Henrich Steffens
✂ Grundtvig brugte 👤Goethe til at definere videnskabeligheden som den højeste form for erkendelse. Denne forestilling havde Grundtvig højst sandsynligt stiftet bekendtskab med gennem 👤Steffens' filosofiske forelæsninger på Elers' kollegium i 1802 (bogudgave ►Indledning til philosophiske Forelæsninger (1803)). I sin karakteristik af samtidens åndløshed nævner Grundtvig den voldsomme kritik af “den geniefulde 👤Steffens, der paa sin egen Vei stræbte at vække Videnskabelighed, og neppe ganske forfeilede sin Hensigt” (s. 280). Denne interesse blev vakt – om end med en vis forsinkelse – hos Grundtvig selv, hvis beskrivelse af videnskabeligheden er stærkt præget af 👤Steffens. I Grundtvigs tidligste optegnelser om 👤Steffens tilstod han åbent, at han ikke forstod meget af de nye tanker (► Dag- og Udtogsbøger 1 1979, s. 15-16). Grundtvigs indgående kendskab til 👤Steffens' forelæsninger stammer derfor antagelig først fra hans læsning af ►Indledning til philosophiske Forelæsninger, som han anskaffede den 18. november 1804 (►Bugge 1965, s. 78).
✂ Den absolutte erkendelse, som Grundtvig med udgangspunkt i 👤Goethes digt skitserede i fodnoten, var ligeledes endemålet for 👤Steffens' naturfilosofi. Den unge naturforsker 👤Henrich Steffens havde tilbragt fire år i Tyskland, fra 1798 til 1802, hvor han havde mødt Jena-romantikkens foregangsmænd 👤J.G. Fichte, brødrene 👤Fr. og 👤A.W. Schlegel og frem for alle 👤F.W.J. Schelling, hvis organismetænkning fik stor indflydelse på 👤Steffens. Det er dog i mindre grad 👤Steffens' naturfilosofi end hans almene erkendelsesteoretiske refleksioner, der i denne forbindelse inspirerede Grundtvig.
✂ 👤Steffens' filosofiske projekt var at erkende det absolutte (dvs. den universelle forbindelse mellem menneske, ånd og natur), som det fremtræder i naturens mangfoldige former. Den romantiske (natur-)videnskabs drivkraft var ikke praktiske landvindinger, men derimod anelsen af det absolutte som verdens indre sammenhæng: “I Sandhed, det var ubegribeligt hvad der formaaede Naturforskeren og Historikeren til den uafladelige Driftighed, hvis ikke en, skiöndt, hos mange dunkel, Ahnelse om en uendelig Forbindelse, var det dybe bevægende Princip for deres Undersögelse” (►Steffens 1996, s. 33). Denne definition af videnskabens erkendelsesinteresse tog Grundtvig til sig, hvilket en parallellæsning mellem 👤Steffens' forelæsninger og Grundtvigs afhandling kan påvise:
✂ 👤Steffens' bestemmelser af videnskabens plads i samfundet klinger med i Grundtvigs indledende beskrivelse af videnskaben. 👤Steffens kan som tidligere nævnt ses som en inspiration for dialogen mellem “Tvivlerne” og “det tænkende Menneske” (s. 251), idet 👤Steffens opstillede en modsætning, der ligner Grundtvigs (se afsnittet “I skyggen af 👤Napoleon”). Forskellen er, at der hos 👤Steffens ikke er tale om en modsætning mellem de videnskabeligt sindede nationer og de militaristiske masser (læs: 👤Napoleons Frankrig), men mellem førstnævnte og de materialistiske nationer. 👤Steffens modstiller nationerne, der dyrker videnskaben for dens egen skyld, med dem “som blot indskrænke deres Virksomhed til at forbedre og forhöje deres physiske Existenz” (►Steffens 1996, s. 32).
* Citatet lyder i sin fulde udstrækning: “Vi kalde de Nationer barbariske, som blot indskrænke deres Virksomhed til at forbedre og forhöje deres physiske Existenz, og har end Industrie og Flid bragt dem nok saa vidt, skulde de end – endskiönt det end neppe er mueligt – uden Videnskabelighed have erhvervet sig nok saa mange Beqvemmeligheder, ja herskede endog den störste Nationalvelstand og den pragtfuldeste Luxus blant dem, saa foröger det ikke vor Agtelse for dem i ringeste Maade. Vi fordre af enhver Nation, at den skal agte Videnskaberne for deres egen Skyld” (►Steffens 1996, s. 32).✂ Videnskabeligheden er ifølge både 👤Steffens og Grundtvig hævet over nyttelogikken. Med 👤Steffens' ord “er det af sig selv klart, at enhver Videnskab har et Maal i sig selv, som ikke er indskrænket ved dens Anvendelse, et Problem at löse, som er aldeles forskielligt fra de fleste Problemer, som det borgerlige Samfund, som saadant, kunne fordre löste af den” (►Steffens 1996, s. 29). Grundtvig griber fat i samme tema og beskriver videnskabelighedens rolle i samfundet med en poetisk eksplicitering af 👤Steffens' tese:
✂ “At giøre Videnskaberne til blotte Vehikler for Livsnydelsen, er at betage dem deres Eiendommelige, da de derved faae en blot endelig Tendents, og ligesom indskrænkes til Menneskets afmaalte Jordliv. At sætte dem i Politikens eller hvilkensomhelst anden Tieneste, er at bortjage dem fra Jorden; thi fri, som den himmelske Gnist, hvorfra de alle udspringe, taale de ingen Slavelænker, men svinge sig op i den rene Æther, fulgte af Mængdens Haan, og deres Venners dybe Sukke” (s. 252).
✂ Med 👤Goethe og 👤Steffens i hånden bestemmer Grundtvig videnskabeligheden som en absolut erkendelsestrang, der er uafhængig af pragmatiske formål. Videnskabeligheden sættes i opposition til politikken på den ene side og livsnydelsen på den anden. Videnskabeligheden tragter efter en højere erkendelse, der i sidste ende smelter sammen med religionen.