Grundtvig, N. F. S. Om Asalæren

Fasc. 264.1.d (tidligere 264.1.c)

Indhold

Manuskriptet er en kladde til s. 166-183 (ud af s. 156-88) (nærmere betegnet s. 166 linje 20 til s. 183 linje 19) i “Om Asalæren”. Første linje lyder: “at her er Tidspunkten, da de bortkastede”; sidste linje lyder: “Stande udgravne”.

Rettelserne er få. Lange tekststykker består – ligesom det færdige tryk – af oversatte eddadigte; og selv fodnoterne med uddybende henvisninger til eddadigte findes i manuskriptet.

Trykket er oftest identisk med manuskriptet, men der er indimellem afvigelser. Disse afvigelser kan fx gå ud på, at Grundtvig i trykket har “Alfader”, hvor manuskriptet har “det Evige”, eller at Grundtvig i manuskriptet bruger det lidt ældre udtryk “hvi”, hvor trykket har “hvorfor”. Det suggestive “Vi maa med Thor vende hjem til Asgaard og beskue den ny Kamp mellem Aser og Jetter” bliver til det mere abstrakte “Kampen begyndte mellem Kraften og Massen” (s. 170). Et latinsk citat blad 4 recto er ikke anvendt i trykket.

Sammenfattende kan man sige, at trykket er lettere forståeligt og mere pædagogisk end manuskriptet.

Der er ingen indholdsregest i Registranten.

Datering

Da Grundtvigs bidrag i Ny Minerva er dateret 22. maj 1807, er denne kladde formentlig blevet til i løbet af foråret 1807.

Omfang og struktur

16 sider i 8∘, dvs. et helt læg. Mål: 98 × 159 mm, opskåret. Der er hverken foliering eller paginering.

Tilstand

Manuskriptets tilstand er god. Alle blade er beskrevet. Det er tydeligt, at der i forhold til den trykte tekst mangler et ca. et halvt læg før og et halvt læg efter det overleverede læg.

Papir

Det håndgjorte, kraftige papir er i dag svagt gulligt, men har formentlig været hvidt.

Der er vandmærke: skjold med figur i og krone over.

Skriveredskab

Svagt afbleget, oprindelig sort blæk.

Hænder

Der findes ingen fremmede hænder i manuskriptet. Hånden er spinkel og regelmæssig.

Brug og behandling