Grundtvig, N. F. S. Om Asalæren

Indhold

Manuskriptet er en kladde til s. 166-183 (ud af s. 156-88) (nærmere betegnet s. 166 linje 20 til s. 183 linje 19) i “Om Asalæren”. Første linje lyder: “at her er Tidspunkten, da de bortkastede”; sidste linje lyder: “Stande udgravne”.

Rettelserne er få. Lange tekststykker består – ligesom det færdige tryk – af oversatte eddadigte; og selv fodnoterne med uddybende henvisninger til eddadigte findes i manuskriptet.

Trykket er oftest identisk med manuskriptet, men der er indimellem afvigelser. Disse afvigelser kan fx gå ud på, at Grundtvig i trykket har “Alfader”, hvor manuskriptet har “det Evige”, eller at Grundtvig i manuskriptet bruger det lidt ældre udtryk “hvi”, hvor trykket har “hvorfor”. Det suggestive “Vi maa med Thor vende hjem til Asgaard og beskue den ny Kamp mellem Aser og Jetter” bliver til det mere abstrakte “Kampen begyndte mellem Kraften og Massen” (s. 170). Et latinsk citat blad 4 recto er ikke anvendt i trykket.

Sammenfattende kan man sige, at trykket er lettere forståeligt og mere pædagogisk end manuskriptet.

Der er ingen indholdsregest i Registranten.