Grundtvig, N. F. S. Om Asalæren

Romantikkens anelse

✂ Et begreb, der er af betydning for forståelsen af romantikernes tankegang, er ‘Ahnelse’ (ty. Ahnung). Med dette ord ville de tilkendegive, at den indsigt i verdens sammenhæng, som de plæderer for, ikke er en indsigt, der kan tilegnes udelukkende ved hjælp af forstanden, men kun kan anes stykkevis og i glimt med følelsen og fantasien. Og den bedste hjælper i denne anelsesproces vil ofte være kunsten – både den, man nyder, og den, man selv frembringer. Grundtvig er ganske enig i denne tankegang, ligesom han heller ikke viger tilbage for at bruge selve ordet ‘anelse’. Når han efter færdiggørelsen ser tilbage på ►“Om Asalæren”, kan han i et brev til 👤Nyerup, dateret 22. maj 1807, simpelthen udtrykke, at arbejdet med den har givet ham “en glad og livfuld Ahnelse af gamle Nords Højhed, parret med tilbagetrængt Smerte.” (► Breve 1 1924, s. 4).

Den forelskede huslærer

✂ I marts 1805 var Grundtvig tiltrådt en stilling som huslærer på herregården 📌Egeløkke på 📌Langeland. Han havde kun en eneste elev, 👤Karl, søn af 👤Constance, f. Fabritius de Tengnagel, og 👤Carl Frederik Steensen-Leth. 👤Karl var dengang syv år. Grundtvig forelskede sig hovedkulds i fruen, der på én gang afviste og opmuntrede ham. Der var aldrig tale om utroskab mod ægtemanden, tværtimod, dagbøgerne vidner i detaljer om, hvordan 👤Constance i Grundtvigs øjne opfører sig smerteligt korrekt som hustru. Men det er, mens Grundtvig erkender, at han må rette en del af sin energi et andet sted hen end mod hende, at han graver dybere og dybere ned i det oldnordiske. Her begynder han at gendigte de gamle eddadigte (se evt. i kapitlet om Sandvig) ind i en sammenhæng, der rummer perspektiver ikke bare på oldtiden, men også for Grundtvig og hans samtid.

✂ I ►“Om Asalæren” findes hentydninger til den fortvivlelse, som forholdet til 👤Constance satte Grundtvig i: “Nutiden fratog mit Liv sin Betydning”, skriver han s. 158 i ►“Om Asalæren”. I et senere brev til 👤Christian Molbech (fra maj 1808) citerer han stedet og skriver direkte, at dette udsagn gik på 👤Constance (► Molbech-Grundtvig 1888, s. 14). Så tidligt som i en dagbogsoptegnelse fra 10. september 1806 havde han skrevet: “maa Jeg vel kalde det en Lykke, at min Kærlighed var ulykkelig, siden den gjorde Mig virksom, og bidrog til mine Kundskabers Forögelse” (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 383). Grundtvig vidste til fulde, hvad det, 👤Freud senere kaldte sublimering, var.

✂ I et ret langt dagsbogsfragment fra 30. december 1806 (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 399-400) finder vi forskellige overvejelser over, hvilke dele af det nordiske materiale Grundtvig kan tage fat på at gendigte. Han skitserer bl.a. en bearbejdelse af ►Gunlaug Ormstunges Saga og har ideer til et værk om ►Sigurd og ►Brynhilde. Men uanset hvilket emne han vil arbejde videre med, lyder det mod slutningen: “Fra nu af lever Jeg i Oldtiden, og Virkeligheden vil ej mere kunne gøre Mig til sin Slave, med mindre Jeg med Erkendelse af Uformuenhed til at blive i et Land hvorhen Jeg har vovet Mig uden Vished om at naa Borgerret, maa vende tilbage – Og da Ve Mig!!!” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 402). Med andre ord: Grundtvig er villig til at lade sig opsluge af beskæftigelsen med den nordiske oldtid – ikke mindst på bekostning af virkeligheden. Virkeligheden – og her mener han vel først og fremmest nutiden og dermed også 👤Constance – skal ikke længere kunne gøre ham “til sin Slave”.

Genre

✂ Selv om følgende udsagn er møntet på Grundtvigs ►Nordens Mytologi fra 1808, opsummerer det også, hvad der gælder for ►“Om Asalæren” fra 1807: “Grundtvig vælger at fortolke de nordiske myter som en stor sammenhæng. Han ser i myterne en samlet anskuelse af tid og evighed, en historie- og verdensfortolkning, som omfatter både guder og mennesker” (►Auken 2005, s. 123).

✂ I denne beskrivelse ligger indirekte også, at det kan være svært at genrebestemme et værk som ►“Om Asalæren”. Værket rummer Grundtvigs egne oversættelser af uddrag af otte forskellige eddadigte, sammenføjet af tolkende prosa og mange forklaringer, også af mere realoplysende karakter. Ved langt de fleste digtuddrag har Grundtvig anført, hvorfra de stammer (med titler, men fx ikke strofenumre). Flere af disse ting peger mod en videnskabelig afhandling, men hen mod slutningen skifter teksten karakter og bliver til en personlig vision, en slags eskatologi, dvs. lære om de sidste tider. Det understreges dels af skillestregen på s. 184 i ►“Om Asalæren”, dels af, at Grundtvig nu indfører et lyrisk ‘jeg’, der ikke kan være nogen af guderne: “Kan jeg vel finde / hvad dristig jeg søger” (►“Om Asalæren” s. 184).

✂ Det, han søgte, var intet mindre end selve meningen med livet. En mening, der i sig rummede noget, der var større end både forelskelsen i 👤Constance og det, en overfladisk læsning af eddadigtene kunne give. I stedet for at betragte digtene i ►Eddaen som enkeltværker søgte Grundtvig at lægge et udvalg af digte sammen, så de indbyrdes afspejlede et forløb, der på én gang var både mytisk og historisk. Herom skriver han selv senere: “Ikke enkelte Steder af Edda dannede hos mig enkelte Led af Ideen; men den fødtes hos mig hel ved Totalindtrykket af Asalæren” (dagbogsblade fra 24. juni 1807, ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 406).

✂ Når man læser ►“Om Asalæren”, gør man klogt i at slippe sine fordomme om snævre genrebegreber og i stedet lade sig rive med af den mytiske og historiske vision, Grundtvig opruller for øjnene af én. Han skildrer et verdensdrama, hvis begyndelse har fundet stedet før skabelsen, og hvis ende ingen kender, men som hele menneskeheden – og måske især nordboerne – levede med i – dengang i 1807.

Form og komposition

✂ Grundtvig var selv klar over, at formen – hverken videnskabelig afhandling eller ren digtning – kunne være et problem. Ikke desto mindre vil værket i det følgende ofte blive benævnt ‘afhandlingen’. I et brev, der formodentlig er ledsagebrevet til Rasmus 👤Nyerup, dateret 22. maj 1807, altså præcis samme dag som ►“Om Asalæren”, skriver Grundtvig: “Dersom De kun maatte finde Noget indesluttet i Formen, vil De vist ikke stødes af dens Underlighed. Jeg har 4 Gange stræbt at forandre den men det har ikke villet lykkes, da den i al sin Underlighed er det troeste Aftryk af min nærværende Sindsstemning, en glad og livfuld Ahnelse af gamle Nords Højhed, parret med tilbagetrængt Smerte” (► Breve 1 1924, s. 4).

✂ Afhandlingen begynder med en højstemt tilegnelse til “Nordens 👤Nyrup”, dvs. til forfatteren, tidsskriftredaktøren, universitetsbibliotekschef og ekstraordinær professor i litteraturhistorie, Rasmus 👤Nyerup. 👤Nyerup betragtede sig ikke uden grund som ‘elev’ af historikeren P.F. 👤Suhm (se afsnit om 👤Suhm ). Derpå følger som en slags motto et nøje valgt uddrag af første strofe af eddadigtet ►“Odins Ravnegalder”(nemlig vers 1, 4, 6, 7 og 8). Dette uddrag oversætter Grundtvig i fodnoten til dansk og betegner det derefter som “vore Fædres korte Symbolum”, dvs. trosbekendelse (►“Om Asalæren”, s. 156). På disse få linjer, der kan opfattes som en slags disposition for forløbet af verdens gang, bygger Grundtvig det meste af afhandlingen op.

✂ Dernæst følger Grundtvigs mening om gendigtninger af de gamle eddadigte og hans syn på Adam 👤Oehlenschläger som nordisk digter. Endelig kommer en bemærkning om den ►arnamagnæanske kommissions udgave af ►Eddaen (se afsnit om denne udgave). Indimellem lyder opfordringer til læserne om at fordybe sig i de gamle digte. Endelig (s. 162 i ►“Om Asalæren”) begynder selve den kommenterede oversættelse og sammenskrivning af de eddadigte, Grundtvig behandler.

✂ I et noget senere brev til 👤Molbech (5. juli 1808) uddyber Grundtvig sin opfattelse af ►“Om Asalæren”'s form: “Grunden til min Utilfredshed er, at jeg paa engang erkender den Form, jeg har givet min Udsigt over Asalæren, for den absolut rigtige, og den mindst passende til mit Øiemed” (► Molbech-Grundtvig 1888, s. 17).

✂ Litteraturforskeren Flemming 👤Lundgreen-Nielsen har karakteriseret værket som en kombination af Adam 👤Oehlenschlägers digt ►“Guldhornene” (fra ►Digte 1803 ) og 👤Oehlenschlägers prisopgave fra 1800. (Lundgreen-Nielsen ►1980, s. 210). Universitetets prisopgave for år 1800, hvis formulering lød: “Var det gavnligt, for Nordens skiønne Litteratur, om den gamle nordiske Mythologie blev indført og almindelig antaget, istedet for den Grædske”, blev af 👤Oehlenschläger besvaret med et rungende ja. Hans besvarelse havde overskriften: “Forsøg til Besvarelse af det ved Kiøbenhavns Universitet fremsatte Priisspørgsmaal”. Og Grundtvig havde haft mulighed for at læse prisopgaven, da den – sammen med de to andre indkomne besvarelser – blev trykt i tidsskriftet ► Ny Minerva 1801. Offentliggørelsen var i øvrigt en hel føljeton i sig selv. I marts måned kom Oehlenschlägers besvarelse, der havde fået lige så fin bedømmelse som prisvinderens. I april bragtes den trediebedste besvarelse, Jens 👤Møllers. Endelig bragtes den vindende besvarelse af Ludvig Stoud 👤Platou over to numre, nemlig juni og juli 1801. Blandt sine mere teoretiske forudsætninger nævner 👤Oehlenschläger både 👤Herder og 👤Moritz; se afsnit om Moritz. For så vidt man kan tale om en rangorden i bedømmelserne, fik 👤Platou guldmedalje, 👤Oehlenschläger første accessit, men med en bemærkning om, at hans besvarelse var værdig til medaljen, mens Jens 👤Møller kun fik andet accessit (dvs. rosende omtale) (►Billeskov Jansen 1980, s. XXX).

✂ 👤Lundgreen-Nielsen betragter den sidste, visionære del af ►“Om Asalæren”, der begynder nederst s. 184, som “en officiel parallel til det private digt ►‘Synet’” (1980, s. 209), som Grundtvig sendte i et brev til 👤Molbech (► Molbech-Grundtvig 1888, s. 199-205). Visionen er tydeligt præget af to af Grundtvigs mange forlæg, Fiølsvins Mál eller ►Fjølsvidkvadet, der netop handler om en helts besværlige og farefulde rejse for at nå sin elskede, og ►Hyndlas Sang, der handler om ►Frejas søgen efter sin elskede.

Metrik

✂ Grundtvigs anvendelse af tilstræbt oldnordisk metrik i ►“Om Asalæren” er ikke så veludviklet som i hans senere værker. Langt de fleste af hans kilder til ►“Om Asalæren” er udført i strofeformen fornyrðislag, dvs. en strofe, der består af otte kortlinjer, som holdes sammen parvis ved hjælp af bogstavrim (allitteration). Det foregår ved, at de ulige verslinjer bærer de to første rimende ord, de lige numre tre af de bogstavrimende ord (fx “Vred var Vingthor, / da han vågned”, hvor bogstavet v bærer rimet). I ►“Om Asalæren” overholder Grundtvig næsten altid kortlinjerne og rytmen, mens han langtfra altid får bogstavrimene med. For Grundtvig er det vigtigst at få ordenes mening frem – så må bogstavrimene være der i den udstrækning, det kan lade sig gøre. Hvad der således mangler i allitteration, kompenseres der for i den tilstræbt norrøne stil, som fx rummer omvendt ordstilling, manglende brug af bestemt eller ubestemt artikel og andre arkaismer (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 210).

Alfaderbegrebet og det ubevidst kristne

✂ Det sted, hvor Grundtvig i ►“Om Asalæren” afviger kraftigst fra oldtidens opfattelser, er ved begrebet ►Alfader (se også ►Auken 2005, s. 125 f.). Hvor ►Alfader i ►Den yngre Edda blot er et tilnavn til ►Odin, bliver ►Alfader hos Grundtvig et begreb, der står over både hedenskab og kristendom, en slags overguddommelig instans, der styrer hele verdens gang. I ►Eddaen derimod er der under “Óðins heiti ok Óðinskenninger” (da. Odinsnavne og kenninger for ►Odin) anført: “Odin heiti Alföðr” (da. ►Odin hed ►Alfader). Hos 👤Suhm (se afsnit om 👤Suhm ) står der:

✂ “Først siges, at den ældste af alle Guderne hedte ►Alfadur, og havde i ►Asgaard, eller som det i ► 👤Resenii Udgave kaldes det gamle ►Asgaard, tolv Navne, at han lever altid, og styrer for alt sit Rige, baade det store og det smaae; at han haver bygget Himmel, Jord og Luften, giordt Mennesket, og givet ham en Aande, som aldrig skal dø” (►Suhm 1771, s. 8).

✂ Hos 👤Suhm ses tydelige referencer til den kristne skabergud. Også en digter som 👤Oehlenschläger har overtaget 👤Suhms Alfaderbegreb (►Lundgreen-Nielsen 1965, s. 33).

✂ På s. 170 står der i ►“Om Asalæren”: “men da Legemet var dannet af ►Jetter, kunde Mennesket ei heller ganske rives løs fra disses Herredømme, og naar ►Odins Aande i Døden bortveg fra Legemet, maatte dette være i ►Jettens Magt.”

✂ Det ses klart, at Grundtvig her anvender et ordvalg, som ligger tæt op ad det traditionelt kristne: legeme og ånd(e). Legemet knyttes til jætterne, mens ånden kommer fra ►Odin, der er forbundet med eller er en del af ►Alfader. Dermed ligger ligheden med den kristne skabelsesberetning snublende nær.

Grundtvigs (historie)filosofiske baggrund

✂ Af Grundtvigs ►dag- og udtogsbøger fremgår det ofte, hvilke forfattere han ikke bare har læst, men også fundet så interessante, at han har skrevet uddrag eller oversættelser af dem. Når man skal indkredse Grundtvigs (historie)filosofiske baggrund, må man vende blikket mod Tyskland, hvor det er navne som 👤Herder, 👤Fichte, 👤Schelling, 👤Schiller og 👤Goethe, der springer i øjnene. Hertil kommer naturligvis Henrich 👤Steffens, der i vinteren 1802-1803 introducerede Grundtvig (og mange andre, der fulgte hans forelæsninger) for de tyske filosoffer og digtere. I 1805 ejede Grundtvig også den udgivelse, hvormed 👤Steffens fulgte op på forelæsningerne, ►Indledning til philosophiske Forelæsninger, København 1803. Bogen har nr. LXXII (72) i den unge Grundtvigs bogfortegnelse fra 1805: “Optegnelse / paa / de Bøger / Jeg ejer / og / ejende vorder / begyndt / d. XXde Decbr / MDCCCV / Nikolaj Frederik Severin Grundtvig / Ludimagister Egelökkis” (fasc. 501).

✂ Den historieopfattelse, der kommer til syne i ►“Om Asalæren”, har Grundtvig således delvist overtaget fra Henrich 👤Steffens, der igen er inspireret af 👤Schelling, især hans ►System des transscendentalen Idealismus (1800). Hertil kommer, at Grundtvig selv har læst 👤Schellings ►Religion und Philosophie (1804) med dens neoplatoniske metafysik. Idéhistorikeren Ole 👤Vind skriver: “Det er 👤Schellings syn på verdensdramaet, der ligger til grund for Grundtvigs første historiefilosofiske afhandlinger” (►Vind 1999, s. 157).

✂ ►“Om Asalæren” lægger sig således op ad den romantiske naturfilosofi, som fandt en dynamisk enhed bag naturens mangfoldighed (“natur som synlig ånd og ånd som usynlig natur” (www.adl.dk/adl_pub/periode/; 1. oktober 2010)). Denne identitetslære rummer en teori om, “at subjekt og objekt, jeg og ikke-jeg, ånd (eller bevidsthed) og natur var identiske” (►Kondrup 1996, s. 170). Det er dog først i historiens gang, man kan se denne ‘ånd’ fuldt udfoldet. 👤Steffens anskuer den historiske gang fra mytologisk tid helt frem mod sin egen samtid, og dér ser han et forløb, der er styret af ‘Verdensånden’. Billedligt bevæger historien sig langs en kurve fra oldtidens bevidsthedmæssigt højere stade, som udgøres af den mytologiske tid, nedad mod et nulpunkt. Som en frelser fødes i nulpunktet Kristus, hvorefter det går fremad eller opad igen, indtil man når samtiden, som i bedste fald kendetegnes ved den romantiske idealisme, der i Tyskland er indvarslet af 👤Winckelmann og 👤Goethe (►Kondrup 1996, s. 205). Når Grundtvig i ►“Om Asalæren” s. 163 skriver “det Eviges Kraft” eller s. 166 fx bruger udtrykket “den evige Visdoms [...] Villie”, er det klart, at han har en historieopfattelse, der grunder sig på 👤Steffens eller på en af 👤Steffens' inspirationskilder. Det kan fx være 👤Schiller, hvis forelæsning om universalhistorien Grundtvig læste i sommeren 1806 og skrev udtog fra (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 200). En lidt udvidet form af citatet s. 166 lyder : “Urdas (den evige Visdoms) Vilje”. Heraf fremgår det tydeligt, hvordan Grundtvig lader ►nornerne (►Urd er en af disse) være dem, der har kendskab til det større, historiske forløb. Samtidig knyttes tråden til det lille uddrag fra ►“Odins Ravnegalder”, Grundtvig havde anbragt som motto for ►“Om Asalæren”. Man kan betragte Grundtvigs historiesyn her som en udvidet udgave af det traditionelle kristne lineære historiesyn, der har en begyndelse, en midte og en slutning, med Skabelsen og Dommedag som yderpunkterne og Kristi fødsel i midten.

✂ I et tilbageblik fra Grundtvigs dagbogsblade fra 24. juni 1807 kan man læse om det, han ser ligge bag de hændelser og visioner, som han finder i eddadigtene: “Jeg ahnede en filosofisk Betydning bag den historiske Kamp men Enheden fattedes” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 405).

Grundtvigs verdenssyn, historieopfattelse og antropologi

✂ Sune 👤Auken har i ►Sagas Spejl, i afsnittet, som omhandler “Om Religion og Liturgie”, den artikel, Grundtvig fik offentliggjort i ►Theologisk Maanedsskrivt februar 1807, givet den kortest mulige beskrivelse af Grundtvigs mytologiske helhedssyn: “et fald fra identiteten med ►Alfader og en kamp gennem historien frem til den endelige kamp ved ragnarok” (►Auken 2005, s. 114). En væsentlig tanke er således, at den kamp mellem aser og jætter, der finder sted ved optakten til ►Ragnarok, er helt bevidst fremkaldt af ►nornernes – og bag dem ►Alfaders – styren af historiens gang. Kampen udløses efter drabet på Balder, som ►Loke er indirekte skyldig i. Denne indsigt blev Grundtvig ifølge en dagsbogsoptegnelse fra 24. juni 1807 ledt på sporet af allerede i 1806: “Jeg betragtede Kampyttringerne nøjere, og fandt at ►Lokes Forhold til Aserne bestemte Kamplykken, og møjsommelig ledte jeg efter Punkten da ►Loke blev Asers Fjende” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 405, intern varians udeladt).

✂ I forlængelse af historiesynet, som er typisk romantisk, tegner sig dog også konturerne af et verdensbillede, der er væsensforskelligt fra det, en mand som 👤Steffens havde i tankerne. For Grundtvig bliver de gamle nordiske guders og jætters indbyrdes kamp og skærmydsler på én gang lige så virkelige som fx Slaget på Rheden i 1801 og samtidig et udtryk for en kamp på det mere symbolske plan. På dette symbolske plan, som Grundtvig ville kalde ‘sindbilledligt’, kommer kampen mellem guder og jætter til at repræsentere mere end blot oldtidens kampe.

✂ For Grundtvig bliver denne sindbilledlighed en kilde til indsigt i verdenshistoriens uundgåelige gang, hvor forskellige kræfter kæmper mod hinanden efter ►Alfaders – og hans redskab: nornernes – vilje. Anderledes udtrykt har Grundtvig set verdensgangen som “en kamp mellem massen (jætterne, det selvtagne liv) og den oprindelig guddommelige, men frafaldne kraft (aserne)” (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 209). Dette citat rummer to vigtige ord og en udlægning af dem, nemlig ordet ‘masse’ og ordet ‘kraft’. Den mere allegoriske udlægning af de gamle guder er der i øvrigt også belæg for hos 👤Suhm; se afsnittet om Suhm.

✂ Når Grundtvig taler om ►Loke og ►Odin, gør han det på sin helt egen måde, der ligger mellem en traditionel (litterær) personificering af abstrakter og en opfattelse af dem som ganske reelle størrelser. I ►“Om Asalæren” s. 169 nederst udlægger Grundtvig det selv således, at fx ►Loke bliver klogskabens og forstandens repræsentant. Andre steder tillægges ►Loke negative egenskaber, fx egoisme og selvoptagethed. Så når Grundtvig skriver ‘Kraften’ eller ‘Massen’, kan det næsten overalt oversættes til henholdsvis ‘Odin’ eller ‘jætterne’. Eftersom jætterne stammer fra urjætten ►Ymer, kan også ►Ymer identificeres med ‘Massen’.

👤Sæmunds Edda – ►Den Arnamagnæanske Kommissions udgave

✂ Af de mange værker, Grundtvig læste, er det vigtigste Den Arnamagnæanske Kommissions store latinske udgave af en række af eddakvadene med den lange titel: ►Edda 👤Sæmundar Hinns Fróda. Edda Rhythmica seu antiqvior, vulgo 👤Sæmundina dicta (da. 👤Sæmund den Frodes Edda. Den poetiske eller ældre edda, almindeligvis kaldet 👤Sæmunds ). Dengang mente man nemlig, at det var islændingen 👤Sæmund den Frode (eller Lærde, død 1133), der engang i begyndelsen af 1100-tallet havde samlet eller endog forfattet de digte, som i dag går under navnet ►Den ældre Edda. Kommissionen var nedsat med det formål at udgive de vigtigste af de gamle håndskrifter, som islændingen 👤Arne Magnusson havde bragt fra Island til København. Udgavens første bind kom i 1787, andet i 1817 og tredie først i 1828. Bag udgavens første bind stod så fagligt velfunderede personer som Bolle Willum 👤Luxdorph, P.F. 👤Suhm, Børge 👤Thorlacius, Abraham 👤Kall og Jacob 👤Baden. I deres over 40 sider lange forord forsvarer de sig mod dem, der afviser nytten af at studere den nordiske oldtid i almindelighed og eddaen i særdeleshed:

✂ “Det er nemlig deres [modstandernes] opfattelse, at hele Eddaforskningen, som naturligvis kræver meget arbejde og er forbundet med stor usikkerhed, men ellers er lidet nyttig, hvis ikke ganske unyttig, ikke på nogen måde forekommer så betydningsfuld, at den lærde verden kan bruge energi og kræfter på den, kræfter, som mere klogt burde anvendes på gode og nyttige sager. Disse personer råber op om, at dette værdiløse og mere end halvbarbariske sludder bør overlades til dem, der har skrevet det, og deres hjernespind bortvejres som spindelvæv. Vi for vort vedkommende [udgiverne] vil ikke bruge mange kræfter på at gå i rette med disse menneskers afvisende holdning, for det er vor opfattelse, at studiet af nordisk mytologi ikke bør pånødes alle eller dem, der ikke ønsker det. Hvis der imidlertid findes nogen, som har en lidt anden mening om denne del af de nordiske oldtidsminder, så skal de vel have lov til at følge deres overbevisning uden at andre, der finder det foragteligt, begynder at protestere?” (s. VIII, oversat af GV, 2010).

✂ Udgaven er tosproget, hvad angår digtene, dvs. både på oldislandsk og nylatin. For sin tid er den endog meget grundig og videnskabelig, fx med hensyn til tekstkritisk apparat (dvs. forskellige håndskrifters læsemåder). Desuden er den forsynet med mange og lærde noter, en udførlig ordliste, stikordsregister m.v. (alt sammen på latin, naturligvis). Første bind rummer følgende digte (med de gængse danske titler i parentes): Vafþrudnismál ( ►Vaftrudners Sang ), Grímnismál ( ►Grimners Sang ), För Skirnis ( ►Skirners Færd ), Harbardz Liod ( ►Harbards Sang ), ►Hymis Kvida (Hymers Kvæde), Ægis Drekka ( ►Ægirs Gæstebud ), Þryms Kvida ( ►Trymskvadet eller ►Hammerhentningen ), Hrafnagaldr Oþins ( ►Odins Ravnegalder ), Vegtams Kvida ( ►Vegtams Kvæde ), Alvís Mál ( ►Sangen om Alvis ), Fiölsvinns Mál ( ►Fjølsvidkvadet ), Hyndlu-Lioþ ( ►Hyndlas Sang ).

✂ Til gengæld mangler netop det digt, der for Grundtvig er vigtigst af dem alle, nemlig ►Vølvens Spådom eller ►Vǫluspá, som Grundtvig hænger hele sin fremstilling op på. Også til at etablere en indbyrdes kronologi eddadigtene imellem lader Grundtvig sig inspirere af ►Vølvens Spådom. Dét blev dog først trykt i udgavens tredie bind, 1828. Han har imidlertid kunnet læse det i oversættelse hos 👤Sandvig (se kapitlet om Sandvig) og – måske – i den første trykte version hos 👤Resen.

✂ Første bind af ►den arnamagnæanske kommissions udgave står allersidst i Grundtvigs bogfortegnelse fra 1805 (se kapitlet om Grundtvigs historiefilosofiske baggrund).

👤Resen

✂ Grundtvig har formodentlig stiftet bekendtskab med ► ►Vølvens Spådom i Peder Hansen 👤Resens ligeledes tosprogede udgave fra 1665, ► Philosophia antiqvissima Norvego-Danica dicta Woluspa qvæ est Pars Eddæ 👤Sæmundi Islandice & Latine publici juris primum facta, a Petro Joh. 👤Resenio (da. Gammel norsk-dansk visdom kaldet Voluspa, som er en del af 👤Sæmunds Edda, trykt på islandsk og latin, for første gang gjort tilgængelig for offentligheden, af 👤Peder Hansen Resen [den latinske oversættelse er af 👤Stephán Ólafsson]). I et brev dateret 1. maj 1807 spørger Grundtvig nemlig Rasmus 👤Nyerup, der på det tidspunkt er universitetsbibliotekar, om han evt. kan låne den til 📌Langeland mod kaution (► Breve 1 1924, s. 1). Senere har Grundtvig i alt fald opnået kendskab til 👤Resen-udgaven. I fasc. 264.1 (juni 1807) taler han (blad 4 verso) om “👤Resens fordærvede Tekst”, ligesom han i et brev til Rasmus 👤Nyerup fra 6. januar 1808 taler om “👤Resens skødesløse Tekst” (► Breve 1 1924, s. 7). 👤Resen har været hurtig med sin udgivelse, der udkom kun tre år efter, at det mest berømte eddahåndskrift, ►Codex Regius fra o. 1270'erne, var kommet til Danmark.

👤Sandvig

✂ Som inspiration har Bertel Christian 👤Sandvigs anonyme oversættelse fra 1783-1785, ►Forsøg til en Oversættelse af 👤Sæmunds Edda, med varianttitlen 👤Sæmunds Edda, også gjort sin gavn. Af Grundtvigs bogliste fra 1805 (fasc. 501) fremgår det, at han selv har ejet værket. De to bind rummer følgende digte (titlerne i parentes er de mere almindelige):

✂ 1783: ►Solarliod ( ►Solsangen ), Odins Ravne-Besværgelse ( ►Odins Ravnegalder ), Vola's Spaadom ( ►Vølvens Spådom ), ►Odins høje Sang (også kaldet Hávamál), ►Vaftrudnismal ( ►Vaftrudners Sang ), ►Grimnismal ( ►Grimners Sang ), Alvismal ( ►Sangen om Alvis ), ►Ægirs Gæstebud, Hammerens Hentelse ( ►Hammerhentningen, ►Trymskvadet ).

✂ 1785: Skirners Reise ( ►Skirners Færd ), ►Vegtams Kvæde, ►Valundurs Kvæde (Kvadet om Vølund), ►Harbards Sang (eller ►Sangen om Gråskåg ), ►Hymirs Kvæde, ►Hyndlas Sang, Fiolviders Sang ( ►Fjølsvidkvadet ), ►Kong Heidreks Viisdom, ►Fortælling om Rigr ( ►Rigs Remsedigt ). Mens 👤Sandvig i 1780'erne arbejdede på sin oversættelse, vidste han udmærket, at Den Arnamagnæanske Kommission var på vej med sin videnskabelige, tekstkritiske udgave med tilhørende oversættelse til latin.

✂ Skønt Grundtvig selv oversatte eddadigtene i ►“Om Asalæren”, er det sikkert, at han også har skævet til 👤Sandvigs oversættelse, for han kommenterer den i ►“Om Asalæren”. Derudover hentede han flere gange norrønismer fra 👤Sandvig, fx ordet ‘Ulvstriden’ (►“Om Asalæren”, s. 178, der hentyder til, at ►Fenrisulven slippes løs ved ►Ragnarok), eller ordet ‘Banetuen’, s. 160. Kun sjældent har han direkte benyttet 👤Sandvigs formuleringer; dog er der s. 172 i ►“Om Asalæren” en strofe fra ►Odins Ravnegalder, der er overtaget næsten ordret.

Biörner

✂ I 1737 udgav svenskeren 👤Erik Julius Biörner i Stockholm storværket ►Nordiska Kämpa Dater, i en Sagoflock samlade om forna Kongar och Hjältar. För hwilken, förutan et ständigt Ättartahl på alla befintliga Swenska Kongar och Drotningar, äfwen et Företal finnes. Dette omfattende værk i folioformat er tresproget ((old)islandsk, latin og svensk) og rummer 13 fornaldersagaer, deriblandt – som nummer ni – ►Vølsungesagaen, hvis hovedpersoner er ►Brynhilde og ►Sigurd, et elskerpar, som Grundtvig gennem hele sin ungdom var optaget af, og som den tyske senromantiske komponist 👤Richard Wagner senere skulle udødeliggøre i sit storværk Nibelungenring (1876). Netop fordi værket er tresproget, har Grundtvig også kunnet benytte det til at lære mere oldislandsk.

Ingen håndskrifter

✂ Det er dog kun ► 👤Sandvigs og ►den arnamagnæanske kommissions udgaver, som Grundtvig nævner eksplicit i ►“Om Asalæren”. At Grundtvig ikke har haft mulighed for at sidde med originaler af de oldislandske tekster, fremgår af dagbogsblade fra 24. juni 1807: “Jeg har ansøgt om at faa islandske Manuskripter; men rimeligt er det, at jeg snart forlader 📌Langeland, og da kan jeg i København ret begynde” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 406). På grund af Danmarks anspændte forhold til englænderne var håndskriftudlån fra København i sommeren 1807 også fuldstændig umuligt. Bombardementet af København fandt ganske vist først sted natten mellem 4. og 5. september 1807, men i krigen mellem England og Frankrig, hvor Danmark blev betragtet som allieret med Frankrig, havde England allerede i januar 1807 reageret på Frankrigs fastlandsspærring ved at indføre en Order in Council (dvs. kongelig forordning), som forbød neutral skibsfart til Frankrig. Danmark stod klemt mellem handelsinteresser på den ene side og frygten for krig på den anden; og de danske farvande kunne hurtigt blive farlige.

►Vølvens Spådom

✂ ►Vølvens Spådom er det næstlængste digt i ►Eddaen og fortæller Verdens historie fra før skabelsen til efter undergangen, ►Ragnarok, hvor alt genopstår i harmoni. En vølve, dvs. en spådomskyndig kvinde, tvinges af ►Odin til at røbe denne verdensplan. Centralt i digtet står fortællingen om Balders død og forsoningen i den nye verden mellem ham og hans drabsmand, Høder, men der refereres til mange andre fortællinger om guderne. For Grundtvig er dette digt det vigtigste, netop fordi det rummer det lange forløb fra urtid over Ragnarok til fremtid. I hans optik bliver det derfor overordnet alle de andre eddadigte, hvis fortællinger Grundtvig prøver at strukturere i en indbyrdes tidsfølge, der er underordnet den, han ser i ►Vølvens Spådom .

►Hammerhentningen

✂ I ►Hammerhentningen eller ►Trymskvadet fortælles om, hvordan jætten ►Trym stjæler ►Thors hammer, ►Mjølner. For at ►Thor kan få den igen, må ►Freja gifte sig med ►Trym. Det bliver dog ►Thor selv, der klædes ud som brud, hvilket afstedkommer mange muntre replikskifter under bryllupsfesten. Da ►Trym lægger hammeren i ►Thors skød, afslører ►Thor sig og dræber eller sårer mange af jætterne.

►Vegtams Kvæde

✂ ►Vegtams Kvæde eller ►Balders Drømme handler om den forklædte ►Odins ridt til dødsriget og dets herskerinde, ►Hel. Her vækker han en død vølve, dvs. spåkvinde, for at få hende til at afsløre, hvad Balders onde drømme betyder. ►Odin rider tilbage til ►Asgård med varsler om Balders død og det forestående ►Ragnarok.

►Skirners Færd

✂ ►Skirners Færd handler om ►Frejs forelskelse i den underskønne jættedatter ►Gerd. ►Frej sender sin tjener ►Skirner afsted for at fri til hende, men hun lader sig ikke lokke af de guddommelige gaver, han har med. Først ved trusler får ►Skirner aftalt et elskovsmøde mellem hende og ►Frej.

►Odins Ravnegalder

✂ ►Odins Ravnegalder er en meget dunkel eftermiddelalderlig tekst (men Grundtvig antog den for at være ældre), der dybest set ikke har nogen slutning. ►Odin sender en delegation, bestående af ►Heimdal, ►Loke – og måske ►Brage –, ud for at forhøre sig om fremtiden. ►Loke og ►Heimdal vender tilbage uden svar, hvorefter guderne tager hjem uden at have opnået, hvad de ville. Så bryder dagen frem.

►Ægirs Gæstebud

✂ ►Ægirs Gæstebud eller ►Lokes Skænderi er en munter historie om et gilde, hvortil Ægir har brygget mjøden. Den ubudne ►Loke dukker alligevel op og får fornærmet stort set samtlige guder. Han beskylder kvinderne for at være løsagtige, mændene for at være feje, og han anklager flere for at begå blodskam.

►Fjølsvidkvadet

✂ ►Fjølsvidkvadet er ofte betegnelsen for anden del af Svipdagskvadet. Det fortæller om ►Svipdags brudefærd på vej mod sin elskede, ►Menglød. I første halvdel af Svipdagskvadet har Svipdag opsøgt sin afdøde mor for at få udleveret et tryllesprog, der kan hjælpe ham på færden. Det er af senere forskning blevet anset for at være en maskeret myte om ►Frejas og ►Frejs forening, dvs. en incestuøs forbindelse.

►Hyndlas Sang

✂ I ►Hyndlas Sang søger ►Freja oplysninger hos vølven ►Hyndla om elskeren ►Ottars slægtskabsforhold. Mere end 80 navne nævnes sammen med en oversigt over verdens gang. Sidstnævnte del af digtet kaldes derfor indimellem for “Den korte Vølvens Spådom”.

👤P.F. Suhm

✂ Af opslagsværker om nordisk mytologi har Grundtvig især støttet sig til Peter Frederik 👤Suhm: ►Om Odin og den Hedniske Gudelære og Gudstieneste udi Norden, 1771. I bogen gennemgår 👤Suhm hele den nordiske mytologi, organiseret i større og mindre afsnit om de enkelte guder og gudinder. Han forsøger dog at harmonisere kilderne, som især er ►Den ældre Edda og ►Snorres Edda, således at deres indbyrdes modsætninger i videst muligt omfang sløres. Grundtvig har formodentlig fundet bogen på skolebiblioteket i Aarhus Kathedralskole i 1799 eller 1800 (►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 42).

✂ Grundtvig er på nogle punkter forbeholden over for 👤Suhm. Fx er der i fasc. 263, blad 9, adskillige kritiske bemærkninger til 👤Suhms allegoriske forståelse af asalæren. 👤Suhm er dog også euhemeristisk, dvs. tilhænger af læren om, at guderne blot var afdøde mennesker (efter den græske filosof 👤Euhemeros, død 298 f.Kr.), idet han fx har et helt afsnit om “►Odin som et menneske” (►1771, s. 68f). Da ►“Om Asalæren” udkom i 1807, var 👤Suhms bog et værk, som Grundtvig havde kendt i syv eller otte år. Da han ikke selv ejede det, bad Grundtvig i et brev af 15. maj 1807 til Rasmus 👤Nyerup om at låne værket: “👤Suhms Skrift om ►Odin, der er mig dobbelt kjært, da det i min Skolegang først stillede min Længsel efter Nordens Guder, beder jeg Dem sende mig, da jeg uagtet al anvendt Umage ej kan blive Ejer deraf” (► Breve 1 1924, s. 4).

✂ Til gengæld har Grundtvig selv ejet 👤Suhms ►Udtog af Danmarks, Norges og Holstens Historie, til Brug for den studerende Ungdom, i den af 👤Jørgen Kierulf omarbejdede udgave fra 1802. Den har nr. XXIV (24) i den bogliste, Grundtvig anlagde i året 1805 (fasc. 501).

Saxo

✂ Skønt der ikke står meget om asalæren hos den middelalderlige 👤Saxo, har Grundtvig været optaget af 👤Saxos ►Gesta Danorum (Danernes Bedrifter), som han da også selv oversætter senere, først prøver i uddrag (september 1815, ►Bibliografien nr. 255), dernæst i samlet udgave 1818-1823, ►Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus fordansket ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, præst. ( ►Bibliografien nr. 335A). I de første bøger af ►Gesta Danorum, som formentlig er blevet til o. 1200, gør 👤Saxo ►Odin til konge over gudeforsamlingen i Byzans. I det hele taget prøver 👤Saxo at beskrive asaguderne som historiske personer, altså at tage det hedenske ud af guderne og gøre dem til almindelige mennesker (et euhemeristisk synspunkt). Det har formentlig gjort det lettere for 👤Saxos samtid at goutere det hedenske aspekt, at indfaldsvinklen var så eksplicit kristen.

👤Bastholm og 👤Møinichen

✂ Dagbogen for 1. juni 1804 viser, at Grundtvig også har læst et på det tidspunkt forholdsvis nyt værk af 👤Christian Bastholm ►Historisk-philosophiske Undersøgelser over de ældste Folkeslægters religiøse og philosophiske Meninger fra 1802. Grundtvig er uenig i 👤Bastholms rationalistiske forståelse af fx ►Hel og Niflheim, der opfattes som “Sindbilleder” (►Bastholm 1802, s. 597, her citeret efter ►Lundgreen-Nielsen 1980, s. 117).

✂ Hertil kommer et værk, som Grundtvig ikke udtrykker speciel begejstring for (han omtaler forfatteren som uinteressant), men hvis oplysninger han alligevel ikke blot gør brug af, men også gladeligt tolker videre på; se fx note til “dødvækkende runer”. Det drejer sig om 👤Jacob Bærent Møinichen ►Nordiske Folks Overtroe, Guder, Fabler og Helte indtil Frode 7 Tider i Bogstav-Orden fra 1800. Bogen går også under den mere ligefremme titel ►Nordisk Gudelære. Den er et opslagsværk i alfabetisk orden, der hindrer en helhedsopfattelse.

👤Moritz

✂ Det er dog ikke bare danske opfattelser af fortidens guder, Grundtvig har studeret. ►Götterlehre, oder, mythologische Dichtungen der Alten, zusammengestellt von 👤Karl Philipp Moritz, mit fünf und sechzig Kupfer gestochenen Abbildungen nach antiken geschnittenen Steinen und andern Denkmälern des Alterthums (da. Gudelære eller de gamles mytologiske digtning, sammenstillet af 👤Karl Philipp Moritz med 65 kobberstik efter udskårne antikke sten og andre mindesmærker fra antikken) var udkommet i Berlin 1791. Denne bog af samtidens store tyske navn hører også med til Grundtvigs mytologiske horisont; han læste den i foråret 1806. I sin udtogsbog skriver han om dette værk:

✂ “Saare stor Forskel finder Ieg mellem denne Gudelære og alle de andre tørre alfabetiske Registre, Ieg hidtil saa prangende med dette Navn. [ … ] Poetisk er Fremstillelsen og de gamle betydningsfulde Mythers Aand udtaler sig saavel gennem det Hele, som især gennem de Digtere Forfatteren saa passende lader fremtræde” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 260 f.).

✂ Hvad der er vigtigt, er altså, at gudelæren ikke blot er opremsninger af tørre fakta, men netop også – digtning. Udtrykt i Grundtvigs billedsprog er 👤Moritz' fabellære “ej [fremstillet] som en afpillet Benrad sønderslaaet efter en vilkaarlig Fysiks eller Filosofis Regler” ( ►Dag- og Udtogsbøger 1979 1, s. 261).

✂ Dette værk beholdt i Danmark sin aktualitet langt op i 1800-tallet, hvor digteren 👤Christian Winther oversatte og udvidede det under titlen: ► 👤Karl Philipp Moritz's Gudelære, overs. og tilligemed et Omrids af den nordiske Mythologie, 1847 (og flere senere optryk).

✂ Videnskabshistorisk er 👤Moritz interessant på grund af sin opfattelse af de antikke myter, hvor han stiller sig mellem den euhemeristiske opfattelse, dvs. læren om, at guderne blot var afdøde mennesker, og den allegoriske opfattelse, der bl.a. dyrkedes af stoikere og epikuræere, som gik ud på, at guderne var personifikationer af naturmagterne, fx tordenen (i Norden personificeret ved ►Thor). Oplysningstidens (historie)filosoffer og mytologer, herunder 👤Karl Philipp Moritz, overtog generelt begge gudetolkninger, både den euhemeristiske og den allegoriske (Hübner ►1985, s. 50). I faglitteraturen kan man indimellem se den allegoriske mytologiopfattelse benævnt naturmytologisk (Finn Stefánsson ►2009, s. 298). 👤Moritz udtrykker det således:

✂ “Die Göttergeschichte der Alten durch allerlei Ausdeutungen zu bloßen Allegorien umbilden zu wollen, ist ein eben so thörichtes Unternehmen, als wenn man diese Dichtungen durch allerlei gezwungene Erklärungen in lauter wahre Geschichte zu verwandeln sucht” (►1791, s. 3).

✂ “Ved alleslags Fortolkninger at ville omdanne de Gamles Gudehistorie til blotte Allegorier, er et ligesaa daarligt Foretagende, som naar man ved allehaande tvungne Forklaringer søger at forvandle disse Digtninger til lutter sand Historie” (Christian Winther (overs.) ►1847, s. 2).

►“Om Asalærens” videreliv

✂ Allerede i sommeren 1807 arbejdede Grundtvig på en afhandling om ►Den ældre Edda. I processen kunne han betegne det gamle Nord som sin “Aands Hjem”, hvorfra han “laaner alle de Billeder hvori jeg beskuer det Usynlige” (fasc. 257, blad 1 verso og 2 recto).

✂ ►“Om Asalæren” lever dog først og fremmest videre i ►Nordens Mytologi 1808, til dels også i ►Nordens Mythologi 1832. “Asalæren” (uden et ‘om’) er faktisk titlen på andet afsnit af ►Nordens Mytologi fra 1808. Heri behandler Grundtvig både kilderne og gudernes indbyrdes forhold mere systematisk (►Auken 2005, s. 124). Interessen for mytologien holder sig. Under Treårskrigen har Grundtvig planer om at nyoversætte ►Snorres Edda, og i tidsskriftet ►Danskeren 1848-1851 optræder mange poetiske bidrag med mindelser om asalæren.

✂ Også det lille læsedrama ►Maskeradeballet i Dannemark 1808 rummer refleksioner over forholdet mellem gammelnordisk og moderne tankegang, ligesom man kan sige, at den nordiske mytologi er behandlet i ►Optrin af Nordens Kæmpeliv, ►anden del 1809 og ►første del 1811 (ulogisk, men sådan er det). I enkelte andre værker af Grundtvig indgår tanker fra “Om Asalæren” ligeledes i større eller mindre grad.

✂ Skuer man længere frem i forfatterskabet, kommer man til det omfattende digt, ►Dansk Ravne-Galder, der i titlen rummer associationer til eddadigtet ►Odins Ravnegalder. Det er skrevet 1860, men først trykt efter Grundtvigs død, nemlig i ►Udvalgte Skrifter bind 10, 1909. Ligesom ►“Om Asalæren” er det en vision, eller måske snarere en utopi, idet den foregår ca. 1910, altså langt frem i tiden i forhold til affattelsestidspunktet.