiller nemlig spørgsmålet, hvorvidt “Konsten eller Poesien bør yde os den høieste Nydelse” (s. 231)? Spørgsmålet er irrelevant i 👤Schillers optik, da han snarere behandler poesien som et underbegreb til kunsten, ikke som en modsætning. En modstilling mellem kunst og poesi havde Grundtvig derimod mødt hos 👤Steffens, hvilket fremgår af slutningen på det lange dagsbogsnotat om poesiens væsen af 10. september 1805:

✂ “Naar 👤Steffens derfor siger at 👤Goethe staaer paa Konstens høyeste Spidse, men er død for Poesien fordi Hans Sluttelse til de Gamle ey var tæt nok, da synes Han Mig at modsige sig selv, paa engang at adskille og forene Konst og Poesi” (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 226).

✂ I udtogsbogen stiller Grundtvig sig skeptisk over for 👤Steffens' brug af begreberne, men gentager samme grundfigur fra 👤Steffens' 👤Goethe-kritik i sin egen kritik af 👤Schiller: Poesien står for Grundtvig og 👤Steffens højere end kunsten. Selvom kunsten i de filosofiske indledningsforelæsninger ikke omtales som andet end et overbegreb for litteratur, billedkunst, etc., får poesien allerede her en særstilling (►Steffens 1996, s. 135, 139 f.), idet den, med Grundtvigs 👤Steffens-parafrase, er “alt det, som bærer det Eviges Præg” (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 220). Poesien tildeles derved en særlig opgave, idet den bringer “en Ahnelse af en tilkommende Tilværelse” med sig (►Steffens 1996, s. 142). Denne egenskab finder 👤Steffens ikke i kunsten i almindelighed. Man kan kun gisne om, hvorvidt 👤Steffens kan have radikaliseret denne modsætning i 1803-forelæsningerne. Når 👤Steffens sætter poesien højere end kunsten, er det litteraturhistorisk set en del af et begrebshistorisk skift omkring år 1800. Hvor beskuerens oplevelse af kunstværket var omdrejningspunktet for 👤Kants æstetiske teori, er det for romantikerne 👤Schlegel, 👤Novalis og 👤Steffens den skabende poesi, der bliver genstand for deres interesse.

✂ På baggrund af et kortfattet referat af argumentationen i 👤Schillers fortale hævder Grundtvig, at 👤Schiller vælger kunsten frem for poesien, da man efter “Nydelsen af et poetisk Drama føler sig dobbelt trykket af Virkeligheden” (s. 231). Grundtvigs læsning er en politisk fordrejning af 👤Schillers argumentation, idet han her benytter sig af 👤Steffens' modsætning til to forskellige ting: For det første til at undgå at betone det tema, som for 👤Schiller er det væsentlige alternativ til dramaets kortvarige drøm, nemlig skabelsen af en kunst, der er i stand til at frigøre mennesket, hvilket er hovedformålet med 👤Schillers genindførelse af koret i tragedien (se hertil afsnittet “Om brugen af koret i tragedien”). For det andet til at kritisere det, han betegner som 👤Schillers “Forsoning med Tilværelsen” (s. 232).

✂ Forestillingen om den tyske klassiks forsoning med tilværelsen henter Grundtvig fra 👤Steffens' 👤Goethe-kritik. Som 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har påvist, vender Grundtvig tilbage til dette tema hele fire gange mellem 1804 og 1807 (►1996, s. 239). Den modne 👤Goethe havde ifølge 👤Steffens forsonet sig med den jordiske tilværelse, hvilket 👤Lundgreen-Nielsen bl.a. med belæg i ► Verdenskrøniken 1812 fortolker således, at 👤Goethe ifølge Grundtvig (og 👤Steffens) havde “givet afkald på længslen efter det ideale” (►1996, s. 238). Denne kritik lader Grundtvig også gælde for 👤Schiller.

✂ Man kan diskutere, om denne hårde dom over 👤Schiller er retfærdig. Særlig i fortalen til ► Die Braut von Messina insisterer 👤Schiller på idealernes forrang frem for det reale – en position, der harmonerer dårligt med Grundtvigs dom. Grundtvigs skepsis synes snarere at hidrøre fra hans generelle uvilje mod idealismens frihedsbegreb, som udspringer af hans kristne livssyn.

Kristen romantik

✂ Grundtvig er ikke begejstret for 👤Schillers løsning på frihedens problem. Ifølge Grundtvig kan kunsten ikke frisætte mennesket, for ham er livet “ i den høiere Idee kun […] kort og flygtigt” (s. 131 f.). Kun når poesien peger væk fra det jordiske og ud på evigheden, har den værdi. Forestillingen om poesien som “en Ahnelse af en tilkommende Tilværelse” havde Grundtvig allerede mødt hos 👤Steffens (►1996, s. 142) og diskuteret i sin udtogsbog (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 218 f.), og denne forestilling indlejres nu i et kristent livssyn. Den teologiske tolkningshorisont er dog mindre tydelig i den endelige version end i udtogsbogens, og man kan, som 👤Flemming Lundgreen-Nielsen (►1980, s. 172 f.), spekulere over, hvorfor Grundtvig valgte kun at antyde sin kristne tolkning af frihedsbegrebet i den endelige version.

✂ I den trykte version skriver Grundtvig:

✂ “men, saa sandt, som vi troe, at Tilværelsen, hvortil vi i Nydelsens Øieblik opsvinge os, vil engang vinde varig Realitet, saa nødvendig maa vi ogsaa belægge den med Prædicatet: den høieste” (s. 233).

✂ I udtogsbogen hedder det derimod:

✂ “Menneskets Frihed bestaar ene i Evnen til at hæve sig paa en højere Punkt hvorfra Han kan nedskue paa sin overmægtige Fiende, dette er hans højeste Maal paa Jorden, og hvad der fremhjelper denne Hæven og konstituerer den, er den højeste Nydelse – Dette Liv er det som udtaler sig gennem hele Historien, dette er det som spirer i vore hellige Böger og træder konsentreret frem i 👤Pauli dybe Erklæring. Den længselsfulde Skabning, undergiven Forfængeligheds Tjeneste mod sin Villie, sukker efter Guds Börns herlige Frihed” (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 388).

✂ Hvor den endelige version – på linje med 👤Steffens – peger på en halvvejs verdsliggjort forestilling om “Ahnelsen af det Evige” (s. 233) som poesiens formål, er udtogsbogen langt mere direkte i sin modstilling af idealismens frihedsbegreb med et kristent. Den højeste nydelse er ikke subjektets oplevelse af sin egen frihed, men derimod længslen efter “Guds Börns herlige Frihed”, som det hedder med henvisning til ►Romerbrevet 8.19.-23. I udtogsbogen afviser Grundtvig entydigt idealisternes dennesidige frihed til fordel for friheden i Gud.

‘Sluttelse’ og tårestrøm

✂ På baggrund af sin afvisning af idealismens æstetik udvikler Grundtvig sin egen opfattelse af, hvordan tilskueren skal tilegne sig kunstværket. Frem for den frie, reflekterende tilskuer foretrækker Grundtvig en emotionel medleven i tragedien, som 👤Schiller fordømmer i slutningen af fortalen til ►Die Braut von Messina. For 👤Schiller gælder det netop, at tilskueren skal beholde sin frihed i “affekternes storm” (►Schiller 1974b, s. 822), hvilket korets poetiske refleksion er med til at sikre. Grundtvig derimod ser hengivelsen som mulighed for en “Ahnelse af det Evige” (s. 233). Denne hengivelse betegner han med begrebet ‘Sluttelse’, der er afhandlingens gennemgående begreb og skal forstås som “engagement” eller “identifikation”. ‘Sluttelsen’ og, som verbum, ‘at slutte’ bliver et nøgleord for Grundtvigs tidlige afhandlinger, som 👤Flemming Lundgreen-Nielsen har påpeget (►1965, s. 72 f.).

✂ For Grundtvig er det således ikke, når tilskueren oplever sin egen frihed i mødet med kunstværket, at han har “den høieste Nydelse”, som 👤Schiller beskriver det i fortalen til ►Die Braut von Messina, men i stedet “naar vi tage Deel i Noget med vort hele Væsen, som Heelt” (s. 233). Grundtvig foretrækker det umiddelbare, følelsesmæssige engagement frem for den refleksive fornuft:

✂ ”Vor hele Natur er da opløst i en Taarestrøm; men Ahnelsen af det Evige omgiver den med sin Straalemur, saa intet af det Endelige, Usle, kan røre den, og vi leve da, ikke i en forædlet jordisk, men en overjordisk Tilværelse” (s. 233).

✂ Endnu en gang er det 👤Steffens, der påvirker Grundtvig; begrebet ‘Sluttelse’ anvendes adskillige gange i samme betydning i 👤Steffens' filosofiske indledningsforelæsninger om subjektets rette forhold til historien og – i dette tilfælde – poesien:

✂ “Vi omgives af en höj en herlig Glands; en dyb Længsel vaagner i vort Inderste, og slutter os uimodstaaelig til den forunderlige göglende Verden – / Den forsvinder –” (►Steffens 1996, s. 34, fremhævet af GV).

✂ 👤Steffens' beskrivelse af, hvordan poesien fremtryller anelsen af en “guddommelig, gylden Verden”, har iøjnefaldende fællestræk med Grundtvigs lysmættede metaforik i ovenstående citat. ‘Sluttelsen’ bliver for både 👤Steffens og Grundtvig den rette måde at forholde sig til anelsen af det absolutte på.